HURTIGT, INDEN VI BLIVER KOLDE!

SCENE 1. Goteborgs museer holder multimediashow i Nordstan for at lokke nye besøgende til. Midt i det trøstesløse indkøbsmekka kan man bag lystætte forhæng beundre skatte fra statens forskellige museer. Blandt temaerne finder vi også 'Kærlighed' - det skal vel vise, at museerne ikke kun samler støv, men afspejler menneskers liv og drømme.

Op på lærredet kommer den ene erotiske scene efter den anden, i alle stilarter fra europæisk maleri til østasiatisk skulptur. Troede man, at kærlighed også kunne være en gammel mands rynkede hånd på et barns kind, en mors bøjede ryg over bleskiftet, familien, der tålmodigt våger ved dødslejet - så kom man til at vente forgæves. Der var ikke mere.

SCENE 2. Kursus for ungdomsledere. En kvinde i 30-års alderen holder foredrag med baggrund i flere års erfaringer som socialarbejder, specielt for teenage-piger. Efter at hun har fortalt om sit arbejde og om nye trends blandt teenagere, stiller hun deltagerne et spørgsmål: "Hvad tror I, det værste er, en teenager kan komme ud for?" Der spekuleres. Og skrabes med stole. Der kommer forskellige forslag. Til sidst kommer svaret: "En forelsket forælder." Hermed mener hun naturligvis ikke en ny glød i forældrenes ægteskab, men den 'kærlighed', der river familien i stykker og efterlader teenageren med spørgsmålet: Hvad er egentlig kærlighed, hvis den skal lægge hele min verden i grus?

SCENE 3. En journalist på Dagens Nyheter skal skrive en introduktion til søndags sektionen. Det bliver et strejftog gennem nogle aktuelle bøger om behovet for idealer og søgen efter sandheden. Han refererer også en fransk bog om dyder, som bl.a. taler om kærlighed: "Det første skridt er kærligheden til sig selv. At elske nogen for sin egen tilfredsstillelses skyld. Kærligheden til næsten for hans eller hendes skyld er det skridt, der følger efter." Så kommer journalistens egen kommentar, ligesom i forbifarten og så hverdagsagtig og selvfølgelig, at hvem som helst kunne have sagt det: "Det sidste er sikkert et smukt ideal, men som ideologi er det ikke noget at satse på. Kærlighed er jo ikke så meget en viljesakt, men noget man rammes af, om man vil det eller ej." 335

SCENE 4. Kirkens børneklub. Børnene har leget og tumlet og spist, og nu sidder en af lederne og fortæller for dem ud fra en tekst fra Det nye Testamente. Hun taler om, hvordan Jesus hjalp mennesker, som på forskellige måder havde det svært, lyttede til dem, der ingen andre lyttede til og åbnede favnen for dem, der ikke havde nogen venner. Og så siger hun til børnene: "Jesus elsker også dig." Hvorefter et par af pigerne på første række gyser og krymper sig: "Nej! Han må ikke røre mig!"

Disse fire scener viser, at der er sket noget i vores kultur. Selvfølgelig er mennesker til alle tider blevet ramt af forelskelser, men tidligere har de kunnet vurdere dem med en mere stabil målestok: Hvad kærligheden kræver. Og kærligheden kræver ikke bare at få det, jeg elsker. Den kan også kræve, at jeg afstår fra det, jeg elsker. Den mulighed forudsætter, at kærlighed opfattes som noget dybere og mere varigt end tiltrækning.

Og som noget langt mere end seksualitet! Dermed har kærligheden også været underlagt etiske spørgsmål: Er dette rigtigt eller forkert?

Når kærligheden udelukkende placeres i følelserne og driftslivet, kan disse spørgsmål ikke længere stilles. En følelse kan selvfølgelig . ikke være 'forkert'. Hvis en dreng siger: "Jeg er så frygtelig vred på min mor!" - så er det naturligvis beklageligt, og omgivelserne kan muligvis forsøge at finde på noget, der kan hjælpe ham med at bearbejde sin vrede og blive forsonet med moderen. Men ingen kan påstå, at hans følelse er 'forkert' - han er jo vred på moderen!

Eller hvis jeg går på et kunstmuseum sammen med en god ven, og hun pludselig udbryder: "Ah, hvor jeg synes, at det der maleri er godt!" Når jeg er blevet klar over, hvilket hun mener, viljeg måske opleve, at vores smag ikke er så ens, som jeg havde troet. Måske kan jeg endda begynde at tvivle på, om vores verdensbillede og vore værdier ligger så tæt på hinanden, som jeg havde håbet. Det maleri! Men jeg kan naturligvis aldrig vende mig mod hende og oprørt sige: "Ved du hvad, der tager du faktisk fejl!" For hun synes jo om det!

Og nu er altså også kærligheden havnet der. Jeg hørte engang et radioprogram, hvor en kvinde fortalte om, hvordan hun havde brudt op fra mange års ægteskab for at leve sammen med en ny mand. Ved slutningen af det første forhold havde hun gået i en form for terapi jeg tror, det var noget med hypnose. Bl.a. havde hun for sit indre blik set et billede af en hest, som står mellem vognstængerne på en tung vogn. Hesten kæmper og slider, og til sidst rykker den sig løs og løber afsted. Og terapeuten spiller tilbage: "Så forstår du måske, hvad du skal gøre med dit forhold." Ingen modstand. Ingen spørgsmål. Så længe kærligheden alene defineres som en følelse, giver den mig grønt lys ved alle tilværelsens grænser: Nothing to declare. Jeg kan roligt rejse videre uden at behøve at bekymre mig over nogle pedantiske grænsevagter, der skal kontrollere, hvad jeg har i mine tasker, og hvor jeg har tænkt mig at rejse hen. Den i omgangskredsen, der drister sig til forsigtigt at spørge, om det virkelig kan være rigtigt, vil blive opfattet nogenlunde lige så seriøs som en, der foreslår, at vi genindfører de gamle toldporte uden for vore byer. I dag rejser vi frit!

bet var jo også temaet for 1960'ernes samlivsrevolution: 'Kærlighedens frigørelse'. Der var først og fremmest to ting, der blev opfattet som en hindring for kærlighedens frie udfoldelse. Dels var der ægteskabet, der blev ligestillet med den borgerlige kernefamilie, dette indestængte neurose-værksted. Dels var der moralismen, den vedtagne betegnelse for den opfattelse, at etik kan være noget mere objektivt end det, jeg føler for lige nu. Da begge disse hindringer kunne forbindes med den kristne kirke, gav det ekstra points at jorde alt det, der kom fra den kant.

Blev kærligheden friere? Hvis vi ser på de ydre hindringer, er kampagnen blevet en succes. Som tidligere nævnt består 40 pct. af de svenske husstande i dag af en person, et tal, der i storbyerne ligger betydeligt højere. Bortset fra Andorra og Armenien var Sverige i 1997 det land i Europa, hvor der procentvis blev indgået færrest ægteskaber.336 Hvert andet ægteskab ender i skilsmisse. Hvert andet barn fødes af ugifte forældre. Og når det gælder moralismen, er man stadigvæk på vagt over for alt, hvad der truer vores ret til at følge vore drifter i alle tænkelige retninger.

Denne indre forandring har medført en gigantisk omdefinering af, hvad kærlighed er. 'Bj6rn Borg viser sin nye kærlighed frem' er blot de kendte s glamourøse spejlbillede af, hvad vi alle er vidne til i vores hverdag. Fra at have udgjort selve fundamentet for trofasthed er kærligheden blevet den alment accepterede legitimering af troløshed. Fra at have været den kraft, som kunne få et menneske til at holde ud i en vanskelig situation, opfattes kærligheden i dag som et tvingende signal til opbrud. Fra at have været det stopskilt, som kunne få mig til at afstå fra noget, jeg blev tiltrukket af, sætter kærligheden nu i stedet et stopskilt op, der hindrer omgivelserne i at stille kritiske spørgsmål.

Spørgsmålene forsvinder

Midt i alt dette befinder den kristne kirke sig. Forpjusket og kuet efter årtiers bredsider fra kulturskribenter og samlivsdebattører. Ængstelig for alle markeringer, der kunne blive stemplet som 'nymoralisme' .

Bekymret og angerfuld over egne fadæser i sjælesorg og forkyndelse, hvor stivnakket paragrafrytteri er blevet en flugt fra at udsætte sig for medmenneskers besværlige livskriser. Til stadighed irettesat af en akademisk teologi, der konsekvent ligestiller Bibelens etiske indhold med alle mulige andre tidsbundne tekster.

Det er ikke så mærkeligt, at også vi begynder at bruge ordet kærlighed på den nye måde. Eller er den nu så ny? Ud gennem sprækkerne i kirkens forvirring siver den gnostiske skygge... Markions løsning fra det andet århundrede passer som hånd i handske med vore dages ideologiske klima. De etiske krav knyttes sammen med Det gamle Testamentes dømmende skabergud og smides ud på historiens losseplads.

Tilbage er en kærlighedens Gud, der ikke stiller spørgsmål, men omslutter alle mennesker og al adfærd med den samme betingelsesløse tolerance. Her skelnes på gnostisk vis ikke længere mellem synden og synderen. Hvis man i det hele taget bekymrer sig om det med synden, viser det jo bare, at man ikke har forstået den sande åndelighed, der ligger dybere end alle forenklede spørgsmål om rigtigt eller forkert.

Så bliver også kirken et sted, hvor kærlighed er ensbetydende med at lægge spørgsmålene til side. At elske betyder at acceptere, reservationsløst og uden indvendinger. Med et tilstrækkeligt overfladisk kendskab til de fire evangelier kan selv Jesus gøres til profet for denne holdning: "Han afviste ingen." Kirkens eget arbejdsfællesskab er et af de steder, hvor frugten af dette syn på kærlighed mærkes. Der er ikke tal på alle de medarbejderkonflikter, der har ødelagt menighedsfællesskaber og ind imellem også har fundet vej til lokalavisernes læserbrevsspalter. I stedet for at lade sandheden afdække en hensynsløs lederstil, manipulerende relationer, misbrug, magtkampe og revirtænkning, har den såkaldte kærlighed tvunget alle til at være tavse tilskuere til, hvordan ødelæggelsen har bredt sig som ringe i vandet. Man vil jo være tolerant. Man vil jo ikke dømme. Man vil jo vise kærlighed. Til sidst har det nogle gange været folk fra Arbejdstilsynet, der uden omsvøb har måttet forklare, at kærlighed i dette hus er det samme som konfliktskyhed.

Ordet kærlighed er blevet brugt på samme måde i kirkens undervisning om samliv, hvis der altså har været nogen undervisning i dette emne. Tilbagetoget er foregået i al hast. I 1973 skrev Svenska kyrkans bispemøde et lille hæfte med titlen 'Om en kristen seksualetik'. Det var kirkens svar på en udfordring fra Samkristna skolnamnden: "1 den forvirring, der råder i vores land, når det handler om seksualetikken, er det en presserende opgave at forsøge at finde frem til formuleringer, så det kristne seksualsyn fremstår som et virkeligt alternativ." 337 Og biskopperne skrev bl.a.:

"Det seksualle samliv indgår som både en del af individets personlighedsliv og af de to partnere s fælles liv, det fælles liv, der gælder hjem, arbejde, fritid, børn, penge og meget andet. Det medfører, at seksualitetens rette plads er i ægteskabet. Al kristen seksualetik må tage sit udgangspunkt i dette faktum...338 Troskab er en konsekvens af kærligheden - og samtidig en støtte for kærligheden, på den måde at kravet om troskab vil bære igennem kriser og tilfældige fristelser til at svigte den, man har bundet sig til. Bibelen siger klart, at skilsmisse er imod Guds vilje, og at ægteskabet skal være livsvarigt. Når Jesus siger nej til skilsmisse, gør han det for menneskets skyld...339 ... Seksualiteten har en gennemgribende betydning, og det seksuelle samliv er noget eksklusivt, der angår to mennesker, som ønsker at tilhøre hinanden hele livet. Det betyder, at et kristent seksualsyn ganske klart tager afstand fra enhver form for tilfældige forbindelser...

