|
Den sidste i serien er At vælge Guds vej og
Forlaget Boedal skriver sin denne bog At vælge Guds vej - at lade sit hjerte formes af Guds hjerte
Af David G. Benner
Mange kristne tænker på Guds vilje som noget med at modtage vejledning fra Gud, når man skal træffe store beslutninger. Men selv om de valg, vi foretager, er vigtige for vores åndelige rejse, er det ofte vigtigere, hvordan vi vælger, end hvad vi vælger.
Viljestyrke, beslutsomhed og disciplin er ikke nok i Kristus-efterfølgelsen. Den tætte forbindelse mellem vilje og længsel betyder, at hvis Kristus skal have vores vilje, må han først have vores hjerte. Problemet for mange kristne er, at det at vælge Gud mere handler om streng målbevidsthed end om glad overgivelse.
David G. Benner anlægger i denne bog en positiv vinkel på det at vælge Gud og Guds vej. Det gør man nemlig ikke ved at tæmme viljen med hård selvdisciplin, men ved at lade sit hjerte og vilje præges af Guds hjerte.
At vælge Guds vej er den tredje bog i en trilogi. De to øvrige er At overgive sig til kærligheden og At lære sig selv at kende.
David G. Benner er psykolog og bevæger sig i området mellem psykologi og spiritualitet. Desuden arbejder han som retræteleder og åndelig vejleder, og han er forfatter til en række bøger.
|
Her er et uddrag fra bogen om
SKE DIN VILJE
Guds vilje kan ikke adskilles fra Guds rige. Det er Guds store plan at etablere et guddommeligt kærlighedsrige på jorden. Alle de mindre guddommelige detaljer vil passe ind i den plan.
Det er Fadervors visdom, at den først lærer os at se Faderens natur, dernæst at begribe Guds riges storhed og først da mærke en længsel i os efter at blive en del af det ved at overgive vores vilje. Når vi får et virkeligt møde med den fuldkomne kærlighed og Gudsrigets plan om, at kærligheden ikke hcln skal regere i himlen, men også på jorden, så er overgivelse snarere kærlighedens indskydelse end viljens handling.
Vores ambivalens over for overgivelsen til Gud bygger på den illusoriske tryghed ved jeg'ets rige i forhold til den tilsyneladende risiko ved Guds rige. Gud skræmmer mennesker. :Med Louis Evelys ord: "Han er fuldkommen selvfornægtende. Han er fuldstændig rettet mod andre. .. Han finder ingen hvile, ingen tilfredsstillelse, ingen tilbagetrækning i sig selv:"7 Vi har til gengæld en stærk tendens til at sætte vores lid til os selv: Vi ønsker kærlighed uden offer - uden risikoen og omkostningerne ved at opgive vores selvkontrol og selvbestemmelse. Gud kan ikke acceptere en sådan aftale.
At finde os selv ved først at miste os selv virker simpelthen for risikabelt for de fleste af os. Vi vil gerne indgå en handel med Gud. Enhver fornuftig gud må da lnmne indse, at lidt er bedre end ingenting - og acceptere, at vi fortsætter med at tumle med vores egen vilje, som vi så meget som muligt prøver at tilpasse Guds. Det virker som det første fornuftige skridt mod en fuldkommen overgivelse.
n,{en det er et farligt spil. For selvom vi foregive r, at vi sætter os i en position, hvor vi kan blive forvandlet af Kærligheden, så fastholder vi i virkeligheden hem kærligheden til vores eget selvstyrende og viljestærke jeg. Og jeg'ets rige er i sidste ende dødens rige.
Vi har troet på slangens løgn. Vi har troet, at frihed udspringer af uafhængighed. Men den sande frihed ligger i beslutningen om at give sig selv i kærlighed til andre. Den ligger i den absolutte overgivelse af vores jeg til Gud og kærlighedens rige. Guds riges paradoksale lov betyder, at det først er, når vi opgiver det, vi klamrer os allermest desperat til, at vi i virkeligheden modtager det. At omklamre ødelægger. At overgive genopbygger og forvandler.
