|
Boganmeldelser
Peter Haldorff er en af tidens største teologer omkring åndelig reflektion, pilgrimsvandring, meditation, oldkirken og kirkefædrene, og jeg har indscannet en del af hans reflektioner fra forskellige bøger, som han har udgivet.
Jeg har indscannet lidt fra nogle af hans bøger.
1. Den Stærke og Tomhedsdæmonen
Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet.
LUKASEVANGELIET 11,21-22
VED aftenkaffen foran tv-nyhederne trænger spørgsmålet sig på: Er verden blevet ondere end nogensinde, og mennesket mere brutalt?
Nej, det tror jeg ikke. At vi undertiden oplever det sådan, kan delvist hænge sammen med, at verden er blevet formindsket med teknologiens tryllestav. I en by rammer alting alle. Når det uudhQIdeligt onde i dag slår til, opleves det ikke kun af dem, der er til stede. I løbet af få sekunder farer chokbølgerne kloden rundt via satellit. Al verdens ondskab eksploderer i vores stue. Tilværelsen sættes på spidsen: Hvad er det for nogle kræfter, der driver sit spil med mennesket? Kræfter, der ikke skåner uskyldige, men i vore dage iscenesætter en lavine af uudholdelige begivenheder, den ene efter den anden?
FASTETIDEN fører os til bibeltekster, der minder os om, at livet er noget alvorligt, og at kristen tro langt fra er noget ufarligt. Fortællingen i Lukasevangeliet er det ikke så let at udglatte eller gå let hen over (Luk 11,14-23).
Jesu brydekamp med ondskaben, som den skildres i evangelierne, er i moderne tid hverken blevet betragtet som stueren eller særlig relevant. Vores tids præsteskab, psykologerne, har lært os, at det eneste, vi har brug for at blive befriet fra, er projektioner, vrangforestillinger og forkerte ideer. At tale om Djævelen er længe blevet betragtet som noget, der hører en primitiv og mindre oplyst tid til. Vi nøjes med at forklare ondskaben med en ulykkelig barndom, en dominerende far eller lignende.
Men nu, da historien går på hæld, og den uforklarlige ondskab giver sig stadig mere brutale udtryk, begynder skeptikerne at tvivle på deres egen tvivl. Der rejses nye spørgsmål om ondskabens væsen og udspring. De forkastede eller i hvert fald oversete tekster i Bibelen viser sig pludselig at have en forbløffende relevans.
I VORES vesterlandske kultur har vi gjort kristen tro til et sæt ideer, en slags livstolkning. I den tidlige kirke er kristen tro noget ganske andet end en ide eller en "isme": Det er at være sat i forbindelse med tilværelsens kraftkilde. "For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror" (Rom 1,16), udbryder apostlen Paulus, der hørte til sin tids intellektuelle.
I en verden, hvor mange vil have magt over vore liv, er troen et møde med en, der er stærkere. Et møde med ham, der ikke bliver fristet til at bevise sin eksistens for at tilfredsstille vore behov for tegn og sensationer, men som giver frihed til den, der hører hans ord og bevarer det.
DET er næppe muligt at forstå mennesket, verden og historien, hvis vi stædigt fastholder, at Djævelen er myte og symbol. Heller ikke, hvis ikke vi tør se den gruopvækkende sandhed i øjnene: At der er noget i vores eget gådefulde indre, der lader sig pirre af ondskaben og udgør et brohoved for dæmoniske kræfter.
Ikke sådan at vi kan melde hus forbi, når det gælder ansvaret for vore handlinger, og i stedet give overnaturlige magter skylden. Men hvem har ikke oplevet dage, hvor det hverken hjælper med de bedste intentioner eller den ypperste etik? "For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg" (Rom 7,19).
Når vi bliver plaget af denne indre konflikt, må vi vælge, hvem vi vil alliere os med. Vælge, om vi vil tage kampen op mod ondskaben eller ej. Det er vores største ansvar.
FÅR dette os til at trække os tilbage? Handlede den kristne tro ikke om nåde, om at der ikke er noget, vi selv skal gøre?
"Tro på Jesus - så bliver alle dine problemer løst!" Nej, vi læser også: "Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord" (Ef 5,6). Dem er der rigeligt af i vores tid - også i religiøse pjecer.
N ej, troen og frelsen er ikke en bagdør, vi kan snige os ud af for at undgå kampen på livets slagmark, slippe udenom striden og smerten. Det er en vej at gå, en vej, der fører til befrielse, iklædt ham, der er vores befrier, Jesus Kristus.
"Han iførte sig retfærdighed som brynje og satte frelsens hjelm på hovedet," læser vi hos profeten Esajas (Es 59,17). Det er en kamp, man ikke vinder med den rigtige taktik og smarte slagord, men ved at leve et liv i sandhed. For kampen udkæmpes i den indre borg.
HVAD er det da i vores indre, der drages mod det mørke og destruktive? Måske kan det bedst sammenlignes med et tomrum. Når Jesus taler om Djævelens genkomst, gør han det på baggrund af, at "huset" er blevet tomt. Tomhedsdæmonen tiltrækkes af tomrum.
Er der ikke noget, vi genkender her? Er det ikke en af vor tids største plager, denne følelse af tomhed og meningsløshed, som flere og flere rammes af? Vi grubler ikke over skæbnen, som man gjorde i antikken. Vi ængstes ikke over vore synder og en vred Gud, som i middelalderen. Vi stiller os selv spørgsmålet: Er der en mening? Alt virker så meningsløst.
Nutidens besættelse er Tomheden. Den isnende, sorte tomhed.
Men netop derfor tør vi tro, at ondskaben i sig selv, endda når den viser sig fra sin mest gruopvækkende side, er et tegn på, at verden i grunden er god og meningsfuld. Det er med ondskaben som med et hul i vejen. Det eksisterer kun gennem fraværet af det, der burde have været der.
Tomhedens herre har ikke noget at skulle have sagt, undtagen i det vakuum, der opstår, når huset er tomt, når vi vælger Gud fra.
Derfor er Gud og Djævelen aldrig ligeværdige modstandere.
Tomhedens herredømme varer kun, indtil tomrummet igen er fyldt med nærværet af ham, der hører hjemme i vores inderste rum.
I FASTEN vandrer vi mod påsken og det kristne evangeliums store drama. På korset går Jesus Kristus ind i den store, stumme Tomhed og fylder den med sit Nærvær.
Undertiden er Jesu død på korset ensidigt blevet beskrevet i juridiske termer, som et slags retsdrama: Mennesket har pådraget sig en stor skyld, det ikke kan betale tilbage. Altså bliver en anden, en der selv er uden skyld, nødt til at skaffe mennesket godtgørelse.
Så er det svært ikke at se Gud som en krænket dommer, der kun modstræbende lader sig formilde og til sidst eftergiver gælden. I urkirken var perspektivet langt større: Menneskets store problem er ikke dets skyld, men at vi er i dødens og tomhedens vold - det er en magt, der gør os svage og driver os til at krænke og udnytte vore medmennesker. Derved pådrager vi os skyld.
Jesu død og opstandelse er den kristne tros lykkelige gåde. Det inderste i den er et mysterium, der går ud over, hvad vi er i stand til at begribe. Men Skriften giver os antydninger, når der står, at Gud blev menneske" for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen" (Hebr 2,14). Det beskrives bedst med billeder: En endnu stærkere overmandede den stærke, der holdt mennesket fanget i et intet, og fratog den stærke hans våben, hvoraf det vigtigste er døden. Tegnet er den tomme grav: Dødsriget blev frarøvet sit bytte.
FASTEN kalder os til besindelse og omvendelse. Når vi plages af tidens ondskab, af følelsen af at være havnet i en blindgyde, åbner der sig en smal sti ud af ingenting. En vej, på hvilken mennesket får sin frihed tilbage i skyggen af et kors.
At gå den vej, er at overgive sig til Den Stærkere, til ham, der alene kan befri os fra tomhedens fængsel. Det er langsomt at vokser ind i en tro, der ikke er en ide, ikke en snusfornuftig selvsikkerhed eller en forsikring imod smerte og kamp. Det er hjertets tillid til den Gud, der har sendt sin søn for at befri den skabning, der endnu vånder sig i sin skrøbelighed.
Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!
2. Den ottende dag (Om kronos og kairos)
PÅSKEDAG er skabelsens ottende dag. Dagen, hvor mennesket bliver født på ny. Det er påskedags aften, den opstandne Jesus kommer til sine disciple, hvor de havde lukket sig inde, og blæser ånde i dem med ordene: "Modtag Helligånden!" (Joh 20,22).
Fra det øjeblik udgjorde de en ny menneskehed. Der er en tydelig forbindelse til den første skabelse: Det var gennem Guds åndedræt - Helligånden - at mennesket blevet levende væsen. Det er da Jesus blæser ånde i mennesket, at det bliver et nyt menneske. Den nye skabelse begynder på samme måde som den første skabelse.
Med en dramaturgi, der uskadeliggør døden, manifesterer dåben overgangen til en ny tid. Vi venter ikke længere på fremtiden. Den er her gennem Helligånden - Kristus er opstået! Menigheden er fremtidens forpost her på jorden. Dåben er dens port. Ånden er dens garant.