Derfor siger vi nej til tilfældige samlejer og samlejer uden kærlighed, 'for venskabs skyld'. Men kirken fraråder også mere varige førægteskabelige forbindelser, fordi disse mangler den tryghed og fasthed, som kun ægteskabet kan give." 340 Hæftet afsluttes med en principiel kommentar: "Det, der her er blevet sagt, kan for nogen være en hjælp eller stof til eftertanke. For andre kan det opleves som helt ude af trit med virkeligheden - som om kirken ikke ved, hvordan store dele af de unge lever. Men hvad der er sandt og rigtigt, eller hvad der er kærligt, vil man aldrig nå frem til ved at spørge efter, hvad flertallet siger eller gør." 341 Tyve år senere udgav Svenska kyrkans centralstyrelse 'Stora boken om kristen tro'. I afsnittet 'Kærlighedens virkelighed' læser vi: "1 et økonomisk og socialt mere barsk samfund end vores, hvor der heller ikke var adgang til præventionsmidler, var det forståeligt, at kirken forsøgte at sætte grænsen for seksuelt samvær ved vielsen... Inden for ægteskabets rammer er der megen vold, manglende ligestilling og seksuel udnyttelse. Desuden findes der i dag effektive præventionsmidler, der beskytter mod uønskede graviditeter, og et udbygget socialt sikkerhedsnet for den, der føder sit barn uden for ægteskabet. Det specifikt kristne syn på seksualitet må derfor i mødet med det 21. århundrede lægge vægten et andet sted end på det formelle ægteskab...342 ... "Du må ikke bryde et ægteskab." Sådan lyder det sjette af De ti Bud. Tidligere var budskabet entydigt: sex hører kun hjemme i ægteskabet. I dag opfatter vi andre nuancer... Mellem to og fire pct. af alle mennesker kan ikke føle kærlighed og seksuel lyst til personer af modsat køn. Det behøver vi ikke at se som en fejl i skaberværket. Hvis man virkelig mener, hvad man siger, at al kærlighed er fra Gud, at kærligheden er det primære, og forplantningen blot en af kærlighedens funktioner, så bør man ikke fordømme udtryk for denne kærlighed... Det, der sker af og gennem kærlighed og præges af ansvarlighed, ømhed og gensidig troskab kan aldrig fordømmes. " 343 En forsigtig kommentar: Det var da utroligt så hurtigt, vi forlod det primitive samfund i begyndelsen af 1970'erne, da ægteskabet stadigvæk var meningsfuldt. Ærgerligt, at der ikke fandtes præventionsmidler og børneomsorg allerede dengang! I øvrigt afspejler begge tekster den forsinkelse, der så ofte udgør den primære forskel mellem kirken og verden. Det tog 20 år for de teologiske seismografer at registrere det jordskælv i samlivsformerne, der fandt sted i samfundet i 1960' erne.

Fra da af taler også kirken om kærlighed på samme måde som den klassiske replik fra trekantsdramaer på film: "Honey, if it's love it can't be wrong." Når kærligheden på den måde løsrives fra mere robuste etiske grundpiller, står det enhver frit for at udforme sit liv og sit samliv efter, hvad man føler. Så længe nogen handler i kærlighed, defineret på denne måde, kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved det uden at blive stemplet som uopdragen eller 'moralist'.

Det må være sådan, de kristne blev opfattet af antikkens gnostikere: "Hvilke primitive stakler, der fortsat grubler over rigtigt og forkert og ikke har forstået, hvordan den sande, indre kundskab gør sådanne spørgsmål overflødige." Som Irenæus beskriver gnostikernes etik: "Godt og ondt, siger de, er blot et spørgsmål om personlige holdninger... Intet er ondt i sig selv." 344

Det stumme spejlbillede

Hele denne forskydning viser sig også i det indre liv. Den voksende interesse for åndelighed betyder, at det bliver stadig sjældnere, at den kristne forkyndelse sætter fokus på omvendelse og et personligt forhold til Gud. I stedet kan man f.eks. tale om at få et dybere åndeligt liv,

at finde en indre forankring, at nå ned til de indre kilder. Det er naturligvis et svar på en dyb tørst i en kirkelig tradition, hvor teologisk tørfoder alt for længe har stoppet de indre kilder til i stedet for at forløse dem. Vi er mange, der har fået nok af alle de rigtige ord, og som nu søger en dybere åndelig erfaring hinsides ord og begreber.

Hvis Gud er en levende Gud, må han også kunne erfares.

Det er et godt udgangspunkt. Men derfra kan man bevæge sig i mange forskellige retninger. En retning forsøger sig med at tillempe den moderne definition af kærlighed til det indre liv: "Er det åndeligt, kan det ikke være forkert." Som sædvanlig er målet at have det så godt som muligt, og det betyder på dette område indre harmoni og ro i sindet.

Ud fra dette grundsyn læser man så de kristne mystikere. Ingen af kirkens åndelige lærere ville drømme om at løsrive den åndelige erfaring fra kirkens læremæssige fundament eller etiske normer. Men vor tids åndelige klima forsyner læseren med 'briller', der er indrettet sådan, at man ikke ser eller ikke behøver at lade sig anfægte af 'kulturelt betingede tanker'. Tilbage er så kun den ordløse bøn, de kontemplative oplevelsesstadier, den åndelige atmosfære.

Og intetsteds undervejs bliver man plaget med etiske spørgsmål om rigtigt eller forkert. Begynder man i dette åndelige gourmetmiljø f.eks. at tale om skriftemål og syndsbekendelse, er det nogenlunde lige så malplaceret som at bede om en tallerkenfuld grød under Nobelmiddagen.

Det er igen forskydningen fra samvittighed til bevidsthed, der stikker hovedet frem. Det er hele tiden min egen indre udvikling, der står i fokus, ikke mit forhold til den levende Gud. Målet er mit sjælelige velbefindende, ikke Kristi efterfølgelse. Derfor bliver metoderne også valgt efter, at den indre harmoni ikke skal forstyrres. Man viger uden om det, der kunne forurolige samvittigheden og udfordre livsførelsen. I stedet vælger man en åndelighed, der hele tiden lægger vægt på bekræftelse og accept.

'Gud er kærlighed' betyder, at han ikke stiller ubehagelige spørgsmål og aldrig bliver oprørt over noget, jeg gør. 'Gud er god' betyder, at han aldrig byder mig modstand og altid siger ja til det, jeg vil. 'Gud tilgiver' betyder, at der egentlig slet ikke findes noget at tilgive.

Kan man elske sådan en Gud? Er det virkelig psykologisk muligt af hele sit hjerte at hengive sig til noget, der så åbenbart er en projektion af mine egne ønsker? Er det overhovedet muligt at virkelig elske, så længe mit eget jeg uindskrænket bestemmer vilkårene - uanset om det handler om det seksuelle samliv eller det indre liv?

Må ikke al ægte kærlighed før eller senere forudsætte, at min egen selvoptagethed brydes ned, at mine drømmebilleder af det gode liv mere eller mindre brutalt rives i stykker - sådan at jeg får øje på den anden, som er en helt anden end mig selv? Er det ikke først da, det kan begynde at handle om kærlighed, både når det gælder mennesker og Gud?

Vi indleder en kærlighedsrelation ud fra vore egne behov. "Du er så terapeutisk for mig," som det hedder på psyko-amerikansk. Hermed mener vi, at den anden modsvarer noget i os selv, bekræfter noget dybt inden i os, som vækkes til live og begynder at blomstre op. Allermest tiltrækkende hos andre er deres nærvær og opmærksomhed, når vi fortæller vores historie. Jeg fæster mig ved hendes øjne, som betragter mig, og ikke mindst hendes evne til at lytte til mig. Og mens hun lytter genkender jeg den ene sympatiske egenskab efter den anden... som bekræfter noget hos mig selv.

Og det er sådan, enhver relation må begynde. En genkendelse, en gensidig bekræftelse, der bryder fremmedheden og skaber et fælles sprog. Noget hos den anden er svaret på min længsel, og det føles som at komme hjem til sig selv: Where have you been all my life? Sådan må den første forelskelse få tid og frihed til at 'bade sig' i den andens beundring, trøst og opmuntring. Som det hedder i en kristen sang:

"Jeg tror på en Gud, som græder med mig, når jeg græder og alting er gråt... Jeg tror på en Gud, som bor inden i mig, og som bor i alt udenfor, en leende Gud, som kan le med mig, og som lever med mig, når jeg dør." 345 Men hvis forholdet standser der, i et bestandigt krav om selv at være i centrum for den andens trøst og omsorg, så siger al erfaring, at den spirende kærlighed snart visner. Den kærlighed, der aldrig bevæger sig over tærskelen fra 'jeg' til 'du', får aldrig mulighed for at modnes og vil før eller senere bliver kold - hvad enten det handler om forholdet i et ægteskab eller relationen til Gud. Det er måske vores dybeste modstand, når vi møder Bibelens etiske krav: At den Gud, jeg er kommet til tro på, faktisk viser sig at være en anden end mig selv.

Så snart dette virkelige DU sætter foden på vores dørtrin, har vi et veldokumenteret flugtinstinkt. Det var måske det, der engang fik Israels folk til at lave guldkalven. Den første glæde over befrielsen fra slaveriet i Egypten var blevet forvandlet til skuffelse over den megen modgang under ørkenvandringen. Det havde ikke været let at begynde vandringen med Gud. Og det viste sig at være betydeligt sværere at fortsætte den og lade den vokse til en virkelig relation.

Da lavede folket og Aron en kalv af deres guldsmykker og tilbad den. Den blev prototypen på alle vore afguder: Vi tager vores egen personlighed, vores egen livsstil, vore egne idealer - og gør en Gud ud af dem. "Han tog imod dem og støbte dem i en lerform til et billede af en tyrekalv. Da sagde de: 'Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.' "346 Der findes en gammel historie om en selvoptaget forfatter, der altid snakkede om sig selv. Men han vidste det godt og forsøgte at forbedre sig. En aften var han inviteret til en fest, og han begyndte at konversere en af kvinderne. Han talte om sig selv, sit arbejde, sine rejser, sine oplevelser. Der gik en time, der gik også to. Til sidst blev han klar over, hvad han var i gang med, bad om undskyldning og sagde:

"Tilgiv mig, frue, her sidder jeg og taler så længe om mig selv. Nu må vi tale lidt om Dem. Og De, frue, hvad synes De egentlig om mig?" Han ser kun kvinden, så længe hun er et spejl for ham. Det samme risikerer vi i forhold til Gud: Vi ser ham kun, så længe vi spejler os selv i ham. Det nytestamentlige' Jesus blev som os' er blevet skiftet ud med det narcissistiske' Jesus blev som mig.' Så er der fri bane for at fremstille ham som en usikker tænker, en kærlighedshungrende ung mand, en homoseksuel, en religiøs søger. Så snart han bevæger sig uden for lyskeglen under mit eget ego, reagerer jeg med modstand:

"Et sådant gudsbillede kan jeg ikke tro på." En mere teologisk sofistikeret metode til at holde fast på dette spejlbillede tager udgangspunkt i den nytestamentlige bekendelse af Jesus som Ordet. Det har siden oldkirken været det helt centrale i den kristne tro: at Ordet blev kød. Det nye (?) er, at dette sættes i modsætning til ordene, de ord fra Jesus, der er nedtegnet i Det nye Testamente. De sættes nu i parentes, og bliver set som formuleringer af de første kristnes tro - i stedet for noget, som Jesus faktisk har sagt, og som derfor vil være bindende for alle generationer afkristne. "Det er ham, vi tror på, ikke teksterne," er ræsonnementet.

Og det lyder jo åndeligt. Der er bare det ved det, at hvis vi overfører det på en hvilken som helst anden relation, så ser vi, hvor absurd det er. "Jeg elsker dig, men jeg bryder mig ikke om det, du siger." Eller snarere: "Jeg elsker dig, men det er mig, der afgør, hvad du siger." Eller med rene ord: "Jeg lytter til dig, så længe du siger det, jeg gerne vil høre." Et effektivt middel til at kvæle en relation: mundkurv.

Sådan fungerer det også i det indre liv. Det stumme spejlbillede af mine egne ønsker, hvem kan elske det? "Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre... Der er ikke en lyd i deres strube. Sådan bliver også de, der har lavet dem..." 347 Til sidst kommer det til at stå smerteligt klart, at det bare er mig selv, jeg elsker. Her er der en dyb drivkraft til vores rastløshed, ikke mindst den, der giver sig udtryk i jagten på en grænseløst bekræftende åndelighed. Som Thomas Merton skriver:

"Den kærlighed, der altid bliver træt af sin genstand, aldrig bliver tilfredsstillet af noget, og altid leder efter noget anderledes og nyt - det er kærligheden til os selv. Den er kilden til al tristhed og al rastløshed og al uro og al elendighed og al ulykke. Den ender med helvede." 348

Går i nærkamp

Det kan Gud frelse os fra. Bibelen er beretningen om, hvordan Gud kæmper for at redde mennesker fra denne selvfortærende egenkærlighed og føre os tilbage til det sande mål for vores kærlighed. Men Bibelen giver ikke den mindste støtte til det billede af en passivt accepterende Gud, der i dag regnes for god forkyndelse. Heller ikke den luftige åndeligheds kosmiske stråling af kærlighed har nogen større lighed med den Gud, der træder frem i Bibelens beretninger. Hvis Gud er kærlighed, så må kærlighed være noget væsensforskelligt fra det, vi taler om i dag.

Lad os begynde med at gå ned til Jabboks vadested, denne fortvivlet mørke nat, da Jakob blev alene tilbage:

"En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. 'Slip mig!' sagde han, 'det er ved at blive lyst.' Men Jakob svarede: 'Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.' Manden spurgte ham: 'Hvad er dit navn?' Han svarede: 'Jakob.' Så sagde han: 'Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.' Jakob sagde: 'Sig mig dit navn!' Han spurgte: 'Hvorfor spørger du om mit navn?' Så velsignede han ham der.

Jakob kaldte stedet Penuel, 'for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet.' Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften." 349 Jakob havde narret sin far og bedraget sin bror. Til sidst er hans ego kæmpestort, og han er så dristig, at han beder om Guds velsignelse. Med nutidens valgmuligheder kunne Gud have handlet på to måder: Han kunne være blevet træt af Jakob, afbrudt forbindelsen og have satset på en anden. Eller han kunne have accepteret alt det, Jakob er og gør, og betingelsesløst have velsignet ham.

