|
Gerard W. Hughes
Boedal skriver i sit forord:
Gud er tilværelsens inderste kerne, han gennemtrænger alt, og hele skaberværket er et udtryk for hans virkelighed. Alligevel forsøger vi ofte at begrænse Gud til det religiøse område, og sørger for, at han ikke blander sig i vores hverdagsliv.
Gerard W. Hughes sætter en præcis diagnose på kirkens og nutidsmenneskets store problem: Den splittede spiritualitet.
Den tapper os for kræfter og bevirker, at vi ikke kan se, hvad Gud gør i os og omkring os. Selvom vi har en grundlæggende længsel efter Gud, distancerer vi os fra ham - og vi distancerer os fra andre mennesker og fra os selv.
I denne bog indbydes vi til at møde Gud, som altid er større end vore tanker om ham, men samtidig er os nærmere, end vi er os selv. Først når vi erkender vores splittethed, kan helingsprocessen begynde. Forfatteren skriver jordnært og konkret om et åndeligt liv, der både er præget af bøn og ansvar for verden omkring os.
Gerard W. Hughes er katolsk præst og bor i Birmingham, hvor han arbejder med åndelig vejledning. Han er en erfaren retræteleder og er stærkt engageret i kirkens enhed og sammenhængen mellem spiritualitet og social retfærdighed.
Kapitel 5
Om længsel
En skolepige spurgte engang sin lærer, en nonne, hvorfor Johannes gentog de samme sætninger i sit evangelium. Nonnen forklarede:
"Min ven, du må huske, at Johannes var en meget gammel mand, da han skrev evangeliet, og gamle mænd har en tendens til at gentage sig selv!" Der er nogle sætninger, der tåler at blive gentaget i det uendelige. Det er ikke så meget det, at de indeholder information, men de åbner en dør og fører os ind i en ny og spændende verden. En sådan sætning er Augustins formulering: "Herre, du har skabt mig til dig, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig." I kapitel 2 så vi på nogle menneskelige erfaringer, som viser, at den transcendente Gud bor i os og omkring os. En af disse erfaringer er menneskets længsel. Intet menneske, ingen genstand, ingen tilstand kan nogensinde fuldt ud tilfredsstille vores dybeste længsel. I dette kapitel skal vi se nærmere på længslens natur, og hvilken betydning den har for alle andre aspekter at vores liv som enkeltpersoner, som kirke, som nation.
Fremskridt i det åndelige liv er ofte blevet sammenlignet med bjergbestigning: vi kommer nærmere Gud, når vi nærmer os bjergtoppen.
Hvordan skal vi klatre op på Guds bjerg? Det er vi ikke i stand til, men Gud kan få os op på bjerget. I det religiøse sprog udtrykker vi denne virkelighed med sætninger som: "Uden Gud kan jeg intet gøre", "Herren er min klippe, min tilflugt og min styrke." Hvis vi bliver i bjergbestiger-billedet, er det som om, vi med et tov er bundet fast til Gud, vores bjergfører. Hvad står tovet for i vores menneskelige erfaring? Menneskets længsel er det tov, som knytter os til Gud, og det er i Gud, vi har hele vores liv og eksistens.
Jeg har aldrig mødt nogen, som er blevet undervist om, hvor vigtig længslen er. Tværtimod er længslen normalt blevet fremstillet som noget farligt, noget, som må tøjles og underkastes Guds vilje, for Guds vilje er den eneste legitime længsel for en samvittighedsfuld kristen. På den måde kan de mest samvittighedsfulde føle, at deres liv visner.
Når de er glade, opløftede, entusiastiske og glæder sig over livet, føler de, at der må være noget galt. De får dårlig samvittighed over at have det godt! Det fører os ind til kernen af vores splittede spiritualitet: På den ene side af kløften er hjertets længsler i vores inderste på den anden side af kløften er Gud.
Jeg ved ikke, om Djævelen nogensinde beder om råd. Hvis jeg skulle give ham gode råd til, hvordan han mest effektivt kunne ødelægge kristendommen, ville jeg fraråde al forfølgelse og antydning af modstand. I stedet ville jeg foreslå Djævelen, at han skulle sørge for, at kristne ledere var optaget af at understrege faren ved menneskets længsler og vigtigheden af fuldstændig at underkaste længslerne Guds vilje. Menigheden skulle hele tiden advares om, at al form for længsel bygger på deres egen egoisme, noget, som de hele tiden må kæmpe imod. Det vil sikre, at de altid har dårlig samvittighed, når de har det godt, og det vil hurtigt bevirke, at kristendommen bliver ødelagt. Det vil nemlig skære livlinen over mellem mennesker og Gud, ødelægge vores inderste og efterlade os uden håb og entusiasme, så vi ikke formår at elske eller tage ansvar. Perfekte borgere i helvede...
Forholdet mellem vore længsler og Guds vilje
Jesus lærte os at bede til Gud og sige: "Ske din vilje som i himlen, således også på jorden." Hans eget liv blev sammenfattet i det desperate dødsangstens råb i haven: "Ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42).
Vi må gøre Guds vilje, ikke vores egen. Jeg tror, at denne sandhed er kernen i vores tro. Men hvad betyder det, og hvad er forholdet mellem Guds vilje og min egen vilje? Er det simpelthen et spørgsmål om, at vores vilje skal underkastes Guds vilje?
Hvis du svarer ja, så overvej følgende scenarie:
Forestil dig to mennesker, som skal giftes. Præsten har opfordret dem til at bruge deres egne ord i ægteskabsløftet, og brudgommen siger: "Du er det kæreste, jeg har, og jeg elsker dig af hele mit hjerte.
Men du må forstå, at du fra nu af ikke kan forvente, at jeg har nogen som helst interesse i dine ønsker og behov. Herefter, til døden skiller os ad, vil hele din glæde bestå i at gøre min vilje i fuldkommen hengivenhed. Du skal aldrig mere tage hensyn til dine egne ønsker." Efter at han højtideligt har erklæret sin kærlighed på en så rørende måde, venter brudgommen på brudens svar! Det er dette billede af Gud, som ofte lurer i kristnes underbevidsthed. Og med et sådant billede af Gud er det ikke overraskende, at vi ind imellem virker alt andet end entusiastiske over det, som har med Gud at gøre, og vi kan begynde at se fordelene ved den splittede spiritualitet. Hvis vi slap denne afskyelige Gud ind i alle dele af vores liv, ville livet ikke være til at holde ud!
Det er besynderligt, hvor let vi har ved at bruge udtrykket "Guds vilje". Det er endnu mere besynderligt, hvor ofte Guds vilje ser ud til at stemme nøje overens med de personlige præferencer, som de, der bruger udtrykket, tilfældigvis har! Diktatorer og tyranner har for længst forstået, at Gud er en mægtig og meget brugbar allieret. De romerske kejsere erklærede sig guddommelige for at holde deres undersåtter under kontrol. Dermed blev ulydighed mod de offentlige myndigheder også en forseelse mod Gud, hvis straf for ulydighed var uundgåelig, og de skyldige blev forfulgt selv efter døden, i al evighed.
I det kristne Europa påstod kongerne ikke, at de var guddommelige, men de hævdede i stedet, at de var "konger af Guds nåde" og altså regerede med guddommelig ret. På den måde blev deres befalinger Guds befalinger.
"Guds vilje" er et udtryk, vi kan bruge til at kontrollere, undertrykke, ekskludere, tyrannisere, slå, binde og tilmed myrde: det er grunden til, at religion kan være så farlig i menneskers liv, grunden til at så mange krige og blodige konflikter gennem århundreder og helt frem til i dag har et religiøst element i sig.
Hvordan skal vi forstå forholdet mellem Guds vilje og min vilje?
Spørgsmålet hænger sammen med et andet lige så grundlæggende spørgsmål: Hvordan skal vi forstå betydningen af "selvet"? Hvis vi beskriver nogen som selvisk, er det ikke et kompliment, men en kritik. l kristendommen taler vi positivt om selvopofrelse og selvfornægtelse. Og vi betoner værdien af ydmygelse, et ord, hvis oprindelige betydning er at afstå fra "selvets" ønsker og tilbøjeligheder. Hvad er dette "selv"? Og hvad er det for ønsker og tilbøjeligheder, som vi skal overvinde, fornægte, skille os af med?
Er det muligt, at Gud kunne ønske, at vi skal være glade og lykkelige? Hvis vi nu var i stand til at finde ud af, hvad det er, vi virkelig ønsker af hele vores hjerte - kunne det så være Guds vilje, vi havde opdaget? Kunne det være sådan, at jeg har et ægte "jeg", som jeg aldrig må fornægte, men altid skal passe godt på? Et "jeg", som jeg aldrig må forsøge at overvinde, men må lade mig overvinde af, et "jeg", som jeg aldrig må forsøge at gøre mig fri af, men må identificere mig med i alt, hvad jeg tænker, siger og gør?
Hvis vi kunne finde ud af, hvad det er, vi virkelig længes efter, ville vi have opdaget Guds vilje; hvis vi virkelig havde fundet vores sande jeg, ville vi have fundet Gud. Augustin sammenfattede det i ordene: "Gud, du har skabt mig til dig, og mit hjerte har ikke ro, før det finder hvile i dig," og i bønnen: "Herre, lær mig dig at kende, at jeg må kende mig selv." Uden ønsker og længsler ville vi hurtigt gå til grunde. Det bliver af og til sagt om et døende menneske: "Han (eller hun) har mistet livsviljen." At have længsler er lige så nødvendigt for os som at trække vejret, og vores vejrtrækning er et udtryk for en længsel efter livet. Det er længsler og ønsker, der afgør, hvordan vi lever. Længslerne bestemmer vore valg, handlinger og reaktioner. Uanset hvad vi påstår, er sandheden, at vi alle gør det, vi ønsker at gøre - vi følger vores egen vilje. De af os, der hævder, at vi kun ønsker at gøre Guds vilje, ville slet ikke være i stand til at fremsætte denne påstand og udføre det, som vi opfatter som Guds vilje, uden at vi selv ønskede det.
Moder Teresa blev engang spurgt, hvorfor hun viede sit liv til at tage sig af de døende. Hun skal have svaret: "Fordi jeg godt kan lide at gøre mit eget." Moder Teresa havde opdaget det dyb i sit indre, hvor hendes eneste ønske var at være et med dem, der led. Hendes længsel var et med Guds barmhjertige hjerte. Dette var "hendes", som intet kunne få hende til at slippe.
Den menneskelige længsels betydning og kraft
En af de stærkeste beskrivelser af den menneskelige længsel finder vi i den engelske filosof Bertrand Russeis (1872-1970) selvbiografi:
"I mit indre er der evigt og altid en forfærdelig smerte - en besynderlig utøjlet smerte - en søgen efter noget bagved det, som verden rummer, noget forklaret og uendeligt - lyksalighedens vision - Gud. Jeg finder det ikke, og jeg tror ikke, det er muligt at finde det, men kærligheden til det er mit liv - det er som en lidenskabelig kærlighed til en ånd. Nogle gange fylder det mig med vrede, andre gange med en voldsom fortvivlelse - det er kilden til ømhed og grusomhed og arbejde, det gennemsyrer alle mine lidenskaber - det er selve livets kilde i mit inderste." (Bertrand RusselI, Autobiography, George Allen & Unwin, 1967).