Her taler vi ikke bare om et billede eller en metafor for det kommende, men om en nærværende virkelighed: Den ottende dag er indtruffet, dens tid er ikke urets tid, chronos, hvor vi er slaver under kalenderens tyranni. Dens tid er kairos, Guds evige nu er blevet lukket ind i tiden med hans Ånd. Menighedens kald i verden er derfor utroligt: Gennem Åndens kraft at synliggøre den kommende verden i et liv, et fællesskab og en holdning til tiden, der hører den anden side af opstandelsen til.
Alting fik en ny begyndelse påskedag!
CHRONOS og KAIROS repræsenterer to forskellige verdener af tid: Timeligheden og evigheden. Spørgsmålet om hvad tid er, har holdt tænkere og filosoffer beskæftiget igennem historien, og det er endnu ikke lykkedes nogen at knække gåden. Tiden er et stort mysterium, og man gør klogt i at forholde sig ydmygt over for den.
Med chronos mener vi tiden, sådan som vi ofte oplever den: En slavepisker, der driver os til udmattelsens grænse, i vores kultur ofte reduceret til urets tid. Det betyder ikke, at tiden i form af chronos i sig selv er ond. Set fra et kristent perspektiver den skabt af Gud og er en gave, vi er kaldet til at forvalte - men ikke beherske. Når vi forsøger at bemægtige os tiden, forvandles den til en tyran.
Så slynger vi om os med udtryk, som "jeg har ikke tid" eller "vi må vinde tid", udtryk, der vidner om, at den gamle verdensorden hænger ved vores liv, selvom vi er døbte.
Selvom vi har de bedste hensigter, risikerer vi som kristne at falde tilbage til den gamle tid i stedet for at leve i den nye tid.
Hvordan kommer dette til udtryk? Jo mere vi anstrenger os for at vinde tid, desto mindre udretter vi. Jo mere vi planlægger vores liv for at blive effektive, desto mere forvandles tiden til en stressfaktor.
Gudsvennerne talte tidligere om at leve i "gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os". Kairos er disse gerninger, når evigheden gør et indhug i tiden. Det er den "velbehagelige tid", som vi ikke planlægger, men gør os klar til at tage imod. Men den forudsætter, at livet ikke allerede er så overbooket og fyldt med aktiviteter og forpligtelser, at Åndens kald ikke kan finde nogen sprækker at komme igennem. Det er ikke farligt at have "tom" tid i sit liv, men det kan tværtimod være en mulighed - den tomme tid kan jo blive fyldt af Ånden og blive til kairos - profetisk tid! Det er den ottende dags tid, hvor en dag er som tusind år, og tusind år som en dag...
Tidstyranniet, travlheden og stressen, der kendetegner vores kultur, og som vi alle er mærket af, hænger i høj grad sammen med, at vi ikke er forsonet med vores død, at vi som kristne ikke lever i vores dåb. Den lidelse, vi kalder udbrændthed, kommer ikke først og fremmest af, at vi arbejder for meget. Mennesket har altid arbejdet meget. Selvfølgelig er der forskellige ydre faktorer, der ligger bag, men dybest set handler det om, at vi lever, som om døden var lige i hælene på os - ikke som om vi allerede har gennemlevet døden, nemlig da vi i dåben blev indlemmet i Kristus, han, der gennem sin opstandelse har brudt dødens magt.
Hele Jesu forkyndelse og virke var en proklamation af, at en ny tid var begyndt. Han kaldte denne tid for "Guds rige" eller "Himmeriget". Og Jesus talte ikke kun om Guds rige, som noget vi venter på, men som noget, der er her. Hvad var tegnet? "Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer," sagde han (Matt 12,28).
Netop det faktum, at dæmonerne blev afvæbnet, var altså det vigtigste vidnesbyrd om Guds riges tidlige komme. Den ottende dags hvile er mere end noget andet en hvile fra kampen og striden: Ikke før dæmonerne er "drevet ud" af verden, kan vi endelig hvile ud.
Men den, der er døbt, kan opleve en forsmag på denne hvile, og han ved, at Kristus døde "for at tilintetgøre Djævelens gerninger" (1 Joh 3,8), at han gennem sin opstandelse har udslettet døden.
Den ottende dag er troens hvile for den, som gennem Åndens nærvær har lært hemmeligheden om at leve i sin dåb at kende.
FRA påskedag, ja, fra vores dåbsdag - vores egen personlige påskedag - har vi døden bag os! Vi lever stadig i dødens dal, men døden har ikke længere magt over os. I dåben er vi opstået til et nyt liv.
Tør vi tro det? Har vi mod til at leve, som om det var sandt?
Der er kun en årsag til, at vi kan turde tro og give os hen til det, at vi kan lade os fylde af Ånden, så vi får den ottende dags hvile, selvom kampen stadig er i gang. Denne årsag har en sikker grundvold: "Men nu er Kristus opstået fra de døde!" (1 Kor 15,20).
3. Hjertets skat
Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.
MATTÆUSEVANGELIET 6,19-21
JEG kan huske, da vi vandrede i den indre ørken. Fra tid til anden kunne vi på afstand skimte huler i bjergene. Grotter. I årtusinder havde forvitringen arbejdet på at gøre dem beboelige for eremitterne. I visse perioder har der levet tusindvis af eremitter i sådanne ørkengrotter. De er der stadigvæk.
Eremittens liv kan næppe være et forbillede for os. Vi fremhæver i stedet det aktive, socialt set udadvendte og afvekslende liv. Eremitten forundrer os. Hvordan kan det være, at nogen vil være eremit?
Ordet eremit betyder" en, der har et udelt hjerte". På en mere radikal måde end andre formår eremitten at vise, hvad et udelt liv er. Han bliver et lys. Et tegn for os andre. Ikke forstået på den måde, at han siger, at vi alle skal blive eremitter, men han viser noget, der gælder os alle i de liv, vi har fået.
HVIS vi på et tidspunkt besøger en eremit i hans grotte, vil vi opdage, at grotten er helt tom. Der er ingenting. Hans liv synes at være fattigt, tarveligt og tomt.
- Hvad gør du her? spørger vi eremitten.
- Jeg samler skatte, svarer han.
Eremitten har sit rige inden i sig selv. Det, der er usynligt for os, uden for vores synsvidde, er det, han bruger som pejlemærke. Det synlige, det skabte, er bare indicier. Det er det, der er uforgængeligt, hinsides tid og rum, der er hans destination. Det forgængelige, krop og materie, er hans vej.
Eremitten samler skatte i himlen. Han har fundet det gode liv.
LYDER det ikke en smule verdensfjernt, når Jesus siger: "Saml jer ikke skatte på jorden. .. Men saml jer skatte i himlen"?
Når eremitten forlader verden for at gå ud i ørkenen eller op i bjergene, for at leve alene i en grotte, ligger der i denne handling ikke nogen foragt over for menneskelige fællesskaber og livet i samfundet. Men han er nået frem til en indsigt om livet og meningen med det, som han har taget de mest radikale konsekvenser af.
Hvad er det for en indsigt? Hvis mennesker ikke fæstner sit hjerte ved et større mål, noget højere, så vil livet her i verden snart overmande os med en følelse af meningsløshed og tomhed. Vi vil blive overvældet af, hvor tomt alting synes at være. Snart vil vi endda opgive håbet om overhovedet at finde nogen mening med livet. Så risikerer vi at blive kyniske og selviske.
DEN ironiske generation har man kaldt nutidens unge i den vestlige verden - den første generation, der er vokset op uden Gud.
Hvorfor ironisk? Det er en generation, der har gennemskuet tilværelsens meningsløshed, hvor latterlig forældregenerationen er, når den samler sig skatte på jorden og tager sig selv meget højtidelig. De unge ler ironisk af dette og udstiller det i en ny tids komedier. Uden Gud, uden noget større, der giver livet retning og mening, er det svært at være andet end ironisk for den, der vokser op i et moderne samfund. Men der er ikke langt fra ironi til kynisme.
Saml jer skatte i himlen. Nej, Jesus er ikke fortaler for et ansvarsløst liv, der er vendt bort fra denne verden. Han sætter blot livets vigtigste spørgsmål på spidsen. H vad lever jeg for? H vad bruger jeg mit liv på? Hvor har jeg mit hjerte?
BIBELTEKSTERNE spørger os om, hvad vi bygger vores liv på. De bliver desto mere nærgående for os, der lever i et samfund, der har så meget fokus på det materielle. Vores politik handler om "skat" i mere end en betydning. Penge og økonomi, formue og gæld, løber som en rød tråd igennem det meste.
Jesu ord om ikke at samle sig skatte på jorden er ikke et forbud mod at eje. De antyder bare en værdisætteise, der er radikalt anderledes. At være rig i denne verden - noget, vi alle sammen er i en global sammenligning - er ifølge denne måde at se på ikke en fordel, men snarere en belastning.
Det var nok ikke uden grund, at Jesus sagde, at det er svært for en rig at komme ind i Guds rige. Det skal ikke forstås sådan, at fattigdom skal være et ideal; de fattige har også deres fristelser. Men for den rige, den, der har skatte på jorden, er det desto mere nødvendigt at øve sig i at leve, som om han ikke havde nogen. At fæstne sit hjerte ved noget, der er så dyrebart, at vi bliver uafhængige af det, som mennesket har en tilbøjelighed til at blive allermest afhængig af: penge.
Så er det muligt for os, som Paulus udtrykker det, at "være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv" (1 Tim 6,18-19).
EREMITTEN har taget tyvene i denne verden ved næsen. Der er tomt i hans hus, men det glimter i hans sjæl. Han er fattig, men alligevel rig - forarmet, men lever i overflod.