Han gør ingen af delene. I stedet gør han det samme dernede ved vadestedet, som han gør gennem hele menneskehedens historie: Han går i nærkamp med Jakob og kæmper, så sveden springer, og flodvandet sprøjter omkring dem. "Forstår du, at du ikke kan opføre dig sådan? Forstår du, at jeg ikke er som dig? Forstår du, at jeg elsker dig og ikke har tænkt mig at forlade dig?" Og så giver han Jakob et hårdt slag på hoften. Vi kan affeje det som et udtryk for et forældet gammeltestamentligt gudsbillede. Vi kan også læse det som et tegn på den kærlighed, som ind imellem må smadre vore egne spejlbilleder, for at vi kan få øje på den levende Gud. "Jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet." Sådan overmander Gud mennesket med sin kærlighed. Det er langt fra en passiv indre følelse - Guds kærlighed kommer til udtryk i stadige, gentagne handlinger, når han opsøger mennesket bag dets snævre forskansninger, river dets lænker i stykker og tager imod det på frihedens vidtstrakte marker. Det er sådan, Gud elsker.

"De flakkede om i ørkenen og ødemarken, de fandt ikke vej til en by, hvor de kunne bo; de sultede og tørstede, deres liv var ved at ebbe ud. Da råbte de til Herren i deres nød, og han reddede dem ud af deres trængsler. Han førte dem ad den rette vej, så de kom til en by, hvor de kunne bo. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker, for han gav den tørstige at drikke og mættede den sultne med gode gaver.

De sad i mulm og mørke, som fanger i lidelse og lænker, for de havde trodset Guds bud og ladet hånt om den Højestes råd. Han kuede dem med plager, de snublede, og ingen hjalp dem. Da råbte de til Herren i deres nød, og han frelste dem fra deres trængsler. Han førte dem ud fra mulm og mørke og sprængte deres lænker. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker." 350 Intet sted er det så tydeligt som i Jesus. Ingen har nogensinde elsket som han: "Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os." 351 Lige fra den strålende morgen på stranden, da han kaldte de første disciple, til det sidste knapt hørlige åndedrag i mørket, da han døde på korset, viste han os, hvad kærlighed er.

Hvis Jesus havde haft vores definition på kærlighed - en følelse, der for enhver pris må leves ud - så havde vi stadigvæk været i mørket. Så havde han trukket sig allerede i ørkenen, da sulten plagede ham, og alverdens dæmoner terroriserede hans tanker. Så havde han givet op, stillet over for disciplenes gentagne tvivlende spørgsmål og deres selvoptagethed. Så havde han bøjet sig for den massive modstand fra de religiøse ledere. Og han var aldrig gået vejen til Jerusalem, fuldt ud klar over den ydmygende tortur og henrettelse, der ventede ham der.

Hans udgangspunkt er ikke kærligheden til os, men kærligheden til Faderen. Treenigheden er et fæIlesskab af evige kærlighedsrelationer.

Der er lydighed uadskillelig fra kærlighed, og kærlighed handler lige så meget om at give afkald som om at få. Hele Jesu vej fra skabelsens morgen til langfredagens nat er Sønnens kærlighedsfulde lydighed mod Faderen, og hans delagtighed i Faderens kærlighed til verden. Derfor udfører han sin befrielseshandling, for at åbne en vej for mennesket ind i Treenighedens fællesskab.

Hans sidste ord efter påskemåltidet er en bøn: "Fader... jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." I næste sætning angives retningen for denne kærlighed: "Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have..." 352 'Passion' betyder i dag en hed og heftig forelskelse. Men det latinske ord 'passio' betyder egentlig lidelse. Dette liIle ord afspejler den 180 graders drejning, som kærligheden er blevet udsat for i vores kultur. Det er næppe sandsynligt, at Jesus var fuld af liflige følelser af forelskelse, da han hang på korset. Tværtimod viser teksten, at hans følelsesliv stivnede på samme måde som hans krop, da døden nærmede sig.

Men indtil sit sidste åndedrag var han fyldt med en urokkelig og uophørlig vilje til forening med Faderen og med mennesket, til i sig selv at forene mennesket med Gud. Sådan lærer han os, at kærlighed handler uendelig meget mere om vilje end om følelser.

Tre gange bliver han fristet til at elske sin egen frihed mere end vores. De religiøse ledere: "Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv." Soldaterne: "Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv." Forbryderen: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" 353 Men tavsheden var hans eneste svar. Johannes stod ved korset, og han så og forstod: "Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste." 354 Irenæus bruger ordet 'elsker', når han skal beskrive Jesus. Åbenbart med en noget andet betydning, end vi plejer at lægge i det i dag:

"Han bandt de stærke og befriede de svage, og gav frelsen til sin skabning ved at udslette synden. For han er vores aIlerheIligste herre, menneskeslægtens barmhjertige elsker." 355 Kristendommen er ikke kærligheden som princip, det er den legemliggjorte kærlighed. Løsrevet fra Jesus selv bliver den enten et utopisk ideal, et religiøst overjeg at slæbe rundt på oven i aIle de andre byrder  og krav i livet. Eller den bliver en frit svævende følelse, der kommer og går, og som kan legitimere en hvilken som helst impuls eller drift.

Kun i Jesus selv strømmer den varme kilde frem, som kan tø vores liv op og frigøre vores indefrosne evne til at elske rigtigt.

"Elsker du mig"

Alt kristent liv er et gensvar på Jesus. Efter sin opstandelse tager Jesus Peter med sig på en lille gåtur henad den velkendte strand, hvor det hele begyndte engang for tre år siden. Der er sket meget siden da. For Peter har det været en tid med op- og nedture, fra gnistrende højder af trosvished til en totalhavareret bekendelse i troløshedens afgrunde.

Peter bøjer nakken, mens han går der og venter på, at Jesus skal komme ind på det, der er sket. "Nu kommer det..." Men det kommer ikke. I stedet vender Jesus sig til Peter, ser ham i øjnene og spørger: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig?" 356 Hvad svarer man på det? Her har jeg misbrugt al den tillid, han viste mig, viftet om mig med den mest opblæste bekendelse, når alting gik godt, og siden svigtet ham mere skammeligt end alle andre, da det virkelig gjaldt. Jeg turde ikke engang stå tæt ved korset, da han døde, og alligevel  forkaster han mig ikke!

Og Peter svarer. Usædvanlig lavmælt, det føles næsten, som svaret stiger frem af egen kraft, fra dybere lag af Peters sjæleliv, end han endnu er rigtig bekendt med. "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Alle de stumme spejlbilleder ligger på gulvet i tusinde små stykker. Myterne om hans urokkelige fasthed, drømmene om det succesfulde lederskab, forestillingerne om en ren åndelighed uden menneskelige pletter. Også hans billede af Jesus er knust, de mærkeligt påtrængende afgudsbilleder, der selv i de allermest fortrolige øjeblikke med Jesus havde forblindet Peter. Mødet med sandheden havde været ufattelig brutal.

Men når Peter nogle år senere skriver til sine brødre og søstre, tvivler han ikke på sammenhængen mellem sandhed og kærlighed.

Erfaringen har lært ham, at sandheden ikke er en trussel mod kærligheden, men dens forudsætning: "1, som i lydighed mod sandheden har renset jeres sjæle til at have oprigtig broderkærlighed, skal elske hinanden inderligt og af et rent hjerte." 357 Denne forbindelse mellem sandhed og kærlighed, mellem kærlighed og retfærdighed, går som en rød tråd gennem Bibelen. Vi er kaldede til Jesu efterfølgelse. Det betyder at følge ham, at tænke som ham, handle som ham, elske som ham. Der er ikke noget i Bibelen, der antyder, at kærligheden skulle kunne være løsrevet fra lydigheden.

Den opsplitning findes ikke i Jesu relation til Faderen, og den kan derfor heller ikke findes i vores relation til ham. At elske kan derfor ikke være en følelse, som vi disponerer over på egen hånd, og som giver os ret til at sætte os ud over hans klart udtalte bud. Jesus siger:

"Elsker I mig, så hold mine bud... Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig... Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed... Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer." 358 Johannes, som vi plejer at kalde den store mystiker blandt apostlene, væver sine breve med den samme gennemgående tråd: "Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: 'Jeg kender ham,' men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede." 359 Også for Johannes er lydigheden og kærligheden to sider af samme sag: "Og dette er kærligheden, at vi lever efter hans bud; og dette er budet, som I har hørt fra begyndelsen, at I skal leve i kærligheden." 360 Nej, Markion tog fejl. Det er ikke sandt, at den etiske forpligtigelse forsvandt med Det gamle Testamente og blev erstattet med en kærlighed, der tillader alt. Jesus og apostlene taler om kærligheden på samme måde som Moses, der i det store bud sammenfatter det vigtigste af alt i både Det gamle og Det nye Testamente: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er en. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og afhele din sjæl og afhele din styrke." 361 Aleneformaningen om at elske antyder, at kærlighed næppe er "noget man rammes af, om man vil det eller ej."

Og sammenhængen med budene er lige så tydelig som hos Jesus:

"Du skal elske Herren din Gud og holde hans bud, hans love, hans retsregler og hans befalinger alle dage... Hvis I holder alt det,jeg befaler jer at gøre, så I elsker Herren jeres Gud..." 362 Det er den samme grundregel som i alle andre relationer: At elske nogen indebærer, at man også tager alvorligt, hvad han eller hun vil. Ellers lever jeg bare videre i min egen verden, og forholdet visner.

Det får konsekvenser for vores livsførelse, men også for vores indre liv. Bibelens mennesker ville have følt sig meget fremmede over for den etisk løsrevne version af mystik, der nu og da er dukket op i kirken, og som i vor tids gnostificerede kulturklima synes mere åndelig end nogensinde. Mennesker, der søger store åndelige oplevelser uden efterfølgelse, ville de måske have givet det svar, som ørkenfaderen Abba Poimen gjorde, da nogen kom og spurgte, hvad 'de høje ting' er.

Den funklende forventning om noget rigtigt dybt åndeligt blev punkteret med et kort og djærvt svar: "Retfærdigheden." 363 En sand åndelig vejledning knytter kun i ringe grad kærligheden sammen med følelseslivet. Følelserne regnes med og tages alvorligt, men det inderste og bærende i kærligheden er ikke følelser, men viljen. Dermed er også forbindelsen mellem det indre liv og den ydre efterfølgelse naturlig. Som Thomas Merton skriver:

"Kærligheden er en forening af viljer. At elske Gud fuldkomment består i viljens fuldkomne forening med Gud. Det indebærer en manglende evne til at gøre noget, som Gud ikke vil. .. Kontemplation er et intimt kendskab til Gud, der strømmer ud af en kærlighedsfuld forening med hans vilje. Og Gud har selv fortalt os, at den normale vej til denne viljernes forening med ham er viljernes forening med andre mennesker for hans skyld." 364

Lammer vores evne

I sin store tale om fremtiden siger Jesus noget, der føles stadig mere uhyggeligt nærgående, som tiden går: "Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste." 365 Der er ikke brug for nogen dybere indsigt for at vende om på ræsonnementet: Fordi kærligheden bliver kold, vil lovløsheden tage overhånd. Vi ved alle, at mennesker, der vokser op uden at møde kærlighed, bliver hårde og mere tilbøjelige til at kæmpe sig frem i livet uden at tage hensyn til andre.

Derimod ser det ud til, at det kræver et skarpere klarsyn at se, at manglen på grænser, normer og tabuer undergraver vores evne til at elske i stedet for at frigøre den. Hele den moderne sentimentalisering og seksualisering af kærligheden hævder jo som en selvfølge, at etiske normer for samliv er sekundære i forhold til kærligheden, ja, de står ofte i vejen for den. 1960'ernes kamp for 'kærlighedens frigørelse' byggede på den teori, at etiske regler forholder sig til kærligheden som vand til ild. Det virker som om, at Jesus i stedet taler om dem som brænde til ild!

Når der ikke længere findes noget, der er rigtigt eller forkert, så mister kærligheden den modstand, der kan tvinge den ud af selvoptagetheden og gå en anden i møde. Når det er sådan, at alt, hvad jeg føler, er rigtigt og uden videre accepteres af Gud og mennesker, så behøver jeg ikke at frygte for at få et nyt syn på mig selv. Og heller ikke på nogen anden! Hvis vi er blinde for, hvordan vi selv fungerer, hvordan kan vi da forstå et andet menneske?

Hvis da en anden byder mig virkelig modstand, det være sig Gud eller et menneske, da giver mine egne følelser mig grønt lys til at bryde op. Jeg kan gøre det i kærlighedens navn - men fortæller vores samlede erfaring i denne tid ikke snarere, at det er det modsatte? Det synes stadig vanskeligere at finde eksempler på den varme kærlighed, der med lyst og vilje forener mennesker i liv og død.

