Hans befalinger var heller ikke begrænset til de tolv og de tooghalvfjerds. Jesus forventede, at alle hans disciple ville gøre det samme. Han bød sine disciple: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple ... lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer" (Matt. 28,18-20, min kursiv).

Han sagde ikke: "alt undtagen, selvfølgelig, helbredelsesdelen."

Vi finder det samme i Markusevangeliets længere slutning (som, i det mindste, er et meget godt bevis på, hvad den tidlige kirke opfattede som Jesu befaling). Jesus sagde: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen ... og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner

de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske" ... de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med" (Mark. 16,15-20, min kursiv). Jesus siger: "Disse tegn skal følge dem, der tror" -det er det samme som dem "der tror" på Jesus Kristus, ensbetydende med alle kristne.

Vi finder det samme i Johannesevangeliet. Jesus sagde, i forbindelse med mirakler: "Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen" (Joh. 14,12). Selvfølgelig har ingen udført mirakler af større kvalitet end Jesus, men kvantiteten har været større, siden Jesus gik til Faderen. Han er ikke holdt op med at

udføre mirakler, men han bruger nu svage og uperfekte mennesker. Igen er det "den, der tror pa mig . Det er dig og mig. Disse befalinger er ikke begrænset noget sted til en speciel kategori af kristne.

Jesus helbredte; han bød sine disciple at gøre det samme, og det gjorde de. I Apostlenes Gerninger ser vi værket, der kom ud af hans befaling. Disciplene fortsatte med at prædike og undervise, men helbredte også de syge, oprejste døde og uddrev dæmoner (Ap.G. 3,1-10; 4,12; 5,12-16; 8,5-13; 9,32-43; 14,3 og 8-10; 19,11-12; 20,9-12; 28,8-9). Det er klart i 1. Kor. 12-14, at Paulus ikke troede, at sådanne evner var forbeholdt apostlene. Ligeså siger forfatteren til Hebræerbrevet, at Gud stadfæstede sit budskab med "tegn og undere og mange slags mægtige gerninger og ved tildeling af Helligånden efter sin vilje" (Hebr. 2,4).

Intetsteds i Bibelen står der, at helbredelser var begrænset til en bestemt tidsperiode i historien. Der står tværtimod, at helbredelse er ét af tegnene på riget, som Jesus Kristus indviede, og som fortsætter i dag. Vi skal fortsat forvente, at Gud helbreder mirakuløst i dag, som en del af hans riges aktivitet.

Helbredelse i kirkehistorien

Evelyn Frost undersøgte i detaljer i sin bog Christian Healing (Kristen helbredelse) afsnit af tidlige kirkeforfattere, som for eksempel Quadratus, Justinus Martyr, Theofilus af Antiokia, Irenæus, Tertullian og Origenes, og konkluderede, at helbredelse udgjorde en normal del af den tidlige kirkes aktiviteter.

Irenæus (ca. 130 - ca. 200), som var biskop i Lyon og en af den første kirkes teologer, skrev:

De. som i sandhed er hans disciple og modtager nåde fra ham, udfører i hans navn mirakler for at hjælpe andre mennesker. ifølge den gave, som hver enkelt har modtaget fra ham. For nogle uddriver i sandhed dæmoner, så de, som fornyligt er blevet renset fra onde ånder, regelmæssigt både tror [på Kristus] og slutter sig til kirken. Andre har forkundskab om ting, som skal komme: de ser syner og udtrykker sig profetisk. Atter andre helbreder de syge ved at lægge deres hænder på dem, og de bliver gjort raske. Ja, og som jeg har sagt, de døde er blevet oprejst og er forblevet sammen med os i mange år.54

Origenes (ca. 185-ca. 254), en anden teolog, bibellærd og forfatter i den tidlige kirke, sagde om kristne: "De uddriver onde ånder, udfører mange helbredelser og forudsiger bestemte hændelser ... navnet Jesus ... kan fjerne lidelser."