I den kristne forståelse er længslen Guds forsøg på at trække os ud over os selv. Det endelige mål for vores længsel er at blive et med Gud, som er kærlighed, og et med hele skaberværket. Det er den bogstavelige betydning af det engelske ord atonement (forsoning) - at-onement - som beskriver forsoningen mellem Gud og menneskeheden.
Længslen er en kilde til liv, men den kan også være en brændende smerte, en destruktiv kraft, der kan rive os selv i stykker og ødelægge mennesker omkring os. I Markusevangeliet er den mand, der er besat af en ond ånd, en plaget stakkel, som "holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjemene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten" (Mark 5,3-5). Da Jesus spurgte ham, hvad han hed, udviste den dæmonisk besatte stor indsigt, for han svarede: "Legion er mit navn, for vi er mange" (Mark 5,9).
Den besatte viser os den tilstand, alle mennesker er i, men i den mest ekstreme form. Vi længes efter lykke og fred, men vore bestræbelser på at blive lykkelige berøver os freden, og når vi forsøger at finde freden, kan det gøre os ulykkelige. Som den amerikanske forfatter Henry Thoreau (1817-62) udtrykte det: "De fleste lever et liv i stille fortvivlelse." Hvordan kan vi leve lykkeligt og med fred i sindet med den smertende ild, som vi kalder længsel, i vores indre? Stoikernes svar på dette problem var at forsøge at leve uden længsler og begær.
Jonathan Swift kommenterede dette ideal sådan: "Den stoiske ide om at tilfredsstille vore behov ved at kappe vore længsler af er som at hugge fødderne af, når vi ønsker os sko!" Den eksplosive kraft i menneskets længsel er som kraften i et atom.
Under kontrollerede former kan den blive en næsten ubegrænset energikilde, men hvis kraften slippes ukontrolleret løs, kan den ødelægge alt liv på jorden. Det er ikke os, der skaber længslen, men vi kan opdage den i os. Den kan løfte os ud af ligegyldigheden, fylde os med energi og trække os ud over os selv. Længslen er en higen efter at komme i forbindelse med noget eller nogen uden for os selv.
Platons dialog Symposium udspiller sig ved en fest, hvor gæsterne diskuterer kærlighedens natur. Blandt gæsterne er komedieforfatteren Aristofanes, som mener, at menneskene fra begyndelsen var perfekte og derfor cirkelformede, fordi cirklen er et symbol for det perfekte.
Tidligt i den menneskelige udvikling blev disse perfekte cirkler skåret over i halve. Siden da er vi gået omkring på jorden og har forsøgt at finde vores anden halvdel! l al menneskelig kærlighed er der en længsel efter enhed, efter fuldkommenhed. Derfor er ensomheden meget smertefuld og indebærer en følelse af adskillelse og udelukkelse fra alt det, vi længes efter. Vi kan kun erkende, hvem vi er, gennem vore relationer til andre. I kristen forståelse er vi skabt i Guds billede, og Gud er en treenighed af personer - Fader, Søn og Helligånd hvis eksistens er i deres indbyrdes relation.
De længsler, der trækker i os, er mange og modstridende. Hvis vi tilfredsstiller en længsel, er det på bekostning af en anden. Netop nu sidder jeg og skriver. Jeg har lyst til at skrive denne bog, men jeg har også lyst til ikke at skrive den, fordi jeg hader den indre konflikt, som man kan opleve, når man skriver. Jeg føler en trang til at skrive, men når jeg går i gang, virker det som om alle ideer forsvinder, og jeg sidder med et tomt papir foran mig. Hvis jeg tvinger mig selv til at skrive, fylder jeg siden med banaliteter. På andre tidspunkter slås ideerne med hinanden inde i mit hoved, og det jeg skriver bliver usammenhængende. Så melder tvivlen sig, om jeg overhovedet burde forsøge at skrive noget - specielt om spiritualitet! Der var mange andre ting, jeg kunne have lyst til at gøre: besøge venner, gå en tur, læse en roman. Konflikten er ikke mellem min vilje og Guds vilje, det er en konflikt mellem forskellige længsler. Jeg bliver ikke ved med at skrive, hvis ikke lysten til at skrive er større end frygten for en indre konflikt eller lysten til at foretage mig andre ting. Jeg skaber ikke selv lysten til at skrive - det er lysten, der driver mig og får mig til at skrive.
Du kan se nærmere på denne konflikt i dine egne erfaringer. Nogle eksempler: Vi ønsker at være sandfærdige og fuldstændigt ærlige - men vi ønsker også at være populære og have mange venner. Disse to gode ønsker er sjældent forenelige. Vi vil måske gerne være slanke, sunde og raske - men vi hader måske også at dyrke motion, og vi elsker chokolade. Vi vil gerne være åbne og venlige over for alle, vi møder - men vi kan ikke holde ud at være sammen med mennesker, der keder os. Uanset om vi tror på Gud eller ej, er konflikten rodfæstet i længslen s natur. Det er ikke Gud, der gør livet vanskeligt for os!
Modstridende længsel
Vi hævder alle, også våbenproducenterne, at vi ønsker fred. Jeg har tidligere nævnt den romerske aforisme: "For at sikre fred, rust dig til krig" - et råd, der er blevet trofast fulgt helt til denne dag. Hvordan kan vi alle længes efter fred og alligevel gøre os skyldige i krigshandlinger, der har krævet et større antal uskyldige ofre i det 20. århundrede end gennem hele det sidste årtusinde? Som vi allerede har set i kapitel 1, ligger årsagen i vores specielle tolkning af "fred", som vi forstår som en proces, hvor vi gør os selv stadig mere usårlige. Kristi fred kommer til os gennem sårbarhed, og vore modstridende holdninger til krig og fred viser de høje omkostninger ved vores modstridende længsel.
Hvordan kan vi finde ud af, hvad vores grundlæggende længsel er?
Dagdrømme kan være meget vigtige, og det finder vi et slående eksempel på hos Ignatius af Loyola (1491-1556), den baskiske adelsmand, der grundlagde jesuitterordenen. Som ung var Ignatius vokset op ved det spanske hof, som han forlod, da han var i begyndelsen af tyverne. På dette stadium i livet beskriver Ignatius sig selv som en "mand, der hengav sig til verdens meningsløshed". Han fortæller, at han satte særlig pris på våbenkonkurrencer "med et stort og forfængeligt ønske om at vinde hæder og ære". Han mindede på flere måder om Don Quixote...
Da Ignatius var i slutningen af tyverne, forsvarede han den nordspanske fæstning ved Pamplona mod de overlegne franske tropper.
Fæstningens kommandant ønskede, at forsvarerne skulle overgive sig, men Ignatius insisterede på at fortsætte med at kæmpe, indtil en kanonkugle brækkede hans ene ben og skadede det andet alvorligt.
Fæstningen kapitulerede, og Ignatius kom hjem til slottet Loyola på en båre. Her var han sengeliggende i otte måneder, mens han ventede på, at hans ben skulle helbredes.
Ignatius var meget glad for at dagdrømme, og han kunne være opslugt af sine drømme i timevis. Først drømte han om de store bedrifter, han skulle udføre, når hans ben blev raske igen, og om den skønne kvinde, hvis kærlighed han ville vinde. Disse tidlige dagdrømme var behagelige til at begynde med, men efterhånden opdagede Ignatius, at de kedede ham og gjorde ham tom og trist, og han bad om at få nogle romaner at læse. Men der var ikke mange romaner i 1500tallet og slet ingen på Loyola-slottet. De eneste tilgængelige bøger var en bog om Kristi liv og en helgenbiografi. For at fordrive tiden begyndte Ignatius at læse disse bøger, og det førte ham ud i en ny type dagdrømme. Helt op i vores tid har helgenbiografier givet indtryk af, at hellighed var direkte proportional med fysisk udholdenhed. Den kunne måles i de antal timer pr. dag, helgenerne tilbragte i bøn, de mange forsagelser de udholdt, og de bodsøvelser de pålagde sig selv.
Helgener var åbenbart henfaldne til faste, selvpineri og til at stå i koldt vand, mens de bad deres bønner! Da Ignatius læste om det, tænkte han, at han kunne være lige så udholdende som nogen helgen! Hvis Dominicus, Frans og de andre kunne bliver hellige, så kunne Ignatius af Loyola også. Han begyndte nu at dagdrømme om "Sankt Ignatius" og de store ting, han skulle udrette!
I mange uger vekslede Ignatius mellem de to slags dagdrømme:
den første type om store gerninger og den skønne kvinde, og den anden type, hvor han overgik helgenerne. Lidt efter lidt begyndte han at lægge mærke til noget, som kom til at forandre hans eget liv og millioner af andres liv. Det er derfor, du nu læser denne bog! Ignatius fandt ud af, at selvom begge typer dagdrømme var behagelige, mens de stod på, efterlod den første ham rastløs, tom og trist, mens den anden dagdrøm, om at overgå helgenerne, efterlod ham glad, styrket og fyldt med håb. Ignatius beskrev senere denne erfaring som hans første undervisning i at "bedømme ånderne". Vi kan måske beskrive det som at "aflæse vore følelser". I en religiøs sprogbrug kan begge disse udtryk placeres under overskriften "forstå, hvad der er Guds vilje". Der var intet i vejen med Ignatius' dagdrømme om de fantastiske bedrifter, han skulle udføre, og den smukke kvinde, som han ville erobre, men da han læste om - og dagdrømte om - helgenerne s liv, blev der afdækket et dybere niveau af længsel. I næste kapitel skal vi se nærmere på denne proces.
Man kan lære meget af beretningen om Ignatius' dagdrømme. Vore dybeste længsler er ikke nogen, vi skaber, det er nogen, vi opdager. I den forstand minder vore dagdrømme om det, som Michelangelo sagde om sine skulpturer. Han skabte dem ikke. I stedet frilagde han den skulptur, der allerede var skjult i marmoret. Som kunstner var det hans opgave at finde den skjulte figur. Ignatius' dagdrømme afslørede for ham og for os, at Gud ikke er adskilt fra os. Gud er os meget nær i vores indre, som kilden til vores eksistens.
Ignatius' drømme om at udføre store bedrifter og vinde en smuk kvindes kærlighed efterlader ham rastløs, tom og trist. Hans drømme om at overgå helgenerne gør ham glad og tilfreds, fyldt med håb. På samme måde vil vore drømme om Gud bevise deres ægthed gennem de sindsstemninger og følelser, som de fremkalder i os.