Gnostikerne havde ingen martyrer. De troede ikke på nogen objektiv sandhed, der var værd at dø for. Hele deres tro kredsede omkring deres egen åndelige selvrealisering - der var ingenting, der var brudt gennem murene omkring deres ego. Derfor havde de heller aldrig lært den kærlighed at kende, der kan gå i døden for en anden. Irenæus skriver:

"Over alt andet står kærlighedens særlige gave, mere dyrebar end kundskaben, herligere end profetien, den fremmeste blandt nåden s gaver. Derfor sender kirken på ethvert sted og til alle tider, på grund af dens kærlighed til Gud, en skare af martyrer til Faderen. Alle de andre (gnostikerne) er ude af stand til at gøre dette, for de benægter endda,  at et sådant martyrium er nødvendigt. Ifølge dem er deres lære det sande vidnesbyrd. I løbet af den tid, der er gået, siden Herren trådte frem på jorden, har knap nok en eller to af dem båret fornedrelsen for Navnets skyld sammen med vore martyrer." 366 Den gnostiske tankegang har udvisket vore grænser, har gjort os mere fremmede over for vores krop og har døvet vores samvittighed.

Den mest skæbnesvangre effekt af alt dette er, at vores evne til at elske lammes. Sandelig en mesterlig strategi, som djævelen har lagt! Han begynder med i frihedens navn at rive vore grænser ned: "Har Gud virkelig sagt?" 367 Når vi er nået dertil, opdager vi alt for sent, hvor umærkeligt vi er gledet ind i en tomhed, vi egentlig gerne ville undvige. Friheden viser sig kun at være tilsyneladende. I virkeligheden handler det om, at vi er blevet manipuleret. Han, der er det umættelige egos fyrste, suger os uimodståeligt ind i hans egen selvoptagethed.

Men det lyder jo som om, at Gud står for grænserne, og den Onde for lysten?! Indebærer det ikke en frygtelig moralisering afkærligheden, en lovisk tilstoppeIse af kærlighedens kilder, som kun de færreste orker at leve med? Bliver resultatet ikke en ny tragisk grænsedragning, mellem en lille elite af retfærdige, der "elsker på den eneste rigtige måde, og alle os andre, der elsker urent og halvhjertet og til sølet af syndens hverdagsvirkelighed?

Lad os se på den første kristne menighed. Hvem var med i den? En særdeles broget flok mennesker - og mange af dem havde lidt skibbrud på kærlighedens og seksualitetens område, inden Jesus kaldte dem. Og også efter! Sådan har den kristne kirke været befolket gennem to tusinde år. Et fællesskab, der hele tiden synes at bevæge sig som tidevandet, mellem ebbe og flod. Tørre perioder, hvor evangeliet på den ene side udarter til regler og forbud, og på den anden side til en sekulariseret livsstil. Fornyelsestider, hvor evangeliet igen åbner dørene på vid gab for livets kilder, hvor mennesker med ødelagte relationer møder Guds barmhjertighed.

Men hjælpen kan aldrig bestå i, at kirken velsigner skibbruddet.

Gud skabte havet og satte en grænse for det - med åbenbare farer for de søfarende. På samme måde skabte han lysten og satte en grænse for den - med den risiko, at vi går på grund. Det er ikke kysten, der er en trussel for den, der sejler, men derimod de falske søkort, der siger, at der ikke findes farlige skær under overfladen.

Jesus tilgiver syndere. Kirken har to muligheder for at berøve mennesker den erfaring.

Den ene er at skabe så uigennemtrængeligt vellykkede miljøer, at en synder ikke har en chance. Det er den traditionelle selvretfærdighed: Jeg lever på den rigtige side af loven.

Den anden mulighed er at forandre etikken, så der ikke længere er syndere: Der er ingen lov. Man siger, at formålet er at hjælpe de svage ved at fjerne de høje krav.

Men er der ingen anden lov end min egen livstolkning, så er der heller ingen tilgivelse. Det er nok den mest forfærdelige følge af, at mennesket sætter sig på Guds plads: en verden uden nåde. En verden, hvor alle vore løgne, svigt og overgreb råber ud i en gjaldende tomhed. Der findes ingen, der kan tilgive. Ingen favn, der står åben for den, der vil begynde forfra. Vore stemmer lyder stadig mere spage, når vi forsøger at overbevise os selv: "Der findes ikke længere synd." Til sidst er vi immune over for alle ægte erfaringer af barmhjertighed.

Nedfrysningen er fuldført.

Fisken i trappen

Hvordan sker gennembruddet? Er det i vores tid stadigvæk muligt at elske? Eller er vi alle dømte til fortsat nedfrysning?

Jeg prøver at forestille mig, at spørgsmålet slår ned i mig en dag, midt i mylderet på glastrappen, som udskiller taberne og løfter vinderne op i det moderne babelstårn-samfund. Jeg er begyndt at gennemskue myten om, at opstigningen 'skal skabe mig et navn'. Tværtimod mærker jeg, hvordan min identitet bliver mere og mere udvisket, og at min kærlighed bliver mere kold. Jeg ser mig omkring, men møder kun mediespejlene, de glinsende skærme, billeder, der rastløst flimrer forbi. Jeg føler mig frem med mine hænder, men mærker kun koldt stål, plastikknapper, glatte vægge. Jeg lytter, men hører kun bruset fra tusinde kanaler, trafikken fra gaden, og en snurren fra det evindelige ventilationsanlæg.

Men netop som jeg er ved at give op, får jeg tilfældigvis øje på et lille, ubetydeligt mærke, som nogen har ridset ind i fodhøjde ved siden af trappen. Jeg bøjer mig forsigtigt for ikke at blive set eller løbet over ende af de forbipasserende, og jeg opdager, at det er en lille fisk.

Famlende rører jeg ved fisken, og så sker der noget. En svag duft af saltvand, et fjernt sus afhav, som i en konkylie. Jeg farer sammen, da en dråbe rammer mig i ansigtet, og stirrer forbavset på et gabende hul i den glitrende væg. Der står nogen i hullet, et stykke fra mig. Han vinker mig hen til sig. Jeg kan ikke stå imod, selvom regnen nu pisker mig i ansigtet, og de andre råber, at jeg er ved at blive skør.

Gennem regnen og stormen hører jeg hans stemme: "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mætt " 368 es.

Først mærker jeg ingenting. Jeg er stadigvæk svimmel efter jagten på trappen, forblændet af min stræben efter mere, højere, stærkere.

Men langsomt er det, som om trykket over brystet begynder at lette, det bliver nemmere at trække vejret. Det er, som om hans ord berører noget langt inde i mig, som om et glemt sprog vågner og strækker sig.

Og vi står på en vidtstrakt strand, Jesus ogjeg. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har set den før, og jeg mærker en blanding af sorg og længsel. Nu åbner der sig et andet lys over stranden, og vi går længe tavse side om side langs de brusende bølger. Til sidst vender han sig mod mig og spørger:

"Forstår du, hvadjeg har gjort mod dig?" Det var det spørgsmål, han stillede til sine disciple, da han havde vasket deres fødder den sidste aften.369 Han havde gjort noget mod dem og opmuntrede dem til at tænke efter, hvad det indebar. På samme måde har han gang på gang grebet ind i vores historie og opfordrer os til at se og tænke efter:

H vad indebærer det for mig?

Ignatius afLoyola plejer at instruere sine medbrødre i Jesu Fællesskab til hver aften holde en lille' eksamen' for Guds ansigt. Hvad er der sket i løbet af dagen? På hvilken måde er jeg kommet til kort over for Gud? Det skulle derefter danne grundlag for en bøn om tilgivelse og om kraft til igen at komme ind på det rigtige spor. Igennem lange perioder i historien har denne 'eksamen' fået en noget dyster slagside i retning af selvransagelse og dyrkelse af den dårlige samvittighed.

Fokus er kommet til at ligge på mine egne anstrengelser og min mislykkethed, og det fører sjældent til vækst og trivsel.

I den fornyelse af den ignatianske vejledning, der er sket siden Andet Vatikanerkoncil, er der også sket noget med denne 'eksamen'.

Vi genkender lettere Jesu spørgsmål, når den amerikanske jesuit George Aschenbrenner forklarer, at i eksamen" er formålet med ransagelsen ikke så meget at skelne mellem moralsk onde og gode handlinger. Fokus ligger snarere på, hvordan Herren påvirker os og berører os (ofte meget spontant!) dybt i vores egen bevidsthed." 370 At se tilbage på mit liv i store træk for at overveje, hvad Gud har gjort med mig og på hvilken måde, han har draget mig til sig. At se tilbage på denne dag for at få øje på Jesu nærvær og vilje i det, der er sket.

Dette kan ikke ske gennem generelle overvejelser på egen hånd.

Jesus stiller spørgsmål direkte til os og forventer, at vi svarer ham.

Den form for åben, reflekterende bøn fungerer omtrent som åbningen i glasvæggen. Et helt andet perspektiv gennemlyser langsomt mit liv, og jeg opdager en virkelighed, som jeg tidligere har været blind for.

Det begynder med, at jeg bliver bevidst om alt det gode, som Gud har givet mig. Og forudsætningen for at se det, er paradoksalt nok at erkende min fattigdom, skriver George Aschenbrenner:

"Når vi bliver alt for optaget af os selv og fornægter vores iboende fattigdom, mister vi gaverne. Enten begynder vi at kræve, hvad vi tror, vi fortjener (det fører ofte til vred frustration). Eller også tager vi glædesløst alt det, der sker os, for givet. Kun det i sandhed fattige menneske kan værdsætte den mindste lille gave og føle ægte taknemmelighed. Jo dybere vores tro er, desto fattigere er vi, og desto rigere på gaver. Livet selv bliver en ydmyg, glædesfyldt taksigelse." 371 I lyset af hvad Jesus har gjort med mig, kan jeg begynde at forme mit gensvar på det. Her viser det sig snart, hvor splittet jeg er: Længslen efter at give min kærlighed og lydighed til ham. Modstanden imod alt, der kunne true min kontrol over tingene. Jesus har tid til at vente.

Det vigtigste er ikke, hvor hurtigt jeg går frem, men hvor oprigtig jeg er mod mig selv. Hvis Jesus har gjort dette mod mig, hvad skal jeg så give ham tilbage. Her bliver tærskelen tydelig:

"Når vi bliver tilstrækkeligt følsomme og seriøse i vores kærlighed til Gud, begynder vi snart at indse, at der er noget, der må forandres.

Vi fejler på så mange områder, der er så mange mangler at rydde op i.

Men Herren ønsker ikke, at vi skal tage fat på det hele på engang.

Normalt er der et område i vores hjerte, hvor han særligt kalder os til omvendelse, og det er altid begyndelsen til et nyt liv. Han skubber til vores indre på et bestemt område og minder os om, at hvis vi virkelig mener det alvorligt med ham, så må den side af vores liv forandres.

Det er ofte netop det område, vi helst vil glemme og (måske!) bearbejde senere." 372 Under denne proces, som kan tage kortere eller længere tid, vækkes en side i vores gudsforhold, der ikke ligefrem bliver overbetonet i dag: Sorgen. "Et kristent menneskes hjerte er altid et hjerte, der synger - en sang af dyb glæde og taknemmelighed. Men dette Halleluja kan være temmelig overfladisk og uden substans og dybde, hvis det ikke er blevet berørt af ægte sorg. Det er en sang fra en synder, der hele tiden er bevidst om, at han er offer for sine syndige tilbøjeligheder, og alligevel bliver han stadig omvendt til det nye liv, som han garanteres gennem Jesu sejr...

... Denne sønderknuselse og sorg er ikke en skam eller en depression over vores svaghed. Det er en troserfaring, når vores indsigt vokser i mødet med Faderens ufattelige længsel efter, at vi skal elske ham med hvert fiber i vores væsen." 373 Ingen bøger eller kurser, ingen former for terapi eller meditation fører frem til dette gennembrud. Her er det ikke eksperterne, men synderne, der viser vej. Som den grædende kvinde ved Jesu fødder, outsideren, der fandt ham ved en fest hos de religiøse. "Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." 374 Hun er fremtidens kirke.