To hundrede år senere var der stadig en forventning om, at Gud ville helbrede folk direkte. Augustin fra Hippo (354 - 430), som mange betragter som den største teolog i de fire første århundreder, siger i sin bog The City of God (Guds by), at "selv nu bliver mirakler udført i Kristi navn". Han nævner eksemplet, hvor en blind mands syn bliver genoprettet i Milano, da han var der. Han beskriver derefter helbredelsen af en mand, han boede hos, kaldet Innocentius. Han var blevet behandlet for fistler, af hvilke han havde "adskillige vanskeligt placeret i endetarmen"! Han havde været igennem en meget smertefuld operation. Man troede ikke, at han ville overleve endnu en operation. Mens de bad for ham, blev han kastet ned på jorden, som hvis nogen havde smidt ham meget voldsomt på jorden, han klagede og snøftede, og hele hans krop rystede, så han ikke kunne tale. Den kedelige dag for den næste operation oprandt. "Kirurgerne ankom ... de frygtlige instrumenter blev frembragt

kropsdelen blotlagt; kirurgen ... med kniv i hånd, kigger nøje efter det, som skal opereres. Han søger efter det med sine øjne; han føler efter med sin finger; han ser efter med et ransagende blik." Han fandt et perfekt helbredt underliv. "Ingen af mine ord kan beskrive den glæde og lovprisning og taksigelse over for den barmhjertige og almægtige Gud, som strømmede ud fra alles læber med tårer og glæde. Sådan en scene skal erfares; den kan ikke forklares."

Dernæst beskrev han Innocentias helbredelse - en gudfrygtig kvinde af den højeste rang i staten - som blev helbredt for, hvad lægerne beskrev som uhelbredelig brystkræft. Lægen var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan hun var blevet helbredt. Da hun fortalte ham, at Jesus havde helbredt hende, blev han rasende og sagde: "Jeg troede, du ville fortælle mig om en stor opdagelse." Hun gøs over ligegyldigheden og svarede hurtigt:

"Hvad stort er der ved, at Jesus helbredte kræft, han, som oprejste én, som havde været død i fire dage?"

Han fortsætter med at fortælle om en læge med gigt, som blev helbredt i "dåbshandlingen" og en gammel komiker, som også blev helbredt i dåben, ikke kun for lammelse, men også for brok. Augustin fortæller, at han kender til så mange mirakuløse heibredelser, at han på et tidspunkt siger: "Hvad skal jeg gøre? Jeg er så presset af løftet om at gøre arbejdet færdigt, at jeg ikke kan optegne alle de mirakler, jeg kender

selv nu udfører den samme Gud, som udførte de mirakler, vi læser om, mange mirakler, ved hvem han vil, og som han vil."

Hele vejen gennem kirkehistorien har Gud fortsat med at helbrede folk direkte. Helt op til i dag har der aldrig været et tidspunkt, hvor helbredelserne er ophørt.

Edward Gibbon, den engelske rationalist, historiker og videnskabsmand, bedst kendt som forfatteren til The History of Dec/ine and Fall of the Roman Empire (skrevet 1776-1788), opremser fem årsager til kristendommens interessante og hurtige vækst. En af disse er "de mirakuløse kræfter i den primitive kirke". Han siger: "Fra apostlenes og deres første disciples tid har den kristne kirke hævdet at have en uafbrudt række af mirakuløse kræfter, tungetalens gave, syner og profetier, gaven til uddrivelse af dæmoner, helbredelse af de syge og til at oprejse de døde." Gibbon fortsætter med at skildre sin egen tids mangel på konsekvens, hvor "en latent, og endda ufrivillig, skepsis klæber sig fast til de mest fromme dispositioner". Han skriver, at i kirken på hans tid, i modsætning til den tidlige kirke, er "indrømmelsen over for overnaturlige sandheder en meget mindre aktiv del end en kold og rolig indvilgelse. Vor fornuft, eller i det mindste vor indbildning, der længe har været vant til at observere og at respektere naturens uforanderlige orden, er ikke tilstrækkelig forberedt til at anerkende Guddommens synlige handling." Det samme kunne siges, endda endnu mere, om vor egen tid.

