Opdateret 23. sept 2015

Refleksioner 2015

November 2015

 

Der tales lige i tiden en del om profeter og profeters rolle i menigheden/menighederne, og i den forbindelse har jeg kopieret et par afsnit fra David R. Hudsons bog, som jeg her gengiver råt for usødet. Der kan være meninger, jeg selv selv ser anderledes på, MEN DET ROKKER IKKE VED AT HAN HAR NOGLE GODE POINTER.

Iøvrigt er det godt at læse hele bogen

 

KAPITEL 9

Sande og falske profeter

Hvad er forskellen på en sand og en falsk profet? Det er der mange mennesker, der er forvirrede omkring. Men svaret er ret enkelt: Det afhænger helt af den enkelte profets karakter.

Nogle vil måske spørge: "Hvad nu, hvis de slet ikke hører Gud, eller at de er mere synske end de er bibelske profeter? Hvis nogen profeterer fra den forkerte kilde, dvs. hvis de lytter til dæmoniske ånder i stedet for Helligånden, så skulle du som kristen være i stand til at opdage det. Måske fanger du det ikke med det samme, men efter en tid vil du vågne op og vide, at der er noget galt. Du mærker en fornemmelse i din ånd, der siger, 'det her er ikke rigtigt'. Det er ret almindeligt i verden i vore dage, at mange blander mærkelige mystiske oplevelser eller new age principper med det profetiske. En test, du altid kan anvende: Hvis du hører nogen profetere noget, der ikke stemmer overens med Guds Ord, så er det ikke fra Gud. Normalt vil du fange det med det samme. Alene det vil udelukke dem fra at få mulighed for at tale ind i dit liv.

Lad os se på en anden situation, hvor der er to profeter, som giver fantastiske og præcise ord. Ordene kommer fra Guds Ånd, og de er helt tydeligt bibelske. De rammer præcist. Lad os nu sige, at den ene profet virker med mere kraft end den anden - hans salvelse, hans gave giver gennembrud, og han formidler Guds nærvær i et møde. Alt synes i orden, men han har et problem. Han er vild med kvinder, begærer dem og skjuler den synd. Den anden profet virker ikke med den samme kraft, men han har en fin salvelse og et godt, trofast forhold til sin kone. Hvad er forskellen? De profeterer begge sandt, og de virker begge med kraft. Hvem er sand og hvem er falsk, eller kan de begge være sande profeter?

Forskellen mellem en sand og en falsk profet er deres karakter. Det har intet at gøre med, om de kan bringe et sandt ord. Det er altafgørende, hvordan deres karakter er. Balaam profeterede rigtigt (20). Ezekiel lavede fejl. Han profeterede, at en by ville blive ødelagt på en bestemt måde, og det skete ikke (21). Vi ved, at Tyrus blev ødelagt af Alexander den Store, men ikke helt pcl den måde, som Ezekiel profeterede. Tog han fejl? Delvis, men han var 99,9 'X) korrekt. Var han en falsk profet? Nej, det var han ikke. I Apostlenes Gerninger 21 var der en mand, Agabos, der gav et profetisk ord til Paulus. Han kom og viklede et reb omkring sine hænder og sagde, "På denne måde vil jøderne fængsle dig."

Vi havde været der i flere dage, da der kom en profet fra Judæa, som hed Agabos. Han kom hen til os og tog Paulus' bælte, bandt sine fødder og hænder med det og sagde: "Dette siger Helligånden:

Sådan skal jøderne i Jerusalem binde den mand, som ejer dette bælte, og de skal overgive ham i hedningers hænder." (Ap.G. 21:10-11)

Da denne begivenhed så indtraf, var der ikke noget reb rundt om hans hænder - det var lænker, og romerne tog ham til fange for at redde ham fra jøderne. Hensigten med det ord, der blev givet til Paulus, var ok; men beskrivelsen af, hvordan det skulle ske, var ikke korrekt. Agabos fik det 50 % rigtigt, men han er stadig en sand profet, fordi han har en fin karakter.

Hele byen kom i bevægelse, folk stimlede sammen, greb fat i Paulus og slæbte ham bort fra templet, og portene blev straks lukket. Da de ville til at slå ham ihjel, gik der melding op til kommandanten for garnisonen om, at hele Jerusalem var i oprør. Han fik straks fat i soldater og officerer og skyndte sig ned til dem. Ved synet af kommandanten og soldaterne holdt folk op med at slå Paulus. Da kommandanten kom derhen, lod han Paulus gribe og befalede, at han skulle lægges i to lænker. Så spurgte han, hvem Paulus var og hvad han havde gjort. Men nogle i skaren råbte et, andre noget andet. På grund af larmen kunne han ikke få noget sikkert at vide og befalede så, at Paulus skulle føres ind i borgen!. Men da Paulus nåede hen til trappen, måtte hall bæres af soldaterne, fordi skaren pressede voldsomt på. (Apg 21,30-35)

Det er vigtigt at du forstår dette. Sande profeter kan godt profetere forkert. Falske profeter kan profetere rigtigt. Se ikke bare på gaven - nyd den, men døm ikke ud fra den. Se på mandens karakter. Tag aldrig imod et profetisk ord fra en person med en dårlig karakter.

Alle laver fejl i deres liv. Alle synder. Jeg taler ikke her om en enkelt synd, som nogen falder i, men om et mønster, der har fulgt dem i årevis. Den første profet, som jeg beskrev ovenfor, har et problem med kvinder. Hvis han underlægger sig et team, hvis han er ansvarlig på det område, hvis han bekender og går gennem en proces med genoprettelse, vil han være en sand profet, selvom han har et problem.

Hvis han ikke er underlagt nogen, og han har et vedvarende mønster, som han skjuler og ikke gør noget ved, vil han blive opdaget. Han opererer som en falsk profet, og Gud vil på grund af sin barmhjertighed sørge for, at det problem med hans karakter bliver afsløret. Dette er vigtigt. Det er meget vigtigt! Jeg tror på, at profeter skal være ansvarlige over for et team. Det har vi alle brug for. Det er vigtigt at have et sikkerhedsnet.

Jeg kender en mand, som var en af de stærkeste profetiske røster i det sidste århundrede. Han havde en utrolig gave. Han kunne fortælle dig alt muligt om dit liv. Han kunne beskrive farven på dine møbler i dit hjem og nummeret på din nummerplade på bilen. Det var utroligt, hvor nøjagtig hans gave var. Han var med i mægtige vækkelser, men han havde et problem med misbrug af penge og sex. Det blev afsløret til sidst og fjernede ham fra tjenesten. Det var så tragisk, men det kunne være undgået. Han havde aldrig haft det "sikkerhedsnet", som jeg har beskrevet for dig. Han var ikke ansvarlig over for nogen og aldrig en del af et team.

Så var han sand eller falsk? På det tidspunkt var han falsk.

Hvis han havde været villig til at gå gennem en proces med at underlægge sig pålidelige ledere, og hvis han var blevet holdt ansvarlig, ville Gud have forbarmet sig.

Du tænker måske på, hvem jeg er ansvarlig overfor. Det er et spørgsmål, du har ret til at stil1e enhver profet. Jeg har en pastor, David Richards, som bor udenfor Basingstoke i England. Jeg er også ansvarlig over for en gruppe kirker i USA. De har kendt mig i mere end 20 år. Du kan ringe til dem. De kan fortæl1e om alle mine dårlige sider(!) I Danmark har jeg en bestyrelse bestående af erfarne ledere, som har ansvar for økonomien omkring min tjeneste. Det er vigtigt at have forbindelser. Så har jeg min kone. Hun er mere åndelig, end jeg er. Og hun ser ikke på mig, som en profet, men snarere som ægtemand og far. Jeg er så taknemmelig til Gud for min Patricia.

Lad mig bede for dig nu, mens du er ved at læse dette.

Helligånd, jeg takker dig for din godhed. Tak fordi du er med os. Gud, jeg takker dig, at du bringer din kærlighed og din overbevisning. Du afslører, hvad der sker, så vi kan gøre noget ved det. Gud, du overlader os ikke til os selv, men du leder os ved din barmhjertighed, og du beskytter os med din kærlighed. Gud, vi har brug for din berøring, og vi har brug for det profetiske i vore liv. Vil du ikke nok give os indsigt i, hvad der er rigtigt, så vi ikke efterstræbe r gaven, men er i stand til at gribe karakteren. Lad din Ånd nu komme og berøre dem, der læser denne bog. Løft dem, og !ad dem blive opmuntret. Før dem videre i deres liv med dig. Undervis den. om den profetiske proces og de grundlæggende værdier i forhold til opbyggelsen af karakteren. ! Helligånd, kom og rør ved os nu.

Hvis du er på vej ind i det profetiske, spekulerer du måske over, hvordan du vil kunne lykkes i det. Måske ser du dit liv som noget rod! Gud arbejder altid med os, der hvor vi er, men han lader os ikke blive der. Vores beslutning kan ændre hele situationen. Du kan have æret i en periode, hvor alt rablede, og du blev så deprimeret, at du gav efter og gjorde ting, som du vidste, var forkerte. I dag er det en ny dag. De beslutninger, du tager i dag, afgør din karakter og fundamentet for din tjeneste i morgen. Vi må alle begynde et sted. Gud arbejder i os ud fra det stade vi befinder os pc), men han vil ikke Jade os blive der.

 

KAPITEL 12

Fire typer af profeter

Bibelske profeter kan grupperes i 4 typer. Åbenbaringsprofeter (mystiske), gennembrudsprofeter, strategiske profeter og seere.

 

Åbenbaringsprofeter

For det første er der dem, der virker gennem åbenbaring De får altså budskaber fra Gud, der er forbløffende. De får ligesom Ezekiel meget detaljerede billeder, der er så præcise, at man mel holde vejret! De virker med åbenbaring, og du forbløffes over, hvad de kommer med. Jeg kan godt lide den slags profeter. De har kun et problem. De er meget mystiske, og de har hovedet i skyerne det meste af tiden.

Da jeg begyndte min profetiske tjeneste, var jeg sådan.

Jeg var en ung hippie, og jeg fik alle mulige forskellige åbenbaringer. Jeg kunne komme med udtalelser og beskrivelser, som ingen forstod. Jeg forstod det nok heller ikke selv, men det forhindrede mig ikke i at komme med dem. Heldigvis for mig havde jeg et team omkring mig, sorn blev ved med at fortælle mig: "Lad være med at være mystisk i dag. Vær normal" De spurgte mig, "Hvilken stor åbenbaring har du modtaget fra Gud i dag?" Efter at jeg havde forklaret mine nye ord eller bilIeder fra Helligånden, frustrerede de mig ved at sige, "Hold da op, det er virkelig Gud! Det er så stærkt.

 

Lad os tage på fisketur." Det var godt for mig at have sande venner, som holdt mig fast på virkeligheden. Der er ikke noget galt i at have hovedet i skyerne, så længe du også kan have benene på jorden.

 

Gennembrudsprofeter (inspiratorer)

Den næste type profet er profeter, som bringer inspiration og gennern/Jrud. De inspirerer og motiverer mennesker til at opleve Gud. De lever for at bringe gennembrud i dit liv. De er ikke glade, før du befinder dig på gulvet, vrælende som en baby. De ønsker gennembrud i dit liv, og de er ikke tilfredse, eller føler at Gud virkelig er til stede, før de oplever stærke manifestationer af Helligånden i et møde. De ønsker at motivere dig. De ønsker et gennembrud. De prædiker som vildmænd. De prædiker, indtil de oplever en 'besøgs' salvelse - Det er, når Gud kommer til stede, og alle ender med at blive båret ud. "Nej! Sikke et møde! Sikke en salvelse! Hvilken Gud! Sikke et gennembrud! Halleluja! Vi mødte Gud!" Problemet er, at når profeten kommer, bringer han et gennembrud. Men når han tager af sted, tager han det normalt med sig. Hvad godt er der ved det, hvis han ikke er i stand til at lære dig, hvordan du fortsat får følelsesmæssige gennembrud i dit liv? Det er vidunderligt for dig at ligge og græde som en baby på gulvet eller blive båret ud fra et møde, men hvad så når festen er forbi? Jeg har flere gode venner, som er gennembruds-profeter, og jeg elsker dem virkelig. De prøver altid at skabe et alter, hvor mennesker kan møde Gud. De skaber et møde, hvor du vil give gensvar på den særlige besøgs-salvelse ved at åbne op for alteret i dit liv og lade Gud sende Helligåndens ild til at opflamme dig. De ønsker at se Helligåndens ild i hvert eneste møde. De er ikke tilfredse, før du bøjer knæ for Gud. De er ikke ondskabsfulde eller manipulerende, men de brænder for at se mennesker møde Gud og opleve Guds nærvær.