-------

Jeg vil gerne introducere jer for nogle meget fine iagttagelser, som Magnus Malm beskriver om måderne vi møder andre måder at tænke på, andre menneskers tro, andre kristne og kirker, og at vi typisk reagerer ud fra et skalkeskjul af det at:

Dyrke fjendebilleder
Rastløs aktivisme
Interlektualisering og
Åndeliggørelse, men læs sel

VENDT MOD ET ANDET ANSIGT

D ET ER EN SKØN forårsaften i midten af 1800 tallet. I en lille husmandsstue i en rydning i skoven sidder en gruppe mennesker tæt sammen. En inderlig sang trænger ud gennem de grå bræddevægge.
På stien hen mod huset kommer en ung mand gående med tøvende skridt. Han banker forsigtigt på, bliver venligt taget imod og lister ind og sætter sig på gulvet nærmest døren. ] begyndelsen tager ingen notits af ham, og samtalen om bibelteksten fortsætter omkring bordet. Så begynder man at bede, lyttende og intenst. Lidt efter kommer en gammel mand hen til den nyankomne, lægger varsomt armen omkring ham og hvisker: "Hvordan er det, Oskar, har du fred med Gud'?" Det er en smuk forårsaften i slutningen af det 20. århundrede. Nogle gode venner sidder på en eafe i storbyen og drikker cappuccino og spiser baguette med basilikum og fetaost. En af pigerne er netop færdig med teologi studierne og skalordineres til præst på søndag. Det kom som lidt af et chok, da hun afslørede sine planer for fem år siden, ror ingen af vennerne var specielt religiøse... Siden dengang har samtalen ofte kredset omkring åndelighed, og flere af dem er begyndt at snuse til litteratur og foredrag inden for forskellige strømninger af Indre søgen. Et par af dem gik endog en søndag med Carina i kirke, og det førte til usædvanligt livlige diskussioner. Nu hviler lidt af stundl'ns alvor over flokken, og man taler igen - om Gud. Carina vender sig mod en af de andre, der også kalder sig troende, og spørger: "Ev, hvilket gudsbillede har du egentlig'?" De to spørgsmål afspejler et stille skred i hele det åndelige klima i vores kultur. Lad os kalde det forskydningen fra samvittighed til bevidsthed. I vækkeIsens husmandsstuer handlede mødet med Gud frem IIH' alt om samvittighedens opgør, på grænsen mellem den gamle og den nye måde at leve på. Det brændende spørgsmål var, om Gud virkelig kunne tilgive, at jeg havde levet, som jeg havde gjort - og dermed give mig en ny start i livet. Man spejdede ligesom op i Guds ansigt for at finde ud at: om der var et glimt af imødekommenhed i de øjne, der ser alt. Som når et barn tager mod til sig og fortæller sin far om den smadrede rude- og forventer, at "det skal blive i orden mellem os igen." I dag henvises samvittigheden ofte til psykologen, der skal forsøge at hjælpe mig med at finde ud at: hvorfor jeg stiller så høje krav og har så svært ved at tilgive mig selv. Den åndelige søgen sker i stedet ud fra bevidstheden, en intellektuel bearbejdning af forskellige gudsforestillinger. Problemet er ikke længere synden- at jeg har handlet og levet på en forkert måde. Problemet er uvidenheden, at jeg ikke har forstået, hvem jeg selv er, og hvem Gud er. Vejen til den indsigt går ikke som i husmandsstuen gennem min ensomme kamp med Gud - men gennem kurser, diskussioner, foredrag og bøger. Åndeligheden slutter sig til kundskabssamfundets altomfattende hovedvej.
Den sædvanlige forklaring i kristne sammenhænge er, at denne forandring netop beror på manglende kundskab: Mennesker ved ganske enkelt ikke særlig meget om den kristne tro, og derfor kan vi ikke forvente en samvittighedskrise, som vi fandt den i I800-tallets vækkelser. Først når jeg har nogle basale bibelske sandheder om Gud klart for mig, kan jeg tage et opgør og nå til forsoning med ham. Underforstået: Hvis mennesker blot får tilstrækkeligt med bibelkundskab, så er vi snart ved vækkelsestiderne igen...
Er det virkelig sådan, det hænger sammen? Eller overser vi den grundlæggende forskydning i kulturklimaet? Der handler det ikke om mængden af kundskab (for da ville det jo være relativt let at sørge for, at folk lærer noget mere om Bibelen). Det handler om troen på, at kundskaben i sig selv er vejen. Den fører ikke frem til et forhold til Gud, men til en bevidsthed om Gud. Denne bevidsthed får mig til at føle mig godt tilpas. For målet med vores liv er ikke længere at leve rigtigt, men at have det godt.
Alt dette er egentlig klassiske gnostiske tanker. Ifølge gnostikerne er syndefaldets indhold ikke oprør, men uvidenhed. Menneskers problem er ikke, at vi har sat os på Guds plads, men at vores forstand er formørket, så vi ikke forstår, hvem Gud er. Frelsen handler dermed Ikke om at blive forsonet med Gud, på den måde at konflikten forvandles til venskab. Frelsen består i, at man bliver oplyst om Gud, så uvidenheden forvandles til indsigt. Denne indsigt formidles af den sande kundskab - gnosis.
Det betyder, at blot vi tænker sandt om Gud, så bliver alt godt. Det "JO vore fejlagtige forestillinger, der er problemet. Det hele kan sammenlignes med den terapi form, der betragter alle ødelagte relationer ,(1m et resultat af fejlagtige indre forestillinger: lavt selvværd, falsk , skyldfølelse, negativt faderbillede, frygt for omverdenen osv. At jeg  skulle behøve at bede nogen om tilgivelse, ændre min opførsel eller tilgive dem, som har gjort mig ondt. opfattes som primitive rester af et undertrykkende menneskesyn. Det er min indsigt, der gør mig fri. At  blive hjulpet opfattes som ydmygende, hvad enten hjælpen kommer fra Gud eller mennesker.
Lægger puslespil
Den kristne kirkes udvikling har løbet parallelt med kundskabssamfundets fremvækst. Vender vi tilbage til vækkelserne i 1800-tallet i både kirkelig og frikirkelig udgave, så var det sandelig ikke kun ømhed og åbne arme, som mennesker kunne møde. Ind imellem gik omvendeIsesforkyndelsen over gevind og skabte høje tærskler mellem 'indenfor' og 'udenfor'. En ubarmhjertig undervisning om synden ramte ved siden af den virkelige skyld og havnede i stedet i et uhyrligt morads af religiøs skyldfølelse: "Uanset hvad jeg gør eller tror, er det ikke godt nok over for Gud og menigheden." Kirken ligner ægteskabet på mere end en måde: Sårbarheden gør, at jeg intet sted kan få så meget trøst som der - og intet sted lide så stor skade. Den åbne forventning kan føre både til himmel og til helvede.
Og for mange af dem, der fik kirkens forkyndelse galt i halsen, blev helvedesrøgen signalet til at flygte fra alt, der har med Gud og åndelighed at gøre. En dybt rodfæstet ateisme eller agnosticisme bredte sig ud i mange samfundslag, ikke mindst blandt forfattere og andre kulturarbejdere, der havde rødder i den gamle vækkelsesfromhed. Det nødvendige selvforsvar mod overgreb voksede til en altomfattende forskansning mod alle former for åndelighed.
For andre, der blev sårede, men alligevel ikke ville opgive al kontakt ned Gud, var der en anden mulighed. Har jeg oplevet fornedrelsen ved ikke at være god nok, ved ikke at være tilstrækkelig åndelig, vil jeg forsvare mig med næb og kløer mod alt det, der minder mig om den erfaring. Det, der står tilbage, er en radikal 'bekræftelsesteologi " hvis :neste og til stadighed gentagne budskab er, at Gud tager imod mig, som eg er. Det er ment som en befriende åbning i den kvælende fromhed, men det bliver så fortvivlende let en ny forskansning. Min frygt for endnu engang at blive regnet som uåndelig gør, at jeg vægrer mig mod alle andre budskaber end dem, der bekræfter mig og ikke stiller (rav. Det bliver som et eventyr, hvor jeg bor på et slot med høje mure )g en bred voldgrav. En dag bliver der hamret på porten, og jeg råber lden at åbne: "Hvem der?" Fra den anden side lyder det: "Jeg er et sendebud fra kongen. Han vil gerne møde dig for at tale med dig om mit liv." Og jeg svarer: "Forsvind herfra, jeg har lært kongen at kende ;om en god hersker, der lader os alle være i fred." En dag er det slut med slottets forråd.
Under alle de rigtige ord om Guds kærlighed ligger der en dyb frygt for virkelig at blive konfronteret med Gud. Tænk, hvis han ikke ~r god? Så holder jeg hellere fast ved mit gudsbillede og forsvarer det mod alt, hvad der kan tænkes at ville sætte spørgsmålstegn ved det ~nd åbner min dør for et virkeligt forhold til den levende Gud.
Ignatius af Loyola, en af den åndelige vejlednings store mestre, taler om, at sjælen skal være fri som en vægt i balance for at kunne skelne Guds røst. Men i en forskansning som denne er jeg alt andet end fri til at høre, hvad Den Hellige Ånd siger til mig. Kan det være en af årsagerne til den mærkelig livløse atmosfære i mange kristne sammenhænge, hvor man til stadighed gentager, at Gud elsker os, som vi er, men aldrig kan sige noget andet?
Til sidst fører vore ulægte sår til, at vi ikke længere kan holde sammen på sandheden. I evangelierne er det en selvfølge, at mennesket er en synder, og at Jesus elsker syndere. Men hvis hele min holdning over t'ar Gud er at forsvare mig imod enhver antydning af, at jeg ikke skulle være god nok, så tvinges jeg til sidst til at vælge en af disse sandheder. "Synder, hvad mener du med det? Jeg tror på en god og tilgivende Gud!" Og når sandheden ikke længere er hel, kan den ikke længere hele.
Tilbage er kun det intellektuelle puslespil med gudsbilleder, der passer så perfekt ind i det gnostificerede kundskabssamfund. "For mig er Gud som en... min Gud er snarere som en..." Alt sammen foregår på tankeplanet - ideer og billeder flyttes rundt og tegnes om alt efter vore egne behov og ønsker. Bevidst eller ubevidst påvirkes vi af vore sår på den måde, at vi søger et gudsbillede, der er så langt som muligt fra den erfaring. Vi vil jo ikke såres engang til.
I den åndelige vejledning går hele metodikken ud på at indprente de rigtige trossætninger. "Hvis vi bare kunne fatte, at Gud elsker os, at vi er gode nok, som vi er..." Her opstår der en uhellig alliance mellem liberale grene af kirken og trosbevægelsen: Begge har en dybest set gnostisk metodik: frelse ved ret tænkning. Man gør alt for at slippe for at møde Gud ansigt til ansigt, uden et beskyttende filter af jeg-forstærkende trossætninger.
Det handler ikke længere så meget om en relation til Gud, for en virkelig relation bygger altid på sårbarhed og åbenhed over for, at den anden kan vise sine virkelige og uventede sider. Det handler om at nå frem til den rette bevidsthed om Gud, hvor alle truende spørgsmålstegn rettes ud, og jeg roligt kan regne med, at Gud ikke forstyrrer mig i min åndelighed.
Dette får direkte følger for et af Bibelens nøgleord, synd. Når vores forhold til Gud flytter fra samvittigheden til bevidstheden, mister synden sin paradoksale evne til at drive os ind i Guds favn. Den bliver i stedet et frit svævende teoretisk begreb, et pinefuldt levn fra en svunden tid, som vi forlegn pirker lidt til ind imellem, uden at vi rigtig ved, hvad vi skal gøre med det. "Vi må finde en ny måde at tale om synden på i vores tid" og lignende udtryk viser blot, hvor vildfarne vi er.
Når synden er blevet løsrevet fra den eneste instans, der kan belyse den, nemlig samvittigheden, står der kun forskellige teoretiske modeller af synd tilbage. De viser sig snart at udarte til kulturelt betingede kataloger af uønsket opførsel, lige fra at gå i biografen til at opbygge  multinationale selskaber. Så længe vi bevæger os på dette teoretiske diskussionsplan, slipper vi udenom den ægte syndserkendelse, den, der rammer os i hjertet og får os til at komme til Gud. Evangeliet bliver, hvis det går højt, 'interessant', men aldrig et spørgsmål om liv og død.
At dette virkelig handler om selve kernen i evangeliet, indser vi, når vi hører Johannes Døbers bekendelse: "Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd." 309 Hvis ikke vi giver samvittigheden lov til at lodde dybden og renheden i vores forhold til Gud, men affejer den med 'gammeltestamentlige gudsbilleder' og 'religiøse skrupler' - hvordan skal vi da kunne tale om synd?
Og hvis vi ikke længere kan tale realistisk om menneskets synd, hvordan kan vi da nogensinde erfare kraften i Jesu evne til at løfte os ud af vore synder? Hvis vores behov blot er åndelig indsigt og kundskab, hvorfor måtte Jesus så dø som et offerlam på korset? Så kunne han jo have nøjedes med at undervise.
Måske kan vi tale om 'gudsbilleder' i to betydninger. I en forstand er vi alle ofre for fejlagtige gudsbilleder, eftersom "alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud," som Paulus skriver:  Vore forældre gav os livet og meget andet godt, men også noget, der har skadet vores evne til at have gode relationer - til os selv, til andre mennesker og til Gud. Familie, opvækst, skole og andet, der har påvirket os, har også ridset deres mærker ind i vores billede af virkeligheden. Naturligvis også den virkelighed, vi kalder Gud!
Bibelen er fuld af mennesker, der gang på gang må revidere deres tidligere billeder afGud. Her arbejder Den Hellige Ånd tålmodigt med at vise os sammenhænge og årsager, for varsomt at kunne løfte os fri af de falske gudsbilleder, som hindrer os i at se ind i Faderens gode ansigt uden frygt. Det er jo det, jeg inderst inde gerne vil.
En anden betydning af 'gudsbillede' er, når jeg holder fast ved et billede af Gud, der beskytter mig mod overraskelser. Her prøver jeg ikke at komme af med mine falske gudsbilleder. Her har jeg brug for dem for at holde den Gud på afstand, som jeg føler mig truet af. Ofte ligger der noget i mit livs inderste, som jeg har en interesse i at skjule eller forsvare. For at beskytte det tiltrækkes jeg af gudsbilleder, der ikke sætter spørgsmålstegn ved mine skjulte interesser. Ignatius af Loyola har i et af sine breve en tør kommentar til denne sammenhæng: "Der er god grund til at frygte, at hovedårsagen til fejlagtig lære ligger i et umoralsk liv, og fejlene forsvinder ikke, før lasterne bliver korrigeret." 311 Den type gudsbilleder har ofte et menneskeligt ansigt, men det mærkelige ved dem er, at de er så livløse. Præcis denne dobbelthed har menneskers egne gudsbilleder haft til alle tider: "Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte.
De har hænder, dem kan de ikke føle med, de har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube." 312 Frugten af at hengive sig til sådanne gudsbilleder beskriver salmisten med uhyggelig realisme: "Sådan bliver også de, der har lavet dem."