Helbredelse i dag

Gud helbreder stadig mennesker i dag. Der er sa mange vidunderlige historier om Gud, der helbreder, at det er svært at vide, hvilken jeg skal give som eksempel. Ajay Gohill fortalte sin historie ved en gudstjeneste med dåb og konfirmation for nylig i vor kirke. Han blev født i Kenya og kom til England i 1971. Han blev opdraget som hindu og arbejdede i sin families forretning som nyhedsagent i Neasden. Da han var enogtyve, pådrog han sig en kronisk hudsygdom, psoriasis. Hans vægt raslede ned fra 80 kg til 52 kg. Han blev behandlet over hele verden - i USA, Tyskland, Schweiz, Israel og over hele England, inklusive Harley Street (gaden, hvor de dyreste læger i England har praksis). Han sagde, at han brugte 80 % af sin indtjening på at forsøge at finde en kur. Han tog stærk medicin, som påvirkede hans lever. Han blev nødt til at opgive sit job. Han havde udslæt over hele kroppen fra isse til fod. Han så så forfærdelig ud, at han hverken kunne svømme eller have en T-shirt på. Han mistede alle sine venner. Hans hustru og søn forlod ham. Han ønskede at dø. Den 20. august 1987 sad han i en kørestol på St. Thomas' hospital. Han var over syv uger på hospitalet, hvor han fik forskellige former for behandlinger. Den 14. oktober lå han i sin seng og ønskede kun at dø. Han råbte: "Gud, hvis du ser mig nu, så lad mig dø - jeg er ked af det, hvis jeg har gjort noget forkert." Han fortæller, at da han bad, følte han "en tilstedeværelse". Han fandt en Bibel i en skuffe på sit sengebord. Han åbnede den på et tilfældigt sted og læste Salme 38:

Herre, straf mig ikke, mens du er vred! Dine pile har ramt mig dybt, dine slag har slået mig ud. På grund af din vrede er mit legeme sygt, mit helbred er nedbrudt som følge af synd. Min skyld vokser mig over hovedet, min syndebyrde er for tung at bære. Mine sår er betændte og fulde af pus, min ryg er bøjet på grund af min dumhed. Dagen igennem er jeg dybt deprimeret, jeg er nedtrykt og knust. Mine lænder brænder af betændelse,

hele min krop er syg af feber. Jeg er udmattet og knust, jeg er fortvivlet og stønner af smerte. Herre, hvor jeg længes efter at blive rask igen! Du hører mit suk. Mit hjerte hamrer, min kraft er borte, mit øje har mistet sin glans. Mine venner holder sig borte - de frygter min sygdom; selv mine kære holder sig på afstand ... Herre, lad mig ikke i stikken, gå ikke bort! Grib ind og hjælp mig, min Frelser! (51. 38,1-12, 22, Bibelen på hverdagsdansk).

Hvert eneste vers var tilsyneladende relevant for ham. Han bad Gud om at helbrede ham og faldt i en dyb søvn. Da han vågnede den næste morgen, så alt nyt ud. Han gik ud på badeværelset og slappede af i et bad. Da han så på badevandet, så han, at hans hud skallede af og flød i vandet. Han tilkaldte sygeplejerskerne og fortalte dem, at Gud havde helbredt ham. Hele hans hud var ny som en babys. Han var blevet totalt helbredt. Siden er han blevet forenet med sin søn. Han siger, at den indre helbredelse, som har fundet sted i hans liv, er endnu større end den fysiske helbredelse. Han siger: "Hver dag lever jeg for Jesus. Jeg er hans tjener i dag.

Gud er en Gud, som helbreder. Det græske ord, som betyder "jeg frelser", betyder også, "jeg helbreder". Gud sørger ikke alene for vor åndelige frelse, men også for hele vort velbefindende. En dag vil vi alle have en ny, perfekt krop. I dette liv opnår vi aldrig perfektion. Når Gud helbreder nogen mirakuløst i dag, får vi et glimt af fremtiden, hvor den endelige forløsning af vore legemer vil finde sted (Rom. 8,23). Ikke alle, som vi beder for, bliver nødvendigvis helbredt. Naturligvis kan ingen mennesker undgå døden. Vore kroppe forfalder. På et tidspunkt er det måske rigtigt at forberede en person på døden snarere end at bede for helbredelse. Vi må være følsomme over for Helligåndens ledelse.