Eremitten udfordrer os ikke bare til eftertanke og selvransagelse. Han stiller mig over for spørgsmålet: Har jeg fæstnet mit liv ved det, der virkelig gør et menneske rigt? Ved det, som tidens tand ikke kan røre, hvor hverken møl eller rust fortærer. |
4. Gud har kun en menighed
[Stræb] efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: et legeme og en ånd, ligesom I jo også blev kaldet til et håb; en Herre, en tro, en dåb; en Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.
EFESERBREVET 4,3-6
BILLEDET af kirken som Kristi legeme udtrykker ikke bare menighedens opgave med at legemliggøre Kristus. Det illustrerer også den kristne tros fælles karakter. "Et legeme består heller ikke kun af en del, men af mange" (1 Kor 12,14).
Ordene er et stød i hjertet på al åndelig individualisme. Der er ingen, der kan gøre krav på alene at afspejle hele Kristi livs fylde og Åndens gaver. Det kan vi kun gøre sammen.
SOM skabt i Den Treenige Guds billede er fællesskabet lagt ned i menneskets identitet. Vi har fra begyndelsen en relation til Gud, og det er vores vigtigste relation. Men vi står også i relation til vore medmennesker, ja til alt det skabte. Vi bliver mennesker gennem vore relationer. Synden slider på vore relationer, og når de bliver revet i stykker, havner vi uden for os selv. Det iturevne fællesskab gør os fremmede, ikke bare over for hinanden, men også over for os selv.
Kirken som den nye menneskehed var en vision for den kristne menighed, der fik stor udbredelse i den tidlige kristenhed. Den kristne menighed er et tegn på, at Gud i Kristus har forsonet hele verden med sig selv for at oprejse en menneskehed, der i sit indbyrdes fællesskab afspejler Treenighedens indre liv. Evangeliet overvinder ikke bare vores fjendskab med Gud, men også den fremmedgørelse, rivalisering og konkurrence, der er mellem mennesker.
Kirkens liv på jorden er en afspejling af livet i himmelen. Kirken er et profetisk fællesskab, der vidner om den fremtid, der skal komme. Gennem Helligåndens iboende liv er menigheden det fællesskab, hvor ordene er gået i opfyldelse, at "lider en legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver en legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig" (1 Kor 12,26).
PINSEDAG begyndte den dybe helbredelse af såret i menneskehedens krop. Sprogunderet er det første tegn. Pinsen er begyndelsen til enden for den globale sprogforvirring, der har sin oprindelse i Babel.
Tungetale er et helbredeisens tegn, den nye menneskehed s sprog, bekræftelsen på at Kristi forsoning var en modgift mod den mest dødelige af alle gifte - tungens. Et fællesskab dannes der, hvor man forstår hinanden, allerede før man har lært hinanden at kende. Et fællesskab, der ikke bygger på lighed, køn eller klasse, race eller politisk overbevisning, men på Åndens enhed med fredens bånd.
De, der aldrig ville have opsøgt hinanden af naturlige grunde, finder pludselig sammen. De er et hjerte og en sjæl. De udgør en menneskehed. En ny ånd har taget bolig i deres bryst, en kærlighed er blevet indgivet i deres hjerter.
I Azusa Street i Los Angeles i 1906, hvor den moderne pinsebevægelse blev født i et forfaldent lagerlokale, var det mere end noget andet dette tegn, der vakte både forbløffelse og irritation. Tungetalen var ganske vist sensationel og skabte opmærksomhed, men det store profetiske tegn var den enhed, der blev manifesteret ved, at mennesker, der i datidens samfund levede adskilt, nu sad ved siden af hinanden. Vækkelsen rev barriererne mellem racer og klasser ned. I et meget opdelt samfund repræsenterede Azusa Street en "ny menneskehed", hvor der var forsoning og enhed mellem mennesker. Det var det store mirakel.
ERFARINGENS største teolog i den unge kirke, Paulus, fremhæver stærkt det fælles i den kristnes åndelige erfaring. Ligesom troen for apostlen er en erfaring af Ånden, så er denne erfaring også altid fælles. En åndelighed, der er reduceret til privat religiøsitet, er en selvmodsigelse i en kristen tankegang, en fremmed fugl i Paulus' åndelige verden. At tilhøre Kristus er at tilhøre hans krop, menigheden. "For vi er alle blevet døbt med en ånd til at være et legeme" (1 Kor 12,13).
Det kan ikke siges tydeligere: At blive fyldt af Ånden gør mig delagtig i Guds liv, men også i andre menneskers liv. Jeg bliver en del af "et legeme", der er føjet sammen i "en ånd". Den fælles erfaring af Ånden er grundlaget for al kristen enhed.
Eller omvendt: Uden Ånden er alle forsøg på at opnå kristen enhed forgæves.
Da Paulus formaner de kristne i Filippi til at have det samme sind (Fil 2,1-5), er han bevidst om, at det kun er muligt, hvis Ånden er den kraft, der binder dem sammen. Deres samhørighed skal bygge på det, han kalder" Åndens fællesskab" (Fil 2,1). Uden den er enheden en illusion.
N år vi derimod genkender vore erfaringer med Ånden i hinanden, er det ikke engang nødvendigt for os at stræbe efter at være et. Vi er allerede et, uanset hvilke etiketter andre vil klistre på os, og nu skal vi så bare" fastholde Åndens enhed".
SPØRGSMÅLET om kristen enhed burde stå højt på dagsordenen i enhver kirke, men det gør det sjældent. Vi bliver ved med at vogte vore revirer og sørge for vores eget. Prestige og position hæmmer vores profetiske mod.
Men når kristne, der alle er "blevet døbt med en ånd" (1 Kor 12,13) krydser hinandens veje, opstår der en umiddelbar genkendelse og en dyb oplevelse af samhørighed - en enhed, der går på tværs. Konstellationer, der anses for kirkepolitisk umulige, begynder at tage form. Vi opdager, at kristen enhed ikke er noget, vi må krydse os frem til gennem alle teologiske skær - det ville være et projekt, der var dømt til at kæntre. Nej, kristen enhed kommer til syne i det øjeblik, hvor vi deler vore erfaringer af Ånden med hinanden.
De, der drikker af de samme kilder, deler en hemmelighed: Gud har kun en menighed. N år vi tager konsekvenserne af denne virkelighed, som Helligånden har bragt til veje, kan Gud ikke længere forblive skjult i verden.
5. Venskabets sakramente
Af Peter Haldorff
Men Ruth svarede: "Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen: Kun døden skal skille os!" Ruts bog 1,16-17
NÅR et menneskeligt fællesskab er bedst, er det som et venskab, hvor man intet har at takke for og ikke behøver at blive takket for noget - undtagen netop for venskabet! I det øjeblik er vores fællesskab et billede af den kristne tro. "Min elskede er min, og jeg er hans" (Høj s 2,16). I Højsangens kærlighedsdigte kan man ikke længere sige, hvad der er menneskeligt, og hvad der er guddommeligt. Det er heller ikke nødvendigt.
H vis der er en menneskelig kærlighed, der giver et glimt af Guds kærlighed, så er det venskabet. Det var et sådant venskab, der var vokset frem mellem de to kvinder, Ruth og No'omi.
Ligesom det er med et menneskes forhold til Gud, på samme måde er det med vore relationer til hinanden. De kan rumme mange ingredienser: Underkastelse, dårlig samvittighed, frygt, sleskhed, gengældelse og belønning. Hvis man bruger eller bruges af den anden, får venskabet en besk bismag af beregning. Kærligheden bliver plettet til.
UDEN venskab bliver det kristne livs "krav" og "udfordringer" - al tale om efterfølgelse, om loyalitet, om askese, om at miste sit Hv både uforståelige og uudholdelige. Det samme kan man sige om ægteskabet, ja, om alt virkeligt fællesskab. Ruths ord er en lovsang til det venskab, der glæder sig over at give afkald.
Kun hvor der er venskab, kan man på en meningsfuld måde tale om at give afkald; uden for venskabet bliver en sådan tale undertrykkende, ja ligefrem hånende.
En kristen forkyndelse, der gerne og ofte fremhæver, hvad vi skal gøre - at vi skal hengive os, elske og ofre - kan for så vidt sagligt set være rigtig, men risikerer alligevel at blive en karikatur af kristen tro. En af venskabets store mystikere i den kristne tradition, karmelitternes fornyer i Spanien i 1500-tallet, Teresa af Avila, fortæller, hvordan hun i begyndelsen, ligesom de fleste af os, så bønnen som en opgave. Noget vi er tvunget til at gøre. Hun blev befriet fra dette syn, da det gik op for hende, at det eneste vi kan gøre, er at tage imod den kærlighed, der strømmer mod os som levende vand. Det forvandlede alt, og hun udbrød: "Kristus er en meget god ven!" Det samme gælder alt venskab. Hvis det bliver reduceret til at være et interessefællesskab eller en opgave, der skal udføres, gør vi hinanden til midler for vores velbefindende og lykke. Sandt venskab kan aldrig belønne, det bærer lønnen i sig selv. Glæden i sig selv.