Hvad Levi s vidste...
Drevet af en gnostisk overbevisning om, at det moderne menneskes problem med Gud ligger på det intellektuelle plan, bruger vi enorme mængder energi på at fremstille gudsbilleder, der kan være acceptable i dagens samfund. Modet til at skære traditionelle trossætninger væk er forskelligt hos liberale og konservative, men vi er ofte enige om, at det gælder om at forklare evangeliet på en så attraktiv og meningsfuld måde, at det ikke vækker anstød. Udgangspunktet i forkyndelsen er som oftest det samme over hele spektret af teologiske opfattelser: Hvis vi bare kan forklare det på den rigtige måde, så mennesker forstår - så vil de også tro.
Er det rigtigt? Lad os citere Woody Allen: "Hjernen er vores mest overvurderede organ." Trods visse andre forskelle tager han Ignatius i hånden og mener, at den intellektuelle bearbejdning langt fra er den vigtigste hos mennesker. Vores liv styres fra andre sider, og den intellektuelle gennemtænkning kommer i de virkelig afgørende situationer i anden række. For at citere en stemme fra en verden, der for længe siden indså denne sammenhæng og derfor har en enorm indflydelse på vores liv - mærkevarerne:
"Følelserne reagerer betydeligt hurtigere end fornuften. Sociobiologerne hævder, at følelserne vejleder os i kritiske situationer, hvor  beslutningen er for vigtig til at overlades til intellektet alene... Et syn på den menneskelige natur, der ignorerer kraften hos vore følelser, er derfor mangelfuld. Navnet Homo Sapiens, den tænkende art, er misvisende på baggrund af, hvad den moderne videnskab nu fortæller os om det emotionelles rolle. Som vi alle ved af egen erfaring: Når vore beslutninger eller handlinger skal formes, så tæller følelserne præcis lige så meget, om ikke mere, end de rationelle aspekter. De fleste af livets store afgørelser baserer vi mere på følelserne end på fornuften.
Der er noget inden i os, der vil, at det altid skal 'føles rigtigt'.
I vores vestlige kultur har vi haft en forkærlighed for det rationelle og har udformet IQ-tester for at måle og rangere mennesker. Men, intelligens kan reduceres til nul og kiks, når følelserne hersker. Og hvis vi sætter den menneskelige psyke ind i et historisk perspektiv, er det måske i virkeligheden ikke så mærkeligt, at følelserne ind imellem tager over. Det biologiske design for følelsernes rolle i vores nervesystem, som vi er født med, er det, der har fungeret bedst i de seneste 10.000 generationer, men ikke i de sidste fem."3!3 Med denne indsigt kunne man gøre Levi's til verdens største jeansmærke, selvom den ene test efter den anden viser, at de overhovedet ikke er bedre end andre jeans. Uden denne indsigt havner de fleste japanske biler uden for de svenske top-ti-lister, selvom biltests gang på gang viser, at de klarer sig mindst lige så godt som de dyrere europæiske biler. Og uden den indsigt står kirken og stamper i frustration over, at det stadigvæk ikke er lykkedes dens veluddannede teologer at fremstille et salgbart gudsbillede, der kan bryde den kristne marginalisering på det religiøse marked.
Markus Heilig, overlæge og docent ved Karolinska sygehus i Stockholm, fortæller om et forsøg, hvor et antal personer prøvede fire forskellige kortspil. To af dem gav til sidst gevinst, de andre tab. Det viste sig, at de normalt fungerende personer hurtigt blev indfanget af de 'gode' spil. De, som derimod var 'følelsesmæssigt blinde', blev siddende med de dårlige.
Følelsesmæssigt? Ja, man foretog en enkel måling af hjerterytmen hos deltagerne. Det viste sig, at man hos de raske kunne registrere en pulsstigning, når de nærmede sig et dårligt kort. Dette skete altså langt inden personen bevidst kunne formulere, hvilken strategi han/hun fulgte. Og Markus Heilig drog den enkle konklusion, som vores hverdags erfaring til stadighed bekræfter:
"Vi tror, vi diskuterer med bevidste, rationelle argumenter. I virkeligheden har vi allerede besluttet os af følelsesmæssige grunde, og bagefter bruger vi intellektet for at finde de passende argumenter." 314 Sådan også med Gud. Tag eksemplet Sartre, som vi skrev om i tredje kapitel. Han brugte sin store tankekraft på at skabe et filosofisk system, der byggede på den tese, at Gud ikke findes. For hvis han fandtes, ville det være slut med menneskers frihed. Hvorfor tænkte han på den måde? Hvorfor var det så vigtigt for ham at fornægte Gud?
Hvorfor havde hans gudsbillede et så negativt indhold?
Lad os kort citere fra Annie Cohen-Solals store Sartre-biografi fra 1985. Hun fortæller om hans forhold til faderen, Jean-Baptiste: "Han besluttede sig for ikke at have noget ophav og kundgjorde, at Sartres far ikke eksisterede. Ganske vist havde han heller ikke kendt denne far, der døde da Jean-Paul var bare 15 måneder gammel. Udspurgt om dette emne fremhævede forfatteren senere, at der ikke havde været noget spor efter faderen, at familien havde været tavs eller simpelt hen, at de aldrig havde mødtes. 'Min far?' svarede han ligegyldigt: 'Det var et fotografi på min mors værelse...' Og han tilføjede: 'Jeg har ikke haft nogen far.' Punktum.3l5 I stedet udviklede Jean-Paul en dyb binding til moderen. Faderen havde været hans eneste rival til hendes kærlighed, og den eneste gang han faktisk mødte sin far, der var sømand, var, da han kom hjem på orlov og 'detroniserede' den lille Jean-Paul. Derefter "kunne han igen tage Anne-Marie i besiddelse... sikker på, at hans far ikke kom tilbage.
De følgende ti år blev den store tid for det forulykkede kærestepar, der bestod af mor og søn." 316 Og Cohen-Solal understreger, at Sartre var som besat af kærlighed til sin mor og havde et voldsomt ødipuskompleks.317 Da Jean-Paul var tolv år, giftede moderen sig med" en 43-årig mand, der tog hans mor fra ham." Om aftenen udsatte stedfaderen Jean-Paul for "lektioner i geometri- og algebra, der ikke sjældent sluttede med en lussing." Og Sartre skriver selv senere: "Min familie blev splittet.
Jeg havnede sammen med en fyr, som spillede min far, og som var totalt fremmed for mig." 318 Så kom første verdenskrig og knuste den kvælende borgerlige idyl, som Sartre var vokset op i. Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Cohen-Solal skriver: "Med den desperate femtenårige knægts store armbevægelser gjorde han op med sin baggrund og kastede sig ud i en voldsom revolte mod stedfaderen, samfundet og sine egne rødder.
Sådan kom eksistentialismens mest slagkraftige variant til verden, den filosofi, der bogstaveligt taIt lader mennesket tage Guds plads, når det gælder om at skabe holdninger, kønsroller og sociale strukturer. Cohen-Solal skriver: "Der var ikke længere noget, der bandt ham: hans familie var gået i opløsning og den gamle verden var brudt sammen. Da hans tid kom, kunne han fri og uafhængig hengive sig til sin yndlingsrolle som den befriende, 'søn af ingen', som han holdt så meget f " 320 a.
Det kræver unægtelig en blind tro på fornuften, hvis man vil fornægte den tydelige følelsesmæssige drivkraft bag Sartres oprør mod Gud. Den intellektuelle bearbejdning var lige så sekundær som hos fader Freud selv, hvis far var jødisk rabbiner. Hvorfor blev Freud en så overbevist ateist? Den amerikanske religionspsykolog James Jones peger på en afgørende faktor:
"For ham var sønnens oprør mod faderen en central faktor i menneskets natur. Og da Freud ikke kunne tolerere andre autoriteter end sig selv, fik han naturligvis problemer med at forestille sig en højere orden. Han var en brillant mand, men han kunne kun have disciple, ikke kollegaer. Så snart nogen begyndte at udvikle egne ideer, sagde han fra." 321 Naturligvis er det ikke kun ateister, der har følelsesmæssige rødder, når det gælder deres forhold til Gud. Da mennesket ganske enkelt er skabt med denne forbindelse mellem følelse og fornuft - hvilket selvfølgelig ikke gør fornuften mindre vigtig! - går dette mønster igen hos enhver kristen. Det er en af årsagerne til manges voksende frustration over den akademiske teologi s totale dominans over kristen lederuddannelse. Den slags studier kommer ganske enkelt ikke ned til rødderne af de forskellige gudsbilleder, hverken i studenternes eget liv eller hos de teologer, der studeres. Eller som den belgiske jesuit og arbejderpræst Egied van Broeckhoven skriver i sin dagbog fra det teologiske seminarium: "Intellektet løber løbsk. Fornuften må skridt for skridt opdage det, som kærligheden skridt for skridt elsker. Kærligheden går længere end intellektet. Her i Theologicum løber intellektet løbsk og lader kærligheden i stikken." 322 Oprør eller kærlighed. Ordene beskriver ikke blot to grupper af mennesker: De, der siger nej til Gud, og de, der siger ja til ham. De beskriver også den splittelse, der findes i ethvert menneske efter syndefaldet. Der er i os alle en spænding mellem disse to stærke drivkræfter, der til stadighed i et komplekst samspil med ydre omstændigheder forstærker den ene eller den anden side af vores forhold til Gud. Alt det, der fortjener betegnelsen åndelig vejledning, må tage vores splittethed alvorlig: Længslen og modstanden. Hvis jeg som kristen tror, at der kun findes gudslængsel i mig, varer det ikke længe, før jeg bliver forfærdet over, hvor svært det kan være at bede. Og hvis en ateist tror, at der kun findes modstand mod Gud i ham, finder han snart ud af, at han må bekæmpe en længsel efter noget mere, en længsel, der er svær at udrydde.
Det betyder også, at den kristne kirkes evangelisation må tage menneskers modstand mod Gud alvorligt, hvis den vil være realistisk. Der tales i dag ofte om den åndelige søgen i vores postmoderne samfund, som om det bare var et spørgsmål om at hente et acceptabelt gudsbillede frem, for at mennesker kan komme til tro. Hindringen siges hele tiden at være, at mennesker ikke kan tro, sådan som kirken bærer sig ad.
Men tænk om mennesker ikke vil tro? Tænk om de kun slipper så meget af deres længsel fri, at der ikke rokkes ved jeg'ets grundlæggende herredømme? Da er det vist kun den mest udvandede kristendom, der behøver at ulejlige sig, og selv den vil næppe møde anden reaktion end en inderlig gaben.
C.S. Lewis var i mange af sine år på universitetet en særdeles velreflekteret ateist. Han beskriver senere sit forhold til Gud i den periode: "Agnostikere taler med glæde om ' menneskets søgen efter Gud. '
Som jeg var dengang, kunne de for min skyld lige så godt have talt om musens søgen efter katten." Og han tilføjer: "Husk på, at mit største ønske var at slippe for 'indblanding'." 323 Jesus vidste, at han var verdens lys. Men han havde ingen illusioner om, at mennesker skulle komme styrtende fra alle sider for at slutte sig til ham. Hans realisme er krads, når han beskriver menneskets dilemma:
"Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud." 324 Den store hindring synes altså ikke at være, at mennesker er uvidende om åndelige ting og bare venter på at blive oplyst af den rette kundskab. Hindringen synes heller ikke at være, at Jesu gudsbillede ikke er intellektuelt acceptabelt, sådan at mennesker ville forandre sig, hvis han kom tilbage med en bedre version.
Den store hindring, den virkelige krise ('krisis' er det græske ord for dom) er, at vi mennesker har noget at skjule - og derfor gør vi modstand mod lyset. I den situation elsker vi mørket mere, for mørket stiller ingen besværlige spørgsmål til, hvordan vi lever. Vi slipper for indblanding.