Dette burde ikke tage modet fra os, så vi ikke mere beder for, at mennesker skal blive helbredt. De, som ikke bliver helbredt, taler sædvanligvis om den velsignelse, det er at blive bedt for - det at blive bedt for med kærlighed og følsomhed. Jeg kan huske, vi var en gruppe på det teologiske fakultet, som bad for en mand med dårlig ryg. Jeg tror ikke, at han blev helbredt, men han sagde til mig bagefter: "Det er første gang, siden jeg var på det teologiske fakultet, at jeg har følt, at nogen tog sig af mig." En anden mand sagde for nylig til mig, at selvom han ikke var blevet helbredt, da der blev bedt for ham, havde han haft den største oplevelse nogensinde af Guds ånd, og hans liv var blevet forvandlet.

Nogle får specielle helbredelsesgaver (1. Kor. 12,9>. I dag finder vi eksempler, rundt om i verden, på dem med en speciel helbredelsesgave. Dette betyder ikke, at vi kan overlade det hele til dem. Autoriteten til at bede er til os alle sammen. Ligesom vi ikke alle har evangelisationstalentet, men alle er kaldet til at fortælle andre om Jesus, har vi heller ikke allesammen helbredelsesgaven, men vi er alle kaldet til at bede for syge.

Hvordan går vii gang med at bede for syge i praksis? Det er meget vigtigt at huske, at det er Gud som helbreder, ikke os. Der er ingen teknik involveret. Vi beder med kærlighed og enkelhed. Jesu motivation var hans omsorg for mennesker (Mark. 1,41; Matt. 9,36). Hvis vi elsker mennesker, vil vi altid behandle dem med respekt og værdighed. Hvis vi tror på, at det er Jesus, som helbreder, vil vi bede i enkelhed, fordi det ikke er vor bøn, men Guds kraft, som bringer helbredelse. Her er et enkelt mønster:

Hvor gør det ondt?

Vi spørger personen, som ønsker forbøn for helbredelse, hvad der er i vejen, og hvad de ønsker, vi skal bede for.

Hvorfor er person en i denne tilstand?

Naturligvis er et brækket ben eller en trafikulykke åbenlys, men til andre tider har vi brug for at bede Gud om at vise os roden til problemet. En kvinde i vor menighed havde udviklet en rygsmerte med smerter i sin venstre hofte, som forstyrrede hende, når hun skulle sove, bevæge sig eller arbejde. Lægen udskrev nogle piller for ledbetændelse. Hun bad om forbøn en aften. Pigen, som bad for hende, sagde, at ordet "tilgivelse"

var kommet til hende. Efter en kamp var kvinden i stand til at tilgive én, som konstant generede hende, og hun blev delvist helbredt. Hun. blev fuldstændig helbredt i det øjeblik, hun skrev et tilgivelsesbrev til sin ven.

Hvordan beder jeg?

Der er adskillige modeller i Det Nye Testamente, som vi følger. De er alle simple. Sommetider beder vi for, at Gud skal helbrede

i Jesu navn, og vi beder Helligånden om at komme over personen. Eller bøn bliver fulgt op ved at salve med olie (Jak. 5,14). Oftere bliver bønnen fulgt op ved håndspålæggelse (Luk.

4,40).

Hvordan føler de det?

Efter at vi har bedt, spørger vi sædvanligvis personen om, hvad han/hun oplever. Sommetider føler de ingenting - og så fortsætter vi med at bede. Til andre tider føler de, at de er helbredt, selvom tiden alene vil vise det. Ved andre lejligheder føler de sig bedre tilpas, men er ikke totalt helbredt, og vi fortsætter så, ligesom Jesus gjorde med den blinde mand (Mark. 8,22-25). Vi fortsætter med at bede, til vi føler, at det er rigtigt at stoppe.

Hvad nu?

Efter at vi har bedt for helbredelse, er det vigtigt at forsikre folk om Guds kærlighed til dem, uanset om de er helbredt eller ej, og at give dem frihed til at komme tilbage og blive bedt for igen. Vi må undgå at lægge byrder på folk ved for eksempel at antyde, at det er deres mangel på tro, som har hindret helbredelsen i at finde sted. Vi opmuntrer altid mennesker til at fortsætte med at bede og sikre sig, at deres liv er rodfæstet i kirkens helbredende samfund - som er det sted, hvor langsigtet helbredelse så ofte sker.

Endelig er det vigtigt at være udholdende i bønnen, for at mennesker skal blive helbredt. Det er let at tabe modet, specielt hvis vi ikke ser umiddelbare, dramatiske resultater. Vi fortsætter på grund af vor lydighed overfor vort kald og befaling fra Jesus om at prædike riget og helbrede de syge. Hvis vi er udholdende igennem årene, vil vi se Gud helbrede mennesker.

Jeg blev engang bedt om at besøge en kvinde på Brompton-hospitalet. Hun var i trediverne, havde tre børn og var gravid med den fjerde. Hendes papirløse mand havde forladt hende, og hun måtte klare sig selv. Hendes tredje barn, som var et barn med Down's Syndrom (evnesvag), havde et hul i hjertet, som var blevet opereret. Operationen var mislykkedes, og hospitalspersonalet ønskede at slukke for maskinerne, hvilket ikke er unaturligt. Tre gange spurgte de hende, om de måtte slukke for maskinen og lade barnet dø. Hun havde sagt nej, som om hun ønskede at prøve en sidste ting. Hun ønskede, at nogen skulle bede for ham. Så jeg kom, og hun fortalte mig, at hun ikke troede på Gud, men hun viste mig sin søn. Han havde slanger over det hele, og hans lille krop var blå og gul og ophovnet. Hun sagde, at lægerne havde antydet, at selv om han blev bedre, ville han have en hjerneskade, fordi hans hjerte havde været gået i stå så længe. Hun sagde: "Vil du bede for ham?" Så jeg bad i Jesu navn om, at Gud ville helbrede ham. Derefter forklarede jeg hende, hvordan hun kunne give sit liv til Jesus Kristus, og det gjorde hun. Jeg gik, men kom tilbage to dage efter. Hun kom løbende ud i det øjeblik, hun så mig. Hun sagde: "Jeg har forsøgt at få fat i dig: noget forunderligt er sket. Aftenen efter at du bad for ham, vendte billedet totalt. Han er i bedring." Indenfor få dage var han kommet hjem. Jeg forsøgte at holde kontakten til hende, men jeg vidste ikke, hvor hun boede, selvom hun blev ved med at lægge beskeder via min telefon. Omkring seks måneder senere var jeg indenfor på et andet hospital og så en moder med sit barn, som jeg ikke genkendte lige med det samme. Kvinden sagde: "Er du Nicky?" Jeg sagde: "Ja." Hun sagde: "Det er den lille dreng, som du bad for. Det er forunderligt. Ikke alene er han kommet til kræfter efter operationen, men hans hørelse, som var dårlig førhen, er bedre. Han har stadig Down's Syndrom, men han har det meget bedre, end han havde før."

Siden da har jeg begravet to andre medlemmer af den familie.

Ved hver af begravelserne er der kommet folk hen til mig, ingen af dem kirkegængere, og har sagt: "Det var dig, der bad for, at Craig skulle blive helbredt, og Gud helbredte ham." De tror alle, at Gud helbredte ham, fordi de ved, at han var døende. Forandringen i Vivienne, barnets moder, har også gjort et stort indtryk på dem. Hun var så forandret efter at være kommet til Kristus, at hun besluttede sig til at gifte sig med ham, som hun boede sammen med. Han var kommet tilbage til hende efter at have set forandringen i hendes liv. De er nu gift, og hun er totalt forandret. Den anden gang gik Vivienne rundt til familie og venner og sagde: "Jeg troede ikke, men nu tror jeg." Ikke længe efter kom Craigs onkel og tante i kirke, satte sig på den forreste række og gav deres liv til Jesus Kristus. De gjorde det, fordi de vidste, de havde set Guds kraft til helbredelse.