Jeg kender en profetisk broder, som er den bedste til at bringe gennembrud 3f de, jeg har mødt. Han er en tornado, når han kommer ind i en kirke. Han er utrolig. Det eneste problem er, at du virkelig er glad, nc1r han tager derfra. Når han kommer til en kirke, tager hvert møde 7 timer. Bagefter vil han ud at spise, og han profeterer stadig til mennesker, mens han spiser. Han betjener mennesker og prøver at få folk i restauranten frelst. Han er konfronterende, men mennesker oplever altid Guds nærvær ved hans møder.

Disse profeter bringer normalt en forløsning af Guds nærvær på en stærk måde, som hjælper kirken til at tage det næste skridt. Når profeten samarbejder med kirkens ledere, kan det gennembrud bevares, og så vil der være varig forandring. Gennembrud kan være en vidunderlig ting. Det gør os sultne efter Gud og motiverer os til at opleve ham på nye måder. En gennembruds-profet virker i ord og i Ånd.

Vi har brug for gennembruds-profeter i kirken i dag for at vække os af vores søvn og hjælpe os til at gå fremad.

Når vi har brug for gennembrud, har vi behov for en gennembruds-profet. Ingen andre bringer gennembrud som den slags tjenester. De er ligesom Elias, der kaldte ild ned på bjerget, Karme!.

 

Strategiske profeter

Der er profeter, der ligesom apostle kan se, hvordan tingene passer smmnen. De har et strategisk gen i deres profetiske udrustning. Dc tænker faktisk mere som apostle end som profeter, fordi de forstår bygge-processen. De har måske noget af åbenbarings - delen, men ikke så stærkt som andre profeter. De kan også have noget af gennembrud s-salvelsen, men sikkert ikke så meget som andre. Hvad de bringer med sig, er en forståelse for, hvad der skal ske, og hvornår det vil ske. De kan se på situationer i kirker og i menneskers liv og vide, hvilken proces eller løsning, der behøves for at bringe forandring. De prøver at bringe en indre struktur i dit liv, så du bliver i stand til at rumme de ting, som Gud ønsker at give dig. Så kan du gøre fremskridt i det.

Lad mig give dig nogle eksempler for at hjælpe dig til at forstå de tre typer, vi har diskuteret indtil nu. I Det gamle Testamente møder du profeter, som virkede med åbenbaring. Det klassiske eksempel er Ezekiel. Denne fyr havde information. Han havde alle mulige visioner, og hans visioner er ligeså utrolige i dag, som de var da han modtog dem.

Se) var der profeter, som virkede med en gennembruds-salvelse. Hvad med Elias? Han bragte gennembrud. Han var utrolig. Med hans evne ti] at konfrontere og den særlige besøgelsestid, der var over hans liv, gjorde han mange vidunderlige ting. Men der er en god og en dårlig side ved den form for gave. Da Elias nedkaldte ild, der opbrændte offeret, var alle forbløffede. Det næste, han gjorde, var, at han skar hovederne af 300 Baals-profeter. Hvilken vækkelse! Men tænk engang. Der var 300 familier i Israel, der mistede deres fædre og sønner. Hvorfor tror du, han løb for livet? Den gode side af gennembrud er, at du får ilden. Den dårlige side er, at det som regel ender i noget rod.

Når Helligånden kommer til stede i dit liv og din kirke, kan Guds nærvær tage sig af alle områder af behov eller synd. Han afdækker altid, hvordan det står til og beder så dig om at ordne det. Ønsker du, at Helligånden skal afsløre ukrudtet i dit liv? Prøv at tænke dig om. Hvor meget ukrudt gemmer du i din have? Når der kommer en gennembrudsprofet, vil han afsløre ukrudtet i din have. Du vil opleve din besøgelsestid, men så kommer have-arbejdet. Nu tror de fleste af os, at det er sådan, profeter skal virke. De irettesætter, de ødelægger, de renser ud, de er som Jesus, da han rensede templet og væltede bordene.

Lad os nu forestille os dette fra præstens synsvinkel. Ønsker du virkelig at slippe den slags vilde tyre løs i din kirke?

Ønsker du, at han skal afsløre ukrudtet i din have? Det er problemet med en gennembrud s-profet. Hvis de ikke forstår grænserne for, hvad de skal gøre, bringer de ild, men også forvirring. De bringer den dårlige side af gennembruddet. Lad mig sige det sådan her - når du lader sådan en profet tjene i din kirke, tager det dig et år at komme dig over det møde. Det kan blive et fantastisk møde. Gud kan have virket vidunderlige ting. Men så har du en række af rådgivningsproblemer, som du er nødt til at tage dig af i menneskers liv, både gode og dårlige problemer. Nu forstår du, hvad pastorer tænker i forhold til dette, og hvorfor de er bare lidt nervøse for den her slags profeter. De er altså også lidt nervøse, når profeter, der bringer åbenbaring, kommer, fordi de ser dem og spekulerer over, hvad de vil gøre og sige i dag. For at begge af disse slags profeter virkelig skal kunne lykkes i opbygge kirken er nøglen ydmyghed og samarbejde med kirkens ledere.

Så har du strategiske profeter. Når de kommer til din kirke, tager det dem kun 5 minutter at se, om der er noget galt.

De kan gøre dig meget nervøs, for hvis de fortæller dig om det, har du et ansvar for at tage dig af det. }-Ivis de ikke har visdom til at kunne forklare dig det, så du kan forstå det, vil du blive sur på dem, og du vil ikke have dem til at komme Igen.

Jeg har forklaret fordelene og ulemperne ved disse profeter. Vi må erkende, at vi har brug for åbenbaring. Vi har brug for gennembrud. Vi har brug for dybere indsigt i, hvordan kirken skulle fungere, så den til slut udstiller Guds herlighed. Enhver har fået noget af nåde; enhver har en plads at udfylde. Strategiske profeter virker og åbenbarer, hvordan alle gaver og nåde passer sammen, så kirken kan blive meget mere funktionel. Når du lader en strategisk profet betjene din kirke, vil den tjeneste være i stand til at hjælpe dig med at få mennesker til at tjene på de områder, hvor de vil fungere bedst. Hvis profeten har visdom, vil en sådan anvisning blive sagt på en måde, der ikke sårer mennesker, men forløser dem og styrker dem.

 

Seere

Det er ganske enkelt profeter, der ser. Gennembrudsprofeter hører normalt ordet fra Herren. De kan bevæge sig meget hurtigt i det profetiske og nemt profetere til 200 eller mere på en aften. Jeg påstår ikke, at hvert ord vil være rigtigt, men de fleste profetier vil være 90 % korrekt eller mere.

Seerne får masser af billeder og drømme. De får også åbenbaring som åbenbarings-profeterne, men det seende aspekt af deres gave er mere i billeder end i budskaber. De kan bruge lang tid på at profetere til en person. De må ofte skrive deres åbenbaring ned, fordi den er så stor og detaljeret.

Et klassisk eksempel er Åbenbaringsbogen. Andre eksempler er mennesker, der har set Himlen og i detaljer forklarer, hvad de så. Seerne ser både ind i fortid og fremtid, men de er mest fokuseret på fremtiden. Kong David havde seere og profeter, som tjente Israel. Alle seere er profeter, men ikke alle profeter er seere.

Dette er de fire slags profeter. De skaber forandring, hvor de kommer frem. Det handler deres tjeneste om. De har kontakt til Guds nærvær. Når profeter kommer til din kirke og ind i dit liv, kan de fortælle dig, hvad Gud siger. De første to typer vil altid løfte fingeren og fortælle dig, hvad Gud siger. En strategisk profet kan forstå, at det ord du modtager kræver en anvisning - noget, som er brugbart i dit liv - noget du kan handle på. Alle disse profeters gaver og funktioner er nødvendige for at opbygge Kristi legeme. Det er helt vidunderligt! Deres liv er deres budskab! Vi har brug for at få profetgaverne genoprettet i kirken i dag. Uden dem er kirken meget fattigere. Jeg beder om, at Herren vil oprejsedisse profeter og et profetisk folk til at opbygge den brud, som Jesus længes efter i alle nationer. Jeg har givet mit liv.

Det er en stor glæde at udføre min lille del af den opgave det er at opbygge et kraftfyldt folk, og et tilbedende folk, som hylder vores Herre.

Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk.

1. Kor. 14:1

 

 

Oktober 2015

 

Gudstjeneste i Silkeborg Oasekirke okt 2015

 

Tema. Stormene i vore liv, hvad med dem?

 

Vandringen på søen

Matt 14 v22 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. v23 Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. v24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. v25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. v26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. v27 Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« v28 Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« v29 Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. v30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« v31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« v32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. v33 Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

 

Genesaret sø ligger smukt og idyllisk og skaber sin egen fortryllende stemning med palmerne og bjergskråningerne der rejser sig fra næsten alle sider. Alt synes at ånde af idyl, fred og harmoni.

 

Men at man skal være på vagt fik vi selv en forståelse for da vi i nov 1992 var i Israel.

 

En aften ved solnedgang sejlede vi ud med en båd fra kibbutzen Ein Gev, der ligger mellem Golanhøjderne og Genesaret sø.

 

En betagende oplevelse var det at slå motoren fra, opleve stilheden, få oplæst beretninger fra NT om Jesus, der stiller stormen, og om Jesus, der kommer vandrende på søen og om Peter, der går på vandet.

 

Dagen efter blæste det så meget, at bådene ikke tog ud fordi søen viste tænder.

 

En stærk og uforglemmelig påmindelse om dagens tekst, hvor Jesus kommer til sine disciple og stiller stormen

 

 

Maleren Svend Havsteen Mikkelsen (Se billedet) har malet et billede, der hedder: Stormen på søen.

 

Dette billede hænger, med små variationer, i flere danske kirker, bl. a. i min barndomskirke Folding Kirke ved Brørup. (se billedet)

 

For mange år siden fornyede man malerierne på det gamle alterparti, og midt på alterpartiet er det omtalte maleri. (Se billederne – alterparti først, så det store billede)

 

Det viser et voldsomt uvejr på søen, og at båden skjules af bølgerne - ja så meget, så man næsten ikke kan få øje på båden.

 

Mest ser man den blygrå himmel med en kugle, som man ikke kan bestemme som sol eller måne.

 

Men ser man godt efter på billedet får man øje på en lillebitte båd midt i de brusende bølger.

 

Og i bådens forstavn en lille rød skikkelse: Jesus.

 

En gang blev præsten i Folding, Agner Frandsen, (billede) spurgt, om menigheden var glad for Havsteens billede som altertavle.

 

Han svarede, at menigheden generelt var af den opfattelse, at der på det billede var alt for meget vand - og for lidt Jesus.

 

-----

 

Havsteen Mikkelsen rammer vel egnt ganske godt den måde vi ofte oplever tingene på, og hvor vi har lettere ved at få øje på stormene end få øje på Jesus, og hvor proportionerne ofte ikke er på plads.

 

 

Men hvad får så stormene til at fylde så meget, og Jesus til at fylde så lidt?

 

 

1. Vi rejser ofte selv stormene.

 

Mange år før dette rejste der sig en stærk storm på et hav på grund af en personlig ulydighed hos en af Herrens mænd, Jonas.