Vore skalkeskjul
Modstanden kan give sig mange udslag. En hovedsag for al åndelig vejledning er at afdække menneskers forsvar mod Gud, hjælpe dem til at lytte til de bagvedliggende årsager til dette forsvar og pege på muligheden for at opgive forsvaret og i stedet gå Gud i møde. Da vores tilbøjelighed til modstand mod Gud er en almenmenneskelig egenskab og ikke noget, der kun kendetegner en vis gruppe af troens fjender, kan vi passende begynde denne afdækning i vores eget liv. Eller rettere sagt: Den må begynde der. Vores evne til at hjælpe ikke-kristne til at overvinde deres modstand mod evangeliet, beror på, hvor godt vi har lært vores eget forsvar at kende. Nogle eksempler:

Dyrke fjendebilleder
 Diskussioner om Gud, kirke og åndelighed har i vores tid et ofte tilbagevendende indslag: En skråsikker stempling af visse bevægelser, teologer eller andre ledere, som udgør det store problem. Der er ingen ende på deres fejl og mangler: Fanatiske, udvandede, fundamentalistiske, liberale, magtbegærlige, manipulerende, usunde, glædesløse, uoplyste, dømmende, hovmodige osv. Ræsonnementet går som regel ud på, at vores mulighed for at ånde frit er afhængig af, hvor langt vi kan holde disse fænomener og personer fra os. Hvis de ikke fandtes, ville alting være meget lettere.
Da Jesus bad den, der var uden synd om at kaste den første sten på kvinden, som havde begået ægteskabsbrud, gik de ældste derfra først.325  Måske tager det nogle år, før man har nået den modenhed, hvor man opdager den generende enkle sammenhæng: Der findes ikke noget, vi bliver mere oprørte over hos andre end det, vi absolut ikke kan tolerere hos os selv. Når vi genkender de værste sider hos os selv i andre mennesker eller bevægelser, reagerer vi med en hårdere dom end ellers. Vi 'projicerer' vores egne mørke sider over på dem: Der kan de gennemhegles og straffes, uden at det rammer os selv. På den måde bliver kritikken af andre en ubevidst måde at forsvare os selv mod at blive afsløret.
I sin mest ekstreme form finder vi dette mønster i store etniske og politiske konflikter. En jødisk bosætter og en Hamas-terrorist har opbygget en stor del af deres identitet på samme måde: det entydigt onde billede af fjenden. Skulle dette billede vise sig at være falsk, så fjenden faktisk fremstår som menneskelig, ogjeg samtidig får syn for mine egne onde sider, ville det ryste grundvolden for hele min identitet.
Nordirlands ultraprotestanter og IRA-fanatikere har det samme problem. En fremgangsrig fredsproces truer ikke kun Irland, men hele deres personlige identitet. Hvis problemet ikke bare skyldes fjendenhvem er jeg så? Det er ikke så mærkeligt, at man bogstaveligt talt kæmper med livet som indsats for at beholde konflikten!
De skråsikre karakteristikker og skarpe fronter i den kristne kirke giver anledning til selvransagelse: Hvad er det egentlig, jeg har det så svært med hos disse mennesker? Er der spor af det samme i mit eget  liv? Holder jeg ubevidst Gud på afstand, når han vil berøre disse områder?

Rastløs aktivisme
Hvis jeg har begået en fejl, måske en alvorlig synd, men ikke vil erkende det over for Gud og mig selv - hvad gør jeg så? En metode er at forsøge at arbejde det væk. Jeg kaster mig ud i rastløs aktivisme i menigheden, det politiske liv, studiekredse, miljøprojekter, hjælpeorganisationer. Jeg vil jo så gerne gøre en indsats i den gode sags tjeneste!
Og vist er det godt, meget af det der gøres. Men hvis drivkraften er en uvilje mod at tage et opgør med det onde, hvad bliver så frugten af det altsammen? Vi kan ikke arbejde os ud af vore synder. Dels vil vi ikke komme af med dem på den måde - de vil ligge som lækkende gifttønder på bunden af vore liv og med tiden sprede en bitter smag i alt det, vi er og gør. Dels er det en meget dårlig drivkraft for gode gerninger. Skylden er aldrig en god motor - den spreder synden i stedet for at udslette den.
Trappistmunken Charles Cummings skriver om, hvordan aktivismen i et kloster kan minde mistænkeligt om al anden aktivisme:
"Når jeg til stadighed holder mig selv i gang, også med trivielle ting, kan jeg udsætte mødet med mig selv. Den konfrontation ville måske afsløre en fattigdom, et behov for forandring og omvendelse, som jeg helst vil undgå at erkende. En del mennesker stiller sig aldrig op på en vægt, fordi de er bange for, at den skal vise, at de vejer for meget og bør gå på kur. Hvis jeg hele tiden er på farten, eller hele tiden søger anledninger til at hygge mig sammen med andre, får jeg aldrig tid tilovers for mig selv.
Jeg kan fortabe mig i arbejde. Arbejdet giver mig noget konkret og synligt at beskæftige mig med, noget jeg kan kontrollere. Fremgangsrige resultater af mit arbejde giver mig en tilfredsstillende følelse af at være nyttig og værdifuld. Arbejdet dæmper og dræber den overfladiske tomhed, jeg føler, så snart jeg er alene.
Arbejdet kan ikke alene beskytte mig mod mig selv, men ind imellem også mod Gud. Jeg kom til klostret for at søge Gud, men så snart Gud begynder at vise noget af sin kraft og nærhed, trækker jeg mig forskrækket tilbage. Guds mysterium tiltrækker mig, men det skræmmer mig også. Hebræerbrevet siger, at 'Gud er en fortærende ild'. Arbejdet tilbyder mig en effektiv beskyttelse, når jeg ikke er sikker på, hvor nær jeg ønsker at komme denne guddommelige ild." 326

Intellektualisere
Hvor ofte er intellektuelle indvendinger mod Gud ikke et skalkeskjul for andre indvendinger, der ikke føles lige så stuerene? For mange er det f.eks. lettere at tale om, at 'Naturen' har indrettet dyreverdenen og økosystemet meget viseligt, end at tale om, at Gud har gjort det. Er det virkelig, fordi det rent fornuftsmæssigt er så meget mindre sandsynligt, at der står en Gud bag alt dette? Eller er det, fordi erkendelsen af Guds eksistens ville detronisere os mennesker (læs: mig selv) fra vores almagt og stille os over for noget, der er større end os selv, og som gør os moralsk ansvarlige?
Bibelen hævder jo hårdnakket, at vores største problem ikke er intellektuelt, men moralsk. Så vælger vi Iflåske den intellektuelle tolkning, der bedst beskytter vores moralske position?
l den kristne kirke er dette fænomen nærmest blevet en epidemi.
Vores evne til at teologisere og teoretisere Jesu kald til efterfølgelse er legendarisk. Den store renæssance-humanist Erasmus af Rotterdam foreslår i sin bog 'Dårskabens lov' fra 1511, at de kristne lande skal erstatte deres soldater med teologer, næste gang de er i krig:
"Tænk, hvilken lysende sejr de ville vinde! Jeg vil gerne se den koldblodige tyrk, som ikke ville få det hedt om ørerne over for disse spidsfindige herrer. Og ingen i de fjendtlige hære har så skarpt et blik, at ikke hans øjnes lys ville blive slukket i det mørke, de angribende teologer ville sprede omkring sig." 327 For en sikkerheds skyld føjer Erasmus til: "Nu tror l måske, at jeg bare siger dette for sjov. Ja, det kan godt være. For der findes virkelig teologer, som ved bedre, og som føler væmmelse ved den slags idiotisk ordkløveri. Nogle af disse anser det for helligbrøde, ja, den rene gudsbespottelse at tage munden så fuld og med rent hedenske metoder føre frække diskussioner om emner, der er fyldt af en mystik, som vi ikke bør søge klarhed over, men bøje os for i ærbødighed: Det er at trække den guddommelige teologi s majestæt ned i snavset." When will we ever leam... Allerede for 500 år siden havde intellektualiseringen skabt glimrende forsvarsværker mod sandheden: "De vender det døve øre til sådanne indvendinger; de trives så godt og er så tilfredse med sig selv, når de dag og nat kan sysle med deres elskede dumheder og ikke engang giver sig tid til at slå op og se efter i evangelierne eller Paulus' breve. Og med dette unyttige pjat tror de, at de støtter kirken, som måske ville gå under, hvis de ikke holdt den under armene med deres syllogismer." Men vi behøver ikke at gå længere end til os selv. Hvor fristende er det ikke at løfte de nærgående bibelord op på et alment debatniveau, hvor bibeltolkningen altid er relativ, og hvor man altid kan afsvække skarpheden i Guds ord med sin egen lærdom. Hvilken ressource er det ikke for kirken at have så kompetente mennesker, der ikke falder for de enkle løsninger, men formår at se tingene fra flere sider!
At intellektualisere er en forsvarsattitude, der er gangbar i alle forhold, både over for Gud og mennesker. Har jeg det svært med nærhed, med at udtrykke følelser, eller er jeg usikker på, omjeg slår til, kan det teoretiske ræsonnement tjene det dobbelte formål at vise, hvor dygtig jeg er og samtidig holde relationerne på passende afstand. Den klassiske scene med den ensomme og mobbede læsehest i skolen ligger desværre ikke alt for langt fra mange kristne sammenhænge, hvor vi forsøger at skjule vores mangel på relationer med en facade af teologisk kundskab. Lysten til at dømme i sådanne situationer plejer at aftage, når vi fornemmer, hvilke sår der skjuler sig bag de lærde ord. Tænk om Gud fik lov til at berøre hjertet! Så ville kundskaben blive en styrke i stedet for et problem.
Et teoretiseret gudsbillede er ofte et middel til at holde Gud på passende afstand. Måske er årsagen bristede forventninger til Gud og kirken, hvor menneskers klodsethed har krænket mine grænser i Guds navn. Så bliver de intellektuelle ræsonnementer om Gud en måde at holde fast i ham på - men på mine betingelser.
Teoretiske gudsbilleder fungerer altså som alle andre menneskeligt producerede billeder af Gud, både materielle og teoretiske: De bliver en måde at få kontrol over det guddommelige på. Et billede kan jeg overskue, håndtere og stille, hvor jeg vil. Hvor dybt sidder det ikke i os mennesker! Og man genkender sig selv i israelitternes stadige fristelse til at flygte fra den risikofyldte åbenhed over for den levende Gud - til de velordnede ofringer ved nabofolkenes gudebilleder.
Det klassiske kontrolsystem er et finmasket teologisk net, hvor enhver detalje i læren er hårdt knyttet for at forhindre overraskelser.
Men der findes også andre midler til at holde Gud på behørig afstand.
En af dem ser umiddelbart ud til at være det teoretiske gudsbilledes modsætning: tesen om at man overhovedet ikke kan sige noget om Gud. Han er så totalt anderledes, at alt det, vi siger og tænker, bare vil fordunkle ham. Til sidst bliver han så konturløs, at han umuligt kan få nogle praktiske konsekvenser for vore liv. Han kan aldrig udfordre min livsførelse eller hjælpe mig med livets bekymringer, for det ville jo indebære en begrænsning af ham.
En sådan Gud kan man ikke have noget personligt forhold til-lige så lidt som til den firkantede læres Gud. Trods de ydre uligheder fungerer læreguden og mysterieguden paradoksalt nok på samme måde:
distance, kontrol, upersonlighed. Egenskaber, der passer fint til babelsamfundet.
På den baggrund er det måske ikke' de konservative' eller' de liberale', der er grundproblemet i kirken. Knasten sidder snarere i vores forsvarsattitude over for Gud, modstanden mod at lade ham være Gud på hans egne vilkår. Og det forsvar har vist sig at kunne fungere præcis lige så godt med konservative som med liberale fortegn.
Det betyder naturligvis ikke, at det så er lige meget, hvordan vores trosbekendelse ser ud. Snarere at den er alt for vigtig til ubevidst at blive udformet ud fra vore egne forsvar og behov. Derfor er trosbekendelsen kirkens tro, som Irenæus gang på gang understregede. I bekendelsen afspejles et andet ansigt end mit eget.
Det eneste billede, Gud har givet os af sig selv, er Jesus afNazaret.
"Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk," skriver evangelisten Johannes.328 Det nye Testamente kender kun en metode til at undgå at havne i grøfterne: Det er at holde blikket rettet mod Jesus selv. Han er Ordet, der blev menneske. Tilstrækkelig håndgribelig til at splitte vore tågede forestillinger om en ufarlig guddom, hinsides alle beskrivelser.
Tilstrækkelig uforudsigelig til gang på gang at tilintetgøre de gudsbilleder, der mere ligner os selv end den levende Gud.