DER er indsigter, der er vanskelige, for ikke at sige umulige, at læse sig til. Dem kan man kun lære ved at være sammen med Guds venner - dem, der ikke bare taler om, at tro er som et venskab med Gud, men som selv lever af dette venskab. Jeg er ikke alene om min erfaring. At møde Guds venner, - de, der har krydset min livsvej fra de mest uventede sider - har lært mig uendeHg meget mere om, hvad det vil sige at være kristen, og om vejen, vi vandrer med Gud, end utallige bøger og prædikener. Lyset i deres øjne har været et langt mere overbevisende vidnesbyrd end alt det, jeg har læst eller hørt.
Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt, i hvert fald for de fleste af os, at vokse i kærlighed til Gud uden i fællesskabet og i venskabet med andre mennesker. Vi er mange, der som franske Simone Weil kan vidne om, hvordan de reneste inspirationskilder i vores søgen efter Gud har været venskaber. I et af sine breve skriver denne selvudsletteisens skikkelse, der døde under anden verdenskrig i en alder af kun et par og tredive år: "Blandt alt menneskeligt er der intet, der hjælper mig bedre til at holde blikket rettet ufravendt mod Gud end venskabet med Guds venner." Til disse mennesker står vi i den samme slags taknemmelighedsgæld som til Gud. Men ikke for noget andet end venskabet.
RUTH og No'omi var blevet uadskillelige. "Ruth klyngede sig til hende," læser vi i fortællingen.
Men at være uadskillelige er ikke det samme som at være afhængige i den forstand, at man lever sit liv igennem en anden.
Venskab er det fællesskab, hvor de to modsætninger, forening og afstand, lever side om side. Ja, disse modsætninger forudsætter og forstærker hinanden. Venskab kan kun findes, hvor der er en afstand, der respekteres. Selvom det hedder sig om ægteskabet, at "de to skal blive et kød", er de dog to og ikke en. På trods af at de er forenet i ægteskabets hellige pagt, forbliver de dog to adskilte personer. To mennesker, der må respektere hinandens frihed.
VENSKABETS "opgave" er ikke at opfylde hinandens behov. Et venskab har ikke nogen "funktion", kun en forpligtelse. Venskabets vigtigste forpligtelse er, som Aristoteles har udtrykt det, "sammen at stå i det godes tjeneste", dvs. hjælpe hinanden til at blive bedre mennesker.
En lignende tanke møder vi hos en af den affektive teologis store mestre i 1100-tallet, Aelred af Rievaulx. I sin bog Om åndeligt venskab forklarer Aelred, at man i et virkeligt venskab ikke kan forvente sig andet end "Gud og det sande gode".
Kun med Gud har mennesket ret til at ønske sig at blive helt forenet, skriver Simone Weil. Kun han er den absolut tvingende nødvendighed i vores liv. Når følelsesbånd mellem mennesker fører til, at den anden bliver et tvingende behov for mig, belastes venskabet. Når ønsket om at behage eller at blive behaget tager overhånd, er det ikke længere muligt at bevare den personlige frihed, hverken hos sig selv eller hos den anden.
Venskabets smukkeste navn er selvforglemmelse. "Hvor du går hen, vil jeg gå," siger Ruth. Men selvforglemmelse skal ikke forveksles med selvudslettelse. Det er lige modsat.
En smuk orientalsk fortælling belyser forskellen. Den elskende banker på den elskedes dør. "Hvem er det?" spørger den elskede inde fra huset. "Det er mig," svarede den elskende. "Gå din vej!
Huset er for lille til både dig og mig." Den elskende grunder over disse ord. Til sidst vender han tilbage og banker på igen. "Hvem er det?" "Det er dig!" Denne gang blev døren åbnet.
Tilbageholdenhed er en forudsætning for brudens forening med brudgommen, fortsætter Simone Weil. Når jeg opgiver mit krav om at blive behaget, få plads til mig og mine behov, mine interesser og rettigheder, da åbner der sig en ny vej, en hemmelighed.
Så er der et frø, der slår rod inden i os, begynder at vokse og bliver til et smukt træ, som himlens fugle kan bygge rede i. Vi ved, hvem der er træets forbillede. Men hvis vi havde vidst, hvilket frø Gud lagde ned i os, havde vi måske ikke været så hurtige til at sige ja. Og dog er vi skabt til at give netop dette svar.
Nu er træet vokset op i os, har slået dybe rødder i os. For at blive til liv for mange.
Afsnit 6: Den nedre vej
Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra, men store folkeskarer fulgte ham, og han helbredte dem alle. Men han pålagde dem strengt, at de ikke måtte røbe ham, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger:
Se min tjener, ham har jeg udvalgt, min elskede, i ham har jeg fundet velbehag.
Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal forkynde ret for folkene.
Han skændes ikke, han råber ikke, man hører ikke hans røst i gaderne.
Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, til han har ført retten til sejr; folkene håber på hans navn.
MATIHÆUSEVANGELIET 12,15-21
HVORFOR gør Gud ingenting? Hvorfor sætter han ikke en stopper for ondskabens fremmarch i verden og gør en ende på uretfærdighederne i samfundet?
Det vil han også gøre. En dag vil han føre retten til sejr. Det er ikke forgæves, at folkene håber på hans navn.
Men nu! Hvorfor gør han ikke noget nu?
Jo, han kalder mennesker til at gøre det, her og nu. Han kalder sin kirke, de, der tror på ham. Han har givet os en opgave:
At føre retten til sejr, at give folkene håb. Men på en anden måde, end den vi normalt bruger, hvis vi vil påvirke og forandre verden. Gud kan kun handle gennem den, der følger ham på "den nedre vej".
De, der går ad "den øvre vej", kan ganske vist gøre deres stemme gældende i verden, blive set og lagt mærke til, imponere og manifestere. Men de vil aldrig komme til at føre retten til sejr, der hvor
overgreb og vold hersker, eller give håb, hvor modløshed og opgivenhed råder.
EVANGELIETEKSTEN beskriver Jesu vej til at skabe en ny verden, et nyt klima i samfundet. Det er en anden vej, end den de fleste går. En anderledes vej. Lad os kalde den" den nedre vej".
Det er ikke en vej, vi spontant ville vælge, ikke den vej, der ligger os nærmest. Nej, vi vælger hellere" den øvre vej". Den føles mere naturlig for os, mere fornuftig, mere effektiv.
På den øvre vej hæver man stemmen, kæmper indtil man får ret.
På den nedre vej råber og skriger man ikke for at bevise, at man har ret.
På den øvre vej råber man på markedspladsen, i moderne tid ved hjælp af mediernes megafoner. På den nedre vej lader man ikke sin røst lyde i gaderne.
På den øvre vej farer man så hurtigt frem, at nogle blive kvæstet og mister deres selvrespekt og tillid. På den nedre vej råder den varsomhed og lydhørhed, der ikke sønderbryder det knækkede rør, og ikke slukker den osende væge.
På den øvre vej vinder man debatter. På den nedre vej vinder man hjerter.
To veje. To måder at forholde sig på, til troen og til Jesu kald til at gå ud i verden, til at forandre samfundet. Den nedre vej og den øvre vej.
DER er noget irrationelt og underligt over Jesu måde at beskrive sig selv på i denne tekst. Hvis man har et budskab, burde man vel råbe det ud til så mange som muligt. Den, der har noget at sige, skal vel ikke være tilbageholdende? Man bør vel debattere og argumentere for at overbevise masserne?
Til vores store overraskelse forbyder Jesus endda sine disciple at fortælle andre, hvem han er. Hvorfor? "For at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas ... Han skændes ikke, han råber ikke, man hører ikke hans røst i gaderne."
Hvordan skal man forstå dette? Er det ikke modsigelsesfuldt?
Gådefuldt?
Jo, det er meget gådefuldt, og vi bliver irriterede. Men den samme profet, som Jesus citerede, havde allerede tidligere sagt: "Jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren" (Es 55,8).
Tænk blot på, hvor ofte vi forestiller os, at det at modnes og udvikle sig er en opadgående proces. Og hvor forvirrede vi bliver, når ting og sager går os imod. Hvis vi forstod den nedre vejs hemmelighed - at al virkelig vækst går gennem død til liv - ville det hjælpe os til at finde hvile, også når troen mangler et ydre gelænder at holde fast i.
HVEM er det, der ikke har brug for at råbe og skrige for at nå ind, for at berøre og overbevise? Hvem er det, der ikke har behov for at hæve stemmen for at få mennesker til at lytte og besinde sig?
Hvem er det, der ikke sønderbryder det knækkede rør, og ikke slukker den osende væge Det er den, der taler livet. Ikke bare om livet.
Vi har vel alle oplevet, hvor stor forskel der kan være. Man kan tale om livet, og forhåbentlig er det også godt, sundt og opbyggeligt. Men så sker det nogle gange, at vi møder dem, der taler livet.
Deres ord gør noget med os, som andre ord ikke gør. Får os til at lytte, grunde over ordene. Skaber en tørst og en længsel, får os til at rette vores opmærksomhed mod Gud - mod sandheden og retfærdigheden. Pludselig kan vi mærke, hvordan vores hjerte bliver fyldt af en kærlighed, der giver os vilje og styrke til det sværeste af alt, at elske vore fjender.
DEN, der taler livet, har ikke bare et budskab, han er budskabet.
H vis et budskab hovedsagelig er noget, man har, så kommer der meget fokus på ideologi og principper, strategi og kommunikation.
Man vil kæmpe for det, forsvare det mod vantroen, man klamrer sig fast til det.
Den, der er budskabet, er bærer af en virkelighed, der er hinsides alle ord og argumenter. Han hviler i en indre fred og tryghed, der bygger på en vished om, at "han, som er i jer, er større end han, som er i verden" (1 Joh 4,4). Derfor har han ikke brug for at hæve stemmen, for at man skal tro ham.