 

Hans opgave var klar. Som profet ville Gud sende ham til den store by Nineve for at forkynde dom, men Jonas valgte at flygte fra Herren.

 

På trods af ulydigheden fulgte Gud ham og nåede ham ved at rejse en storm.

 

Sådan kan vi opleve storme i vore liv, som kan stamme fra ulydighed og uopgjorthed i vore liv.

 

Vi kan opleve stormfulde tider i vort liv og hvor udgangspunktet ligner Jonas´s storm, for vi rejste selv stormen. Ord vi sagde, en ukærlig adfærd, underlige ideer, der besatte os, vrede, hovmod, arrogance, eller sagt med galaterbrevets ord: ”utugtige tanker, hidsighed, utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags”, manglende respekt for vort medmenneske, manglende respekt for Guds plan med vore liv, eller hvad det nu var der rejste vinden, blæsten, stormen eller orkanen.

 

 

Tal med din nabo om, hvorvidt du selv har oplevet at rejse en storm, være årsdag til en storm?

 

 

Men har vi af en eller anden grund selv rejst en storm, som vi oplever, fylder meget, så forlader Jesus ikke af den grund vor livsbåd, og han formår stadig at stille stormen i vore liv eller at gå med gennem stormen, når vi kommer til ham med bøn om at gribe ind. Det er en stærk oplevelse at opleve og møde mennesker, der gribende kan fortælle om storme, de selv havde rejst, men som Jesus stillede, da han blev bedt derom. Bøn og forbøn ind i stormfulde situationer medfører ofte, at stormen på grund af Guds store nåde lægger sig, og den vidunderlige stilhed efter stormen føder i os en hellig oplevelse.

 

 

Jeg læste engang om en oplevelse en passager havde haft ombord på et skib. Der herskede et rasende uvejr på havet. Passagererne på skibet blev opskræmt, da bølgerne begyndte at slå ind over forstavnen. Mange af dem var overbevist om, at enden var nær. Til sidst trodsede en passager forbudet mod at bevæge sig udenfor og klatrede op på dækket, hvor styrmanden stod og styrede det urolige fartøj i de frådende bølger. Der stod han spændt fast til roret. Han fik øje på den skrækslagne mand og sendte ham et beroligende smil.

 

Passageren gik ned ad trappen igen, kom ind i skibets passagerrum og sagde til de andre: Jeg så styrmandens ansigt, og han smilede til mig. Alt står vel til.

 

Den historie har jeg aldrig kunnet glemme, for den minder mig altid om livets store styrmand Jesus Kristus, der ganske vist ikke lod sig binde til et ror, men lod sig nagle til et kors, det kors, der nu er som et ror for Kirkeskibet, der sejler mod Himlens havn.

 

 

2. Vi er også ofte uden skyld i stormene

 

I disciplenes situation var det næppe en sådan Jonask selvforskyldt storm, men en storm båret frem af stærke og ukontrollable kræfter.

 

Og mange gange oplever vi også storme vi kun indirekte er skyld i. Vi forstår ikke hvordan de pludselig er der. Det kan være ensomhedens storm, sygdommens storm, dødens storm, uretfærdighedens storm, depressionens storm osv.

 

Vi sidder vel alle med en eller anden storm, som vi ikke kan forklare oprindelsen af, og vi skal gå sagte her. Disse storme truer ofte med at vælte mennesker.

 

 

Tal med din nabo om, hvorvidt du selv har oplevet en storm, du ikke selv rejste?

 

 

Vi skal her holde fast i, at Jesus også i dag kender de mangeartede storme, der opstår i vore liv, og han er stormkender og stormanalytiker og ved i hver enkelt situation, hvordan stormen skal stilles og at den kan stilles på hans bud.

 

Måske oplever vi det sådan at han ikke just stiller stormen, men så ved vi, at han går med gennem stormen.

 

Det fortæller Kjell-Petter Dahl noget om i sin selvbiografi: En bohem i præsteklær - og omtaler en erfaring fra psykosens verden.

 

En psykose er en sindslidelse som kan være meget forskellig, men i USA mødte Kjell- Petter en norsk kvinde, der befandt sig i en dyb psykose. side 109f. (Læs beretningen)

 

 

Men også her gælder det, at Herren Jesus kan, når vi kalder på ham, stille stormen. Vi skal her holde fast i, at Jesus også i dag kender de mangeartede storme, der opstår i vore liv, og ved i hver enkelt situation, hvordan stormen skal stilles og at den kan stilles på hans bud.

 

Måske oplever vi det sådan at han ikke just stiller stormen, men så ved vi at han går med gennem stormen.

 

I salme 18 står der: (v3,4): Jeg elsker dig Herre, min styrke. Herre, min klippe, min borg, min befrier. Jeg råber til Herren og bliver reddet fra mine fjender.

 

Og Salme 18 beskriver modgangen og problemerne som et hav, der vil opsluge os.

 

Der står: v.5-7: Dødens bånd holdt mig fast. Undergangens floder slog mig med rædsel. Dødsrigets bånd viklede sig om mig. I min nød kaldte jeg på Herren.

 

(v. 17,18) - Og Gud rakte ud fra det høje og greb mig. Han trak mig op af det vældige vand.

 

(v. 20)Han førte mig ud på åbent land, han befriede mig, for han holder af mig.

 

 

Det ligner helt historien om stormen på søen. Jesus frelser disciplene og os, fordi han holder af os.

 

Han fører os ud på åbent land.

 

Og når Jesus vil det, så er ikke, fordi vi har stor tro. Han hjælper os syndere.

 

Jesus viser, at Guds kraft er underfuld og vil hjælpe os, også når vi ikke er fejlfri.

 

Og det var jo derfor Gud sendte sin søn for at give os en fred og tryghed, som er klippefast.

 

Den fred gælder også dig og mig.

 

Derfor kan vi trygt overgive ham i Guds hånd.

 

 

Hvad hver enkelt af os ser, når vi vender blikket indad mod det indre hav, ved vi hver især bedst. Måske er der lige nu bare krusninger på overfladen, måske står vandoverfladen blank og blikstille, måske er der vild kaos og bølgeskvulp bag en tilsyneladende rolig overflade.

 

Og mon han vil komme os i møde dér et sted i det farvand, der er vores ? I uvejr og i magsvejr?

 

Vi kan bede derom, og vide, at han kan.

 

Vi skal lade ham blive større i vort liv, så Havsteen Mikkelsen ikke får ret i, at Jesus er så lille og stormen så stor.

 

 

Jeg slutter med at lade nogle prøvede salmedigtere, som tager udgangspunkt i storm, bølge og hav motivet, tale deres poetiske og malende sprog.

 

Hans Kristian Rørdam (DDS 547), der taler om "farten går over dybe vande. Han slipper ikke, hvem han har kær. På jord så lidt som i dødens dale."

 

Hans Adolf Brorson "Tryg for verdens kastevind. Er du hos din fuldtro ven. Lad det storme som de kan. Du skal komme vel i land."

 

Ambrosius Stub, der af nogle selv er blevet betragtet som en vragrest: "Snart vippes vi oppe på bølgernes toppe. Snart nærmes vi grunden i flyvende spring. ---- Dit forsyn, o Fader, der fører os frem, det styrer os så sikkert, hvor søen er slem.

 

Poul Gerhardt der sad efter 30 årskrigens rædsler: (DDS 30)"Han som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må, han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå" eller: (DDS 37), "Ja kasted end hans stærke hånd mig ud i bølgedybet. Så ved jeg dog, at Herrens Ånd kan finde mig blandt krybet"

 

Johann Mentzer (DDS 5), der var ribbet for helbred og ejendom: "Han altid mig ved hånden fik, når vandene til sjælen gik."

 

Derfor kan vi trygt gå til ham, som kan stormen binde, både den storm vi selv har rejst, og den storm vi ikke selv har rejst.

 

Og husk når proportionerne skal på plads, så er Jesus størst og stormen mindst.

 

Sådan er magtfordelingen. I teksten og i vore liv.

 

Stol trygt på det.

 

 

Amen.

 

 

 

Sept 2015

 

Uddrag fra Henri Nouwens bog: Den sårede læge - At tjenes verden i dag.

 

Henri Nouwen er en god mand at gæste, og jeg giver jer her en lille smagsprøve på han undervisning af ledere og hvad der bør kendetegne vor tids moderne ledere

 

(Side 53 til 59)

 

II. Fremtidens ledere

Hvis vi ser på, hvad vores karakteristik af de moderne generationer kommer til at betyde for kristent lederskab, forekommer det mig, at tre roller er vigtige: (1) lederen, som kan sætte ord på det indre liv, (2) lederen som et medfølende medmenneske, (3) lederen som en kontemplativ kritiker.

 

1. Lederen som kan sætte ord på det indre liv

De, som er indadvendte, står over for en ny og ofte dramatisk udfordring: De må forholde sig til det indre mysterium, fordi den Gud, der er "derude" eller "deroppe", i de fleste sekulære kulturer er mere eller mindre forsvundet, kræver den indre Gud mere opmærksomhed end nogensinde. Og Iigesom den Gud, der kommunikerede til os udefra, både kunne virke som en kærlig far og en skrækkelig dæmon, er den indre Gud ikke kun en kilde til nyt kreativt liv, men også en kilde til kaos og forvirring.

Det største problem for de spanske mystikere Teresa af Avila og Johannes af Korset var, at de ikke havde nogen åndelig vejleder til at lede dem ad de rette veje og hjælpe dem med at skelne mellem kreative og destruktive ånder. Jeg behøver vel næppe at understrege her, hvor farligt det kan være at eksperimentere med det indre liv. Stoffer, koncentrationsøvelser og visse former for meditation kan gøre mere skade end gavn. På den anden side er det også åbenlyst, at livet bliver kedeligt, overfladisk og falskt, hvis man helt undgår det smertefulde møde med det usynlige.

Derfor er den første og vigtigste opgave for moderne præster at forsøge at skabe klarhed midt i folks forvirring over, hvad der er hvad i den indre verden. Det er nedslående at se, hvor dårligt kristne ledere er klædt på til denne opgave, som i bund og grund handler om helt basal åndeligt lederskab. Mange er mere vant til at tænke på ting som, hvordan man driver en organisation, hvordan man får folk til at gå i kirke, hvordan man når ud til skoler, eller hvordan man kan arrangere hospitalsbesøg. Det er nærmest, som om det er et cirkus, de står i spidsen for, hvor den vigtigste opgave er at få showet til at køre. De er blevet helt fremmedgjorte over for Åndens dybe og vigtige bevægelser. Måske er de ligefrem blevet bange for dem. Kirken har således mange steder svigtet på det mest afgørende område: at vejlede mennesker i deres indre liv ved at hjælpe dem med at finde kreative måder at kommunikere med livets indre kilde på.

Hvordan imødegå r vi dette svigt? Jeg tror først og fremmest, det handler om at have modet til at finde ind til kernen af vores eget liv og lære vores eget komplekse indre liv at kende. Lige så snart vi begynder at føle os hjemme i vores eget hus og både kender de mørke kroge og de lyse rum, de lukkede døre og de utætte vægge, vil vores forvirring fordufte, vores angst vil forsvinde, og vi vil være i stand til at arbejde kreativt i forhold til andre mennesker.

Nøglebegrebet her er "at sætte ord på". De, der kan sætte ord på bevægelserne i deres indre liv og er i stand til at finde udtryk for de forskellige sindsstemninger, er ikke længere deres egne ofre, men er nu i stand til stille og konsekvent at fjerne enhver hindring for Ånden. De er i stand til at skabe et rum for Ånden, som har et større hjerte end dem selv, som kan se mere end de kan, og hvis hænder kan helbrede mere, end deres egne kan.

Jeg tror, at denne proces er fundamentet for fremtidens åndelige ledere, for kun dem, der kan sætte ord på deres egne erfaringer, kan hjælpe andre med at finde hoved og hale i deres. Kristne ledere er således først og fremmest dem, der er villige til at sætte ord på deres eget indre liv og stille deres erfaringer til rådighed for andre, der beder om hjælp.

I en forstand kan man sige, at de er tjenere for tjenere, fordi de selv er de første, som begiver sig ind i det forjættede men farlige indre land, og således kan fortælle dem, der er bange for landet, hvad de har set, hørt og rørt.

Dette kan måske lyde meget teoretisk, men de konkrete konsekvenser er ikke til at tage fejl af. Stort set alle arbejdsopgaver for en præst består i at hjælpe mennesker med at kunne se Guds værk i dem selv. Det gælder både sjælesorg, prædikener, undervisning og liturgi. Den kristne leder, forstander eller præst er ikke en, der åbenbarer Gud for folket i en tro på, at han eller hun giver noget til nogen, der ingenting har. Det er tværtimod en person, som hjælper søgende med at opdage den virkelighed, som allerede eksisterer, og som allerede er kilden til deres liv. Vi kan med andre ord sige, at den kristne leder leder mennesker til bekendelse i den klassiske betydning af ordet - til grundlæggende at blive bekræftet i, at mennesker er mennesker, at Gud er Gud, og at uden Gud kan mennesker ikke kaldes mennesker.

I lyset af dette handler sjælesorg ikke om at bruge visse kommunikationsteknikker for at manipulere mennesker til at træde ind i Guds rige. Sjælesorg handler om et dybt personligt møde, hvor mennesker stiller deres egen tro og tvivl, håb og fortvivlelse, lys og mørke til rådighed for andre, som ønsker at finde vej gennem deres forvirring og ind til livets kilde. ' At prædike handler således heller ikke bare om at viderebringe en bestemt tradition. At prædike er, forsigtigt og følsomt, at sætte ord på, hvad der foregår i forsamlingen, så de, der lytter, kan sige: "Du siger, hvad jeg allerede fornemmer. Du udtrykker klart, hvad jeg svagt følte. Du bringer ting frem i lyset, som jeg i frygt gemte i mit sind. Ja, du siger klart, hvem vi er, og peger præcist på, hvordan vores situation er." Når de, som lytter, kan sige sådan, er de helt klar til at modtage Guds ord. Det behøver man som præst ikke at være i tvivl om! Særligt de unge er ikke længere nødt til at distancere sig fra deres frygt eller håb, men de kan nu genkende sig selv i ansigtet på den, der leder dem. Præstens ord virker pludselig ikke længere, som om de kommer fra en anden verden. Nu virker prædikener om frelse ikke fremmedgørende, men frigørende.

Undervisning handler i denne sammenhæng ikke om at fortælle den samme gamle historie igen og igen, men om at tilbyde folk en række måder, hvorpå de kan udforske sig selv, sætte ord på deres egne oplevelser og lade Guds ord slå rod i dem. Og endelig er liturgi i denne sammenhæng meget mere end ritualer. Når den liturgiske leder er i stand til at sætte ord på de steder, hvor sorg og glæde rører hinanden, kan liturgi blive en sand fejring af både livet og døden.

Den første og vigtigste opgave for moderne kristne ledere er altså at lede folk ud af forvirringens land og ind i håbets land. For at kunne gøre det, må de havde modet til selv at være opdagelsesrejsende i nye territorier i dem selv og turde formidle deres erfaringer til andre. Det er sand tjeneste for de indadvendte generationer.

 

2. Medfølelse

 

Ved at understrege at denne form for formidling er en vigtig del af lederskab, har jeg allerede antydet, hvor fremtidens leder står. Ikke "deroppe", langt væk eller gemt bort et sted, men midt iblandt mennesker, åben og synlig.

Når vi nu tænker over, at moderne generationer ikke kun er indadvendte generationer, som har brug for klar kommunikation, men også er faderløse generationer, som leder efter en ny form for autoritet, må vi forsøge at finde ud af, hvilken form for autoritet det skal være. Jeg kan ikke finde et bedre ord for det end" medfølelse".

Medfølelse må simpelthen være helt i centrum af enhver form for autoritet. Kristne ledere er kun Guds folk, hvis de er i stand til at føle med mennesker, ligesom Gud gør. Deres opgave er at gøre den medfølelse, de ser i Jesus Kristus, til udgangspunkt for deres møde med verden.

Medfølende ledere står midt blandt mennesker uden at lade sig styre af nogen form for gruppepres. Deres medfølelse har hverken noget med distancerende medlidenhed eller begrænsende sympati at gøre. Medfølelse opstår, når vi udover at erfare i vores indre, at Gud er Gud, og mennesker er mennesker, også erkender, at vores næste virkelig er vores medmenneske.

Gennem medfølelse kan vi genkende andres længsel efter kærlighed i vores hjerter og erkende, at verdens ondskab også kommer fra impulser, vi kan erfare i os selv. Gennem medfølelse kan vi genkende vores eget håb om tilgivelse i vores vens øjne - og vores eget had i andres bitre ord. Når vores næste dræber, ved vi, at vi selv kunne have gjort det, og når vores næste skaber nyt liv til verden, ved vi, at vi også kunne have gjort det. For et medfølende menneske er intet menneskeligt fremmed: nverken glæde eller sorg, måder at leve på eller måder at dø på.

Medfølelse giver autoritet, fordi man som medfølende ikke lader sig styre af gruppe pres eller normer, men bryder igennem alle grænser mellem sprog og lande, rige og fattige, veluddannede og uuddannede. Medfølelse løfter mennesker væk fra grupper, der er præget af frygt, og ind i et langt større perspektiv, hvor etnvert menneske er et medmenneske. Således giver medfølelse også hver enkelt af os muligned for at tilgive vores brødre og søstre, fordi tilgivelsen kun er virkelig, når man har erkendt, at man kan genkende sin næstes svaghed og synder i sig selv, og når man er villig til at kalde ethvert menneske for sin bror eller søster.

Den faderløse generation nar brug for brødre og søstre, som kan tage deres frygt og angst fra dem, og som kan åbne deres snæversyn op, så de kan se, at tilgivelse er en mulighed, som venter i menneskehedens horisont. Et medfølende menneske, som peger på tilgivelsen som mulighed, kan være med til at frigøre andre fra skammens tunge lænker, vise dem deres egen skyld og give dem håb om en fremtid, hvor løven og lammet kan leve side om side.

Her må vi tage os i agt for den store fristelse, som mange kristne ledere står overfor. Overalt er kristne ledere, mænd som kvinder, blevet opmærksomme på, at der i vores tid er et stort behov for mere uddannelse og udvikling. Benovet er reelt, og ønsket om større professionalisme i kirker er forståeligt. Men faren er, at alt for meget tid bliver investeret i at udvikle kompetencer og færdigheder, så det bliver en hindring for faktisk at gøre det vigtigste - netop den svære opgave det er at blive og forblive et medfølende menneske.

Kristne lederes opgave er at bringe det bedste frem i alle og lede dem ind i et mere medmenneskeligt fællesskab. Faren er, at vi kommer til at erstatte det medfølende blik med et analyserende og distancerende blik. Hvis præster og forstandere virkelig tror, at kompetenceudvikling er løsningen på det kristne lederskabs problemer, er jeg bange for, at de vil ende med at blive endnu mere frustrerede og skuffede end tidligere generationers ledere. Uddannelse og struktur er lige så vigtige elementer som brød for den sultne. Men hvis brød gives uden kærlighed, kan det føre til krig i stedet for fred. På samme måde kan professionalisme uden medfølelse gøre tilgivelsen til et tomt ritual, og Guds riges komme til en virkelighedsfjern teori.

Alt dette fører os til et sidste karaktertræk, som bør kendetegne kristne ledere. Hvis de ikke blot skal være en lille flok i mængden af professionelle vejledere, som prøver at hjælpe folk med at udvikle sig selv, og hvis de virkelig gerne vil være ledere, der fører folk fra forvirring og kaos til håb og harmoni, så må de udover at kunne kommunikere om det indre liv og være medfølende også være kontemplative i deres hjerter.

 

3. Præsten som kontemplativ kritiker

 

Vi har set på, hvordan de indadvendte, faderløse generationer desperat ønsker at ændre den verden, de lever i, men har en tendens til at handle krampagtigt og frustreret i deres forsøg på at ændre tingene, fordi de ikke føler, de har 11lJget alternativ. Hvordan kan den kristne leder omforme denne eksplosive energi til noget kreativt og brugbart, der ,,"aber den ønskede forandring? Det lyder nok overraskende og måske noget modsatrettet, men jeg tror, at det, der er behov for, er, at den kristne leder bliver en kontemplativ kritiker.

Jeg håber, at det i det følgende vil lykkes mig at adskille ordet "kontemplativ" fra umiddelbare associationer til et liv bag mure, med minimal kontakt til den pulserende verden udenfor. Den form for kontemplation, der ligger mig på sinde, er aktiv og engageret. Det kræver vist en nærmere forklaring.

Mennesker, som ikke ved, hvor de er på vej hen, eller hvilken verden de bevæger sig mod, og som overvejer, om det ikke snarere er ondt end kærligt at bringe børn ind i denne kaotiske verden, vil ofte have en tendens til at blive sarkastiske eller måske ligefrem kyniske. De ler af deres travle venner, men har ikke noget alternativ. De protesterer mod alt muligt, men de ved ikke, hvad de selv kan stå inde for.

Kristne ledere, som har fundet Andens stemme i sig selv, og som har genfundet deres medmenneske gennem medfølelse, vil måske kunne se de mennesker, de møder, de kontakter, de får, og de begivenheder, de er en del af, i et andet lys. De vil måske kunne skimte en smule af den nye verden bag dagligdagens dække. Som kontemplative kritikere holder de en vis afstand til tingene, så de ikke bliver alt for opslugt af, hvad der umiddelbart virker presserende. Denne afstand gør, at de altid kan holde fokus på den virkelige skønhed i verden og i menneskeheden, som altid er anderledes, ny og fascinerende.

Det er ikke kristne lederes opgave nervøst at gå rundt og forsøge at frelse folk i sidste øjeblik eller manisk tvinge dem ind på rette spor. For vi er allerede frelst en gang for alle. Kristne ledere er kaldede til at hjælpe andre til at blive bekræftet i disse gode nyheder, og til at synliggøre, at bag det snavsede dække af smertefulde symptomer i verden er der

 

noget smukt at se: Guds ansigt, den Gud i hvis billede vi er formet.

Kontemplative ledere kan således gøre en forskel for en frustreret generation, fordi de kan se igennem onde cirkler af umiddelbare behov, som kun har med omgående tilfredsstillelse at gøre. De kan hjælpe mennesker med at bevæge deres blik hen mod det, der virkelig betyder noget, og omforme deres krampagtige energi til noget sundt og kreativt.

Disse ledere er ikke folk, der kun hjælper individer med at forholde sig til verdens mange krav. Nej, kristne ledere, som formår at være kontemplative kritikere, er i allerhøjeste grad revolutionære. De afstemmer alt, hvad de ser, hører og berører, efter en evangelisk autenticitet, de kan forandre historiens gang og lede mennesker fra panisk frustration mod den form for kreativitet, som kan gøre verden til et bedre sted.

De løfter ikke ethvert protestskilt højt i vejret for at være på bølgelængde med dem, der mere giver udtryk for deres frustration end deres ideer, og de tilslutter sig heller ikke dem, der konstant kræver mere beskyttelse, mere politi, mere disciplin og mere orden. Men de forholder sig kritisk til, hvad der foregår, og baserer deres beslutninger på det kald, de har, og ikke på et behov for at være populær eller en frygt for at blive afvist. De kritiserer både demonstranterne og dem, der bare vil have fred og ro, hvis deres motiver er falske, eller deres mål er tvivlsomme.

Kontemplative omklamrer ikke andre mennesker og er ikke grådige, men de lader sig lede af den vision, de har set bag den besidderiske verdens trivielle krav. De lader sig ikke styre af de forskellige modestrømme, for de er i kontakt med noget, der er meget mere grundlæggende, centralt og vigtigt. De accepterer ikke, at nogen tilbeder afguder, og de opfordrer hele tiden deres medmennesker til at turde stille sig selv svære spørgsmål, se igennem overfladisk charme og i det hele taget fjerne alt det, der hindrer dem i at se tingene, som de er.

Kontemplative kritikere er i stand til at fjerne den falske maske fra vores manipulerende verden og har modet til at vise os tingene, som de er. De ved, at mange vil synes, de er tåbelige, skøre, til fare for samfundet og måske ligefrem en trussel mod menneskeheden. Men de er ikke bange for at dø, for deres vision er ikke afhængig af liv eller død, og den gør dem frie til at gøre, hvad der skal gøres her og nu, uden at blive lammet af de risici, der følger med.

Det, kontemplative kritikere ser mest efter, er tegn på håb og muligheder i den situation, de befinder sig selv i.

Kontemplative kritikere lægger følsomt mærke til det lille sennepsfrø og tror på, at "når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene" (Matt 13,31-32).

De ved, at hvis der er håb for en bedre verden i fremtiden, må der også være tegn på det i nutiden, og de vil aldrig forbande den tid, de lever i, og ønske, at de levede i en anden.

De er ikke naive optimister, der blindt tror på, at deres frustrerede behov alle sammen vil blive opfyldt i fremtiden, men de er heller ikke bitre pessimister, som bliver ved med at gentage, at livet har lært dem, at der ikke er noget nyt under solen. Derimod er de håbefulde mennesker, som lever med en uafrystelig tro på, at de nu ser alting som i et spejl, i en gåde, men en dag vil se alting ansigt til ansigt.

Kristne ledere, som ikke alene er i stand til at sætte ord på Åndens bevægelser, men som også kan forholde sig kontemplativt til verden med et kritisk og medfølende blik på alting, har en forventning om, at frustrerede generationer ikke længere vil vælge døden som en sidste desperat protest, men i stedet vil vælge det nye liv, som den kontemplative, medfølende præst har givet dem håb om.

 

 

Marts 2015

 

Her deler jeg med dig mine tanker udfra følgende lignelse

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15

 

 

I dag hedder det ikke bare bygbrød som her i teksten, - eller som det hed i min barndom - rugbrød og franskbrød, men listen er lang over navne på brød: Grydebrød, Det gode brød, Kærligheds brød, glutenfri brød, lchf brød, koldhævet brød, verdens bedste brød stegesobrød, paleo brød, thomas rodebrød, stenalderkostbrød osv

Jeg slog for sjov skyld op på Kohbergs hjemmeside. De har Kornkammeret, Kondikarl, Det gode brød, delikatesse, Skovmand, Levebrød, Catering m.m. (ca. 50 stk forskellige slags)

Det er en meget stor velsignelse hver dag at kunne få det daglige brød, den største sikkert, men den velsignelse det er i vort land, kan let fortone sig i de mange andre velsignelser, som vi vælter os i i vort overflodssamfund.

(Jeg vender tilbage til ordet velsignelse)

Og skulle vi have lyst til hos bageren at købe noget så underligt som ”livets” brød, hvilket mange egnt. gør i dag, spørger efter andet end det vi kan spise, drikke og materialisere tilværelsen med, så vil bageren sikkert undre sig såre.

Vel, vel, det er nødvendigt med føde og klæder til vort legeme. Fadervor har endda en bøn om det: Giv os i dag vort daglige brød, - men når det er sagt, så siger Jesus jo et andet sted, hvor han selv er ekstem presset af Djævelen i forhold til sult og afsavn (Matt v4) ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹”, - og derfor skal vi ha´ fat i, at der alligevel er noget i fortællingen, der peger på, at der er tale om mere end det daglige brød til 10.000, der ganske vist er udsat for et under, et stort under endda. Vi får nemlig at vide, at der her er tale om et tegn, og fortællingen peger hen på noget, der er større og som overgår det, vi normalt kender her i vores liv.

Bespisningen her af de fem tusind er Jesu fjerde ud af i alt syv store tegn i Johannesevangeliet.

Alle tegnene har som fællesnævner, at de ændrer fra underskud til overskud.

Underskud af vin forvandles til et overskud ved brylluppet i Kana (Joh 2).

Underskud af liv forvandles til et overskud ved opvækkelsen af Lazarus i Betania (Joh 11), og her, hvor underskud af brød forvandles til et sandt overskud, så ca. 10.000 mættes, og der oveni købet er 12 kurve i overskud.

Hvad lektie og lærdom er der bl. a. i denne tekst i dag?

 

1. Det er godt at sidde på "Guds græs" og modtage velsignelse fra ham igen og igen.

Fortæl lidt om ”språk”

 

Jesus ønsker, at vi skal lejre os på det grønne græs og lære ham at kende på en fortrolig måde, så vi oplever en dyb, personlig forening med ham. Fra vor plads på det grønne græs får vi så lov til at opleve forskellige sider af Guds velsignelser.

Jeg lovede at vende tilbage til ordet velsignelse, hvor det sidste led af de latinske ord for velsignelse på latin er signare 'sætte mærke', af signum '(indskåret) mærke' med bl. a. betydningen, - at skænke guddommelig kraft, nåde og beskyttelse og gøre en lykkelig ved at forsyne det med noget, fx en særlig egenskab eller børn

Velsignelse er et vigtigt motiv i både Det Nye og Det Gamle Testamente og specielt i Det Nye Testamente er det et resultat af Jesu liv og tjeneste, altså et nærvær af de nye tider, som Gudsriget til alle tider medfører, og velsignelsernes indhold er begreber som fred, frelse, fremgang, trivsel, lykke, velfærd og masser af mad og - i GT - masser af børn.

Når Jesus for eksempel velsigner de brød, som han mætter tusinder af mennesker med (som her i teksten) eller som han spiser sidste aften med disciplene (Matt 26,26), kan det ses som en forudgribelse på den mæthed og fylde, som bliver en realitet i Gudsriget.

Når Jesus velsigner de små børn og siger, at Gudsriget er deres (Mark 10,16), er det en velsignelse, som giver frelse og plads i Guds rige.

I Apostlenes Gerninger og i Paulus breve ses Jesus Kristus som Guds velsignelse (ApG 3,26), (Gal 3,8-14), (Efes 1,3), og han er for os den person, der ved sin død og opstandelse har banet vejen for frelse ikke bare til Israels folk men til alle folk, og han gør den virkelighed mulig, at alle kan komme under Guds velsignelse.

En god måde at forstå velsignelsen på, har jeg mødt hos en kendt teolog Watchman Nee (PPT), der blandt mange har skrevet en andagtsbog: Brød i Ørkenen.

Han er født i 1903 og blev kristen i Kina i 1920 i en alder af sytten og begyndte at skrive i samme år. Igennem næsten tredive år af sin tjeneste blev Watchman Nee en unik gave fra Jesus til hans forfulgte legeme i Kina. I 1952 (tre år efter Mao´s overtagelse af Kina) blev han fængslet for sin tro, og han forblev i fængsel til sin død i 1972.

Han skrev mange bøger også i fangenskabet, og en af hans sidste skrev han i 1968 kort før sin død og den bærer titlen: Elsk ikke verden.

Hans ord er stadig en rig kilde til åndelig inspiration for kristne over hele verden. (mig selv incl)

Nogle af de sidste ord fra ham lød sådan: Kristus er Guds Søn , der døde for at forløse syndere og genopstod efter tre dage. Dette er den største sandhed i universet. Jeg dør på grund af min tro på Kristus. – (Watchman Nee)

 

(Citat på PPT)

Brød i Ørkenen er en kendt andagsbog af ham, og jeg har et citat fra denne bog om velsignelse

”Uden tvivl er det eneste grundlæggende behov i vort liv og tjeneste for Gud, at Guds velsignelse hviler på det. Der findes intet andet behov.

Hvad mener vi med velsignelse? Velsignelse er det værk, Gud gør der, hvor der ikke findes nogen som helst grund til Hans værk.

For eksempel regner du med, at for en krone kan du købe noget, som er en krone værd. Men hvis du ikke har betalt din krone, og Gud har givet dig noget, som er ti tusinde kroner værd, da forsvinder grundlaget for dine beregninger.

Når fem brød giver mad til fem tusinde tillige med tolv fyldte kurve til overs - når frugten af vor tjeneste er helt ude af forhold til de gaver, vi har, da er det velsignelse.

Eller for at gå helt til yderlighed - når vi ser på vore egne fejl og svagheder, og vi ved, at der overhovedet ikke skulle findes nogen frugt af vort arbejde, og der alligevel er frugt - så er det velsignelse.

Velsignelse er frugt, som ikke har nogen sammenhæng med det, vi er; resultater, som ikke skyldes årsag og virkning.

Velsignelse kommer når Gud virker langt forbi vore beregninger for sit eget navns skyld.” (Citat slut)

 

På en varieret og afvekslende måde kan vi for Jesu skyld opleve Guds nåde og kærlighed i vore liv - når vi lytter til hans ord, læser hans ord, beder, lovsynger, deltager i dåb, oplever nadverfællesskabet osv alt efter hvad vi kan finde på og giver plads for i det Guds rige, hvor der er langt til vægge og lofter.

Gennem det alt sammen erfarer vi igen og igen, hvad der står i salme 34,9: »Smag og se, at Herren er god.« Når vi smager hans ord, smager fællesskabet med ham og lader hans ord bo i os, lærer vi Jesus at kende på en dyb og inderlig måde, og vi kommer til samme konklusion som de mange, der var med på bjergskråningen i Israel. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: "Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden." - kommet til os.

En troens hengivenhed overfor Jesus giver ny energi til tjenester, der ellers kan være trættende eller barske. En varm og inderlig kærlighed til ham skænker ny glæde, mening og kraft ind i vore liv.

Når vi ernæres af ham, som er livets brød, støttes og styrkes vor tjeneste.

Når vi med de andre 5000 lejrer os på det grønne græs og tager imod, så vil vi alle på en eller anden måde blive velsignet, sådan som Gud vil det, og som det er bedst for os.

Alt sammen fordi han leder os kærligt fra underskud til overskud

PPT: Det er godt at sidde på "Guds græs" og modtage velsignelse fra ham igen og igen.

Fortæl til sidemanden om en velsignelse eller flere, som du har fået fra Gud

 

2. Det er klogt at komme til vejs ende med vore egne ideer for det åbner som regel op for Guds veje.

 

Ved alle tre tegnhandlinger, som jeg nævnte i begyndelsen gælder det, at personerne på scenen kom til kort, men også at Jesus derefter greb ind med vinen, med livet og som her med brød og fisk i store mængder tilca. 10.000 - altsammen billeder på hans meget større indgreb i tid og rum.

Indgreb, der indeholder hans svar og løsning:

- hans svar på hvad vi skal gøre med synden.

- hans svar på hvad vi skal gøre ved døden.

Der, hvor vi kommer til kort handler han.

Langfredag ta´r han sig af alt det med vor synd. Påskedag ta´r han sig af alt omkring Dødens tyranni.

At tro på Jesus er at komme til vejs ende med vore egne veje og åbne op for Guds veje, og hvile i det.

Alt sammen fordi han leder os kærligt fra underskud til overskud

PPT. Det er klogt at komme til vejs ende med vore egne ideer for det åbner som regel op for Guds veje.

Tal med sidemanden om situationer, hvor du gav op, men hvor Guds vej åbnede sig

 

3. Vores utilstrækkelighed virker normalt ikke begrænsende på Guds planer og hensigter.

 

Tværtimod giver det Gud en anledning til at vise sin styrke i vor svaghed, uden at vi spoleres af efterfølgende hovmod.

Det eneste, som er en begrænsende faktor i Guds rige, er vor manglende sans for at give Jesus plads i vore hjerter.

PPT “Vi skal ikke præstere vækst og multiplikation, men give plads for Guds vækst ved at begynde at dele ud af det, vi har, uanset hvor lidt det er”, siger Morten Munch i en prædiken, og han fortsætter: “Det er ikke vores underskud, der sætter begrænsninger for Gud, men den typisk danske tryghedsnarkomani, der afholder os fra at træde ud i troens lydighed og dele ud af den madpakke, vi har fået betroet i Jesu navn. I bespisningsunderet ser vi Guds villighed til at lade sine velsignelser regne på os og inddrage os i forvaltningen af hans livgivende ressourcer”.

 

I vor “madpakke” har vi nok til at Gud kan multiplicere og gøre mirakler. Vor madpakke indeholder Jesu kors, død og opstandelse, og det er et kærlighedens, tilgivelsens og livets mirakel af dimensioner, og Jesus efterlyser uddelere, der tør opleve det at blive rigere, jo mere man giver ud.

Alt sammen fordi han leder os kærligt fra underskud til overskud

PPT: Vores utilstrækkelighed virker normalt ikke begrænsende på Guds planer og hensigter.

Kan du nikke genkendende til det? Nævn evt. eksempler for din sidemand Amen.

 

Respons: Refleksion ud fra: Jesus, jeg har brug for dig af Arvid Asmussen – vises fra youtube

 

Kirkebøn Niels Peder

 

Juli 2015

 

Vi er nået frem til juli og den 23. juli prædiker jeg i Silkeborg Oasekirke med temaet: Venskab

 

Johs 15: Kærlighedsbudet

v9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. v10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. v11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. v12 Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. v13 Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. v14 I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. v15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. v16 Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. v17 Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden. 

 

Optakt om oplevelsen på SO

 

Det er godt at have en, der vandrer sammen med os på vores vej.

Livet er nemmere at leve, når vi er undervejs sammen.

Troen kan ikke leves i enerum, for kirken er et fællesskab, en familie.

Derfor har vi brug for hinanden, for at vokse i tro, for at styrke og opmuntre hinanden på vor rejse.

Når vi deler troen, vokser den.

Og når jeg som menneske tør være til stede i det, der rører sig i en andens liv, har lyttende ører og et varmt hjerte, og vi sammen søger Guds ansigt og hjælp i bøn, så giver vi vækstbetingelser for troen, hos mig selv og hos min ven.

Denne tradition er så gammel som kirken selv.

Allerede ørkenfædrene var medvandrer på hinandens vegne.

Munkene fortalte hinanden om deres liv, deres tanker og synder, og ofte var det nok at lytte, for ørkenfædrene kom sjældent med råd, men de gav deres medbror en tanke, et ord fra bibelen eller en lille tekst med på vejen, og den bibelske tekst blev ”indtaget” som en slags medicin, ligesom en læge i dag giver et lægemiddel.

Jeg har læst en bog, som har betydet meget for min oplevelse af det emne, jeg har fremme i dag

At vandre sammen PP af David Benner

 

PP Ifølge CS. Lewis er venskab en af de fire grundlæggende former for menneskelig kærlighed - de 3 andre er hengivenhed, eros og næstekærlighed.

Venskabet har længe været overskygget af den romantiske kærlighed (eros) og undervurderes let.

I antikken betragtede man venskabet som livets krone, realiseringen af alt det, der er særegent for mennesket.

 

Venskab er en af Guds særlige gaver til mennesket.

Interessant nok er venskab et af de begreber, Gud bruger til at beskrive det forhold, han ønsker at have til os.

Venskab er derfor ikke noget almindeligt forhold.

Vi forringer dets værdi, når vi reducerer det til rent bekendtskab.

Venskabets idealer er værd at bevare.

 

PPT FORBILLEDLIGE VENSKABER

Den kendsgerning, at venskab har sin oprindelse og sit grundlag i Guds væsen, gør det ikke overraskende, at Bibelen er fuld af interessante historier om venskab. David og Jonatan, Ruth og Noomi

 

Den mest bemærkelsesværdige beretning om venskab i Bibelen er historien om Jesus og hans disciple. Den er særlig vigtig for os, fordi den giver os et vindue til at se ind i det forhold, Gud siger, han ønsker at have til os.

At læse evangeliet med fokus på forholdet mellem Jesus og disciplene er en stærk oplevelse. Lyt til Jesu ord til sine disciple, og prøv at sætte dig selv ind som en del af fællesskabet:

 

Venskabet og fællesskabet mellem Jesus og hans disciple er noget af det mest fantastiske i Bibelen.

At Jesus, Kristus, Guds Søn, indbyder os til at være med i det venskab, som også findes mellem ham og Faderen, et venskab, som Jesus fra evighed af har delt med Faderen og Helligånden og nu deler med disciplene, og efter dem – med os.

På utrolig vis rækkes det evigt sammenflydende fællesskab, som binder Fader, Søn og Helligånd sammen, også ud til dem, som Jesus kalder til at være sine efterfølgere og venner.

I er mine venner, hvis I gør, hvad Jeg påbyder Jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder Jer venner, for alt, hvad Jeg har hørt af min fader, har Jeg gjort kendt for Jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer (Joh 15,14-16).

 

Jesu forhold til sine disciple begynder i hvert enkelt tilfælde med, at Jesus tager initiativet og indbyder dem en efter en til at følge sig på en rent fysisk rejse sammen – en rejse, som PP Benner beskriver som: ”den kristne spiritualitets forvandlingsrejse”

og den rejse kom til at forandre dem selv og deres verden - for altid.

Jesus kaldte dem til at rejse sammen med ham, og han forsikrede dem om, at han aldrig ville forlade dem, at han ville dele den nærhed, som han havde til Faderen, med dem, og at han til sidst ville besegle sit venskab ved at give sit liv for dem.

Han talte ikke bare om venskab; han viste faktisk også sine disciple og efterfølgere venskab. Han

- brugte tid sammen med dem

- spiste, drak, gik og diskuterede ting, som var vigtige for både ham og dem (Luk 24,13-45). (Emmausvandrerne, åbenbaringerne for disciplene påskedag)

- delte sine smerteligste erfaringer med dem (Matt 26,38). Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«

- delte en indsigt, der ikke blev afsløret for folk uden for venskabskredsen (Matt 13,36-52).

Lignelsen om sædemanden, Lignelsen om ukrudtet i hveden og om sennepsfrøet og om surdejen, Lignelsen om skatten og om perlen og om voddet

- ydmygede sig selv gennem kærlige og omsorgsfulde handlinger (Joh 13,1-17 - fodvaskningen).

- tilbød dem følelsesmæssig støtte, forsikrede dem gentagne gange om, at der ikke var nogen grund til at frygte, og udviste ægte omsorg for deres følelser (Joh 14 – omtalte sig selv som vejen sandheden og livet – lovede dem talsmanden).

- opfordrede dem til at stille spørgsmål og besvarede dem (Luk 9,18-27 – udsendelsen af de 12, bespisning af 5000).

- relaterede til dem på en kærlig måde, men udfordrede dem også til at vokse (Joh 13,1-17 – tjene og elske).

 

Bordsnakken derhjemme om forholdet mellem vores loviske tilgang: Hvad kan og skal vi gøre for Jesus? – og den evangeliske tilgang: Hvad kan Jesus gøre for os?

 

 

 

 

PP Hvad er så venskabets særlige kendetegn og oplevelse

 

PP Kærlighed.

Venskaber rummer et kærlighedsbånd, aldrig bare en forpligtelse til at elske.

Der står om Jonatan, at han elskede David som sig selv og var tæt knyttet til ham. Derfor betød det ikke noget, at han måtte bringe ofre og løbe store risici.

 

PP Ærlighed.

Fordi venner ønsker, at den anden skal vokse og udvikle sig, kræver kærlighed ærlighed. Kærligheden konfronterer illusionerne og tør risikere et midlertidigt ubehag ved at kalde os til sandheden.

Jesu kærlighed til disciplene betød, at han ikke kunne se gennem fingre med nogle af de ting, han så hos dem – Peters fornægtelse – deres mangel på tro – deres skænderier

Det var kærlighed, der motiverede Jesus til at gå i rette med Peter.

Kærligheden kan ikke ignorere ting hos den elskede, der skader ham selv:

 

PP Nærhed.

Når Jesus tilbyder venskab, tilbyder han intimitet.

Han vil tage del i vores liv og vores erfaring.

Og endnu mere fantastisk: Han indbyder os til at tage del i hans liv og hans erfaring.

I Getsemane fortalte han dem, at hans sjæl var ved at briste i ham, at han var overvældet af sorg. Og han sagde til dem, at han var lige ved ikke at kunne klare det længere; han stod på grænsen til døden.

Så bad han dem våge sammen med sig - at tage del i hans erfaring.

Intimitet er delt erfaring.

 

PP Gensidighed.

PP En vigtig forskel mellem venskab og andre omsorgsrelationer er, at der er en vis grad af gensidighed til stede.

Den gensidighed, der var til stede i Jesu venskab med sine disciple, er virkelig bemærkelsesværdig.

Han indbød dem ikke bare til at være efterfølgere, men til at være venner.

 

PP Ledsagelse.

Dette bringer os videre til det sidste ideal for venskabet.

Venner ledsager hinanden på livets rejse.

Benner nævner, at ordet ledsage er afledt af det latinske akkompagnere, og fortæller, at udfordringen for en akkompagnatør er, at man ikke skal føre an eller komme i vejen, men blive i nær, støttende kontakt med det menneske, man akkompagnerer.

Udfordringerne i åndelig venskab er de samme.

 

Som Kristi efterfølgere tager vi del i hans liv, men han tager også del i vores.

Det er, hvad sande venner gør - de ledsager hinanden på livets rejse.

 

Pinsen 2015 står for døren, og jeg vil gerne dele med mine refleksioner på baggrund af prædiketeksten til pinsedag 1. tekstrække

 

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig' hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Hellig ånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fed giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. jeres hjerte må ikke for¬færdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« Joh 14,22-31

Pinsens tema slås an gennem prædiketekstens ord:

»Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig' hos ham.

Pinseunderet betyder, at Jesus er her, og at han er nær.. Alt for mange, som lever med Jesus, regner med, at han befinder sig i Himmelen; deres Jesus har de i det høje. Utilsigtet måske kommer trosbekendelsens ord til at forstærke denne tanke: opfaret til Himmels, siddende ved Faderens højre hånd. Men det må ikke få os til at bekende Jesus langt væk! Trosbekendelsens formål er ikke at sige noget om, hvor Jesus bor, hvor han opholder sig. Det er en bekendelse til Jesu almagt! At han er opfaret til Himmels og sidder ved Faderens højre hånd betyder, at han har fået al magt i Himmelen og på jorden. Det er en bekendelse, som slynges lige i ansigtet på menighedens modstandere og fjender!, og som indirekte siger: »Vogt jer for at angribe os! Vi har en frelser, der sidder så højt, at han har jer alle sammen under sine fødder og under fuld kontrol!«

Jesus er ikke blot i Himmelen; han er allestedsnærværende! Han er i Himmelen, han er på jorden, overalt er han efter sin opstandelse. Det gælder om at leve sig ind i bevidstheden om, at den Jesus, vi tror på, han er her! Han er nær!. Han bor ved troen i vore hjerter, og vi bor ved troen i hans hjerte.

Luther har sagt: »Det er Djævelens største bekymring (og Djævelen har mange bekymringer!) at Kristus er kommet til verden for at forblive i verden!.”

Den treenige Gud bor i de troendes liv ved Helligånden!

Den sidste aften Jesus var hos os, siger han til disciplene: Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag (pinsedag) skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. (Joh. 14,18-20). »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. v. 23 (Dagens tekst).

Dette er vidunderlige ord. Gennem den frelse, som Jesus fuldbyrdede på Golgatas kors, nedrev Jesus alle skillevægge, så han kunne give os adgang til Faderen. Ved Helligånden, som er udgydt i vore hjerter, får vi umiddelbart fællesskab med Faderen i Jesus Kristus. Åndsudgydelsen pinsedag og Åndsudgydelsen i vore liv gennem dåben og et modtageligt hjerte fører til et umiddelbart gudssamfund, så vi får lov at have en Gud, som er her og en Gud, som er nær.

Allerede i Det gamle Testamente (GT) hedder det. »Hvor dette store folk dog er et klogt og forstandigt folk! "Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham? 5. Mos 4, 6-7.

Ny Testamente definerer Jesu nærvær ganske klart og forståeligt: For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.« , Matt. 18,20.

Det er vældig stort og forjættende for ethvert fællesskab. - Men videre står der, at Kristus er i sine troende. Det er måske det største af alle undere!

Menigheden består af forløste og frelste mennesker, i hvis hjerter Kristus bor ved Ånden!

Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Gal. 2,20.

Paulus beder i Ef. 3,16 -17 om, -at han (Gud) i sin herlig¬heds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed.

Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer?« spørger apostelen (2. Kor. 13,5).

I 2. Kor. 6,16 læser vi jo: »Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.« .

 

Luther siger: »Det er noget uhyre stort, at Gud bor, virker og regerer i sine hellige. For den sags skyld skulle enhver forskrækkes for en kristen og med stor ære frygte for dem, for de er hellige steder, hellige boliger. Dette er så høje åndelige ting, at troen er nødvendig for at tro det. At jeg arme, syndige menneske skulle tro, at Gud i Jesus ved sin Ånd er hos mig, jeg, som udvortes på legemet må være Djævelen og al verden så nær og desuden er et syndigt menneske, det er for fornuften helt utroligt.«

Men sådan står der i Bibelen, og Guds Ånd vidner sammen med vor ånd, at det er sandt. Herren er nær! - Herren er her! v17 "Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! 2. Kor. 5,17. v1Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. « (dvs. i livssamfund med Kristus), Rom. 8,1. Når det hedder, at du er »i Kristus«, skal du altid underforstå »i livssamfund med«. Det betyder, at vi er plantet ind i hans opstandelseslegeme; han, den levende Kristus, og vi er ét! Vi er indpodet i ham som grenen i vintræet. Vi har vort livselement, vor livskraft og vor levesaft fra Kristus. Hele vor eksistens bæres af Kristus (Joh. 15,1).

Fordi Helligånden bor ved troen i vore hjerter oplever vi Guds nærvær og samfund med Gud, hvor vi har ret og pligt til at involvere os i Åndens kraftige virkninger..

 

Lad mig endnu en gang citere Luther:

Om troen må man lære ret: ved den indpodes vi i Kristus, således at mennesket og Kristus tilsammen bliver som én person; og men¬nesket kan herefter ikke skilles fra ham, men hører bestandig sammen med ham.«I livssamfundet med Jesus opstår et ejendomsfællesskab, hvorved alt hans bliver dit, ligesom alt dit bliver hans. Amen

 

Efter en ide af Erling Utnem fra bogen Åndens gerning.

 

Ugereflektion januar 2015

 

 

 

Magnus Malms bog Kendetegn

 

Af Magnus Malm

207 sider, indbundet, bedekrans medfølger.

At søge Guds nærvær i en kaotisk tid.

 

Beskrivelse:

Er det muligt at bevare kontakten med Gud midt i en travl hverdag? Hvordan beder man, når sjælen føles som et kaotisk internet-flimmer? Ender vi ikke i et umuligt valg: Enten må vi vende denne verden ryggen for at søge Gud – eller også vil vi blive uhjælpeligt sekulariseret af alle de indtryk, der vælter ind over os?

Men hvis Gud er gået direkte ind i dette kaos for at frelse mennesket, så kan det at bede ikke være det samme som at vende ryggen til verden. Så må der findes kendetegn på Guds nærvær midt i en splittet hverdag, tegn vi kan holde fast ved, og som kan sætte os i forbindelse med livets kilde.

Denne bog handler om at følge disse tegn og lade dem udgøre den afgørende fortælling om vores liv på jorden. Ikke som teorier eller hensigter, for de vil hurtigt blive skyllet væk med nyhedsstrømmen. Men tegnene kan i vores daglige bøn blive nøgler, som hjælper os med at åbne døren – fra det indestængte og ud mod en større verden.

Med bogen følger en bedekrans i læder­snor, som kan bruges ved den daglige bøn. Den er fremstillet af en kristen palæstinenser, Jameel Qumsieh, i byen Beit Sahour ved Betlehem og består af krybben, korset og ringen.

 

Jeg har et lille forsmag på bogen her:

Fra Magnus Malms bog KENDETEGN side24 - 34.

 

Om Klosterregler - Benediktiner og Jesuitter

 

Når buret krymper

Jesus er modsætningen til al form for reduktionisme, altså vores tilbøjelighed til at reducere virkeligheden til "ikke andet end ...". Der findes forskellige varianter af reduktionisme: Naturvidenskabelige modeller, der reducerer alt til molekyler, hormoner, sandsynligheder osv. Markedets værdisæt, der reducerer alt til varer og forbrugere. Åndelighed, der reducerer alt tiL.. åndelighed. Psykologiske teorier, der reducerer alt til opvækstvilkår og indlært adfærd. Alle former for reduktionisme har, hvor forskellig den end tager sig ud, en fælles effekt på virkeligheden: den krymper. Og dermed bliver rummet for menneskets frihed til at tænke og bevæge sig i stadig mindre. Vi er ganske enkelt ikke skabt til at leve i så små bure.

Paulus beskriver Kristus på en måde, som gør det umuligt at reducere ham til en åndelig del af tilværelsen, eller bruge ham til at gøre alle spørgsmål til åndelige spørgsmål:

"Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder.

Ved ham og til ham er alting skabt. ! lan er forud for alt, og alt består ved ham."19 At søge Jesus er ikke at begive sig til virkelighedens udkant, til en "åndelighed" i periferien. Det er at bevæge sig mod virkelighedens midtpunkt, hvor alle paradokser mødes og forsones: himmel og jord, usynligt og synligt, personligt og politisk, historie - nutid - fremtid, jøder og hedninger, svaghed og styrke, død og liv, guddommeligt og menneskeligt. Først ud fra dette punkt kan vi begynde at orientere os i hele virkeligheden uden at være bange for en del af den. Og den primære måde at søge ind mod centrum på er bøn.

 

At vende sig til Gud har traditionelt ofte udsprunget fra en ide om, at "Gud står for det åndelige". Derfor har opfordringen til at bede ofte været farvet af en anspændelse: nu skal vi vende os væk fra det jordiske og menneskelige. Derfor har bønnen vakt en sorg, et vemod over det, vi dermed må vende os fra. Mennesker har en tendens til at blive alvorlige, højtidelige og dystre, når ordene kommer: "Lad os bede." Måske kommer sørgmodigheden dybest set ikke fra en bevidsthed om, at vi nu vender os mod den Hellige, men netop fordi vi dermed forventes at vende os væk fra noget, som vi oplever som dejligt, meningsfuldt eller ganske enkelt menneskeligt.

I så fald har djævelen fået os præcis derhen, hvor han gerne vil. Dels har han narret os til at tro, at Gud er lutter åndelighed, hvilket ifølge Olav Hartman snarere er djævelens egenskab. Dels har han dermed selv lagt beslag på det menneskelige og jordiske, så at vi nu må relatere til dette på hans vilkår. Han er - med Jesu ord - tyven, der bogstaveligt tager det, som ikke er hans, og gør krav på det og anvender det, som om det var hans.2O Han er også ifølge Jesus løgneren, der forvrænger sandheden og giver et falsk billede af virkeligheden.21 Resultatet er ofte, at vi til sidst vender os fra Gud med vores menneskelighed for i stedet at få den tilfredsstillet af Djævelen. Og bliver naturligvis grusomt skuffede.

"Menneskenaturens fjende", som Ignatius af Loyola kalder Djævelen, kommer til os enten som ren materialisme eller ren åndelighed. Hvad han aldrig vil eller er i stand til, er foreningen af det åndelige og det jordiske. Han er Fornægteren - enten af det åndelige ud fra materialismen, eller af det jordiske ud fra åndeligheden. Her mødes ateismen og overåndeligheden, fordi de har de samme rødder: en evigt opdelt verden, hvor der aldrig bliver bygget bro over kløften mellem ånd og materie. Djævelens græske navn er da også diabolos: den, der splitter. Eller med et andet udtryk: antiKrist, modsætningen til Kristus.

Kristus står nemlig ikke for det åndelige, i modsætning til det jordiske og menneskelige. Han står for forsoningen og foreningen af det åndelige og det menneskelige. At vende sig til ham i bøn indebærer altså ikke, at vi vender os væk fra det jordiske til Gud i det himmelske. Det indebærer snarere, at vi vender os til det punkt i universet, hvor det jordiske og det himmelske mødes. At bede er at stå på fast grund under en åben himmel.

Jesus er ikke den, der gør det jordiske meningsløst, han er den, der gør det jordiske meningsfuldt. Han giver det jordiske og det menneskelige den storhed og herlighed tilbage, som det uden Gud aldrig er i stand til at genspejle. At vende sig til Gud i bøn er at vende sig til livet i dets helhed og fylde, som Paulus siger om Kristus: "For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig."22 Det indebærer altså ikke, at vi vender os mod periferien, en "åndelig afdeling" af livet, men mod centrum, hvorfra al virkelighed udspringer og holdes sammen. "Lad os bede" er en opfordring til på ny at træde ind i paradisets have, ikke til igen at blive forvist fra den.

Derimod vender vi os i bønnen væk fra alt det, der vil reducere virkeligheden til "intet andet end ...", hvad enten det er markedskræfter, synlighed i medierne, penge, sex, magt, arbejde, status... eller åndelighed. Vi vender os i bønnen væk fra djævelens blændværk, der forvrænger virkelighed og proportioner - for at se ind i Kristi ansigt, hvor vi selv og alt andet endelig begynder at få den rette form og farve igen.

Nogen åbner udefra

I diktaturer bygger magtudøvelsen i høj grad på at forvrænge menneskers virkelighedsopfattelse. Alternative fortællinger, der skildrer noget andet end den officielle version, opfattes som farlige trusler og bliver derfor censureret, latterliggjort eller dysset ned. Historien skrives om, så den ikke kan udgøre et korrektiv til nutidens samfund. Medierne renses, så ingen modsigende stemmer kan sætte spørgsmålstegn ved landets fine tilstand. I fængslerne uddrives de alternative fortællinger med psykisk tortur: "Du er psykisk syg. Du er alene. Du er allerede glemt. Ingen vil have kontakt med dig.

Du har fuldstændig mistet forbindelsen til virkeligheden. Du har intet håb.. ." I et liberalt demokrati som vores er den officielle version, at vi har frihed til at opfatte og udtrykke virkeligheden, som vi vil. I praksis foregår der dog en tilpasning til den herskende fortælling, som i mistænkelig grad ligner den påtvungne tilpasning i et diktatur:

Den klaustrofobi, vi kan mærke i vores kultur, beror ikke på, at vi er overvåget af hemmeligt politi, men på at vi har elimineret alle store fortællinger, afsløret alle sandheder, gennemskuet alle utopier, druknet os i alt det forbudte, lagt alle steder ind på GPS, hånet alt det hellige. "Been there, done that" i en kultur, som føles så ødelagt, at man mister sin uskyld bare ved at blive født. Narcissismen har forblændet os i den grad, at vi til sidst er ude af stand til at se andet end vores eget ansigt i, hvad der end møder os. KvælningsfornemmeIsen er svær at beskrive og endnu sværere at få bugt med, for vi har det jo så godt...

Ikke engang "Jesus er svaret" synes at kunne høres i denne blødt forede trivselskultur. Det lyder bare som endnu et registreret varemærke blandt alle andre. Og da gør det måske ikke så stor en forskel, om det præsenteres i en form, der er tilpasset kulturen. Who cares ?

Måske er den eneste mulighed: "Jesus, du er svaret." Når alt kommer til alt, er bønnen måske den eneste sprække, der er tilbage i en stadig mere kompakt og velisoleret forskansning. Den sidste erindring, som vægrer sig mod at lade sig omtolke eller købe til tavshed. Den upassende tørst, som ikke synes at kunne slukkes af de varer, der tilbydes. Råbet efter frihed, som bare synes at blive stærkere for hvert frihedsløfte, der ikke bliver indfriet. Hvis vi er indelukkede i vores kultur, så er måske den eneste chance, der er tilbage, at nogen udefra vil åbne for os.

To historiske eksempler kan fungere som spejle for bønnens afgørende rolle i voldsomme kulturforandringer. I år 476 faldt den sidste kejser i Rom, og dermed blev der sat punktum for et næsten tusindårigt herredømme. Den blanding af kaos og gamle, forældede strukturer, som fulgte i Vesteuropa, plejer vi at kalde folkevandringstiden. Hele den romerske måde at forvalte et samfund på faldt sammen stykke for stykke. Folkeslag og stammer brød op og slog sig ned i nye områder; kulturstrømninger begyndte at gå i nye baner; grænser og kort måtte tegnes om. Den romerske krigsmagt havde for længst ophørt med at garantere den relative fred, der blev kaldt Pax Romana, og mange steder hørte vold med til dagens orden (det er i den periode, de fleste af vores tidlige skandinaviske borge blev bygget, som et tavst vidnesbyrd om en mildt sagt usikker tid). Lærdom og intellektuelle færdigheder fra antikken gik i glemmebogen, efterhånden som romerske centre vendte tilbage til bondekulturen.

På den tid sidder der en munk ved navn Benedikt på klostret Monte Cassino i Italien og udformer en regel for klosterliv. Det er i 540-tallet, og Italien hærges af stadige konflikter.

Benedikt tager afsæt i de erfaringer fra ørkenfædrene, som er blevet formidlet til Vestkirken, frem for alt gennem Cassianus. Hans regel overlever alle andre klosterregler fra den tid, fordi den er så realistisk og praktisk blandt så mange ekstreme yderligheder, som man i længden ikke kunne leve efter.

Kernen i dette klosterliv er munkenes fælles bøn. Ud fra en bogstavelig læsning af et vers i Salmernes Bog beskriver Reglen, hvordan tidebønnen skal foregå: "Som profeten siger: Syv gange om dagen synger jeg din pris. Og om nattens vigilier siger den samme profet: Ved midnat står jeg op for at prise dig.

Lad os derfor lovsynge vor Skaber for hans retfærdige bud til disse tider."23 Tidebønnen byggede frem for alt på bønnerne fra Salmernes Bog, som man bad fælles i veksellæsning.

Ud fra denne klostrets fælles hjertepuls voksede derefter hele det mangfoldige klosterliv frem, med jordbrug, smedjer, bogfremstilling, dambrug, haver, gæstgiveri, sygepleje og alle de andre virksomheder, som på forskellig måde betjente klostret og dets omgivelser. Men Reglen er meget tydelig med, hvad der har førsteprioritet i alt dette: "Så snart man ved tiden for tidebønnen har hørt klokken, skal man lade alt, man har i hænderne, ligge og indfinde sig med største hast, dog med værdighed, så der ikke gives anledning til løssluppenhed. Ingenting må således gå forud for tidebønnen."24 Rent fysisk indebar det en dyb respekt for selve kapellet eller klosterkirken, som kaldtes oratorium (bederum): "Oratoriet skal svare til sit navn, og intet uvedkommende må udføres eller opbevares der. Når gudstjenesten er afsluttet, går alle ud i dybeste stilhed og viser ærefrygt for Gud, så en broder, som måske vil bede alene for sig selv, ikke hindres af en andens hensynsløse optræden."25 Vi kan næppe overvurdere betydningen af disse tydelige strukturer omkring det indre liv i et så kaotisk samfund.

Klostret virkeliggjorde det benediktinske nøgleord PAX (fred) på en radikalt anderledes måde end den foregående Pax Romana. Dybest set syntes der kun at eksistere to måder at skabe orden i kaos på: vold eller bøn. Og de kan ikke kombineres. I sporene efter den romerske centralmagts orden voksede nu klostrenes" øer af normalitet" frem. I det ydre blev de indhegnet af klostermurene - og i det indre med en regel for bønnens daglige rytme, i et rum, der alene var helliget til dette formål.

At denne regel også fungerer i det postmoderne samfunds "folkevandringsmentalitet" fik vi set et eksempel på, da BBC lod fem almindelige engelske mænd leve fyrre dage i et benediktinerkloster. Det er forunderligt, hvordan et menneskes indre kaos begynder at finde en struktur, når man ganske enkelt går ind i en daglig rytme med at bede Guds ord.

Det er som i skabelsen: Ordet strukturerer kaos, så der bliver kosmos. Den stadigt gentagne bøn giver form, retning og mening til et desorienteret sjæleliv. Pulsen i denne regelmæssige bøn har gennem historien vist sig at trænge igennem fra munkenes og nonnernes indre til et omgivende samfund i opløsning. Der er en skabende kraft i bestandigt at gentage Ordet, indtil virkeligheden begynder at få struktur og vender tilbage til Gud.

Mødtes i studenterkvarteret

Tusind år efter Benedikt har den spanske adelige Ignatius af Loyola samlet sine venner i studenterkvarteret i Mont Martre i Paris. Verden ser radikalt anderledes ud sammenlignet med Benedikts tid. Alligevel er der også slående ligheder. Det er en turbulent periode i Europas historie, både i indre og ydre forstand. Det middelalderlige samfunds relativt rolige forudsigelighed er blevet brudt op af et helt nyt verdenskort for europæerne, hvor ikke mindst Amerika betyder helt nye horisonter for politik og handel. Bogtrykkerkunsten har skabt en helt ny informationsteknologi, humanismen har på forskellige måder sat bevægelse i den efterhånden temmelig stivnede middelalderlige lærdomstradition, reformationen udfordrer den katolske kirkes magt over teologi og kirkeliv, den muslimske verden presser på fra middelhavsområdets østside.

Den orden, som Ignatius og hans brødre skabte, fik navnet Jesu Selskab. For at virkeliggøre visionen om en fleksibel orden, der på radikal vis skulle følge Jesus i hans kald til at gå ud i verden, besluttede de at opgive tre ting, som lige siden Benedikt havde været selvfølgelige og bærende elementer i alt ordensliv: tidebønnen, klostret og ordensdragten.

Det var ganske enkelt ikke foreneligt med jesuitternes målsætning og måde at arbejde på, hvis de blev tvunget til at afbryde et besøg i fængslet eller på sygehuset, fordi de skulle passe tidebønnerne. At bygge klostre var heller ingen hjælp for et fællesskab, der mere fik form som et internationalt netværk end som en lukket gruppe af bofaste munke. På spørgsmålet om, hvor jesuitterne havde deres kloster, gaven af Ignatius' medarbejdere Nadal det legendariske svar: "Verden er vores hus." Og at bære en bestemt ordensdragt ville besværliggøre en anden afgørende side af ignatiansk spiritualitet: at inkulturere evangeliet, at udfolde det så tydeligt som muligt og med så få kulturelle hindringer som muligt i ethvert miljø.

Hvordan skulle de så holde bønnens lue brændende?

Der var to ting, der viste sig at blive afgørende for at holde jesuitterne levende over for Gud og forenede med hinanden.

For det første den proces af åndelig vejledning, som Ignatius formulere de i sine Åndelige øvelser. I sin længste form indebar det en personlig retræte på fire uger, under ledelse af en medbroder. Den erfaring lå til grund for brødrenes fællesskab, som et levende og naturligt fælles referencepunkt for deres liv og arbejde, ug sum en regelmæssig gentagen erfaring j kortere form.

Retræten som en afgrænset tid i stilhed sammen med Jesus Kristus er dermed en ignatiansk gave til hele den kristne kirke. Og der ligger en stor grad af fleksibilitet i retræten, for ifølge Ignatius' anvisninger skal" øvelserne tilpasses de forudsætninger, som de personer, der vil udføre de åndelige øvelser, har" .26 Det andet, som Ignatius indskærpede sine medbrødre, var den daglige eksamen. Den indebar et tilbageblik på dagen for Guds ansigt, hvor de i bønnens fortrolige samtale med Gud kunne sortere dagens erfaringer: Hvordan er Jesus kommet mig i møde i dag? Hvilke erfaringer har givet en god eftersmag og draget mig nærmere til Gud? Hvilke har givet en bitter eftersmag og splittet mig? Hvordan kan jeg finde ind til Helligåndens påvirkning af mine tanker og følelser, så jeg tydeligere kan give mit gensvar på Guds vilje med mit liv?

Hvor har jeg svigtet i dette gensvar og har brug for at bede om tilgivelse?

I et aktivt liv midt i samfundets mylder af mennesker og behov blev denne daglige eksamen en uvurderlig "indre celle", som på mange måder modsvarede de middelalderlige munke s regelmæssige bedetider i klosterkirken. Bønnen belyste og strukturerede de ofte kaotiske erfaringer fra dagens arbejde og førte jesuittens fokus tilbage på Kristus og hans værk i verden. Den hjalp ham til at bevare fornemmelsen for hans egne bevægelser i sjælelivet, så han kunne bruge sine egne erfaringer til at hjælpe mennesker i åndelig vejledning.

Og ikke mindst: den udvidede hans opmærksomhed på og taknemlighed over Guds godhed i situationer, som ofte indebar brutale konfrontationer med menneskelig lidelse.

Dybest set handler dette om vores gudsbillede. Hvis Gud er sådan, som platonikerne og gnostikerne siger, så er han ophøjet over alt jordisk kaos i en åndelighed, der er ubesmittet af vores barske hverdag. At bede er i så fald at forsøge at forlade det kaotiske for på en eller anden måde at bevæge sig op i Guds rene tmdelighed.

Men det er ikke den måde, Bibelen beskriver Gud på.

Guds stadige bevægelse er at "stige ned" i vores jordiske virkelighed, for at give den liv og forandre den. Jesus taler om, at "min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også."28 Ignatius var dybt præget af dette gudsbillede og skriver om, hvordan "Gud anstrenger sig og arbejder for min skyld i alle skabte ting på jordens overflade, det vil sige at han fremtræder som en, der arbejder."29

Jeg læste engang en artikel om bøn, skrevet af jesuitten David Fleming. Der skulle egentlig ikke mere end overskriften til- "Finding a Busy God" - for at tanker og følelser blev sat i bevægelse.3O Vi ville nok have skrevet "Finding God in a Busy Day" eller lignende, for det er jo os, der har travlt, og Gud, der er passiv... eller hvad? Hvis nu Jesus virkelig er Guds billede, hvad fortæller så de fire evangelier om dette spørgsmål? Og hvilke konsekvenser får det for vores bøn?

På overfladen er den benediktinske og den ignatianske spiritualitet altså meget forskellig. Samtidig har de fascinerende fælles træk. Begge kom til at udgøre Helligåndens svar på et samfund i dramatisk forandring, selvom det blev på diametralt modsatte måder. Den ene ved at skabe en fast ydre struktur omkring bønnens kerne, den anden ved at skabe en fleksibel struktur omkring bønnens kerne.

I praksis er mange af vore dages kristne retræter en blanding af de to former for spiritualitet, hvilket antyder, at de begge bidrager med noget stærkt og sundt i vores samfund.

Den benediktinske handler dybest set om at trække sig tilbage fra verden til ørkenen for at søge Gud. Den ignatianske handler om at forene sig med Kristus i hans sendelse ind i denne verden. Ser vi ikke netop denne bølgebevægelse hos Jesus selv?

Det er måske ikke en tilfældighed, at to så offentligt aktive personer som Ignatius af Loyola og Dag Hammarskjold havde den samme yndlingsbog, "Om Kristi efterfølgelse" af Thomas a Kempis. Den har en udpræget klosterspiritualitet, som taler om at trække sig tilbage fra verden for i cellen s stilhed at forenes med Gud i hjertets bøn.