I begge typer dagdrømme var Ignatius fyldt med indbildskhed, ambitioner og selvbevidsthed. Var det personlig hellighed, der tiltrak ham i drømmene om "Sankt Ignatius", eller var det tanken om, at han skulle overgå de andre helgener? Jeg holder meget af denne del af beretningen, fordi den giver os et indblik i Guds natur. Gud tog Ignatius, som han var: indbildsk, forfængelig og ambitiøs. Og Gud virkede i ham gennem hans svagheder. Det er så vigtigt at lægge mærke til dette, fordi meget af vores religiøse undervisning og oplæring kan give os det indtryk, at vi må skille os af med alle vore svagheder og synder, før vi i det hele taget kan nærme os Gud og de åndelige ting. Og da dette er en endeløs opgave, foretrækker de fleste af os at udsætte det til efter døden.
Jeg har i tidligere bøger henvist til den følgende øvelse, og den kan blive yderst nyttig, når vi skal sættes på sporet af, hvad vi inderst inde længes efter. Hvis du har gjort øvelsen tidligere, kan det alligevel være godt at prøve den igen.
Forestil dig, at du er død, og nogen skriver din nekrolog. Øvelsen går ud på at skrive din egen nekrolog, ikke den du er bange for at du sandsynligvis får, men den du allerhelst ville have. Lad ikke virkeligheden få lov til at begrænse dig på nogen måde. Lad din fantasi flyde frit. Du behøver ikke at vise din nekrolog til nogen, og hvis du gerne vil have det, kan du rive den i stykker, så snart du er færdig med den. Hvis du forsøger dig med denne øvelse flere gange, vil du måske opdage, at nekrologen bliver forskellig fra gang til gang.
Ville det tilfredsstille dine dybeste længsler, hvis der stod i din nekrolog, at du altid var elegant og velklædt, og at du havde et solidt og respektabelt arbejde? Ville du gerne, at din familie og sørgende venner blev mindet om, at du havde et flot hus, var et ordensmenneske til fingerspidserne, blev respekteret af alle, ikke mindst bankdirektøren? I det daglige liv kan disse relativt overfladiske ting optage vores opmærksomhed i en sådan grad, at vi ikke lægger mærke til vore langt dybere længsler. Det synes at være et almindeligt princip, at jo mere overfladisk en længsel er, desto mere krævende, støjende og nedbrydende er den. Ligesom vores menneskelige bevidsthed består af flere lag, sådan er det også med vore længsler. Relativt overfladiske længsler og ting kan lægge beslag på vores opmærksomhed i en sådan grad, at vi ikke bliver klar over, at der er en dybere længsel. Nogle gange fokuserer vi udelukkende på, hvordan vi klæder os, hvordan vi ser ud, vores status, ejendele og omdømme. Men det er ikke det vigtigste i livet, og det berører ikke vores dybeste længsel.
Fodboldvold er et eksempel på, hvordan et overfladisk anliggende fuldstændig kan løbe løbsk. Tilhængerne kan være så opslugte af ønsket om, at deres hold skal vinde, at synet og lyden af modstanderholdets fans er uudholdeligt. De må fysisk bringes til tavshed. Når voldsmændene bagefter forhøre s af politiet, kan de sige: "Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg blev som forblindet af raseri." Jeg tvivler på, at selv den mest fanatiske fodboldfan ønsker, at der skal stå på hans gravsten: "Han forsømte aldrig nogen mulighed for fysisk at skade modstanderholdenes fans." Øvelsen med at skrive sin egen nekrolog er en måde at komme i kontakt med sin egen grundlæggende længsel på. Der er mange andre måder, herunder at "se tilbage på dagens hændelser", som jeg har beskrevet tidligere. Det daglige tilbageblik gør os i stand til at se følelserne og sinds stemningerne i løbet af dagen, sådan at vi kan afdække den underliggende længsel. En anden ledetråd til vores dybeste længsel finder vi i egenskaberne hos de mennesker, vi beundrer eller misunder - uanset om det så er virkelige mennesker, opdigtede figurer eller personer, der kun lever i vores egen fantasi. Nogle af disse mennesker gør os misundelige, fordi de har ejendele eller egenskaber, som vi mangler, og det gør os frustrerede. Den misundelse, vi føler, kan skyldes overfladiske ønsker, som vi ikke har fået tilfredsstillet, men den kan også skyldes meget godt skjulte længsler, som vi har undertrykt. Frustrationen kan være meget smertefuld og kan føre til had - som vi læser i Visdommens Bog:
"Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os, han modarbejder vore handlinger...
Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler for at finde ud af, hvor god han er, og bedømme, hvor udholdende han er" (Visd 2,12.19).
Misundelsen kan gøre os modtagelige for dybere niveauer af længsel, som vi ser i dette afsnit fra Visdommens Bog. Men" den retfærdige" kan også fremkalde en dyb beundring, som kan påvirke hele vores fremtid. Ignatius af Loyolas liv blev radikalt forandret af hans heltedyrkelse af helgenerne og deres bedrifter.
Overfladisk længsel kan føre os ind i holdninger og handlinger, som er destruktive både for andre og for os selv. Det gælder enkeltpersoner, men det gælder også grupper, nationer og religiøse fællesskaber. For nogle år siden udbrød der nogle meget upassende optøjer langfredag i Jerusalem ved starten af processionen langs den vej, som man tror, Jesus har vandret mod korsfæstelsen. De stridende parter var kristne ledere fra forskellige kirkes am fund, og de sloges om, hvem af dem der skulle bære korset!
Under valgkampagner lover de politiske partier i den vestlige verden altid, at hvis de bliver valgt, vil befolkningen få flere penge mellem hænderne. Det er ikke en appel til en nations dybeste længsler, men det er en appel, som kan få dybere, stærkere og mere gavnlige længsler til at forstumme. Ville det virkelig tilfredsstille en nations dybeste længsler at vide, at dens epoke i historien ville blive husket som den tid, da gennemsnitsborgeren i et udviklet industriland brugte og forbrugte markant mere end gennemsnitsborgeren i et hvilket som helst andet land i verden? Alligevel er det løfter om velstand for de fleste, som får et parti til at vinde et valg. Det siges, at to tredjedele af Storbritanniens befolkning har en bedre økonomi, og at forbruget pr.
indbygger er højere end nogensinde tidligere. En undersøgelse viste for nylig, at det britiske folk er mindre lykkeligt end i nogen tidligere periode... Skyldes det, at de dybeste længsler bliver ignoreret og fortrængt?
Historien minder os om, at når sådanne dybe længsler bliver undertrykt til fordel for mere overfladiske længsler, kan resultatet blive katastrofalt. Had og antisemitisme var ikke de dybeste længsler i det tyske folk i årene efter, de tabte første verdenskrig. Men der var en meget stærk følelse af vrede i landet på grund af de fredsbetingelser, som Tyskland blev pålagt gennem Versailles-traktaten i 1919.
Da Hitler kom til magten i 1933, blev dette koblet sammen med en urgammel og skammelig antisemitisme, som det tyske folk slet ikke var alene om i Europa. Adolf Hitler var i stand til at udnytte dette had og denne antisemitisme. Så snart en nations sind og hjerte er forenet i et ønske om hævn, kan en skrækindjagende, forblindende og destruktiv kraft slippes løs. Men en nations længsel på et givet tidspunkt afspejler ikke nødvendigvis menneskesindets dybeste længsler.
Hvordan kan vi styre vore længsler.
så de giver os selv og andre liv?
Længslen kan kun holdes i skak af en endnu stærkere længsel. Den kan ikke styres af en ydre kraft - hvad enten vi kalder denne kraft "viljestyrke" eller "Guds vilje". Selvom Gud ikke er længsel, så er Gud i længslen - den Gud, som med kærlighedens kraft til stadighed stræber efter at forene alt, "... den kærlighed, der bevæger solen og himlens stjerner" (Dante: Paradiset, sang 33).
Når vi begynder at fokusere på Gud - og på Jesus, som er den usynlige Guds billede - bliver vi gradvist opmærksomme på et nyt og dybere lag af indre længsel. Gud er kilden til al sandhed; kilden til skønhed og godhed; en kærlig og barmhjertig Gud, en Gud som elsker sit skaberværk så højt, at han bliver en af os i mennesket Jesus. Gud er den glæde, vi længes efter, og han kalder os hele tiden videre på trods af vores synd og syndighed. Det kan tage os hele livet at finde frem til vore dybeste længsler. Disse længsler er ikke nødvendigvis koblet sammen med stærke følelser, og måske genkender vi dem ikke umiddelbart. Måske er det først efter en lang periode med skuffelse og lidelse, at vi opdager dem.
Ignatius af Loyolas oplevelse med de to typer dagdrømme førte til sidst til, at han udarbejdede en række vejledende meditationsøvelser, der har forvandlet millioner af menneskers liv. De er blevet kendt under navnet Åndelige øvelser. Ved begyndelsen af hver meditation opfordrer han os til at "bede Gud, vor Herre, om, at alle mine intentioner og handlinger ved Guds nåde alene må blive til Hans guddommelige Majestæts tjeneste og ære." Sagt med andre ord beder vi om, at alle sider af vores eksistens må være rettet mod ham. Vi kan bede med fuldstændig oprigtighed, selv om vi ved, at vores opmærksomhed vil blive spredt i mange retninger under bønnen. Det er et meget vigtigt punkt, for det har betydning for alle aspekter af vores forhold til Gud og til andre mennesker.
Vi behøver ikke at skille os af med alle svagheder og synder, før vi kan gå ind i et forhold til Gud, lige så lidt som vi må være fuldkomne for at indlede et forhold til et andet menneske.
r den kristne oplæring er vi blevet vant til at høre formaninger om at overvinde vore egne længsler, få mere disciplin og selvkontrol ind i vores liv, fornægte os selv, tage vores kors op og dermed finde Gud.
Alligevel er salmisten, i lighed med Højsangens forfatter, fuld af længsel. Det vigtigste er, hvad vores længsel er rettet imod:
"Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig i det tørre, udpinte, vandløse land" (SI 63,2).
Kærligheden trækker os ud af os selv mod den, vi elsker. Selvkontrol, selvdisciplin og selvfornægtelse kan føre os ind i en selvoptagethed, som er så intens, at vi ikke har kræfter tilbage til at elske nogen eller noget andet. Hvis vi udøver selvkontrol, selvdisciplin og selvfornægteise uden kærlighed, kan det føre til dyb egoisme, selvretfærdighed og umenneskelighed. Jesus gik i døden af kærlighed til os, ikke af kærlighed til selvfornægtelse.
Hvis du på dette tidspunkt spekulerer på, om du i det hele taget har nogle grundlæggende længsler, for slet ikke at tale om nogen længsel efter Gud, kan de følgende spørgsmål måske være nyttige.
Tag ikke i første omgang hensyn til, hvordan du lever op til idealerne:
. ønsker du ideelt set at blive husket som en generøs person, der var åben og venlig mod alle mennesker, du kom i kontakt med uanset etnisk baggrund, religiøs tro, politiske sympatier eller social klasse?
. Ønsker du at blive husket som en, der altid viste medfølelse med andre?
. Ønsker du at blive husket som en, der altid var ærlig, og som levede et liv, hvor der var overensstemmelse mellem ord og handling?
. Ønsker du at blive husket som en, der altid var en kilde til opmuntring, håb og liv, uanset hvor du måtte befinde dig?
. Ønsker du at blive husket som en, der aldrig bar nag til nogen og altid var parat til at tilgive - en, der var fuldstændig blottet for selvhøjtidelighed?
. Ønsker du at blive husket som en, der altid var lydhør over for andre og aldrig var nedladende?
. Ønsker du at blive husket som en, der vidste, hvad det vil sige at hungre og tørste efter retfærdighed, en person, der altid arbejdede for de undertrykte og marginaliserede?
. Ønsker du, at der ville blive sagt om dig, at "kærligheden styrede, inspirerede og gennemsyrede alle tanker og handlinger"?
Husk, at disse spørgsmål ikke går på dine præstationer, men dine længsler. Lad dig ikke afskrække af den indre stemme, der siger:
"Men jeg er jo lysår fra at være i nærheden af det der, og det vil jeg altid være." Denne stemme er fuldstændig selvcentreret og taler ud fra dit ateistiske jeg. For Gud er alting muligt.
Hvis du svarer ja på alle disse spørgsmål - eller på de fleste af dem - er dine grundlæggende længsler i samklang med Guds vilje. Hver gang du handler i overensstemmelse med disse grundlæggende længsler, vil du opleve genklang i sjælen, og det betyder, at du vil føle en vis grad af fred, ro og styrke. Vore længsler er som mennesker de blomstrer op, når de får opmærksomhed. Derfor er det vigtigt at bede hver dag, for da rettes vores opmærksomhed mod vore dybeste længsler.
Her er nogle flere spørgsmål, som kan hjælpe os til at finde Gud i vore egne længsler:
1. Ville du være glad og tilfreds, hvis du blev forsikret om, at du, og kun du, ville blive frelst? At du kunne være tryg i dette liv og i al evighed, mens resten af menneskeheden ville gå fortabt?
2. Ville du være glad og tilfreds, hvis du blev forsikret om, at du og alle de venner og slægtninge, du måtte ønske, ville blive frelst, mens resten af menneskeheden ville gå fortabt?
3. Ville du være glad og tilfreds, hvis du vidste, at størstedelen af menneskeheden ville blive frelst, mens andre permanent ville være afskåret fra at blive lykkelige?
4. Ville du være fuldstændig lykkelig, hvis du vidste, at alle mennesker på en eller anden måde til sidst ville blive frelst?
Hvis du svarer nej på spørgsmål 1-3 og ja på spørgsmål 4, er din længsel i samklang med Guds vilje, for Gud vil, at alle mennesker skal blive frelst.
Hvis du svarer ja på et eller flere af spørgsmålene 1-3 og nej til spørgsmål 4, så dvæl lidt ved disse svar, tag dem med ind i bøn og tal med Gud om dem. Læg så mærke til, hvad du efter en periode føler over for disse svar. Bringer svarene dig fred og glæde, eller gør de dig trist, vred og frustreret?
For at opsummere dette kapitel:
. Vores splittede spiritualitet adskiller Guds længsel fra vores længsel, Guds vilje fra vores vilje, så de to synes at være i modstrid med hinanden. Splittelsen gør os fremmede over for os selv, over for andre mennesker og over for Gud.
. Hvis vi tydeligt kunne se vore dybeste, inderste længsler, ville vi opdage, at vore længsler er et med Guds vilje. Det er Guds vilje, at vi skal finde svaret på vores inderste længsel. Den er Guds gave til os.
. Længsel er som atomkraft. Det er koncentreret energi, som kan
være yderst kreativ eller utroligt destruktiv. Hvordan kan vi udnytte denne energi?
. Svaret ligger i selve længslens natur. Længsel styres af længsel, og kærlighed styres af kærlighed. Det så vi eksempler på i Ignatius af Loyolas liv. Vi eksperimenterede med spørgsmål og svar for at lokke vore egne dybeste længsler frem.
. Jo mere opmærksomhed vi giver vores inderste længsel, jo stærkere vil den blive. Det er gennem styrken i vores grundlæggende længsel, vi lærer at skelne mellem den kreative og den destruktive længsel, både inden i os og i vore omgivelser. Hvis vi handler i overensstemmelse med vores grundlæggende længsel, vil vi reagere meget positivt på det, der giver næring til denne længsel, og negativt på alt som modarbejder den. Jo stærkere vores inderste længsel er, desto mere intenst vil vi reagere på alt, der styrker eller modarbejder den.
. Er der principper, der kan hjælpe os til at skelne mellem kreative og destruktive kræfter i vores liv? Er det muligt at forvandle en potentiel destruktiv kraft til noget positivt? Vi skal se nærmere på disse spørgsmål i kapitel 6.
Øvelser
1.
Skriv din egen nekrolog (se side 102-103).
2.
"To kolonner-øvelsen":
Tag et blankt stykke papir og del det i to kolonner. Giv den ene kolonne overskriften: "Ting, som muntrer mig op", og den anden: "Ting, som gør mig nedtrykt". "Ting" kan være hvad som helst - vejret, steder, mennesker, arbejde, aktiviteter, bøger, gudstjenester, pligter osv.
Analyser eller censurer ikke det, du skriver, bare skriv alt det ned, du kommer i tanke om. Denne øvelse kan gentages med jævne mellemrum, og når du er i gang med den, vil du sandsynligvis forstå
meningen med den. Øvelsen er et forberedende trin i evnen til at skelne, og således en introduktion til kapitel 6.
3.
Skriv ned, hvorfor du beundrer eller misunder bestemte kvinder og mænd - uanset om det er virkelige mennesker, levende eller døde, eller opdigtede figurer. Denne øvelse kan hjælpe os til at opdage vore inderste, utilfredsstillede længsler.
4.
Har du i dit eget liv lagt mærke til, hvordan længsel kan styre længsel, og kærlighed kan styre kærlighed? |
Kapitel 7
Vejen til frihed
Hvis vi skal leve i sandhed og oprigtighed, og hvis vi skal kunne finde svaret på vores indre længsel og dermed opleve sand frihed - hvilken holdning kræver det så af vores hjerte og sind? De gamle romere havde et ord for det: de kaldte det humilitas, et ord, der er afledt af humus, der betyder jord. Derfor kan humilitas oversættes til "jordnærhed" eller "jordforbindelse". På engelsk er det blevet til humility, som betyder "ydmyghed", og ordet har dermed fået en betydning, som kun har lidt, om overhovedet noget, at gøre med frihed eller at leve i glæde, sandhed og oprigtighed.
Er ydmyghed din favoritdyd?
Den skæbne, ordet "ydmyghed" har fået, er endnu et eksempel på vores splittede spiritualitet. Når vi som kristne bruger religiøse begreber, kan vi holde lange, flotte udredninger om den ydmyghed, Jesus viste, da han vaskede sine disciples fødder, aftenen før han døde. I nogle kristne traditioner beder man om "at få et sagtmodigt og ydmygt hjerte". Men hvis vi gransker vores hjerte og spørger: "Ønsker jeg virkelig at være ydmyg?" eller "Kommer ydmyghed ind på listen over mine ti favoritdyder?", måtte de fleste af os svare nej. Da du skrev din egen nekrolog, som jeg foreslog i kapitel 5, ville du da have jublet af glæde over efter din død at blive beskrevet som "usædvanligt ydmyg", samtidig med at resten af nekrologen gjorde det klart, at du havde al grund til at være så ydmyg, for der var tilsyneladende ikke andet at rose dig for? Ydmyghed synes at være en egenskab, som kun kan appellere til masochister. Hvorfor er udtrykket" falsk beskedenhed" så almindeligt? Vi hører sjældent om "falsk gavmildhed", "falsk mod" eller" falsk barmhjertighed". I sit brev til filipperne skriver Paulus:
"Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv" (Fil 2,3). Hvis vi forsøger at efterleve Paulus' ord, bliver det på en eller anden måde meget fristende at gøre andre opmærksomme på, at vi er beundringsværdigt selvudslettende!
For nogle år siden blev jeg inviteret til Church of St. Mary the Virgin i Oxford for at prædike over temaet "Ydmyghedens nådegave".
Denne gudstjeneste havde været en årlig tilbagevendende begivenhed siden 1684, da præsten i Preston, William Masters, testamenterede en gave til universitetet. En betingelse for gaven var, at der skulle holdes en årlig gudstjeneste med teamet "Ydmyghedens nådegave". En anden betingelse var, at der også skulle holdes en årlig gudstjeneste med temaet "Stolthedens synd". For hver gudstjeneste er der en aflønning på fem pund - en sum, som skal deles ligeligt mellem prædikanten og universitetet! Da jeg arbejdede med at forberede prædikenen, blev jeg glad for, at den kloge pastor William Masters havde kaldt emnet "Ydmyghedens nådegave" i stedet for "Ydmyghedens dyd", fordi jo mere vi øver os og gør fremskridt i ydmyghed, desto mindre ydmyge vil vi sandsynligvis blive. Ydmyghed må være en nåde, noget, vi bliver givet: Vi er lige så lidt i stand til at blive ydmyge i egen kraft, som vi er i stand til at blive hellige.
Ydmyghed - grundholdningen for at være fri i alle beslutninger
Collins English Dictionary beskriver det engelske ord humility som: "det at være ydmyg". Hvis vi derefter går til definitionen af "ydmyg", står der bl.a. "bevidst om egne fejl", "uprætentiøs", "beskeden", "ærbødig" og "krybende".
Denne ordbogsdefinition gør ikke ydmygheden nogen tjeneste. Der er ikke den mindste antydning af, at ydmyghed er den rigtige grundholdning, hvis vi skal være frie til at tage beslutninger, kunne føle uforfalsket livsglæde, kunne værdsætte ethvert øjeblik i livet. Det er også den grundholdning, der hjælper os til at genkende sandheden i ting og at opdage det ekstraordinære i det ordinære, fordi Gud er i alt. Ydmyghed er den mest attraktive af alle dyder, men fordi den har fået en så "dårlig presse", er det en dyd, som de fleste af os oftest går udenom. Hvordan er det blevet sådan?
I appendix 3 er der en kort beskrivelse af Ignatius af Loyola, den baskiske adelsmand, som grundlagde jesuitterordenen i IS00-tallet og skrev bogen Åndelige øve/ser. Denne bog bliver i dag brugt verden over i mange kirkesamfund og af mennesker med en anden tro eller uden tro. Jeg nævner Ignatius her, fordi hans beskrivelse af ydmyghed fortæller, hvor vigtig ydmyghed en er. Han viser os også, hvorfor ydmygheden har fået et så dårligt rygte!
I sine Åndelige øve/ser har Ignatius en meditation, som han kalder "De to bannere". Den kommer lige før alle meditationerne over Jesu offentlige liv, og hans lidelse, død og opstandelse. De åndelige øvelser skal gøre et menneske i stand til enten at tage en vigtig beslutning i frihed, og dermed i overensstemmelse med Guds vilje, eller til at bekræfte en beslutning, som allerede er taget. I meditationen "De to bannere" behandler Ignatius problemet med det gode og det onde - det er et tema, som har optaget mennesker siden tidernes morgen, et spørgsmål, som alle tænkende mennesker bliver konfronteret med, uafhængigt af deres religiøse tro eller mangel på en sådan. Den måde Ignatius behandler problemet på, er typisk for ham selv og den tid, han lever i, men de sandheder, han tager op, er aktuelle i alle tidsepoker og kulturer.
Siden den 11. september 2001 har vi været meget opmærksomme på den destruktive trussel, som al-Quida udgør. l USA og Storbritannien tænker man på den måde, at terrortruslen kun kan modvirkes ved at udsætte de formodede gerningsmænd for endnu større terror - som om bomber kan løse ondskabens problem. Ignatius underviser ud fra evangelierne, og hans undervisning er både mere enkel og dybtgående - og den er meget ubehagelig. Rødderne til menneskets kreativitet og destruktivitet ligger i menneskets indre. Rødderne er normalt godt skjult for os: destruktive kræfter kan angribe gode, samvittighedsfulde og engagerede mennesker på lumske og udspekulerede måder, som virker acceptable, respektable og værdifulde. Hvordan skal vi afsløre sådanne kræfter i vore hjerter og sind, hvordan skal vi reagere på dem, og hvordan skal vi blive bedre til at skelne dem fra gode, kreative kræfter? Ydmyghed er ikke forbeholdt dem, der ikke kan roses for noget andet: det er en dyd, som hele menneskeslægtens fremtid afhænger af.
Den nazistiske erfaring - en lektie for alle mennesker
I 1950'erne studerede jeg i tre år teologi på jesuitternes college Sankt Georgen i Frankfurt. Da jeg ankom, var mit hoved fyldt med negative opfattelser af Tyskland og tyskerne. Selvom jeg snart blev klar over mine egne fordomme, dukkede følgende spørgsmål op, og det har levet hos mig siden: Hvordan kunne et så begavet, intelligent, effektivt, religiøst og kulturelt folk falde for nazismen? Der var en række kristne, som så, hvad der var ved at ske - Dietrich Bonhoeffer (d.1945), Paul Schneider (d.1939) og Adolph Delp (d.1945) for blot at nævne nogle få. De protesterede offentligt og blev fængslet og henrettet. Men hvorfor var hovedparten af de kristne og de kristne ledere passive?
Når tyskerne selv stillede dette spørgsmål, svarede de ofte: Vi manglede dømmekraft.
Nazismen lovede meget, og på mindre end to år havde den forvandlet et forarmet og demoraliseret land med over fem millioner arbejdsløse til et land med en sund økonomi og alle i arbejde. Nationen var stolt af sin identitet og havde store forhåbninger til fremtiden. Der var et hjælpeprogram for fattige, som omfattede en ugentlig fastedag, hvor mennesker blev opfordret til at begrænse deres måltider og give de penge, de sparede, til de fattige. Enhver landsby med en befolkning på mere end 500 mennesker skulle have et offentligt bibliotek. Der blev lagt stor vægt på sport og fysisk udfoldelse, især blandt de unge. Alle kræfter og forhåbninger var rettet mod en national genoprejsning under deres glorværdige leder.
Hitler vandt tilslutning fra både rige og fattige i et overvejende kristent land. Lederen af det tyske katolske bispernøde var en gammel mand, som havde oplevet, at den katolske kirke mistede mere end to tusinde menigheder under "jernkansleren" Otto von Bismarck (1815-98). Ærkebiskoppen ville ikke risikere endnu et sådant tab, så han plejede at sende Der Fiihrer fødselsdagshilsener, en handling, som gjorde nogle af hans med biskopper rasende.
Som vi så i det foregående kapitel, var Hitler i stand til at udnytte den tyske vrede over Versailles-traktaten fra 1919, som havde efterladt nationen forarmet og demoraliseret efter nederlaget i første verdenskrig (1914-18). Han opmuntrede også antisemitismen ved at gøre jøderne til syndebukke - han fremstillede dem som hovedårsagen til Tysklands økonomiske vanskeligheder og nationens ydmygelse. Vrede kan avle bølger af destruktiv energi, som fejer al menneskelighed og barmhjertighed væk. Fornuften bliver det irrationelles slave og fremfører argumenter, som retfærdiggør barbariske handlinger.
Nazismens fremvækst er et eksempel på ondskab, som enhver nation, enhver religion, gruppe eller enkeltindivid let kan falde for: en ondskab, der fremstiller sig selv som attraktiv, respektabel og tiltrækkende med det formål at forføre og ødelægge.
Fantasien kan åbenbare Kristi virkelighed og ondskabens list
Ignatius opfordrer os altid til at bruge fantasien. I sine Åndelige øvelser fremstiller han ondskabens problem på en fantasifuld måde. Han kalder Djævelen for "Lucifer", som bogstaveligt betyder "Lysbæreren", fordi han fremtræder som god, men fører ødelæggelse med sig.
Ignatius forestiller sig Lucifer "siddende på en trone i ild og røg på den store slette omkring Babylon - et skrækindjagende og frygteligt syn". Lucifer sammenkalder en utallig skare af dæmoner og sender dem ud, nogle til en by, andre til en anden, over hele verden, uden at forsømme "nogen provins, noget sted, noget land, noget menneske".
Billedsproget er gammeldags, og vi foretrækker måske at bruge vores eget, men før vi forlader det, kan det være værd at lægge mærke til de sandheder, der ligger bag Ignatius' billedbrug:
Fra Lucifers trone kommer der ild og røg - ild, som fortærer, og røg, som forblinder. Hans rige er verdensomspændende, og der er ingen afkrog i verden, som Lucifer går udenom: ingen kirke, ingen stat, intet sted er fritaget. I nærbillede er Lucifer skrækindjagende og frygtelig. Den, som kender Ringenes herre, vil forstå, hvor kraftfuldt billedsproget er.
Lucifer er udspekuleret, snu og forførende. Ignatius forestiller sig, at Lucifer giver dæmonerne instruktioner, som først virker klare, enkle og forholdsvis harmløse. Mennesker skal fristes til at begære rigdom.
Næste skridt er at friste dem til at tragte efter ære. Disse to skridt vil føre mennesker til det tredje skridt, foragtelig stolthed - en tilstand, hvor den eneste lidenskab i deres liv er at ophøje sig selv. Det får dem til at se på alle andre og alt andet som redskaber til, at de kan føle sig stadig mere betydningsfulde. Gennem disse tre skridt kan fjenden, som han kalder Lucifer, føre mennesker ind i alle andre laster.
I stærk kontrast til Lucifer forestiller Ignatius sig Jesus på en vidunderlig slette i nærheden af Jerusalem, hvor han kalder en masse mennesker sammen og sender dem ud i hele verden for at sprede sin lære "blandt mennesker af alle slags og under alle forhold".
Ligesom Lucifer giver Jesus også tydelige instruktioner til dem, der følger ham, men de modsætter sig hans instruktioner. Jesu efterfølgere bliver sendt ud for at hjælpe mennesker i tre skridt. Først skal de få dem til at føle en dragning mod åndelig fattigdom og endda til ydre fattigdom. For det andet skal de ønske at blive "udskældt og foragtet", for derfra kommer det tredje skridt - ydmyghed, som er kilden til alle andre dyder. I disse tre skridt trækkes der en tydelig linje mellem godt og ondt: Jesu efterfølgere tiltrækkes af fattigdom i stedet for rigdom, drages mod skam og foragt i stedet for ære og berømmelse fra verden, og de vælger ydmyghed i stedet for stolthed. Et sådant handlingsprogram hjælper os til at forstå, hvorfor ydmyghed ikke er nogen populær dyd, men når vi tænker nærmere efter, kan vi begynde at se, hvor destruktiv Lucifer er, og hvor attraktiv Jesu undervisning er.
Ignatius foreslår, at vi begynder meditationen over "De to bannere" med en bøn, hvor vi beder om indsigt i Lucifers bedrag og nåde til at modstå det - og indsigt i det ægte liv, som Jesus kan tilbyde, og om nåde til at gøre hans veje til vore veje. Indsigt betyder, at vi ved og mærker på os selv - ikke kun rent teoretisk - hvordan Lucifers bedrag fungerer. Erfaret kundskab om bedraget vil indebære, at du kommer til at føle afsky for det - erfaret kundskab om det liv, Jesus kan tilbyde, vil føre til en stærk tiltrækning mod og kærlighed til ham og hans veje.
Ved første øjekast ser Lucifers program meget mere tiltalende ud end Kristi program. Kan du forestille dig, at en moderne politiker ville forsøge at fri til vælgerne med dette manifest: "Vi lover jer alle åndelig fattigdom og, nogle af jer, ydre fattigdom. Endvidere vil vi gøre alt for at få jer til at elske at blive udskældt og foragtet, for dette vil føre jer til ydmyghed, den største af dyderne og kilden til alle andre dyder." Det ville være noget af en udfordring for spin doktorerne at sælge et sådant program til vælgerne! En politiker, som kunne tilbyde Lucifers program, ville ikke have brug for spindoktorer, budskabet ville tale for sig selv: "Vi lover jer rigdom, vi lover jer jobsikkerhed og høj status, så I kan være rigtig stolte af jeres egen betydning og hele vores lands betydning."
Hvorfor Lucifers attraktive program er så ødelæggende, og Kristi frastødende program så livgivende
Rigdom i sig selv er en velsignelse; en form for livgivende energi, som alle sultne mennesker ved. Det er ikke rigdommen i sig selv, der er ødelæggende, men den måde vi forholder os til rigdommen på, og den måde den bliver fordelt på. Vi kan forholde os til rigdom på en måde, så det at bevare og forøge vores rigdom bliver den dominerende kraft i vores liv. Det bliver det mål, som vi retter hele vores fokus mod, og som alle andre forhold og aktiviteter bliver underordnet. Når vi forholder os til rigdom på den måde, måler vi værdien af vores liv i penge, og det kan da blive den alment accepterede målestok for et menneskes værdi. Mangel på rigdom medfører skam, og det kan fratage mennesker enhver følelse af selvværd. I vor tids dyrkelse af berømmelse er personlig rigdom et væsentligt element. Hvis hele mit liv er viet til at skaffe mig mere rigdom, og jeg måler værdien af mit liv i penge, betyder det, at hvis jeg mister min rigdom, vil mit liv være uden værdi. Jeg vil derfor kæmpe til sidste blodsdråbe imod alt, som truer min rigdom og dermed selve min eksistens. Min økonomiske rigdom er blevet mit fængsel. Jeg ejer, derfor er jeg. Jeg ejer ikke, derfor er jeg ikke. Jeg er blevet mine ejendele og betaler for dem med min menneskelighed. Rigdommen er min afgud, og jeg tilbeder den.
Rigdommens selvpåtagne tyranni påvirker både enkeltpersoner og nationer: Valg bliver vundet og tabt ud fra løfter om økonomisk velstand. Ønsket om økonomisk velstand kan blive som et grådigt, altopslugende monster, som ligger på lur under de mægtiges ord.
Beslutninger omkring et folks sundhed, uddannelse og sociale velfærd bliver ikke først og fremmest truffet ud fra hensynet til sundheden, uddannelsen og velfærden, men ud fra økonomiske målsætninger. Det er profitmotivet, der styrer, og økonomerne er profeterne. Hele denne proces kan være meget vanskelig at gennemskue: vi kan snyde os selv til at tro, at de "vanskelige" beslutninger bliver truffet i befolkningens interesse, når de i virkeligheden bare er styret af profitmotivet.
Et eksempel på, hvordan vi kan snyde os selv, er den retorik, som retfærdiggjorde Golfkrigen i 1991 mellem Saddam Husseins Irak og en international koalition af styrker, som var fast besluttet på at tvinge Irak til at trække sig ud af Kuwait. Vi blev fortalt, at formålet med krigen var at styrte en tyran, som beskytter og støtter et verdensomfattende netværk af terrorister, som producerer kernevåben, giftgasser og biologiske våben - giftgasserne har Saddam allerede brugt mod sit eget folk, med tusindvis af uskyldige ofre. En lignende retorik blev brugt for at retfærdiggøre krigen i Afghanistan, som skulle udrydde Osama bin Laden og hans al-Qaida-netværk. Jeg benægter ikke, at Saddam eller Osama bin Laden udgør en trussel, og jeg er ikke uenig i, at vi må modarbejde terrorismen. Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved de angivne motiver for den ødelæggende gengældelsesvold, som begge lande er blevet udsat for. Afghanistan, et af de fattigste lande i verden, truet af hungersnød, blev bombarderet med "intelligente våben", bl.a. klyngebomber, der - hvis ikke de eksploderer straks - i årevis kan fungere som landminer. De amerikanske styrker brugte også "Daisy Cutters", store bomber, som er fremstillet for at skræmme og dræbe helt tilfældigt. Terrorisme er blevet mødt med endnu værre terrorisme, alt sammen i fredens og demokratiets navn:
Meget ild og masser af røg som i Ignatius' fantasibillede.
Ville felttoget mod terrorisme være blevet gennemført på samme måde, hvis ikke Irak havde været det vigtigste olieproducerende land i Mellemøsten og haft stor betydning for olieinteresserne i USA og Storbritannien? Ville man have ført krig, som man gjorde, hvis ikke Afghanistan havde været et land med store uudnyttede olie- og mineralressourcer, et land, som USA havde planlagt at bygge en olierørledning gennem fra Rusland til Det kaspiske Hav?
Økonomiske hensyn kan også styre de beslutninger, der bliver taget i kirkerne. Kærlighed til kirkens ejendom og rigdom kan hæmme kirkens verdensomspændende mission, så man bliver alt for optaget af at opretholde de lokale kirker. Præster og nonner kan tilhøre en religiøs orden og være fattige som kirkerotter, fordi de lever i troskab mod de løfter, de har aflagt ~ men samtidig kan disse personer blive optaget af at berige kirken.
En kirke svækket af rigdom kan fornys gennem fattigdom
Jeg arbejdede engang sammen med en vietnamesisk jesuit, Augustin, som havde forladt sit land lige inden afslutningen af Vietnam-krigen i 1975. Jeg spurgte ham, hvilken slags arbejde han havde været engageret i, før han rejste. Han fortalte, at han havde arbejdet med "katekumener", mennesker, der gerne ville være katolikker. Mange steder i den vestlige verden ville en sådan opgave ikke have optaget meget af præstens tid. Jeg spurgte Augustin, hvor mange katekumener han havde undervist. Han svarede: "Omkring 300," og så forklarede han:
Før Vietnam-krigen havde den romersk-katolske kirke i Sydvietnam været meget rig og meget indflydelsesrig. Efter afslutningen af Det andet Vatikankoncil i 1965 havde den katolske kirke i Vietnam holdt en række konferencer og seminarer for at lære dens medlemmer op i behovet for fornyelse, som det var beskrevet i dokumenterne fra kirkemødet. "Men der kom ingen fornyelse," fortalte Augustin. "Så kom krigen. Kirken mistede alt. Derefter kom fornyelsen." De ivrige deltagere i de fornyelseskurser, der blev arrangeret efter Vatikankoncilet, var sikkert meget pligttro, men de var så vant til at være en stor, rig og indflydelsesrig kirke, at de sandsynligvis ikke kunne se, i hvor høj grad deres besiddelser begrænsede deres vision. Da omstændighederne gjorde, at de mistede al denne sikkerhed, fik de friheden tilbage, og en sand fornyelse kunne begynde.
Når pengene styrer en organisation, hvad enten den er verdslig eller religiøs, er der ikke længere brug for evnen til at bedømme, ikke brug for vise mænd og kvinder eller for filosoffer: vi har kun brug for økonomer og regnskabsførere! Vi må overhøre råbene fra de fattige i vores eget land og ud over verden. Hvis vi lytter til dem, vil det måske virke forstyrrende på vores økonomi. Jeg vil selvfølgelig ikke afvise, at udgifterne til et projekt er uvæsentlige, når man skal træffe en beslutning, men det er ikke det eneste hensyn, man skal tage. Hvis vi ikke tager os i agt, kan vores kærlighed til rigdom koste os vores barmhjertighed og medmenneskelighed.
Betydningen af "ære" og dens destruktive potentiale
Det andet skridt i Lucifers destruktive strategi er at føre os fra kærlighed til rigdom til kærlighed til ære. I denne sammenhæng er ære en samlende betegnelse for alt det, der giver os en følelse af personlig sikkerhed - relationer, status i samfundet, anseelse, arbejde, kvalifikationer, præstationer, helbredstilstand.
Ære, og alt det ære står for, er egentlig noget godt i sig selv. Det er den måde, vi forholder os til æren på, som kan være destruktiv.
Hvis æren og alt det, æren står for, bliver den grundlæggende sikkerhed i mit liv, bygger jeg mit hus på sand. Hvad sker der, når stormen kommer, og relationer bryder sammen? Hvad sker der, hvis jeg mister mit arbejde, min status, min anseelse? Da fremstår det tydeligt for både mig selv og andre, hvor skrøbelige mine egne præstationer er. Min tryghed er blevet taget fra mig, og jeg kan kun synke ned i fortvivlelsen.
Sådan kan det gå for enkeltpersoner, men også for nationer. Vi går i krig, fordi nationens "prestige" er truet. Og i moderne krigsførelse sætter vi ikke kun soldaters liv på spil, men også en hel masse uskyldige civile s liv. Det er blevet hævdet, at prestige er en af årsagerne til, at Storbritannien har atomvåben. Det giver nemlig nationen en stærk stemme blandt de andre nationer. Intelligente og velmenende mennesker over hele verden kan altså sætte millioner af menneskers liv på spil for prestigens skyld. Forstår vi nu bedre, hvorfor tidligere generationer betragtede Djævelen som en kombination af dyb udspekulerethed og kolossal dumhed?
Vi ser endnu tydeligere, hvor ødelæggende vores kærlighed til ære er, når vi tænker på kampen for magt og ønsket om kontrol. Dette ønske påvirker alle mennesker og alle grupper, fra de mindste til de største, fra de svageste til de stærkeste, fra de mest fromme til de mest gudløse. Ingen personer eller grupper kan sige sig fri for dette ønske, som opererer uafhængigt af etnisk oprindelse og religiøs overbevisning. Organisation og styring er nødvendig i en hvilken som helst gruppe. Det destruktive ligger ikke i organiseringen eller styringen i sig selv, men i den måde vi forholder os til disse realiteter på. Organiserer og styrer vi med tanke på dem, vi skal tjene, eller for at opbygge vores egen følelse af sikkerhed, enten individuelt eller kollektivt?
I Ignatius' billede er dæmonerne spredt rundt i hele verden, og ingen mennesker eller steder slipper fri. På samme måde er magtens og kontrolbehovets destruktive virus spredt over hele verden. Religiøse fællesskaber er så absolut ikke fritaget! Efter et stormfuldt møde i en religiøs gruppe sagde en af mine venner til mig: "Der er ingen slagsmål, der kan måle sig med guru-slagsmål!" Tænk på dine egne erfaringer. Der er så mange grupper, som begynder med prisværdige idealer om tjeneste, men ender med at medlemmer i komiteer og styrelser slider sig op i indbyrdes stridigheder. De ædle idealer er glemt, og det samme er de mennesker, man gerne ville hjælpe.
Ønsket om magt og kontrol er en dødelig virus, som kan ramme alle fællesskaber - og Jesu venner og disciple var ingen undtagelse.
Jakob og Johannes beder Jesus om at love dem de bedste pladser - i Himmeriget! "Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "1 ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." (Mark 10,41-45). Hvis denne undervisning var blevet praktiseret på alle områder i alle kristne kirker, ville mange af de ydre strukturer falde sammen, og det ville have ført til en vidunderlig fornyelse og opstandelse til nyt liv.
Stolthedens destruktive kræfter
For stor kærlighed til rigdom og ære fører til en altopslugende stolthed, til en så stor selvoptagethed, at ingen og intet betyder noget, undtagen som redskaber til at fremme mine personlige interesser og/ eller min gruppes, kirkes eller lands interesser. Det så vi et eksempel på i 1945, da Tysklands nederlag var uundgåeligt. Adolf Hitler gav ordre til, at kampen skulle fortsætte og trak dermed nationen ind i endnu større ødelæggelser. Stolthed er at nægte at lade Gud være Gud, et af kendetegnene er ren og skær dumhed. Stolthed fortrænger Gud ved at ignorere kravene om sandhed, kærlighed, barmhjertighed, retfærdighed og loyalitet, så længe det gælder andre end mig selv. Fuldt udviklet stolthed holder os fanget i vores indskrænkede "jeg" og fører til, at vi hader os selv og andre: vi kan skabe vores eget helvede.
Vi har set den ultimative destruktivitet, som lurer under overfladen i Lucifers for førende program og lokker os fra kærlighed til rigdom, til kærlighed til ære - og videre til fuldt udviklet stolthed. Nu skal vi se nærmere på Jesu program, som Ignatius fremstiller det i sin meditation "De to bannere". Dette program er ved første øjekast slet ikke tiltalende, men det er alligevel vejen til livet, til frihed, svaret på vore dybeste længsler.
Åndelig fattigdom indebærer fuldstændig tillid til Gud
I kontrast til Lucifers instruktioner til dæmonerne om at få mennesker til at elske rigdom, opfordrer Jesus sine efterfølgere til at udøve" åndelig fattigdom". Dette indebærer en fuldstændig tillid til Gud. Det er den holdning, salmisten giver udtryk for, når han synger: "For du er min klippe og min borg" (SI 31,3). "Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?" (SI 27,1). Jeg kan bede sådanne salmer med inderlighed, men efter bønnen kan jeg møde nogen, der siger noget alt andet end smigrende, og så bryder helvede løs! Jeg får nu åbnet øjnene for kløften mellem det, jeg forsikrer Gud om, og den sandhed jeg bærer inden i mig. Den negative kommentar blev en trussel mod min virkelige tryghed, som ikke ligger i en fuldstændig tillid til Gud, men i min anseelse og i mit eget syn på mig selv, som jeg betragter som den egentlige sandhed. Hvis jeg virkelig var "fattig i ånden", ville jeg være i stand til at tage imod den negative kommentar med sindsro, fordi det eneste, der betyder noget, er hvad den Gud mener, som jeg stoler på.