Åndeliggøre
Hvorfor er New Age-åndeligheden så populær i vor tids stræbersamfund?
Mange søger åndelig dybde i energistrømme, chakras, tarotkort, healing og andre fænomener. Hvorfor løber så mange risikoen for at falde i hænderne på åndelighedens kvaksalvere, og tilmed betale en masse penge for det? Kan det skyldes, at man slipper for at betale med noget, der koster betydeligt mere - en ændret livsførelse? Man bliver tilbudt åndelighed uden omvendelse. Ingen Gud, der stiller spørgsmål, ingen risiko for, at min samvittighed bliver forstyrret.
Buddhismen er blevet populær i Hollywood. Bertolucci, Scorsese og andre store instruktører laver film om tibetanske lamaer og andre buddhistiske lærere. Hvorfor er netop den slags åndelighed så attraktiv for de glamourøse filmfolk, der har vist verden, hvordan man overskrider grænser for vold og sex? Kan det skyldes, at heller ikke buddhismen bekender nogen Gud, som kunne have moralske synspunkter på det liv, man lever? I stedet tilbydes man alle de ydre former med stilhed, meditation og andre indre øvelser - og slipper for den virkelige konfrontation med Ham, hvis plads man har sat sig på. Jo, sandelig findes der gode grunde for et menneske til at vælge 'bevidsthed' i stedet for 'relation'.
Åndeligheden kan, på samme måde som tænkningen, virke på to måder, når det gælder Gud. Den kan åbenbare, klargøre og vejlede - og den kan skjule, fordunkle og vildlede. Det afgørende er hele tiden retningen: Bevæger jeg mig uden forbehold mod lyset Jesus Kristus, eller er der noget i mig, der har standset den bevægelse? I så fald står sjælens fjende gerne til rådighed med et rigt udvalg af intellektuelle argumenter og åndelige oplevelser, der kan holde lyset på passende afstand.
Denne mekanisme har desværre vist sig at fungere lige så godt inden for den kristne kirke som udenfor. Lad os forestille os en kristen kvinde, der har oplevet et stort tab i sit liv, en sygdom, der har berøvet hende muligheden for at klare et almindeligt arbejde. Men det har hun aldrig klaget over - hun har aldrig sagt et ondt ord om hverken sygdommen eller Gud.
Det eneste, hun taler om, er den åndelige fornyelse, som er på vej i kirken. Hun sluger bøger og kassettebånd med de seneste forkyndere, og hun rejser land og rige rundt for at opleve den åndelige atmosfære, og det der sker på forskellige konferencer. Og så snart nogen i hendes omgivelser blot antyder, at de har et problem, er hun den første til at tilbyde sin hjælp og forbøn.
Skal man nu gøre et problem ud af det? Er det ikke snarere et tegn på, at Gud har hjulpet denne kvinde ud af en stor krise? Jo, naturligvis kan det sagtens være et Guds under, som lader nåden flyde frem i sprukne kar. Men erfaringen siger, at det ind imellem også kan handle om et forsvar, hvor kvinden ubevidst flygter ind i al denne åndelighed for at holde sin egen smerte på afstand. Hun har måske aldrig vovet at smage på sin sorg, men umiddelbart opfattet den som så smertefuld og så forbudt for en glad kristen, at hun har lagt låg på den. I så fald virker åndeligheden ikke afslørende, men tilslørende. Den bliver til åndeliggørelse, et skalkeskjul for andre problemer.
Hvordan finder man ud af forskellen? Spørg de andre i menigheden. Der plejer ikke at gå lang tid, før frugten mærkes. Hvis de andre gerne søger trøst hos hende, føler, at hun virkelig lytter, forstår dem og helhjertet kan dele deres smerte - så mærker man Guds Ånd i det, der sker. Hvis de andre derimod med tiden trækker sig tilbage og synes, at kvinden er besværlig, opskruet, unaturlig og har svært ved at lytte til dem - så er der god grund til at antage, at åndeligheden er en flugt.
Hvad hun da har brug for, er en barmhjertig sjælesørger, der kan hjælpe hende til at opdage, hvordan åndeligheden paradoksalt nok er blevet et forsvar mod Gud. Han får aldrig chancen for at trøste og hele hende indefra, for hun har aldrig erkendt, at hun virkelig behøver trøst og helbredelse. I stedet bliver åndeligheden et overfladisk skuespil, med alle de rigtige ord, fagter og tonefald. Første skridt til denne indre forløsning er, at hun vover at gå ind i sin smerte, og det er netop det, hun ikke vil. Derfor holder hun smerten - og dermed sandhedens Gud - på afstand. Men han venter på hende. En dag vil hun måske komme.

Hvilken retning?
Jesus møder et bredt spektrum afåndelighed på sin vej gennem evangelierne. Der er de oprigtigt åbne mennesker, som med hele deres liv strækker sig mod lyset og jubler over hans magt til at hele og trøste. Der er ikke noget, de hellere vil end at bryde op fra deres gamle, kedelige liv.
For dem bliver helbredelsesunderet en vidunderlig, men midlertidig bro over til det varige: En livslang relation til Jesus som hans discipel.
Der er også modstanderne, dem, som af forskellige grunde forsvarer sig mod Jesus og vil holde ham på afstand. Det kan handle om religiøse forestillinger, som de ikke vil forlade, magtpositioner og lederroller, som de elsker mere end sandheden, penge, som betyder mere end livet, synder, som de ikke vil erkende osv. Disse mennesker kan meget vel være interesseret i åndelighed af forskellig slags og diskuterer gerne forskellige fænomener og retninger. Men Jesus mærker hurtigt, at åndelighed overhovedet ikke ville forandre deres grundlæggende indstilling til Gud og dem selv. De har allerede besluttet sig.
Dem giver han ingenting: "Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: 'Mester, vi vil se dig gøre et tegn.' Men han svarede dem: 'En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.' "329 Profeten Jonas blev kastet overbord i en forfærdelig storm, for at de andre skulle klare sig. Sådan er også paradokset med Jesus: Selve det at hans modstandere forkaster ham, bliver til sidst det største under af dem alle. Ingen tegn og undere bider på den åndelige nysgerrighed. Menneskers problemer sidder dybere, end at vi har det kedeligt i vores materialisme og har brug for lidt åndelighed til adspredelse. Vores synd mod Gud, vores uvilje mod at stige ned fra tronen, driver til sidst Jesus i døden. Noget andet tegn vil de ikke få.
Og Jesus sammenligner med byen Nineve, som til sidst fik den genstridige Jonas' prædiken at høre: "Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte s ig ved Jonas' prædiken..."
Målet med Jesu åndelighed er ikke bevidsthedsudvidelse, som om mennesket bare er uvidende og derfor ved hjælp af åndelig indsigt må hæves op til det rigtige bevidsthedsniveau. Målet er omvendelse, at mennesket i åndelighedens lys må finde vejen tilbage til dets oprindelige relation til Gud. Derfor må åndeligheden ramme menneskers centrum, samvittigheden, det indre kompas, der afgør, hvor vi går. Hvis ikke åndeligheden når ind i samvittigheden, men kun når til bevidstheden, sker der ingen grundlæggende forandring i os. Så fortsætter vi i samme retning som før.
Vi kan måske sammenligne med et ægteskab, hvor manden ikke tror, at hans kone elsker ham, men har mistanke om, at hun har en anden. Gang på gang beder han hende om 'tegn'. Og hun forsøger:
Klæder sig i hans favoritfarve, laver hans livret, tager initiativ til sex, foreslår rejser til de steder, han synes om, giver ham små gaver osv.
Men intet af alt dette rokker ved hans grundlæggende mistænksomhed, snarere tværtimod, det forstærker den: "Det gør hun jo bare, for at jeg skal tro på, at hun ikke har en anden." Tegnene er virkningsløse, de påvirker overhovedet ikke det grundlæggende forhold. Det gør til gengæld mandens benhårde indstilling. Han har besluttet sig.
Det er i det lys, vi skal se den udprægede skepsis, som Det nye Testamente udtrykker mod åndelige fænomener. Det er rigtigt, at Jesus gør mange tegn og undere. Men samtidig er der i hans egen undervisning en meget saglig distance til værdien af åndelige fænomener. De har aldrig nogen værdi i sig selv, men har altid forbindelse til det afgørende: at gøre Guds vilje. Og når han mærker, at der ikke er nogen interesse for at gøre Guds vilje, så udebliver underet.
Han fortæller den dramatiske historie om den fattige Lazarus og den rige mand (hvorfor har han intet navn?). Den rige frådsede i sin overflod, men gav intet til Lazarus, der sultede. Efter døden råber den rige i sin elendighed til troens fader Abraham og beder ham om at sende Lazarus for at advare hans fem brødre, der endnu lever, så de omvender sig. Abraham svarer, at de kan læse Moses og profeterne. Så følger et ordskifte, der sætter spørgsmålet om åndelighed på spidsen:
"Nej, fader Abraham! sagde [manden], men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører
Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom en står op fra de døde." 330 Alligevel er der mange, der tror, at vi ville leve anderledes, hvis der skete lidt flere åndelige fænomener iblandt os. Den slags forventninger har skabt en lønsom branche for djævelen, som ifølge Jesus vil bruge dem som en af sine vigtigste strategier: "... For der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild." 331 Den Onde synes at kunne kopiere det meste, når det handler om åndelighed.
Men han kan ikke kopiere syndserkendelsel1. Ganske vist kan han anklage mig for, hvor ussel jeg er, og binde mig i falsk skyldfølelse.
Men den virkelig dybe indsigt fra mit eget indre, erkendelsen af min situation, den gør djævelen alt for at skjule. Den erkendelse kunne jo indebære, at jeg begyndte at følge Jesus.
Og udbredelsen af fascinerende åndelige fænomener, nye bevægelser, spændende ny tolkninger, tankevækkende dybsindigheder netop det synes at være en af de mest effektive måder at skjule denne indsigt på og hindre, at lyset når vores samvittighed. Du er vel med i den seneste åndelige bølge?
Hvad gør Jesus for at hjælpe os? Han udgav ingen bøger, oprettede ingen kurser, ansatte ingen konsulenter. Han har ganske enkelt sendt os sin hellige And: "Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden." 332 Og som Jesus betoner: "Sandheden skal gøre jer frie." 333 Myterne kan aldrig gøre os frie, hvor åndelige de end lyder. Oplevelserne kan aldrig gøre os til hele mennesker, hvor stærke de end er. Kun den rå, usminkede sandhed om, hvem jeg er, og hvem Gud er, kan befri mig fra det løgnens fine spindelvæv, der med stadig mere åndelige tråde spinder mig ind i min egen indsnævrethed. Her kan nogle klare ord fra klassisk kristen vejledning gøre nytte: Det er vigtigere at have et personligt forhold til Gud end en oplyst bevidsthed om åndelige ting. Det er vigtigere at have en ren samvittighed end at have stærke åndelige oplevelser. Det er vigtigere at gøre Guds vilje, end at have det godt for enhver pris.
Helligånden har flere opgaver. Bl.a. "skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom." 334 Og så tilføjer Jesus:
"Om synd: at de ikke tror på mig." Hvorfor siger han sådan? Der er vel en masse andre synder end netop den? Her er vi i gang med at begå overgreb mod hele Guds skaberværk og ødelægge den jord, vi alle lever af. Er det ikke en værre synd, end at vi ikke tror på Jesus?
Måske ligger der to nøgler, mindst, i hans ord. For det første: Den største og afgørende synd er, at mennesket har gjort oprør mod Gud og sat sig på hans plads. Dette hovmod er drivkraften bag det babelstårn, der kaster skygger over stadig større dele af skaberværket. "De tror ikke på mig" må være syndens dybeste rødder: Jeg tror ikke, at Gud er god nok. Jeg vil selv være Gud.
For det andet: Det er kun i lyset fra Jesu ansigt, at vi får øje på alle andre synder. Så længe åndeligheden handler om en abstrakt bevidsthed, hvad enten den bygger på et intellektuelt ræsonnement eller følelsesmæssige oplevelser, vil den ikke berøre vores samvittighed. Samvittigheden er omdrejningspunktet for menneskers relationsnet, selve det inderste organ, som gør, at vi kan indgå i relationer. Skal samvittigheden berøres, må det derfor ske i en relation. Derfor er i sidste instans bønnen, den direkte samtale med Gud, det eneste miljø, hvor denne proces kan finde sted.
For igen at sammenligne med ægteskabet: Hvis en mand har været sin kone utro, hjælper det næppe med teoretiske formaninger om ægteskabets ukrænkelighed. Risikoen er snarere, at den slags gode principper vil gøre ham hårdere og få ham til at forsvare sine handlinger. Men hvis han en dag får øje for sorgen i sin kones ansigt, får at se, hvor dybt hans utroskab har såret hende og fornemmer, at hun trods alt stadigvæk elsker ham - så kan det under ske, at der i hans inderste formes spørgsmålet: "Hvad er det, jeg har gjort?" Fra det sted kan livet begynde at vende tilbage.

 
 
Niels Peder Nielsen © 2008 • Politik • Måden man bruger hjemmesiden
 
 
Niels Peder Nielsen.dk

Magnus Malms bog Kendetegn

Af Magnus Malm
207 sider, indbundet, bedekrans medfølger.
At søge Guds nærvær i en kaotisk tid.

Beskrivelse:
Er det muligt at bevare kontakten med Gud midt i en travl hverdag? Hvordan beder man, når sjælen føles som et kaotisk internet-flimmer? Ender vi ikke i et umuligt valg: Enten må vi vende denne verden ryggen for at søge Gud – eller også vil vi blive uhjælpeligt sekulariseret af alle de indtryk, der vælter ind over os?

Men hvis Gud er gået direkte ind i dette kaos for at frelse mennesket, så kan det at bede ikke være det samme som at vende ryggen til verden. Så må der findes kendetegn på Guds nærvær midt i en splittet hverdag, tegn vi kan holde fast ved, og som kan sætte os i forbindelse med livets kilde.

Denne bog handler om at følge disse tegn og lade dem udgøre den afgørende fortælling om vores liv på jorden. Ikke som teorier eller hensigter, for de vil hurtigt blive skyllet væk med nyhedsstrømmen. Men tegnene kan i vores daglige bøn blive nøgler, som hjælper os med at åbne døren – fra det indestængte og ud mod en større verden.

Med bogen følger en bedekrans i læder­snor, som kan bruges ved den daglige bøn. Den er fremstillet af en kristen palæstinenser, Jameel Qumsieh, i byen Beit Sahour ved Betlehem og består af krybben, korset og ringen.

Jeg har et lille forsmag på bogen her: