Refleksioner 2019

Opdateret 02.01.2019

Jeg vil gerne dele med jer en reflektion over teksten til 1. sø. i advent om Jesu komme

 

Matthæusevangeliet 21,1-9

 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

 

 

 

Hva så præst? Jeg synes du har taget en palmesøndagstekst frem her i dag?

Rabler det ikke lidt for dig?

Jo det kunne man måske godt for en overfladisk betragtning spørge om, men det giver også god mening at tage den frem i dag på 1. sø. I advent.

 

Vi har mange slags år. Et arbejdsår, et regnskabsår, et skoleår, et sabbatsår.

Også i kirken har vi et særligt år. Et kirkeår kalder vi det sjovt nok, og det nye år i kirken begynder i dag.

 

Der er en anden stemning over første søndag i advent end over nytårsdag, for ved et årsskifte kan vi godt føle os lidt alene og usikre på, hvad det nye år vil bringe os og om vi kan klare os, og vi føler måske lidt vemod over, at tiden går, og år følger efter år og vores liv går på hæld og livsafslutningen toner frem i horisonten.

 

Men sådan føler vi det ikke ved kirkens nytår.

Det føles meget anderledes, for der er vi ikke alene med vores egne tanker, for der hører vi om kongen, der kommer til os, og vi ved, at det nye år vil bringe os mange stævnemøder med den levende Gud, gennem ordets forkyndelse, ved gudstjenester og andre fællesskaber, gennem lovsangen, gennem bønnen, gennem dåb og nadver, gennem fællesskab om troen, og som garant for disse velsignelser er Kongernes konge, der kommer til os, og i hvis evige rige vi som kristne må befinde os.

 

Alene sceneriet fortæller meget om den fantastiske konge vi har i Jesus Kristus, men måske synes vi det er vældig ydmygt, at himlens kongesøn, ham, der har skabt himlen og jorden og har den i sin hule hånd, rider på noget så ”usselt” som et æsel, og det er ikke den måde vi tænker på om statsledere, der har magt til at sætte en hel verdens dagsorden.

Vores dronning kommer i Rolls Royce, EUledere, verdensledere og statsledere kommer mindst i Audi eller Mercedes, og det skal alt sammen udstråle magt og pondus, men det er dog kun fordi vi lever i en verden, hvor der er etiketter for, hvad der skal ske, når statsledere, konger og andre vigtige standspersoner er på farten og lader sig se.

 

Men sådan er det ikke omkring kongerne konge, Jesus Kristus. Han knytter sin kongeværdighed til Biblens omtale i Zakarias kap. 9, hvor der står: ”Bryd ud i Jubel Zions datter, råb af fryd Jerusalems datter. Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl”

 

Jesus kommer ridende på et æsel, men hvorfor så enkelt og simpelt?

Måske kan et lille tidshistorisk tilbageblik være med til at fortælle os hvorfor.

 

Jo se, en rigtig hersker, der virkelig havde magten og ikke frygtede for sin position kom altid på et æsel, og det signalerede, at herskeren kom med fred, og at man ikke havde noget at frygte, og der er billeder og tekster fra det mellemøstlige område, så langt tilbage som for 5000 år siden (altså 3000 år f. Kr.) - fra Tyrkiet i nord og langt ned i de arabiske lande - der beskriver, at når konger, dronninger og – for den sags skyld guder -  skulle fra det ene sted til det andet, i - om man så må sige – officielt ærinde, så foregår det  ikke til hest, ikke i bærestol, ikke i vogn, men på et æsel, et trækdyrs føl, og derfor er det ikke tilfældigt, at det er et ydmygt, for nogle et latterligt ydmygt dyr, æslet, som profeten Zacharias hiver frem af posen til profetien om den nye verdenshersker, Jesus, og som alle evangelisterne refererer til. Men det er det helt rigtige dyr, der vælges - et ridedyr, som en ”rigtig” konge skal ride på, når han kommer på officielt besøg, og det er, hvad der er tale om hin palmesøndag for de mange år siden.

Æslet understøtter den ”ægte og rigtige” konge, der ikke har behov for at ”stive sig af” med heste, soldater, elefanter, Mercedes er eller Audier.

Og Jesus understøtter ekstra freden ved at æslet endda havde sit føl med. Hvor fredeligt.

Æslet og føllet ”garanterer” at Jesus er en ægte og rigtig konge, der ikke kommer med magt, og der er en situation i GT, som belyser og underbygger det.

I 1. Kongebog 1:34f læser vi om striden om tronen mellem Davidssønnerne Adonija og Salomon.