Hvordan ville vi opføre os, hvis vi virkelig var fattige i ånden, hvis vi virkelig havde tillid til, at Gud var vores klippe, vores tilflugt og styrke? Forestil dig, at du er med i en stor offentlig sammenhæng, som bliver tv-transmitteret til hele verden. Der er en, der går frem til mikrofonen og begynder at rive dit omdømme i stykker, ikke ved at fortælle løgne om dig, men ved at afsløre sandheden om alle dine svagheder. Hvad ville du synes om personen, der havde gjort det? Hvordan ville du selv have det? Hvis vi virkelig havde været fattige i ånden, ville vi sikkert have kunnet lytte til kritikken med interesse, fordi det var sandheden, der kom frem. Vi ville have kunnet smile interesseret, takke kritikeren for at han havde sagt sandhedens ord og ellers ikke føle noget personligt nag!
Den virkelige sandhed om mig bliver afsløret i, hvordan jeg reagerer på hændelser, som truer det, jeg betragter som mit inderste, det som jeg opfatter som min ultimative sikkerhed. Som vi har set, kan dette være min rigdom, anseelse eller tidligere bedrifter. Jeg kan sidde i en lænestol og være overbevist om, at jeg ikke er knyttet for meget til min rigdom eller mine ejendele. Jeg kan også være overbevist om, at jeg ikke er for meget optaget af mit helbred eller af tanken på døden, når den måtte komme. Hvis jeg pludselig får et dårligt helbred, eller min læge fortæller mig, at jeg er uhelbredeligt syg, vil mine reaktioner afsløre min sande tilstand. Dette kan være helt forskelligt fra, hvad jeg forestillede mig, da jeg sad i lænestolen! Det er derfor, Ignatius er fortaler for åndelig fattigdom, en hjertets og tankens indstilling, som vil gøre mig i stand til at have tillid til Gud som min klippe, min tilflugt og styrke, uanset hvad jeg kommer ud for. Hvis jeg er i stand til dette, vil jeg også kunne acceptere tab af helbred eller rigdom med nogenlunde sindsro. Det er derfor, Ignatius i meditationen om "De to bannere" forestiller sig, at Jesus fortæller sine efterfølgere, at de skal "bestræbe sig på at hjælpe alle mennesker ved først og fremmest at få dem til føle sig tiltrukket af den højeste åndelige fattigdom", for åndelig fattigdom indebærer en total tillid til Gud, vores klippe, vores tilflugt og styrke.
Når hans efterfølgere har draget mennesker til åndelig fattigdom, skal de også kalde mennesker til ydre fattigdom. Den ydre fattigdom, som Ignatius skriver om, er den fattigdom, der udøves af medlemmer af religiøse ordener og menigheder, som aflægger løfter om fattigdom, cølibat og lydighed. Fattigdom i denne sammenhæng betyder ikke armod, som er et onde, og som man derfor skal modarbejde.
Den fattigdom, som medlemmer af religiøse ordener forpligter sig til, er at give afkald på personlig ejendom, eller privat brug af personlige ejendele, som nu tilhører den orden/menighed, de er blevet medlemmer af. Det religiøse fællesskab, som disse mennesker nu tilhører, kan have rigdomme, men pengene tilhører hele menigheden og må bruges i tjeneste for de mennesker, de er beregnet på, ikke til egen vinding. I lighed med alle andre løfter, som munke og nonner aflægger, er det egentlige mål ikke at sætte os selv udenfor og placere os i en særlig kaste.
Løfterne skal i stedet sætte os i stand til at leve det liv, som hver enkelt er kaldet til af Helligånden. Vi skal ikke lade noget menneske, nogen organisation, noget system eller nogen magt, hvad enten den er religiøs eller verdslig, være den øverste og dominerende indflydelse i vores liv. Når vi handler, skal vi handle i frihed, ikke ud af frygt.
At leve i forsagelse for at opnå frihed
Man kan kun forstå de fattiges situation, hvis man selv har oplevet fattigdom i en eller anden form. Det er meget vanskeligt at distancere sig helt fra rigdom og ejendele, hvis man ikke har erfaret, i hvert fald i en kort periode, hvordan det er at leve, som fattige tvinges til at leve - ikke at vide, hvor det næste måltid skal komme fra, tvinges til at leve meget enkelt eller at forsørge en familie på under halvdelen af gennemsnits indtægten i landet.
Tænk, hvad det ville betyde for regeringerne i Storbritannien og den vestlige verden, hvis de, der havde ansvar for lovgivningen inden for boligpolitik, uddannelse, socialpolitik, sundhed og transport, måtte gennem en obligatorisk erfaring af at være fattige, før de blev ministre.
Ministre, som er ansvarlige for boligpolitikken, skulle tvangsflyttes rundt sammen med deres familier. De skulle leve som hjemløse nogle måneder og overleve på socialhjælp. Dette skulle efterfølges af et par måneder i en nedslidt lejlighed. Når ministrene endelig tiltrådte deres stillinger, måtte de være indforstået med, at de og deres familier måtte vende tilbage til den nedslidte lejlighed på ubestemt tid, hvis det ikke lykkedes dem at forbedre boligsituationen væsentligt i deres tjenestetid! Kommende undervisningsministre skulle være tvunget til at arbejde som sekretærer eller lærere på forskellige skoler. De skulle også tvinges til at vende tilbage til dette arbejde, hvis det mislykkedes at forbedre de skoler, de som ministre havde ansvar for. Kommende sundheds ministre skulle tilbringe nogle måneder som sundhedsassistenter på forskellige hospitaler. De skulle nægtes muligheden for at bruge privathospitaler på livstid! Transportministre og deres familier skulle ikke have lov til at benytte private transportmidler i deres periode, med trussel om at blive frataget kørekortet, hvis ikke det lykkedes dem at forbedre den kollektive trafik. Disse tiltag ville sikre dybtgående forandringer i løbet af meget kort tid! Uden sådanne erfaringer er beslutningstagernes perspektiv dømt til at være begrænset: de samme fejl vil blive begået igen og igen, og kløften mellem fattig og rig vil øges.
Mens jeg har skrevet dette sidste afsnit, er der en del af min hjerne, der har tænkt: "Det er nok bedst, du undgår disse bevidste overdrivelser, hvis du vil tages alvorligt." Men jeg ved, hvor den tanke stammer fra: den kommer fra den del af mig, som ønsker at blive accepteret, som gerne vil betragte sig selv som godt udrustet med sund fornuft. Den del af mig er ikke først og fremmest optaget af sandheden og åbenhed over for andre. Den er i stedet optaget af ønsket om at blive accepteret, godkendt, anerkendt. Denne holdning er den sidste store hindring for min egen og andres frihed. 19natius var helt bevidst om den barriere i sit eget liv, i sine nærmestes liv og i kirkens liv. Det er derfor, han forestiIler sig, at Jesus beder sin venner og tjenere om at hjælpe alle til at "føle en dragning mod skam og foragt, for fra dette kommer ydmygheden" .
Betydningen af "skam og foragt"
Min oversættelse af Åndelige øvelser taler om "skam og foragt". En anden oversættelse kalder det" fornærmelser, krænkelser og skældsord".
Ordene skal forstås som et hvilket som helst tilbageslag eIler tab, som vi oplever. Det kan være tabet af rigdom, status og anseelse, det kan handle om alvorlige fysiske eIler psykiske lidelser, det kan være tabet af mennesker, vi elsker. Sådanne ting er selvfølgelig ikke ønskelige i sig selv, og de kan føre os ind i en trøstesløshed, som bliver destruktiv, hvis vi lader den bestemme de valg, vi foretager. Hvis de var ønskelige i sig selv, ville vi gøre andre en stor tjeneste ved at møde dem med "fornærmelser, krænkelser og skældsord" som den hurtigst mulige vej til frihed. Hvis vi skulle finde på at opføre os sådan, viIle vi hurtigt opdage, at vi og vore ofre ville blive fanget i en spiral af eskalerende vold. Ethvert ønske om "fornærmelser, krænkelser og skældsord" for deres egen skyld er et tydeligt tegn på psykiske problemer.
Hvad er det, som Ignatius vil fortæIle med sin betoning af det ønskelige i "fornærmelser, krænkelser og skældsord"? Vi så tidligere, at det var muligt at reagere på en tilstand af trøstesløshed på en konstruktiv måde. På samme måde er det muligt at reagere på "fornærmelser, krænkelser og skældsord", så også det kan blive noget positivt. Et eksempel er, hvordan jeg reagerer på en kritik, som ganske klart hjælper mig til at indse, at jeg er blevet meget afhængig af en falsk sikkerhed, nemlig mit eget positive syn på mig selv. Kritikken kan gøre mig ulykkelig og usikker, og det kan smitte af på alle andre områder i mit liv. Kilden til min fortvivlelse ligger i, at jeg har haft min sikkerhed i mit selvbiIlede, ikke i Gud. Hvis min sikkerhed virkelig var rodfæstet i Gud, kunne jeg have accepteret kritikken med sindsro, for den ville ikke kunne skade mig. Hvis min sikkerhed ikke ligger i Gud, men i min egen opfattelse af mig selv, bliver jeg tilintetgjort, hvis mit selvbillede er truet af kritik. Det er en meget smertefuld tilstand, som naturligvis bygger på en løgn. Hvis jeg virkelig blev tilintetgjort, ville der jo ikke være noget at bekymre sig for!
At være ydmyg er at erkende det, som er sandt, og leve efter det.
De ydmyge har jordforbindelse, og de ved, at de er fuldstændig afhængige af resten af skaberværket for hvert åndedrag, hver bevægelse, hver tanke, hver hjertets længsel. Når de ydmyge ser deres egen totale afhængighed, og hvor lille en del af universet de er, gør det dem ikke bitre og fornærmede, men i stedet er det en kilde til undren og glæde.
I et tidligere kapitel grundede vi over udtrykket: "Visdom er at kende tingenes harmoni, glæde er at danse efter dens rytme." De ydmyge ser tingene i perspektiv. De ser sig selv som en del af et gådefuldt, men godt og fascinerende skaberværk. De er bevidste om deres egen skrøbelighed, deres egne svagheder og deres egen synd, men det optager ikke deres tanker. En sådan selvoptagethed viIle være en omvendt form for stolthed, som sætter vores eget usle jeg i centrum i stedet for Gud!