Menneskene på den nedre vej har ikke brug for rampelys og megafoner. De er selvet brev, der er skrevet af Kristus og læst og kendt af mennesker. De spreder Kristi vellugt "blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes" (2 Kor 2,15).
|
Vejledning om Fasten
Originaltitel: »En liten vagledning til fastan« udgivet af Bokforlaget Cordia, Sverige 2002.
Copyright @ Peter Halldorf & Bokforlaget Cordia
Copyright @ for dansk udgave: Credo Forlag 2004
Oversættelse: Roar W. Jørgensen Omslag: Linea Lykkehøj
Sats: Credo Forlag
Tryk og indbinding: Frederiksberg Bogtrykkeri
Udgivet ar Credo Forlag, Ryesgade 105, st., 2100 København ø.
33 43 83 83.
credo@kfs.dk www.credo.dk
ISBN 87 72422793
HVORFOR FASTE?
At faste er en menneskelig nødvendighed.
I den kristne historie _ såvel som den jødiske _ har fasten altid haft en naturlig plads. Som fri, og dermed ansvarlig for sit liv, vælger hvert menneske hvad han skal sige ja og nej til. Vores valg former os. Vi kan vælge at sløse vores liv væk. Vi har også mulighed for at bevare vores værdighed. Vi kan hænge os i det der deformerer vores ansigt. Vi kan også overgive os til det der forædler vores sjæl.
Den kristne brug af fasten hviler på erkendelsen af menneskets svimlende kapacitet. Vi er i stand til at gøre det mest forfærdelige. Men vi bærer også Guds billede. Hvad der bliver ud af vores liv, har dog intet at gøre med vores evne til at tage os selv i nakken, men kun med hvilke magter vi allierer os. Nåden er den kristnes største privilegium. Livet er gratis fra begyndelsen. Frelsen er en ufortjent gave.
Men når Gud åbner sin hånd og rækker sine gaver til os, er det os der vælger hvordan vi vil forvalte dem.
Det er her fasten kommer ind i billedet.
At faste er at tage sig selv alvorligt. Det er at tænke stort om livet og forvalte den gave det er at være menneske.
DEN GLÆDESFYLDTE FASTE
Er det så underligt at mange ser frem til fastetiden med en utålmodig glæde?
Det hænger sammen med det fasten gør ved os. Bagagen bliver lettere, målet klarere og længselen mere inderlig. Fasten er en åndelig rejse, hvis mål er påsken _ eller i overført betydning: et liv der er gennemlyst af Kristi opstandelse.
Men vi kan stadig tvivle. Hvem vil ikke gerne deltage i glæden, festen, triumfen?
Men kampen? Fasten? Vi strækker os så langt som muligt for at gøre noget seriøst med vores liv, bryde med destruktive livsmønstre og gøre op med vores synd. Det giver mening. Vi kan godt indse, at det skal gøres, men dovenskab får os til at udskyde det til senere.
Fasten udgør en del af det Bibelen kalder »den gode strid« (2 Tim 4,7) eller »arbejdet på frelsen«) Fil 2,12. Det er en nødvendig kamp, for uden den kan et menneske ikke bevare troen i denne verden og modnes til at blive det han er: et billede af sin skaber.
BESKÆRING AF LIVET
Et af de billeder der tydeligst belyser hvad fasten indebærer, er beskæringen. Enhver haveejer ved at det svære ved beskæring er at den skal foretages på de gode planter. Det er ikke ukrudt vi taler om når vi skal beskære, men derimod de planter vi ønsker at have i vores have. Det drejer sig om ikke at være sentimental på dette område. Hvis ikke vi gør noget, vil vi få en jungle af vækster der kæmper som rasende med hinanden om lys, vand og plads.
At beskære er at acceptere begrænsningens princip. Det er nødvendigt at tilpasse mængden af planter til det område vi har til rådighed, ellers bliver høsten knap og ynkelig. Det samme gælder i den indre have. Det jordstykke der er vores liv, kan ikke rumme et ubegrænset antal planter.
Vi kan ikke være alt, nå alt, omgås med alle og dyrke alle de interesser vi kunne ønske. At beskære i bunkerne af ulæste bøger, i listen med ønskede rejsemål eller ligefrem blandt alle de mange bekendtskaber der kræver vores tid og opmærksomhed _ ikke af foragt for det sociale liv, men for at kunne fordybe sig i virkeligt venskab. Alt dette hører ind under fastens område.
Når Jesus siger at »et er fornødent« (Luk 10,42), så udfordrer han den gode mangfoldighed i vores liv og kalder os til at søge den salige enfoldighed.
»Når I faster...« De ord bruger Jesus som indledning til sin vejledning om fasten i Bjergprædikenen (Matt 6,16_18).
Dermed placerer han fasten midt i det kristne liv. Fasten er altid frivillig, ikke en pligt eller et krav. Men den er samtidig nødvendig. At faste er lige så naturligt som at bede og at give. Det er ikke et spørgsmål om, men et spørgsmål om hvornår.
Bibelens vejledning om faste indeholder altså ingen eksklusivitet, som om det var en slags særligt pensum for åndeligt fuldvoksne.
Fasten er en selvfølgelig del af livet for en kristen, et tilbagevendende indslag i vores livsrytme, hvilket også var tilfældet blandt de første kristne. I urkirken gjorde man onsdag og fredag til fastedage. At det lige var de ugedage havde en frelseshistorisk baggrund: onsdag var den dag Jesus blev forrådt, fredag var dagen han døde.
Denne praksis havde sin baggrund i det jødiske miljø hvor den første kristne menighed voksede frem. Jøderne fastede regelmæssigt på mandage og torsdage.
Jesu skarpe kritik af den jødiske faste gjaldt det faktum at tyngdepunktet var blevet forskubbet: Fra at have haft sin plads i det personlige rum, »så du ikke faster synligt for mennesker« (Matt 6,18), var den blevet flyttet ud på gadehjørnerne hvor man søgte publikum til sine åndelige øvelser. Selvom man kan have fælles tider for faste, hører den alligevel altid til i det skjulte liv.
NÅR ÅNDEN LEDER OS
Jesus fulgte selv de jødiske fasteregIer, men han fastede også ved andre lejlighed o o er, frem for alt nar Anden ledte ham til det. »Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen« (Matt 4,1), fortæller Matthæusevangeliet. Her skulle fasten virke forberedende før en opgave som ventede.
Under de fælles fastetider støtter vi hinanden i den åndelige fordybelse og kamp.
Men den personlige faste eller askese som vi hver især ledes til af Helligånden, er lige så uundværlig. Her kan det handle om at søge klarhed eller åndelig kraft før vigtige valg eller beslutninger, under kriser eller ved konflikter. I mødet med usædvanlig stærk dæmonisk aktivitet siger Jesus: »Den slags fordrives kun ved bøn og faste« (Matt 1 7 ,21).
Hvornår er det så rigtigt at faste? Og hvordan bør en sund faste se ud? Af og til o o kan det være klogt at forsøge at fa Andens røst klargjort sammen med en erfaren sjælesørger: Hvad vil være det bedste at gøre for mig i den livs situation jeg er i lige nu? Hvilken »medicin« er den rigtige?
Den klassiske vejledningstradition understreger at friheden må råde på fastens område. »Hvor Herrens Ånd er, der er der frihed« (2 Kor 3,17). Paulus' ord gælder alt i det kristne liv _ også fasten.
Det betyder at hvis en vælger at afstå fra noget, må han samtidig kunne kæmpe for andres ret til det han selv vælger fra. Det område vi faster på, kan forandre sig fra tid til anden og fra person til person. Det samme gælder formen. Her er der brug for visdom, varsomhed og vejledning fra Helligånden.
Af og til kan vi mærke en stærk indre tilskyndelse til at faste uden nogen synlig o o eller bemærkelsesværdig årsag. Anden der udforsker Guds og menneskers tanker, tager os i sin tjeneste, og først senere forstår vi hvorfor vi skulle faste på det tidspunkt.
Men ofte kan hjertets længsel være årsag nok. Når hungeren efter Gud bliver stærk, lader vi med glæde de naturlige behov stå tilbage for at kunne søge den uforgængelige føde med større iver.
FASTETIDEN OG KIRKEÅRET
Allerede i 300_tallet kom den særlige tid på året som vi kalder fastetiden, til at tage sin form. I vores kirkeår indledes den med askeonsdag seks uger før påske. Muslimernes ramadan har sit udspring i denne faste som havde en selvfølgelig plads hos de kristne da islam opstod i 600_tallet. Forbilledet for fastetiden er J esu fyrre dage lange kamp i ørkenen, men også Israels fyrre år lange vandring gennem ørkenen. Grunden til at den indledes en onsdag, er at søndagene er fritaget for faste; de er altid »opstandelsesdage«. Og for at seks uger skal blive til fyrre dage, skal der lægges fire dage til. Askeonsdag har fået sit navn efter den praksis der var allerede i Det gamle Testamentes tid, når folket fastede i »sæk og aske«. Asken er et billede på boden, et synligt tegn på hjertets sønderknuselse hos den der er nået frem til at indse at hans egen »retfærdighed« kun er aske over for Gud. Asken vidner om »syndens løn«: død og forgængelighed. Under fasten bekender vi vores delagtighed i verdens ondskab og omvender os til den Gud som alene kan give liv hvor alt håb er ude.