Kong David er gammel og svag, men ikke død endnu. Adonija lader sig hylde til konge med stort gæstebud, hest og vogn og en livvagt på 50 mand. 

Men kong David trodser sin oprørske og magtfulde søn, og fører sin vilje igennem ved at lade sin søn Salomon ride på et mulddyr (krydsning af et æsel og en helst) til Gihonhilden, hvor han salves til retmæssig konge over Israel.

Og vi ved jo også, at han var udvalgt af Gud til konge, og Salomon behøvede derfor ikke at stive sin ”falske” magt af som Adonija.

 

Jesus opfylder og udfylder profetien fra Zak 9 og er den rigtige konge, fredskonge, og selvom der måske var 2,5 millioner, der ifølge nogle bibelfortolkere, var presset ind i Jerusalems gader hin palmesøndag (måske i år 32), og det er da et optog, der er til at få øje på, men vi hører ikke om, at kongen  (Jesus) af den grund vælger at nå sit mål ad nogle sidegader eller i en sen nattetime.

Nej for Jesus lader sig ikke sådan skræmme eller true af ledere, medløbere, folkestemning eller andet.

Hans gør,  som salmedigteren Thomas Kingo i 1689 i DDS 176 siger:

 Dog vil han fri i sinde

mod sine fjender gå;

han ved, han skal dem binde

og evig sejer få.

 

Her er han, som vil løse

hver syndebunden træl;

her er han, som vil øse

trøst i hver bange sjæl.

 

Her er han, som vil favne

dig med sin kærlighed;

her er han, som vil gavne

dig med sin blodig sved.

 

Jesus er ikke et magtmenneske i gængs forstand, og han signalerede en anden konge- og ledelsesstil gennem valget af æsel og føl i modsætning til en fyrig hingst, eller en elefant som hærføreren Hannibal fra Karthago i Den anden Puniske krig i 218 f.Kr.

Jesu ”magt” skulle ikke true og skræmme, og dog er hans magt større end de mest skinnende våben kan demonstrere.

 

Denne verdens magtmennesker har måske nok høje embeder, men i sig selv er de kun mennesker.

Når de tager hjem fra kontoret, så lægger de det fine tøj, så bliver de måske urimelige over for kone og børn, eller de bliver til små mennesker, som ikke kan falde i søvn på grund af bekymringer, trods al den magt de har, når de træder ind på de fine kontorer.

 

Anderledes med Jesus.

Bag hans kongedømme står de rigtige kræfter, hele tiden, men det ved dog mange i dag - som dengang - ikke, men de skal vide, at han lige fuldt i dag er himlens konge, en evig konge, vores konge, og --

han kom og kommer - ikke for at ødelægge, men for at elske.

han kom og kommer ikke for at fordømme, men for at hjælpe og frelse.

han kom og kommer ikke med våbenmagt, men i kærlighedens styrke.

 

Og han er ikke blot til skue, så vi frit kan se på.

Han ønsker at røre ved os, bo i vores hjerter ved troen, og i sin kærlighed og nåde vil han bo og fylde os med en fred, en glæde og en livskraft, som kun han kan give.

 

Det er hilsenen til os denne 1. sø. I advent, at Jesus rider ind i vort nye kirkeår, som frelser og befrier og svarer på hosi­annaråbet og -bønnen: ”Herre frels dog” med et "Det er fuldbragt" .  

 

Og derfor vil vi også på denne dag hylde ham, hylde ham for hans villighed til at frelse og endnu et år drage ind i vores kirkeår med sin nåde og kraft, og derfor skal også vore hosiannaer lyde fra vore hjerter denne dag, ægte og ydmygt: ”Herre frels dog”, men også vort halleluja, vores lovprisning til ham skal klinge, fordi han for os har svaret på bønnen: ”Herre frels dog" med sine mægtige gerninger lige siden, og hvor vi i årtusinder har set og været vidner til, at sejrskræfterne han bruger og udløser i vores sted er virksomme --

at kærligheden sejrer over hadet.

at synden og døden må vige.

at Guds kraft har tilføjet ondskabens fyrste et heftigt nederlag.

at  Helligånden er udgydt iblandt os og virker på en mægtig og overbevisende måde, hvorved Jesus får plads som en tydelig og overbevisende konge i det Gudsrige, han selv har oprettet ved sin død og opstandelse for din og min skyld, og i dette gudsrige er han stadig virkelig og nærværende den samme: Frelseren, den ydmyge, kærlige og samtidig strålende, stærke konge, der også snart kommer igen for at oprette Guds rige i al sin herlighed og i den anledning også skal dømme levende og døde, som vi har sagt det i trosbekendelsen.