Før ikke dig selv bag lyset, når det handler om, hvor vanskeligt det er virkelig at overgive sig til Gud - at foretrække Guds vilje frem for sin egen. Jeg nævnte, hvor værdifuldt jeg syntes, det var at gøre Fadervor til en del af min egen daglige personlige bøn. I virkeligheden var den meget mere end bare en del af min bøn. lover et år mediterede jeg dagligt over denne bøn og vendte ikke tilbage til mine egne bønner, før jeg var sunket ned i denne utroligt stærke bøns dybder og havde gjort den til min egen bøn. Jeg bad dagligt en sætning fra bønnen og åbnede mig derefter for Andens tale i mig og gennem mig, mens jeg lod sætningen skvulpe rundt i min ånd. Men hver eneste dag var der en sætning, der ligesom sad fast i min strube - "ske din vilje".
Det var en ting at bede om, at Guds vilje måtte ske på jorden som i himlene. Det var noget helt andet bevidst at bede om, at Guds vilje - og ikke min - måtte ske i mit eget liv den dag.
Da jeg omsider var i stand til at tale med Gud om denne vanskelighed og ikke længere bare ignorerede den, begyndte jeg at mærke en ændring i min respons på bønnen. Jeg bad Gud hjælpe mig med at gøre denne bøn til min bøn, min dybeste længsel. Og langsomt fornemmede jeg, at Gud svarede på mit ønske. Jeg opdagede, at jeg følte længsel, ikke bare skyld, når jeg kom til sætningen. Jeg begyndte at erfare Guds hjerte og Guds længsel inden i mig.
Der er ingen grund til, at du føler shl'ld, hvis du synes, det er svært at overgive dig til Guds vilje. Selv Kristus fandt det svært. Han, som om nogen kendte Guds kærligheds dybde og troværdighed, kæmpede også med at overgive sig til Kærligheden, som krævede, at han gav sit liv: Det virkede - og var forfærdelig unaturligt. Det togJesus en hel nats hvaler, før han kunne sige: "Din vilje ske" (Matt 26,36-46). Med sorg og fortvivlelse "til døden" (Matt 26,38) bad Jesus inderligt Gud om at befri ham fra den guddommelige viljes forpligtelse.
Men dette var ikke hans dybeste længsel, ikke hans fundamentale bøn. Mere end noget andet i verden ønskede han at kende den intime kærlighedsforening, som hans forhold til Faderen var. Hans dybeste ønske var: "Dog, ikke som jeg vil, men som du vil" (Matt 26,39).
OVERGIVELSENS FRIHED
Næst efter Jesus er der intet bedre bibelsk eksempel på overgivelse end Maria, hans mor. Som ung hinde havde Maria efter al sandsynlighed sine egne planer for livet. Hun tænkte sikkert på at blive gift og få børn. j\fen det var ikke lige den slags kernefamilie, Gud havde i tankerne for hende!
Blandt de mange grunde til, at kristne ærer Maria, er det faktum, at hun som den første kristne - den første, der accepterede Jesus i sig - er et stort forbillede på overgivelse. "Maria var den første, som accepterede, at forløsningen finder sted på en måde, som vi ikke ønsker; at den ødelægger alle vores planer, alle vores forventninger, får dem til at mislykkes."s Maria indvilligede i at lade Gud fratage hende den ene ting, som vi regner som en af vores mest basale rettigheder - retten til selvkontrol. Maria stolede ganske enkelt på, at Gud vidste bedst.
Men kun et grundlæggende biologisk spørgsmål ("Hvordan skal det gå ti!?'') og uden videre diskussion, valgte hun at stole på Gud. Hendes svar på de chokerende nyheder, som englen bragte var: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" (Luk 1,38).
Kravene til Marias tillid til Gud endte ikke ved bebudelsen. Det blev værre. I de første tredive år syntes de store løfter, Maria var blevet givet, ikke at være gået i opfyldelse. Der var kun vage tegn på, at denne søn på overnaturlig vis skulle komme til at være konge over Jakobs hus til evig tid som den
Højestes søn (Luk 1,32-33). Kun hendes absolutte tillid til Gud gjorde hende i stand til at modtage de afvisninger, som Jesus tilsyneladende gav hende flere gange Joh 2,4; Luk 8,20-21).