Fastetiden i kirkeåret er samtidig et billede på de vilkår der gælder alt kristent liv: Intet kan vindes uden forberedelse og kamp. Nåden er gratis, men den sæd Gud lader gro i vores liv, har brug for beskyttelse og omsorg for at modnes. Letsindighed og overmod kvæler den frugt der er i vente.
I kirkeårets vandring i Kristi efterfølgelse findes en vekslen mellem smerte og glæde, mellem kamp og triumf. Det afspejler livets realitet. Man behøver ikke kunne give udtryk for alt det der hører til den kristne tro, på en gang. Alt har sin tid.
Uden renselse, ingen oplysning. Uden tårer, ingen lovsang. Uden faste, ingen fest.
Her er en af »pointerne« _ både for menigheder og for den enkelte kristne _ ved at følge kirkeårets rytme: Den giver mig konkret støtte til at fordybe mig i forskellige sider af det kristne liv i forskellige perioder. Prædikanterne får hjælp til at komme ud af vanen med at vende bunken og tvinges til at trænge ind i andre bibeltekster end deres favoritter. Den enkelte kristne kan meditere over og blive udfordret af hele rigdommen i Guds plan for verden og mennesket.
l løbet af fastetiden støtter vi hinanden i mådehold, vi skærper blikket og får værktøjer til at arbejde med både krop og sjæl. Fastetiden kalder mig til at tage fat på arbejdet i den del af Guds vingård som er mit liv, med større intensitet.
AT TRÆKKE EN GRÆNSE FOR SIT LIV
Faste hører af og til sammen med et andet centralt begreb i den tidlige kristne vejledningstradition, nemlig askese. Ordet kommer fra græsk, den unge kirkes sprog, og betyder »øvelse«. Mens askese i vores opfattelse har fået en negativ klang og ofte forbindes med at sulte sig og plage og foragte sin krop, blev ordet oprindeligt brugt i helt profane sammenhænge, fx inden for idræt eller i militæret. Dets betydning er slet og ret træning. Ved at bruge dette ord i den 'åndelige vejledning viser ørkenfædrene i 300_tallet at virkelig fremgang forudsætter øvelse. Det gælder alt i livet ikke mindst kærligheden! _ og burde egentlig være selvfølgeligt. Uden askese er det ikke muligt at vokse i kærligheden som er målet for alt menneskeligt liv.
Askese er i denne sammenhæng et godt ord fordi det gør det klart at al øvelse indebærer at man trækker en grænse for sit liv. Og det er i forhold til det gode i livet vi har behov for at trække grænser. Når vi taler om at faste eller om askese, så handler det altså ikke om at sige nej til det en kristen opfatter som »synd«. Al faste tager sit udgangspunkt i kroppens og sindets behov. Det der er givet af Gud i skabelsen og beriger livet, skal ikke belægges med skyld: søvn, mad, klæder, seksualitet, relationer, syn, hørelse, tale og meget andet.
Men hvis de naturlige behov bliver brugt forkert eller bliver konkurrenter til vores dybere åndelige behov, så virker de imod deres hensigt; så bidrager de ikke til et godt og rigt liv.
Derfor begynder enhver faste med at vi ser på vores liv og vores måde at leve på.
Vi stiller spørgsmål til os selv: Hvad i mit liv risikerer at tage for meget plads? Hvad trækker mig let i en retning jeg ikke ønsker? Hvad et det der må dø en lille smule for at jeg skal kunne leve mere helhjertet?
De svar jeg kommer frem til, hjælper mig med at udskille de områder hvor jeg har behov for at faste _ det vil sige at trække en grænse for mit liv.
EN LET FASTE
»Jeg vælger hellere en let faste som varer længe, end en som er byrdefuld i begyndelsen og hurtigt holder op,« sagde en af ørkenfædrene. De erfarne ved hvad de taler om. De ved at den største årsag til at mange af os nybegyndere mislykkes i vores åndelige øvelser, er at vi lægger for hårdt ud. Vi vil jo så meget. Vi længes så varmt. Vi bliver udfordret af en inspirerende prædikant eller noget vi har læst i fastens begyndelse og tænker: »Nu skal der virkelig ske noget!« Så strækker vi os efter noget vi ikke kan nå. Og det eneste der bliver tilbage, er en dårlig samvittighed.
Den åndelige erfaring understreger mådeholdet, ikke mindst når det gælder fasten, og advarer mod de alt for ambitiøse åndelige projekter. Bag disse lurer hovmodet nemlig, og de bliver oftest kortlivede.
Hemmeligheden ved al faste ligger i det der står tilbage og bliver en vane i mit liv.
Lidt velovervejet mådehold bliver da uendeligt meget mere virksomt end en storslået indsats som bare er en engangsforeteelse. Som en anden af ørkenfædrene udtrykker det: »Alt overdrivelse kommer fra dæmonerne.«
HVORDAN BEGYNDER MAN?
Begrebet faste kan forstås på flere måder selvom vi med »faste« normalt mener at man i en kortere eller længere periode afstår fra mad, og at det kan praktiseres helt eller delvist. Den der faster helt, bør ikke begynde med flere dage. Måske ikke en gang med en hel dag. Begynd med at afstå fra et måltid.
Da man i den unge kirke gjorde onsdag og fredag til fastedage, indebar det at man fastede fra om morgenen og indtil klokken 15 eller 17 på disse dage.
En »partiel« faste indebar at man skar ned på nogle bestemte ting. Blandt mange kristne er det almindeligt at afstå fra kød i fasteperioderne. Ved kun at spise vegetarisk mad i fastetiden vender man tilbage til verdens »paradisiske« tilstand _ før syndefaldet. Så enkle ting som at afstå fra pålægget på brødet, desserten efter middagen, kaffen efter maden, chips foran fjernsynet kan være en anden måde at være tilbageholdende under fasten.
Foragt ikke den lille, målbevidst gennemførte forandring! Så påminder du din sjæl om og vænner din krop til at »mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund« (Matt 4,4).
EN LÆNGERE FASTE
Den der har øvet sig på fastens vej og dermed har lært kroppens reaktioner at kende, kan med tiden prøve at faste i flere dage. I det tilfælde kan det være klogt at nedtrappe fødetindtagelsen et par dage før man indleder selve fasten. På den måde mindskes en del af det første ubehag der ellers er normalt i fastens første dage, fx hovedpine og utilpashed noget der er en følge af at kroppen under en faste gennemgår en »renselsesproces« når den tømmes for affaldsstoffer.
Efter cirka to_tre dage indtræder normalt et velbefindende hvor man føler sig lettere i tanken og bedre kan koncentrere sig. Nu høster man frugten af sin faste. I kombination med et mere intenst bønsliv og en større fordybelse i Bibelens tekster og kristen litteratur bidrager fasten til at det indre menneske »udvider sig«. Gud bliver større, og en positiv »Iigegyldighed« indfinder sig i forhold til meget af det der hører til i den forgængelige verden.
Hvis man vælger en længere fasteperiode er det vigtigt at man er ved godt helbred, såvel fysisk som mentalt. Den der tager medicin eller er syg, bør rådføre sig med sin læge inden han begynder en faste.
ØRETS OG ØJET'S FASTE
En god ven fortalte hvordan han på den første dag i fasten, askeonsdag, trak stikket ud til fjernsynet og stillede det ind i et skab. En anden sagde: »Under fasten rationerer jeg avislæsningen til to dage om ugen.« I den unge kirke lagde man frem for alt vægt på mavens og tungens faste _ to områder hvor der næsten altid kan findes anledning til mådehold. Frådseri nævnes ofte først blandt dødssynderne og tungen beskrives i Bibelen som »fuld af dødbringende gift« (Jak 3,8).
I vores tid er øjets og ørets faste mindst lige så vigtig. Medierne som forgifter
vores hjerner, flimmeret af billeder som fylder sindet med brudstykker, er måske en lige så stor årsag til det fænomen der kaldes »udbrændthed« som længere arbejdsdage.
Larm er en af de største trusler imod det åndelige liv. Det berøver os den stilhed som er uundværlig for at kunne opfatte »sølvtonen« i Jesu stemme. Måske er det ikke en tilfældighed at Bibelens sidste bog _ den der handler om tidens ende _ gang på gang opfordrer: »Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne!« (Åb 2,7). At fylde ørerne med (u) lyde er en sikker måde til at blive åndelig tunghør.
Faste kan også være at undlade brugen af radio, computer, TV, reklamer, video, aviser _ og endda at udøve en vis tilbageholdenhed med hvem vi omgås. Ikke af foragt for mennesker, men af respekt. Faste på disse områder hjælper os til større nærvær i forhold til os selv og andre: At høre os selv tænke, at se på den der taler til os.
Et af Skriftens vigtigste åndelige råd finder vi i Salmernes Bog 46,11: »Vær stille, og kend at jeg er Gud« (svensk oversættelse 1917). Under alle former for faste bør vi søge at omgive os med mere stilhed end normalt. Stilhed er talens faste. Ordenes fyld bliver skrællet væk, og der opstår en ny klarhed i det sagte.
Ørerne renses, og vi begynder at høre hvad der menes med det, der bliver udtalt.
BEHOV ELLER BEGÆR?
Fasten er en vej til større selvindsigt. Når jeg gør et forsøg på at afstå fra noget, lærer jeg hvad der har et stærkere eller svagere greb om mit liv. Noget kan vi afstå fra uden problemer, mens vi har det sværere med at undvære andre ting.