 

Som Guds folk har vi en konge, som giver os en evig fred og glæde, og hos den konge må vi søge ly og læ, styrke og ro. 

I os selv er der uro og forandring, og vi skifter tøj efter forholdene, festtøj eller sørgetøj, det fine kontortøj eller det slidte arbejdstøj. 

Men når vi holder os til Jesus, så har vi på en måde i åndelig forstand altid festtøjet på, for festens Herre er kommet, og kommer, og hans nærvær lægger op til fest og glæde i dag som dengang uden for Jerusalem, og den glæde og den feststemning kan ingen tage fra os, og ingen kan frarøve os den styrke og ro, som vi må hvile i, når Jesus er vores konge.

 

Til slut skal nævnes, at indtoget også peger frem mod det helt store indtog, hvor jubelen ikke skal forstumme:

”Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og tungemål. De stod foran troen og foran lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på troen, og fra lammet” ÅB 7,9-10.

 

Så tag ikke fejl af Jesus på æslet med føllet.

Han er kongen. Frelserkongen. Han kunne være kommet i magt og herlighed dengang, men så var du og jeg ikke blevet frelst først.

Han måtte besøge os i ydmyghed og løskøbe os, og samle sig et folk, som han kan fremstille dadelfri for sin faders trone.

 

Amen og kort bøn

 

Ord efter Irenes tungetale kl. 9,50 og efter at jeg i morges (30. nov) i sengen havde en fornemmelse af, at der var nogle ord, som måske skulle afslutte min prædiken på søndag. 1. sø. I advent.

Velkommen til mit nye år.

Grund grundigt over inkarnationen, at jeg blev menneske, vandrede iblandt jer og gjorde mit store frelsesværk.

Nytåret vil bringe jer nåde og fred, kraft og kærlighed, vil bringe jer vækst og fornyelse, bøn og lovsang, tilbedelse og ophøjelse af mig, lyder det fra Herren.

Det vil for jer være året med nye kald med mulighed for at udvise mod, vise kraften i min opstandelse og vise, at jeg kan skabe nyt, og at jeg kan genoplive det, der er på vej til at dø, og at jeg kan genrejse fallerede mennesker, som jeg elsker dybt, lyder det fra Herren.

Det nye år vil bringe jer overraskelser, glæder og sorger, sorgen over synd, umenneskelighed og hårdhed i hjerterne, lyder det fra Herren

Men det bliver også året, hvor I skal se mig gøre store ting iblandt jer, lyder det fra Herren.

I vil opleve at komme til kort med jeres egne planer og tanker, og I vil se mig gøre underværker, som I hidtil kun har drømt om, lyder det fra Herren

Husk, at jeg ikke er en slagen Herre, men det er mig, som fører fjenderne i sejrstog sammen med jer, lyder det fra Herren.

Jeg står stadig ved roret i min kirke, mit skib og jeg vil lede jer til fangststederne, lyder det fra Herren.

Tag ikke fejl, jeg er ikke svag og jeg er ikke trådt i defensiven, og denne verdens fyrste skal mærke hvem, der er sejrherren, lyder det fra Herren.

I skal se og følge med i, hvad jeg gør overalt på jorden i disse sidste tider. Folkeslag efter folkeslag vil åbne sig for mit ord, men der vil være megen modstand - som altid - lyder det fra Herren.

Tænk på den sejrende flok, som har nået herligheden og vifter med palmegrenene, lyder det fra Herren. Amen

Jeg vil gerne dele med jer nogle tanker fra min prædiken i Silkeborg Oasekirke den 21. okt. 2018

 

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Lukasevangeliet 13,1-9

 

 

Hvad lægger I særligt mærke til i denne tekst?

Kig på den et øjeblik.

Tal med sidemanden om hvad du lagde mærke til.

Jeg er faldet over tre ord. Det ene er ordet ”omkomme”, som overgår nogle mennesker på forskellig vis (en henrettelse og en ulykke) og som også kan overgå figentræet.

Det andet ord er ”omvendelse”, og det tredje ord er ”frugt” - tre ord, der er med til at bære det, jeg vil dele med jer i dag

Jesus har taget den alvorlige mine på i dagen tekst, ikke bare i forhold til dem, Pilatus brutalt har henrettet, eller de 18, som tårnet i Siloa væltede ned over, næh - mere det alvorlige, som Jesus - hele to gange - siger: ”Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.”