Ved enhver lejlighed - selv da hun stod ved korsets fod og måtte give sin søn tilbage til Gud - gav Maria uforbeholdent sin samtykke til Guds vilje. Hendes konsekvente livsindstilling var: "Jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Gud beder os ikke om resigneret at indvilge i hans plan af mangel på bedre muligheder. I lan beder os heller ikke om modstræbende at underkaste os noget, fordi vi er nødt til det.
Det, Gud ønsker, er en overgivelse, som kømmer af kærlighed og tillid. Det er, hvad vi ser i Jesu liv. Og det er, hvad vi ser i hans mors liv - kvinden, som Bibelen beskriver som "Guds benådede", fordi hun turde stole på løftet om, at Gud var med hende og for hende (Luk 1,28).
DE TO RIGER
Jo længere vi kommer i Fadervor, des mere lærer bønnen os om overgivelse. Det går op for os, at Gud ønsker, at vi (ikke jeg) beder om vores (ikke mit) daglige (ikke ugentlige) brød fra ham (ikke fra mine hænders arbejde). Hvor ydmygende er det ikke at shLllle troppe op sammen med andre for at få proviant til en dag - og så vende tilbage den næste i håb om igen at få, hvad man behøver!
De fleste af os er så gode til løbende at sikre os et forråd, at ideen om at shLllle bede om det daglige brød virker fornærmende. Men Gud opfordrer os til at droppe vores neurotiske opvisning i selvtilstrækkelighed. Han indbyder os til at overgive vores stjålne uafhængighed og bytte den til en frivillig afhængighed. Gud tager imod vores ydmyge magtesløshedsoffer og gør det til en frivillig underordning - et frit valg om at overgive vores liv, som fører til, at vi bliver forvandlede og når vores livs bestemmelse.
|
Dallas Willard skriver, at selvom vi måske ikke føler os særlig magtfulde, så har vi alle et personligt rige, som vi regerer over. Vores rige er "det område, vores handlende vilje dækker. Alt det, som vi reelt har noget at shLllle have sagt over, er en del af vores rige."9 Jeg kender mennesker, som føler, at de ikke har nogen magt over noget som helst andet i deres verden, end hvad de spiser. De sulter sig selv som en måde at udøve magt på i deres begrænsede verden. Jeg kender andre, som føler, at det eneste, de har kontrol over, er deres følelsesmæssige udtryk. Derfor udøver de denne kontrol med lige så hård hånd som en hvilken som helst monark kunne gøre. Jeg'ets riger kan være store eller små, men uanset størrelsen vil vi leve og dø inden for denne sfære, med mindre vi vover at bryde ud af den og af hele vores hjerte modtage Guds rige i stedet.
Guds rige regeres af Kærlighedens Konge og har en helt anden karakter end jeg'ets rige. Prøv at overveje forskellene:
Jeg'ets rige Guds rige .
regeres af egennytte regeres af kærlighed
fastholder slipper
præstation gave
anstrengelse accept
uafhængighed indbyrdes afhængighed
viljestyrke villighed
knyttede næver og åbne hænder
tillukket hjerte og åbent hjerte
hård og stivnakket blød og føjelig
målbevidsthed forvandling
Når jeg mediterer over, hvordan jeg hLlnne forestille mig, at jeg'ets rige ser ud, ser jeg et mørkt rum. I et hjørne sidder der en forbitret gammel mand, krumrygget efter et liv med krampagtig holden-fast og klyngen-sig-til. Jeg fornemmer en muggen lugt - et strejf af døden. Al livskraft har for længst forladt rummet, og alt, hvad der er tilbage, er i stærk forrådnelse.
Min meditation over Guds rige har et ganske andet udfald.
Jeg kan puste ud efter at have holdt vejret. Livets lethed flyder gennem min krop, og friskhed og livskraft fylder mig. Jeg føler mig fri. Jeg føler mig i live.
Måske er dine associationer, når det gælder de to riger helt anderledes end mine. :Men hvis du bruger et øjeblik på at tænke over dem, så tror jeg, de på samme måde vil afsløre kontrastfyldte billeder og reaktioner.
Når man stilles over for den skarpe kontrast, kan det undre, at disse to riger overhovedet kan eksistere side om side. Men det gør de. Mange af os - måske endda de fleste af os - har ubekvemt, men sikkert en fod placeret i hvert rige. Jesus advarede os om farerne ved at have et ben i hver lejr (Matt 6,24). Men frygt, dovenskab, grådighed, mistillid og en illusorisk opfattelse af, at vi selv er i den bedste position til at vide, hvordan vi skal navigere i livet, holder os fra en uforbeholden overgivelse af nøglerne til jeg'ets rige. Ligesom Ananias og Safira (ApG 5,1-3) foregiver vi på en tåbelig måde at overdrage nøglerne, mens vi gemmer et ekstra sæt i tilfælde af, at vi skulle få brug for at tage kontrollen igen på et tidspunkt i fremtiden. Vi holder alle muligheder åbne.
Hvis jeg skal være ærlig, må jeg indrømme, at jeg for det meste bevæger mig frem og tilbage mellem de to riger. Jeg åbner mine hænder og mit hjerte for Gud og andre, og samtidig fastholder jeg med sammenknyttede næver og viljestyrke kontrollen med livet. Jeg får øje på storslåetheden ved Guds riges vision og føler, hvor sølle og værdiløs min egen er. I næste øjeblik opdager jeg, at jeg igen har vendt mig bort fra Gud og har travlt med at forsvare mine smålige interesser og styre mit liv i den retning, hvor jeg tror lykken er.
;\Ien efter fire årtier som Jesus-efterfølger står en ting lysende klart tor mig. Jeg kan ikke selv gennemføre de åndelige forandringer, jeg gerne vil. Jeg kan ikke nå til overgivelsen alene ved hjælp af min vilje. Jeg kan ikke bare sætte min selvbestemmelse til side og en gang for alle vælge Guds vilje frem for min egen.
Det eneste, jeg kan gøre, er at tale ærligt med Gud om min sjæls virkelighed. Og jeg kan igen og igen vende mig til Gud og høre Jesu blide og indbydende ord:
Kom til mig, alle I, som slider Jer trætte og bærer tunge byrder, og Jeg vil give Jer hvile. Tag mit åg på Jer, og lær af mig, for Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for Jeres sjæle. (Matt 11,28-29)
Når jeg hører denne invitation, ønsker alt i mig at drages nær og modtage den kærlighedsgave, Jesus står for - ikke af pligt men af en brændende længsel i min sjæl. Og hver gang jeg gør sådan, bliver mit hjerte langsomt afstemt efter Guds hjerte Guds længsler bliver mine længsler, og Guds vilje bliver min vilje.
Før du fortsætter til det næste kapitel, så prøv at afsætte noget tid til i bøn at reflektere over de måder, hvorpå du fortsat lever i jeg'ets rige og modsætter dig overgivelse til den fuldkomne kærlighed. Tænk over, hvordan du bruger dine penge og din tid. Reflekter over dine drømme for dig selv og for andre. Hvad fortæller disse ting om, hvilket rige der frem for alt har dit hjerte og din troskab?
Når du overvejer disse ting, så lad dig ikke distrahere af skyldfølelse. Den vil h,m pege tilbage på dig selv og efterlade dig, hvor du før var, bare mere ulykkelig. Skl'ld cr ikke nok til at motivere overgivelse.
Bed i stedet om, at Guds længslcr og prioriteringer må blive dine. Lyt til Jesu invitation om at slutte dig til det kærlighedens herredømme, som livet i Guds rige er. Hor hans kald til at komme til ham og få den hvile, der kommer af at tage hans kors og sag op. Bed ham om fornyet taknemlighed og fornyet (eller den første) begejstring over at hunne arbejde sammen med ham for fremgangen for Guds plan om at erstatte alle dcnne verdens riger med hans herlige styre. Som Willard siger det:
"Gennemgå dine livsplaner og byg dit liv på denne utrolige nye mulighed." 10
VILJE OG OPMÆRKSOMHED
Gud er til stede i Ordet. Men guddommeligt nærvær er langt fra forbeholdt Bibelen alene. Tidligere havde jeg for vane at bede om, at Gud måtte være mig nær. Det gør jeg ikke længere. Nu beder jeg om, at Jeg må være opmærksom på Guds nærvær i mig.
Richard Rohr siger det sådan: "Vi kan ikke udvirke Guds nærvær. Vi er allerede fuldt ud i Guds nærvær. Det, der mangler, er vores opmærksomhed på det."4 At ville Guds vilje begynder med, at vi løfter vores åndelige øjne mod himlen. Bøn kommer af opmærksomhed. Faktisk springer den automatisk frem deraf 1\Ien vi skal ikke begynde at tale, før vi er opmærksomme på nærværet. Når alt kommer til alt, er det jo uhøfligt at brase ind i andres nærvær, mens man allerede shvadrer løs!
I sidste ende indeholder opmærksomhed meget større forvandlende kraft, end viljen gør. Simone Weil opdagede dette i sit bemærkelsesværdige, men korte 34-årige liv, og hendes værker indeholder en af de klareste fremstillinger, der findes af forholdet mellem vilje og opmærksomhed. Hun peger på de enorme begrænsninger, der ligger i at prøve at forandre sig selv gennem viljens beslutning. Hun begrunder det med, at når vi gør sådan, forøger vi hem vores selvkontrol og den indsnævring i sjælen, vi kalder stolthed. Forandring, som kommer af opmærksomhed, er derimod afgørende anderledes.
Opmærksomhed er for Weil ikke den aktive mentale koncentrationsproces, som folk normalt kalder for at "være opmærksom". Det handler snarere om at stille vores tanker i bero og lade opmærksomheden udvikle sig. Den ligner derfor mere bønnens åbenhed, end den ligner tænkning i al almindelighed. Faktisk, mener hun, er "opmærksomhed i sin højeste form det samme som bøn. Den forudsætter tro og kærlighed.
Fuldkommen, udelt opmærksomhed er bøn."s Vilje er ifølge Weil den forkerte måde at søge på. Når vi "vil" noget, er vores fOhl1s rettet mod problemet eller den ønskede løsning Opmærksomhed er derimod forbundet med længsel og indebærer altid en opmærksomhed på "distancen... mellem hvad vi er, og hvad vi elsker."6 Forvandling forekommer, siger Weil, når vi længes efter noget; ikke når vi bare prøver at opnå det eller skaffe os det. Enhver anstrengelse med forandringen for øje, som alene udføres med viljen, koster sjælen dyrt. Forandring, som kommer af opmærksomhed og længsel, kræver, at vores naturlige kræfter forholder sig passive. Hun skriver: "Jeg må tage al min opmærksomheds lys fra det, som jeg kalder 'jeg' og vende det mod det, som er uden for min forestillingsevne.
. . . [Det må] vendes med kærlighed mod Gud." Med andre ord siger Weil, at de ting, vi kan opnå gennem viljestyrke, er ubetydelige i forhold til de ting, vi kan modtage, når vores længsel og opmærksomhed bliver rettet mod Gud.
For eksempel kan vi ikke ville os til Guds nærvær. Vi kan hl1n give kærligheden lov til at drage os ind i nærværet. Vi kan heller ikke ved viljens magt gennemføre de vigtige ændringer, som vi dybt i vores sjæl ved er nødvendige, hvis vi skal blive hele mennesker. Vi kan bm tillade dem at vokse frem som frugter af at leve et liv i opmærksomhed på den Fuldkomne Kærligheds nærvær.
Rabbi Shapiro fortæller, hvordan en ung hasidisk jøde en dag opsøgte rabbi Yerachmiel ben Yisrael. "Rabbi," spurgte den unge mand alvorligt, "hvad er vejen til Gud?" Rabbien så op fra sit arbejde og sagde: "Der findes ingen vej til Gud, for Gud er ikke andet end her og nu. Sandheden, som du søger, er ikke skjult for dig; du skjuler dig for den."s Det er den sandhed, som er blevet forkyndt af alle store kristne mystikere gennem kristendommens historie. Og det er sandheden, som fremgår side for side i Bibelen. I sin tale på Areopagos siger Paulus, at Gud "ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi, og er vi" (ApG 17,28).
Gud er os nærmere end vores næste åndedrag. Faktisk minder Job os om, at Gud ikke bare er kilden til hvert eneste åndedrag, men at hvert eneste åndedrag er Guds åndedrag Gob 27,3).
Hvor meget mere intimt kan vores fællesskab med Gud så ikke være? Gud er ikke fraværende. Det er os, som ikke lægger mærke til det guddommelige nærvær. Det hele handler om opmærksomhed. |