Såvel gode som dårligere sider af livet bliver grundlagt gennem vaner. Hvis jeg vænner mig til altid at småspise mellem måltiderne eller have TV'et kørende, bliver det med tiden noget jeg har svært ved at undvære. Behovet er blevet et begær. På samme måde fungerer den gode »afhængighed« eller vaner. Den der motionerer eller mediterer regelmæssigt, udvikler en positiv afhængighed af det der opbygger.
Den kristne undervisning har en vigtig skelnen mellem behov og begær: behovet er noget godt, det er en del af mig som jeg ikke behøver fornægte eller fortrænge.
Men et behov der bliver rettet mod noget forkert eller får en fejlagtig proportion i mit liv bliver til et begær. Kroppens og sindet s behov behersker mig i stedet for at berige mit liv.
Et misbrug eller overdreven brug af faste og askese har af og til let ved at udvikle sig til en foragt for kroppen og dens behov.
Men de veltrænede asketer i den kristne tradition kan ikke uden videre opfattes som krops fjendske. Ofte har de været blandt dem der har taget kroppen mest seriøst. De sammenligner kroppen med en mark der er givet os af Gud _ hvor vi kan arbejde og blive rige. Denne mark kan dog også lægges brak, blive ubrugelig og få en dårlig jordbund uden mulighed for at bære god frugt. Den der ikke ved Åndens hjælp lærer sig at beherske kroppens og sindets behov, bliver i Bibelen kaldt for et menneske der er styret af »kødets lyst« (Gal 5,16).
FASTEN SOM VEJ TIL FRIHED
Vi kan altså se hvordan friheden i vores liv er forbundet med fasten. Man er kun fri i forhold til det man formår at afstå fra. Regelmæssig faste kan derfor blive en måde at opnå en større grad af frihed. Ved at afstå fra det vi har ret til, undgår vi at blive afhængige af behov der i og for sig er gode.
Behov vi aldrig siger nej til, kan med tiden blive til laster som tynger os ned og gør sjælen overmæt og sløv og berøver os vores indre frihed. I klassisk sjælesorg taler man om de »otte laster« der modsvares af de »otte dyder«. Lasterne og dyderne repræsenterer områder i vores liv der rummer både en tendens til selviskhed og et potentiale til godhed. Det er denne tendens til selviskhed Paulus kalder »kødet«, og den modsvarer »viljen til det ~ode« i vores hjer!e. »For kødets lyst står Anden imod, og Anden står kødet imod.
De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad l vil« (Gal 5, l 7). Et menneske kan aldrig blive mere end et menneske, men han kan bliver mere menneske. Det vil sige mere menneskelig i modsætning til umenneskelig. De åndelige øvelser sigter på at tæmme det selviske gen vi bærer inden i os, så vi i stedet kan leve i kærlighed til Gud, vores næste, o ja, hele skabningen. Ved at lade Anden lede os (Gal 5, 16) er vi ikke længere udleveret til kroppens og sjælens lidenskaber så de kan gøre med os hvad de vil. Og hvad er så Åndens frugt? Det er »kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og se\vbeherskelse« (Gal 5,22).
FASTEN S FRISTELSER
»Nå, så du faster«.
Hvor let sker det ikke at det hele er spildt? Hvor svært er det ikke at være tilfreds med det ingen ser? Ingen ud over Gud.
I sin vejledning til fasten, indskærper Jesus, at den hører til vores »hemmelige liv«. Og som advarende eksempel nævner han dem der gør fasten til en åndelig opvisning _ »de har allerede fået deres løn« og giver råd om hvordan man bør leve mens man faster: »så du ikke faster synligt for mennesker« (Matt 6,18).
Fristelsen til at gøre indtryk følger al åndelighed som en skygge. Det kan ligge snublende nær at gøre fasten til et redskab man styrker sin egen selvfølelse med; man bilder sig ind at man endelig er kommet et par skridt foran de andre i ens omgivelser.
Der findes ingen mere effektiv måde at gøre ende på sine åndelige erfaringer på end at brede dem ud for alverden. Hvis man vidt og bredt eller med spidsfindige antydninger taler om sine åndelige erfaringer, så er det i øvrigt en meget virksom måde at få andre til at føle sig åndeligt underlegne. Som prædikanten og forfatteren Emil Gustafson plejede at sige det: »Den, der har meget at sige om sig selv, har endnu aldrig set Gud!« Marias eksempel er tidløst: hun »gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem« (Luk 2,19).
»Gå ind i dit kammer« (Matt 6,6), siger Jesus når han taler om vores liv med Gud.
Kammeret er billede på de steder og erfaringer i vores liv som andre ikke har indsigt i, det vi allerhøjst betror vores sjælesørger.
Hvert menneske bar brug for sådan et »kammer«. Et sted hvor vi kan lukke omgivelserne ude. Der hører fasten til.
FASTEN OG NÅDEN
Tæt op ad fristelsen til at imponere med sin faste ligger en anden faldgrube. Følelsen af at være en »bedre« kristen kommer snigende. Og det behøver ikke handle om at imponere andre; oplevelsen af at have vundet Guds velbehag via fasten trøster os. Men det er en falsk trøst. I det øjeblik det sker, er fasten blevet et mål i sig selv, en fortjeneste i forhold til Gud.
En ørkenbroder der havde sammenlignet sine øvelser med Antonios, udbrød frustreret: »Jeg faster mere end dig, og alligevel bliver alle ved med at komme til dig.« Og Antonius svarede stille: »Det er fordi jeg elsker Gud mere end dig.« Grundlaget for al faste i kristenlivet må være erkendelsen af at alt er af nåde.
Ingen bliver mere hellig af at faste. Helligheden i vores liv er Guds værk, ikke frugten af vores anstrengelser.
Men hvorfor skal jeg så overhovedet faste?
En discipel spurgte sin åndelige fader:
»Hvad er bedst: fasten eller den indre årvågenhed?« Han fik svaret: »Mennesket er et træ. Den indre årvågenhed er frugten. Fasten er løvet.« Fasten er altså et af de redskaber vi bruger for at værne om den frugt der er på vej, frugten aflydhørhed og Kristuslighed. Det er Anden der får det til at vokse i vores liv. Vores ansvar er at fjerne »vildskud« som hindrer frugten i at modnes og Kristi billede i at træde frem.
FASTENS LØN
Jesus lover at en ret faste der er skjult for omverdenen s blikke, bliver belønnet (Matt 6,18).
Hvad er så fastens løn?
Det har vi lige konstateret: At livet får sin oprindelige renhed og enkelhed tilbage så mennesket kan se Gud _ »Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud« (Matt 5,8) _ og dermed se på vores næste og os selv i kærlighedens lys.
Mennesket er en visuel skabning. Kærligheden er blik _ at se den anden og at lade sig blive set. l et dybsindigt ord i sin bjergprædiken lader Jesus os ane at øjet er det vigtigste hos mennesket: »Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst« (Matt 6,22).
Troen sidder ikke i tanken, den sidder i øjet. Ved at se Gud begynder mennesket at ligne Gud (1 Joh 3,2).
Fordi frelsens store mål er lighed med Gud, kan man sige at uden faste _ askese er det ikke muligt at blive bevaret i frelsen.
Hvert menneske er skabt i Guds billede.
Gudsbilledet er uudsletteligt, men skæmmet af denne verdens aflejringer. Alligevel er det der hele tiden. Guds billede i mennesket udgør et potentiale og vidner om vores store mulighed. l en vis forstand er vi potentielle »guder«. Er vores inderste identitet en afglans af Gud, har vi i selve vort væsen et kim til at ligne Gud. Denne forvandling er målet for helliggøreisens rejse. Og vi behøver ikke blive noget andet end det vi er _ vi er i Kristus allerede mere end hvad vi er blevet _ vi behøver kun at blive renset så man kan begynde at se hvem vi er.
Fasten er en del af renselsen. Vi træder ind i Guds værksted hvor billedet begynder at træde frem igen. Det afgørende i forvandlingen er øjet eftersom det der renser, er at se Gud _ ikke fasten i sig selv.
Johannes skriver: »Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren« (1 Joh 3,2_3). Paulus skriver om samme tema: »Og alle vi som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer« (2 Kor 3,18).
Derfor råder de erfarne: Giv dig selv hele dage og korte stunder hvor du lader øjet hvile fra billeder, indtryk og sansninger.
Når øjets omflakkende bevægelser stilner af, bliver hjertet som en klar og ren vin.
BØN UNDER FASTE
Lad os opsummere det vi tidligere har set:
når vi vælger noget fra, er det ikke af foragt for kroppens og sindets behov. I fastetiden afstår vi fra noget godt til fordel for det større gode. Vi er mådeholdne når det gælder søvn, samtale og mad for at kunne rette opmærksomheden mod det der opflammer længslen efter Gud og hans gaver.
Derfor indebærer fastetiden ikke alene at vi skærer ned på bestemte ting, men især også at vi med større iver bruger de konkrete hjælpemidler som skænker sjælen skønhed. Blandt disse værktøjer finder vi frem for alt bønnen.
Fastetiden opmuntrer os til at genoptage de bønner der er forstummet i vores liv. At gennemgå vores daglige bederytme, udvide stunderne med stilhed og deltage i menighedens bønner og gudstjenester med større regelmæsighed.
Også her gælder det dog om at undgå de alt for storslåede ambitioner. Vi skal lære at bede og må stille os tilfredse med at »gå i skole«. Med til øvelsen hører ikke mindst det at blive nærværende. Det er bønnens store hemmelighed. Vi behøver aldrig råbe til Gud eller bevæge ham med vores bønner. Den Usynlige er altid nærværende. Det er os der har det svært med nærvær. Tankerne vil ikke rigtig falde til ro på sine strejftog. Fasteperioderne kalder os til at opsøge det uforstyrrede sted hvor vi kan lære os at stave: »Gud og jeg, alene i hele verden!«
Det er kun Gud der er den absolut tvingende nødvendighed i vores liv, siger Simone Weil. Kun i ham finder vores sjæl ro, ja, sin dybeste bekræftelse, lærer Salmernes Bog os. Vores faste er en meget konkret måde at søge efter den indsigt. Den er en af de måder som hjælper os til at finde vejen til bønnens hemmelige mødested med Gud.
DEN ÅNDELIGE LÆSNING
Via åndelig læsning får vi del i livets brød under fasten. Det er en lyttende form for læsning af især Bibelen. Hvad har Gud at sige til mig? Formålet med læsningen er altså ikke at forøge lærdommen, men at forvandle hjertet. Denne læsemåde er i familie med bønnen og bevæger sig ofte ubemærket over i bøn. En af de sikreste måder at blive ven med Bibelen er netop ved at bede med dens ord. Så læser vi ikke for at finde argumenter for troen, men fordi læsningen skal gøre noget med os.
At fx gennemlæse et helt skrift i Bibelen langsomt og forfra _ kan være en udmærket målsætning for fasten. En anden kan være at følge en bibellæseplan. Det hjælper mig til at vende øret mod Gud på en meningsfuld måde under fasten. Desuden er det godt at læse en (en er nok) anden kristen bog som du måske længe har tænkt på at læse, men ikke har taget dig tid til. Læs langsomt _ korte stykker ad gangen _ så ordene kan synke ind i hjertet.
TÅRER OG SOLIDARITET
Under fasten smager vi smerten og sorgen over det forræderi vi alle har del i. Indsigten i vores ufuldkommenhed, vores delagtighed i det bedrageri som forvandlede jorden fra et paradis til en dødens dal, kan fylde vores øjne med tårer.
Fasten er tårernes tid. Når vi for alvor ser vores egen halvhed og lunkenhed; at begæret ofte er langt stærkere end kærligheden i vores liv _ hvordan skulle vi da kunne andet end græde?
Men det er ikke en gråd, der fører til dysterhed og bedrøveiser. Hjertets sønderknuselse er en Guds gave. Dets sorg er bundet uadskilleligt med håbet og den trøst det giver. Når de der faster, græder over sig selv, er det ikke en bunke forskellige synder det drejer sig om_ det er en sorg over det faktum at vi er syndere.
Verden har mistet sin oprindelige tilstand af renhed.
I fasten får denne sorg konkrete udtryk.
Vi afstår fra noget småt og finder ud af hvor ofte begæret har kvalt den gode frugt i vores liv. Men vi afstår også i solidaritet med vores brødre og søstre over hele jorden som dagligt ser Paradisets lukkede porte spejle sig i tomme tallerkener og stum lidelse.
Fasten som solidaritetshandling med den der lider nød, må få praktiske konsekvenser. Det kan fx komme til udtryk ved at vi dagligt giver noget til menighedens mission eller til andre indsatser for mennesker i nød.
Hver aktiv »fastehandling« som er med til at »løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte undertrykte i frihed, og bryde hvert åg« er et sandt udtryk for det som profeten Esajas kalder den faste Gud ønsker (Es 58,6).
GLIMT AF PARADISET
Den store faste i kirkeåret _ de fyrre dage før påske _ er en pilgrimsfærd, en rejse i frelseshistorien: fra lysthavens træer og det tabte paradis til korsets bjælker og opstandelsens lys.
»Salige er de, som sørger, for de skal trøstes« (Matt 5,4). Nu skimter vi målet i det fjerne. Påskens glæde og det nye liv, ja, den dag hvor døden ikke findes længere.
Visionen af det genoprettede paradis forvandler fasten til en »lys sorg«. Tårerne
bliver taknemlighedstårer. Fastens anstrengelser bliver et »åndeligt forår«.
Natten kan være mørk og lang, men i horisonten gryr en ny dag.
Den største af alle tragedier skal forvandles til en endelig sejr. Derfor holder vi ud i kampen en tid endnu _ i den faste der aldrig er forgæves.
DE TRE HELLIGE DAGE
Den fyrre dage lange fastetid kulminerer i »de tre hellige påskedage«. Tiden fra skærtorsdag aften til påskedags aften er kirkeårets højdepunkt og hele historiens brændpunkt.
At »fejre påske« ved at deltage i påskens gudstjenester og lade påskedagene blive præget af det der nu udspiller sig i JerusaJern, er mere end bare at minde sig selv om at det er sket. Det er at blive styrket i sin tro og fornyet i sin dåb; dåben som i enhver luistens liv har vævet Jesu historie sammen med vores egen. Ved at deltage i påskefejringen bliver vi delagtige i det der sker _ hvilket er betydningen af det hebraiske ord for påmindelse.
Samtidig med at påsken er fastetidens mål i kirkeåret, så er påsken også med i enhver kristen faste uanset hvornår den foregår. Gennem død til liv, fra kamp til sejr _ det er det stadigt gentagne mønster som bliver gjort tydeligt i fasten. De tre hellige dage findes skjult i al kristen erfaring. Her rummes den åndelige modning og livsforvandlingens hemmeligheder.
SKÆRTORSDAG
På skærtorsdag _ ordet »skær« betyder ren og kommer af at det oprindeligt var en bodsdag _ bliver nadveren indstiftet. Det er »fæUesskabets« måltid og sammen med dåben det ydre tegn på den pagt Gud har indgået med menneskeheden. Hvis der er noget tidspunkt på året hvor vi bør opmuntre hinanden til at gå til alters, så er det denne aften hvor gudstjenesten fejres i stille glæde og stærk forvisning om at Jesus er lige så nærværende som da han fejrede måltidet med sine disciple aftenen før sin lidelse.
I mange kirker læses hele Jesu afskedstale (Joh 14_17) efter aftensgudstjenestens nadver. Denne læsning kan også afslutte skærtorsdag i en forlænget personlig andagt mens vi holder ud med ham som siger til os: »Bliv her og våg med mlg.«
LANGFREDAG
Langfredag er den gode dag hvor Gud og menneske forsones. For at smage dybden af det offer Gud har givet, er det vigtigt at denne dag bliver behandlet som en sorgens dag i vores kirker. Alteret har været afklædt siden skærtorsdag aften. Måske er der stadig fem røde roser for Jesu fem sårmærker. Lysene er slukket, orgelet er stille og gudstjenesten _ ligesom det personlige liv _ præges af stilhed og enkelhed.
Langfredag er en fastedag.
Denne dag ved vi at Gud i sin ufattelige kærlighed har delt al menneskelig lidelse, han har været længst nede i selve dødsriget for at plyndre det for bytte. Vi mærker syndens tyngde og alvor, for vi er også gået vild, vi har også råbt: »korsfæst, korsfæst«.
Man kan deltage i en »korsvandring« på Via Dolorosa langfredag morgen. Der følger man Jesus mens han bærer sit kors.
Man kan også holde en kort andagt ved den tredje, sjette og niende time som en måde at forene sig med den lille skare af kvinder og mænd som fulgte Jesus på den sidste strækning til Golgata. Klokken ni bliver Jesus naglet fast til korset. Klokken tolv kommer mørket over hele jorden.
Klokken femten opgiver Jesus ånden.
Hele universet bæver og venter.
OPSTANDELSENS DAG
»Kristus er opstanden!« »Ja, han er sandelig opstanden!« Påskenattens hilsen som indleder den gudsteneste der fejres sent påskeaften eller påskedags morgen _ årets mest meningsfulde gudstjeneste _ forkynder Kristi sejr over død og ondskab. l nattens mørke sker den hemmelighed som kun Gud ser:
Jesus forlader graven. Nu lyder lovsangen over hele jorden, og Guds folk råber igen Halleluja!
For den som har deltaget i fastetiden og levet sig ind i lidelseshistorien, dag for dag, stråler opstandeIsens lys med større klarhed i påskenatten. Nu er det svært at sidde ned under gudstjenesten! I de gamle kirker fejredes gudstjenesterne altid stående under hele den efterfølgende påsketid. Påskenattens eller påskedags gudstjeneste var også altid en dåbsgudstjeneste dengang, ligesom der var en mulighed for at blive fornyet i sin dåbspagt. Påskedag giver hver kristen anledning til at meditere over sin egen dåb: Jesus er stået op fra de døde, opfaret til sin herlighed og gennem dåben er vi forenet med ham!
Dette er årets største festdag for den kristne kirke; lovsang og jubel, fest og glæde præger både gudstjeneste og måltider. Korset _ »symbolet for smerte og skam« _ er blevet »vores glæde og vores ære« .
PETER HALLDORF er præst i den svenske pinsebevægelse, retræteleder og redaktør af tidsskriftet Pilgrim. Han er forfatter til adskillige bøger hvoraf flere er udkommet på dansk: »Det fædrene ophav _ historien om 21 kirkefædre« (2002), »Drik dybt af Ånden«, (2003) og »Uberørt land« (2004). |