Ydmyge mennesker overgiver sig selv til Guds godhed og storhed - og derved oplever de en vidunderlig følelse af frihed, den frihed, som Paulus skriver om i sit andet brev til korintherne: "Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham" (2 Kor 5,21), og til galaterne: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig" (Gal 2,20). De ydmyge ser glimt af denne sandhed. Ved at miste deres liv, ved at give slip på deres eget, finder de et langt rigere liv. Fordi de ikke klamrer sig til noget, ejer de alt. Når de slipper taget i deres egen sikkerhed, opdager de, at Gud virkelig er deres klippe, deres tilflugt og styrke. Gennem ydmygheden får de et glimt af Guds visdom, han, som gav afkald på sin guddommelighed og blev
en af os, for at vi skulle finde vores sande identitet, som er at være et med Gud og hele skaberværket.
I slutningen af meditationen om "De to bannere" foreslår Ignatius, at vi beder Gud om at tage imod os under Kristi banner, først i fuldstændig åndelig fattigdom, og endda i ydre fattigdom, hvis det er Guds vilje med os. For det andet at vi skal udstå skam og foragt, så vi gennem dette må lære ydmyghed og blive mere som Kristus.
Ignatius foreslår ikke, at vi skal bede om at ønske at blive udskældt og foragtet, men om at vi må få nåde til at kunne bære det. Hvis vi kommer ud for" fornærmelser, krænkelser og skældsord", opfordres vi til at bede om at kunne udholde dem, men vi skal ikke gå ud og opsøge dem!
I appendix 4 findes hele teksten til meditationen "De to bannere" og nogle forslag til, hvordan vi kan bruge den.
Tre måder at tage beslutninger på
Efter meditationen "De to bannere" præsenterer Ignatius en øvelse, han kalder "De tre slags mennesker". Her overfører han budskabet fra meditationen til den situation, hvor der skal tages konkrete beslutninger. Øvelsen behandler tre forskellige måder at tage beslutninger på.
To af dem er i virkeligheden metoder til at slippe udenom. Mange af os vil genkende disse metoder fra vores hverdag, men vi har måske ikke forstået, at det blot er metoder til at undgå at tage en beslutning.
Ignatius forestiller sig tre gode mennesker, som alle - på ærlig vis - er kommet i besiddelse af en enorm formue på 10.000 dukater. Hver af dem må beslutte sig for, hvad de vil gøre med pengene. Alle tre ønsker fred med Gud, så spørgsmålet bliver: "Hvad er mest til Guds ære? At jeg beholder formuen eller giver afkald på den?" Spørgsmålet er ikke: "Hvad er rigtigt at gøre?", men i stedet: "Hvad er mest til Guds ære?" "Guds ære" er et meget smukt religiøst udtrykt, som er vanskeligt at definere. Den første gang, jeg camperede på en øde ø uden for Skotlands vestkyst, vågnede jeg den første morgen op til tæt tåge og finregn, og mit humør var omtrent ligesådan. Da jeg sad og spiste min morgengrød, begyndte de svage solstråler at bryde igennem. En time senere var himlen, havet og øen helt forvandlet. Jeg sad en time mere og bare stirrede på den pragtfulde natur. Så gik jeg omkring og fandt mig selv syngende "Gloria Dei" for mågerne. Da jeg tænkte tilbage på denne oplevelse, blev jeg meget glad for udtrykket "mest til Guds ære". Det var den pludselige åbenbaring af øens skønhed, der havde fået mig til at synge" Gloria Dei". Ære handler om åbenbaringen af det under og den skønhed, der ligger under alle vore grå og kedelige erfaringer. Når Ignatius taler om at træffe et valg "mest til Guds ære", mener han et valg, som tillader Guds godhed at strømme stærkere ind i mig og gennem mig, for så at strømme ud til andre og åbenbare den godhed og skønhed, der ligger under alt det grå.
Den første metode til at tage beslutninger:
- udsættelse
Den første metode til at tage en beslutning på repræsenteres af den person, som ønsker at have fred med Gud, og som ønsker at være fri for trangen til at eje de 10.000 dukater. Denne person bliver ved med at udsætte afgørelsen om at acceptere eller give afkald på formuen til "i morgen" og ejer den stadigvæk ved sin død. Mon ikke de fleste af os sagtens kan genkende denne udsættelsestaktik i vores eget og andres liv? Inderst inde har vi en stor modstand mod forandring.
Den anden metode til at tage beslutninger:
- fastlægge Guds vilje
Den anden metode repræsenteres af den person, der ønsker at blive fri fra al havesyge, men på en sådan måde at han alligevel kan få pengene! Denne metode bearbejder Guds vilje, indtil den er helt i tråd med min egen vilje! I stedet for at handle ud fra vores inderste længsel, stopper vi halvvejs ved en mere overfladisk længsel - ønsket om at beholde pengene - og denne overfladiske længsel kalder vi Guds vilje. I stedet for at lade Gud være Gud for mig og gennem mig, er jeg mest optaget af, at Gud skal rette sig efter min beslutning!
Den anden metode er meget afslørende. Den rejser mange spørgsmål, og vi spørger måske os selv, om vi virkelig i fulde alvor kan være så dumme, at vi tror, at vi kan manipulere Guds vilje til at stemme overens med det, vi har besluttet os til på forhånd. Tænk bare på krigene i sidste århundrede, da politikerne og de fleste kirkeledere forsikrede mennesker om, at den pågældende krig blev ført pro Deo et Patria, for Gud og fædrelandet. "Guds vilje" blev brugt som støtte for krigen, som om begge parter i et oprigtigt forsøg på at forstå Guds vilje pludselig fandt ud af, at Gud opfordrede dem til at "gå ud og dræb jeres fjender". Et andet eksempel er splittelsen i den kristne kirke. Den kan umuligt være Guds vilje, han, som gennem Kristus kaldte os til at være" en hjord, en hyrde" (Joh 10,16). Alligevel retfærdiggør alle kirkesamfund deres separate status med, at det er Guds vilje.
Gud er ganske vist de uendelige variationers Gud - ikke ensartethedens Gud. Men Gud er også enhedens Gud, ikke splittelsens Gud.
Den tredje metode til at tage beslutninger:
- handle i strid med vores grådighed
Den tredje metode repræsenteres af den person, der ønsker at være fuldstændig åben over for Gud, og som ikke vil lade sig styre hverken af lysten til at beholde formuen eller lysten til at skille sig af med den. Denne person er åben over for begge muligheder og ønsker kun at handle i overensstemmelse med den vej, som Gud viser ham, sådan at beslutningen bliver mest muligt til Guds ære. Mens han forbereder sig til at tage beslutningen, bestræber denne person sig på ikke at blive påvirket af andre motiver end det at tjene Gud.
Efter at have set på disse tre metoder til at tage en beslutning anbefaler Ignatius, at bønnen fra slutningen af "De to bannere" gentages, og så tilføjer han, som var det ved nærmere eftertanke, en meget vigtig bemærkning om, hvordan man håndterer følelser og tilbøjeligheder, når man skal tage en beslutning.
Når det gælder øvelsen "De tre slags mennesker", handler bemærkningen om følelser af behag eller modvilje over for enten at beholde eller give afkald på de 10.000 dukater. Hvis vore følelser/tilbøjeligheder hælder mod at beholde de 10.000 dukater, bør vi bede Gud indtrængende om at give os en opgave i ydre fattigdom.
Hans råd er, at uanset hvad vore følelser/tilbøjeligheder trækker os imod, skal vi bede Gud indtrængende om at vælge det modsatte, hvor svært det end er for os. Denne bøn beskytter os mod ubevidst påvirkning, når vi skal tage beslutninger. Det er en måde, hvorpå vi kan opdage skjulte motiver, som vi måske ikke har været bevidste om, men som faktisk er med til at påvirke vores beslutning, så vi ikke handler frit. Ignatius mener ikke, at vi altid skal handle i strid med det, vi har lyst til. Det, han foreslår, er en metode, som hjælper os til at skelne mellem vore dybeste længsler og de mere overfladiske, så vore handlinger og reaktioner bliver mere helhjertede og frie. Selvom 19natius nævner dette i øvelsen "De tre slags mennesker", kan metoden med at bede Gud indtrængende om at vælge en kurs for os, som strider mod vore følelser, bruges i alle vigtige, livsforandrende afgørelser.
Ydmyghed er en dyd, som giver os frihed og gør os i stand til at handle i tryghed, for kilden til vores tryghed er Gud, vores ultimative identitet. Mangel på ydmyghed afskærer os fra denne kilde, og hvis ikke vi er trygge i os selv, vil vi let blive ofre for dominerende mennesker eller systemer.
I vor tid er et af de mest destruktive systemer forbrugersamfundets økonomi. Vi følger slavisk den sidste trend inden for tøj, frisurer og indretning af vores hjem. Derudover holder vi os til politisk korrekte udtalelser og "acceptable" holdninger. Alle - både troende og ikke-troende - er ramt af denne totalitære påvirkning. Den skaber langt mere konformitet end nogen anden ydre autoritet, hvad enten den er politisk, økonomisk eller religiøs. Den er langt mere effektiv end støvletrampende armeer eller aldrig så stærke, undertrykkende politistyrker.
Alle er vi - fattige eller rige - sårbare over for forbrugerøkonomiens styring, fordi vi savner selvtillid. Dette skyldes en mangel på sand ydmyghed, og det resulterer i en desperat kamp for social og økonomisk sikkerhed. Der er mange, der har stærke holdninger om de millioner, der bliver brugt på byfornyelse i Storbritannien i dag, og hvor vigtigt det er at reducere fattigdommen i udviklingslandene. En sådan omsorg for de fattige er velkommen, men den går ikke til roden af problemet, at give mennesker, der har været undertrykt, hjælp til at få større tro på sig selv. Deres problemer kan ikke løses med penge alene. Hvis mennesker ikke får troen på sig selv, vil de millioner af pund, som satses på byfornyelse, sandsynligvis være spildt, for sådanne projekter får kun blivende værdi, hvis mennesker har en vis grad af selvtillid.
Næste kapitel sammenknytter og udvikler temaerne, vi har set på i de forrige kapitler. Vi skal reflektere over betydningen af pilgrimsrejser og se på livet som en rejse.
Øvelser
1.
I appendix 2 og 4 vil du finde tekster fra Bibelen og nogle afsnit med tekster til meditationen "De to bannere". Nogle af disse kan hjælpe os, når vi bruger denne meditation.
2.
Lav dine egne billeder af Kristus og af Lucifer. Det kan være en hjælp at tegne, male eller arbejde med ler. Tænk ikke for grundigt efter, bare lad fantasien flyde, når du udtrykker dig. Måske foretrækker du at låne billeder fra litteratur eller film, f.eks. Ringenes herre.
3.
Hvad synes du er tiltrækkende i Jesu liv og lære? Fokuser på disse ting. Føler du dig tiltrukket af noget, er det et tegn på, at du er blevet kaldet til at leve disse egenskaber ud på din egen måde, i den situation du befinder dig i.
4.
Prøv at se nærmere på forholdet mellem frihed og ydmyghed. Er det muligt at være fuldstændig fri uden at være ydmyg - eller ydmyg uden at være fuldstændig fri? |
|