Det fortæller os at der er noget, der er værre end de to omtalte ulykker, nemlig det, som Biblen kalder den evige død, fortabelsen, døden, der for tid og evighed parkerer os på fortabelsens sæder, i Helvede, i al evighed, borte fra Gud, og den forbandede plads får man, hvis man - som Jesus siger det - ikke omvender sig, ikke vender sig mod Gud, ikke søger frelsen hos ham, ikke søger tilgivelse for sin synd hos ham.

Hvis vi ikke omvender os, kan vi ikke undgå undergangen, katastrofen over alle katastrofer, værre en den, der overgik de stakkels mennesker i Pilatus´s blodorgie og i tårnulykken. 

Pyh ha. Det er hård tale og en dundertale, der vil noget, og når så voldsomme ord af Jesus lyder, så er vi da nødt til at tage det op, og alt andet ville da være at forråde Jesu ord - og hinanden


Omvendelsen.

Opfordringen til omvendelse er et centralt tema i både GT og NT.

Begrebet omvendelse spiller en vigtig rolle i historien om israelitterne og deres forhold til Gud, og folkets overlevelse afhænger simpelthen af, at de holder sig til Herren, til Gud, og GT er fyldt med eksempler på folkets frafald og profeternes stædige insisteren på, at folket igen og igen skal omvende sig til Gud.

Allerede Johannes Døber har en klar holdning til omvendelsen: ” I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær” Matt. 3,1

Og Jesus begynder sin tjeneste med nogenlunde samme ord. Da han kom til Galilæa, sagde han »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! Mark 1,14f « eller i Luk. 5,32”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige men syndere til omvendelse.«

Også Jesu disciple var klare i spyttet. Mark 6,12: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig”.

Da apostlene efter Jesu død og opstandelse etablerer de første kristne menigheder, læser vi dette: - ”og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre brødre?« (Ap.G 2v38) Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse så skal I få Helligånden som gave. Og Ap.G. 17: ”-- og da Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker at de alle og overalt skal omvende sig v31 for han har fastsat en dag da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed...”

Og helt til sidst i Bibelen hedder det (Åb. 3,3): ”Husk derfor hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det og omvend dig!”  

Ordet omvendelse kommer af et græsk ord, der hedder «metanoia» og som betyder «at skifte sind».

I engelske bibler oversættes ordet gerne med «a change of heart» - et hjerteskift.

Omvendelse handler om et hjerteskift, et sindsskifte, et kursskifte, et retningsskifte, et målskifte, en venden sig til Jesus og følge ham.  

David Benner har skrevet en vidunderlig bog om dette emne. "At overgive sig til kærligheden” og her siger han om processen: ”Omvendelsen vil altid indebære: Opvågnen (hvad!), bevidstgørelse (ok!) og (af)klaring (selvfølgelig!),

Så at omvende sig er at begynde et nyt liv med Gud og på den måde begynde en lang forvandlende rejse.

Mit eget eksempel

Så for mig blev det til en død over det gamle rige, hvor jeget (mit ego) herskede og en opvågnen til et nyt liv og en overgivelse til Gud, en laden Jesus blive polen for mit hjertes kompas.

En del vil som jeg skrive under på, at omvendelsen blev et skelsættende møde med Jesus.

Men se. Det kan godt være du sidder her og siger: i 1987 gav jeg mit liv til Jesus. Og så?

Ja, så vil jeg gerne sige, at så let slipper man ikke, for Luther ånder os i nakken og taler frimodigt om en daglig omvendelse, et kald til at vende sig til ham og overgive sig til ham hver eneste dag i livet.

Ørkenfaderen Antonio  (250-350) sagde således: ”- Hver dag må jeg sige til mig selv, at i dag begynder jeg!”

Omvendelse er en livslang forvandlende proces og der vil ikke gå en dag uden at du og jeg stilles i valgsituationer, i valget: Er det her noget, jeg skal vende mig fra?

For kort tid siden tog Irene og jeg en beslutning – Vi ville ikke se TV før vi kom hjem fra Sri Lanka.

Jeg tror vi alle hver eneste dag står overfor udfordringer, som kalder på et valg. Skal det her styre mit liv eller hvad? Tør jeg sige nej til Facebook, bilskift, det ofte meningslæse tidsfordriv, de heftige tid(s)røvere af forskellig slags, og som stjæler tiden til fordybelse, bibellæsning bøn osv.. Var den handling her nødvendig? Hvorfor tog du ikke det her valg i stedet for?

Daglig støder vi på små og store beslutninger og mange af dem blander vi måske slet ikke Gud ind i.

Men er det rigtigt at holde Gud udenfor?

Daglig omvendelse og overgivelse til min Herre og skaber, til min frelser, Jesus Kristus og hans ubetingede kærlighed vil forvandle både dit og mit hjerte og med tiden også din og min vilje, og den guddommelig kærlighed vil sætte dig og mig i stand til at foretrække Guds vilje frem for vores egen, og denne daglige omvendelse gør, at vores kristenliv bliver mere end et selvhjælpsprogram, bygget på anstrengelse og beslutsomhed.


Frugterne og Guds tålmodighed

Det sidste jeg skal vende med jer, er en følge af omvendelsen - det er at bære frugt som kristen, og vi har en fin detaljeret beskrivelse af en vingårdsejer, der i vingården har et ufrugtbart figentræ, som han rimeligt nok dømmer til døden med nogle velplacerede øksehug. Rimeligt nok, da den er plantet i en vingård, med dens fine muld, og den fine pasning den samtidig får betyder, at et sådant figentræ normalt er vildt frugtbar, og giver nogle fede frugter (min biologilærer fortalte mig i 1971, at figner er en de frugter, der indeholder næsten alt, hvad vi har behov for af næringsstoffer).

Trods den truende dødsdom beder gartneren for træet, og får lov til at grave, gøde og rodbehandle, (chokbehandle den) ved at skære rødderne af den i nærheden af stammen. Denne chokbehandling fik ofte træerne til at sætte nye rødder og frugt.

Hvad vil Jesus fortælle os med den lignelse?

At gartneren er Jesus, der går i forbøn for os er uden tvivl, hvad Jesus vil fortælle med den lignelse, og at han jo på sin vis rammer plet med beskrivelsen af os, som nogen, der har rødderne i fed og næringsrig jord, og hvor vi er placeret i et godt land med velstand på alle hylder, gode kirker, gode familier måske, gode uddannelser, gode interesser, og så alligevel kan vi ved et ærligt (selv)eftersyn, se, hvor ufrugtbare, vi ofte er i den vingård, som Gud har sat os i, men hvor vi ofte ikke bærer den frugt for Gud, frugt for Guds rige, som Gud ønsker af os.

Kan ikke dy mig for igen at trække Johannes Døberens udsagn frem, hvor det hedder i Matt 3,8f: ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, --  Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.

Av den sved, men rammer jo egnt ganske meget plet i forhold til vores liv, og er på mange måder et godt billede på vores liv.

Men frugterne kommer ikke af, at vi tager nogle tungere (åndelige) håndvægte, hopper i (det åndelige) træningstøj eller begynder at stramme os an.

Næh frugterne fremkommer på den måde, som Jesus omtaler i Johs 15,4: Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.   

Det betyder udlagt at Gud i sin kærlighed ønsker at plante vores livtræ, vores figentræ i Guds rige og at det forventes, at vi sætter og bærer omvendelsens frugter: tro, lydighed, ydmyghed, næstekærlighed eller som Paulus siger det i Gal 5,22:  Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. – og meget andet, som Gud i sin nåde vil skænke, men findes frugten ikke, trods Herrens overbærenhed og tålmodighed, så falder dommen, hammeren, øksen.

Vi skal ikke stå ufrugtbare i Herrens vingård, og ikke udsætte troens liv og praksis til engang vi får tid eller til engang, når vi på vores gamle dage er mere »modtagelige« for Jesus og hans ord.

Vi må gribe Jesus, gribe ham i nuet og leve det troens liv, som Gud forventer af os, for da sætter troen frugt.

Der var engang en grafitti, der lød: "Du har ikke en chance. Brug den!"  - men Jesus siger: "Du får en chance. Brug den!"

Gud giver os ofte en frist. Denne frist vil gartneren (Jesus, menigheden, Helligånden) bruge, og gartneren vil grave omkring træet og gøde det.

Og i denne "fristtid" vil han igen og igen forkynde sit glædelige evangelium om livet i Guds rige og kalde mennesket til omvendelse, tjeneste og frugt.

Et profetisk ord til slut: ”Tro på Gud og tro på mig! Lad min Ånd røre dit hjerte, så ordet må slå rod og forvandle dig fra at være en der skal hugges om til at være en retfærdiggjort synder, der må leve og bære frugt for mig ved min ånd, lyder det fra Herren”.

Amen

+ Kirkebøn