Kapitel SYV

LIGKLÆDERNE:

SÆT NAVN PÅ DET, DER BINDER DIG

Den døde kom ud - med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde .om ansigtet.

Joh 11,44

. Når vi træder ud af graven, er vi stadig iført alt det, der mangler at forvandles.

. Når vi sætter navn på det, der holder os væk fra Jesus, bliver vi bedre i stand til at bevæge os frem imod ham.

. Mange kristne kæmper med selvforagt, frygt, skyld, skam og skuffelse. Kun Gud kan hjælpe os med at afklæde os disse tunge ligklæder.

Prøv igen at se nærmere på Giottos maleri af Lazarus. Lazarus står i indgangen til graven med sit ligblege ansigt og stirrer stift i retning af Jesus. Hans krop er snøret ind som en mumie. Jesm står nogle få skridt fra ham, og Lazarus er ude af graven, men det Cl, som om han ikke kan bevæge sig. Hans ligklæder holder ham tilbage', Og ligklæderne står i kontrast til det farverige tøj, som Jesus, Mari;" Marta og alle tilskuerne bærer: Ligklæderne er blege, farveløse og triste'.

Prøver Giotto at fortælle os, at opstandelsen måske er noget andet, end vi tror? Lazarus kommer ud af graven som et nyt menneske, men sam ti dig ligner han på mange måder det lig, der blev lagt ind. Han kommer ikke ud af graven iført tøj med friske blå, varme gyldne og stærke rødefarver. Det fremgår klart af Giottos maleri, at Lazarus vil bevæge sig fremad, men først må han gøres fri af det, der binder ham.!

Som vi var inde på det i foregående kapitel, kan ligklæderne få os til at snuble, når vi -kommer frem fra graven. Vi lever, ja - men kun lig!' akkurat. Vi hører Kærlighedens Stemme kalde os ud, kalde os frem" kalde os videre, men vi kan ikke røre os. Er det et indsnøret, trøstesløs, liv i vores ligklæder, vi gerne vil leve?

STOFFET I VORES LIGKLÆDER

Kun en tiendedel af et isbjergs masse er synlig over vandoverfladen. DCI ligger meget mere skjult under vandet - ni tiendedele selvfølgelig - Som kan volde ulykker og gøre stor skade. Sådan er det også med ligklæder.

Hvis vi vil gøre os fri af dem, må vi studere dem mere indgående for al finde ud af, hvor det ene stykke stof ender, og det andet begynder. I fæl lesskab kan disse ligklæder 'mumificere' en krop, så den ikke kan "løbe og springe og danse af glæde", som mennesker, der oplever mirakler, gør ,let andre steder i Bibelen. Når vi et for et vikler os ud af gravens klæder, oplever vi nyt liv - nye muligheder - frihed og sand forvandling!

Forfatteren Fredrick Buechner taler om, at syndens magt er 'centrifugal'. Synden presser sig ud i vores livs yderste lag og påvirker alt og alle omkring os. Det, der bor i vores indre, kan komme ud og tage form af et ligklæde, der snører os ind og holder os i et jerngreb. Mange  af  os tror, at vi gennem oplysning og uddannelse kan mindske syndens indflydelse på vores liv. Nogle prøver at regulere deres synd, som I >allas Willard formulerer det. Men synden er vild og uforudsigelig og ikke rationel. Den besidder en magt, der overvælder og slavebinder os ligesom stramme ligklæder. Fanget i vores egne mørke begæringer føler vi synden rive og nage i vores hjerter. Synden er stoffet i vores ligklæder. Vi har alle syndet og mangler herlighed fra Gud. Det besnærende og bedrageriske og mærkeligt vævede stof bliver en permanent kilde til ~I rid og problemer for os. På denne side af evigheden vil vores ligklæders placering og struktur og slidstyrke aldrig ophøre med at udøve sin magt 'Iver os, i os og omkring os. Vi kan simpelthen ikke slippe for syndens greb om os og dens evne til at spænde ben for os på livets rejse.

I Rom 7,21-24 klager apostlen Paulus over syndens uundgåelige indflydelse på hans liv:

Så længe jeg lever under synden s herredømme, gælder den grundlov, at når jeg ønsker at gøre det gode, kommer det onde til udtryk. Selvom jeg i mit inderste glæder mig over Guds lov, så finder jeg, at der er en anden lov, der styrer mine handlinger og ødelægger mine gode forsætter. Jeg er taget til fange af synden, som regerer i mit liv. Hvor er det frygteligt! Hvem kan redde mig ud af dette elendige liv, som fører til død?

Hebr 12,1 giver os følgende råd: "Lad da også os med udholdenhed gennemføre det løb, som ligger foran os ... Lad os kaste alt det bort, SOI11 tynger os, og synden, som så let griber fat i os og får os til at snuble." Det gælder altså om at gøre sig fri af det, der tynger og sinker, komme i gang med at løbe - og aldrig holde op igen! Det er næsten, som om Hebræer brevets forfatter tænkte på Lazarus' ligklæder, da han skrev dette. Det, der standser og begrænser os, skal vi kaste bort, så vi kan "rette blikkel fremad mod Jesus" (vers 2) og jage efter det liv, han har lovet os.

Det hjælper mig at betragte ligklæderne som noget, der holder  mig tilbage fra det, jeg mest længes efter: frihed, liv og forvandling. HVt'l1 enkelt stykke klæde kan blive et symbol på noget, der hindrer vores fremadrettede bevægelse, afholder os fra at smage det liv, Jesus lover os, og berøver os muligheden for at forvandle os. Ligklæderne kan blive en del af synden s konsekvenser i vores liv og ubehagelige påmindelser om de hak og skrammer og sår, livet har givet os. Ligesom Lazarus må vi befris for vores ligklæder, hvis vi vil opleve en ægte forvandling.

For at blive fri for dem må vi sætte navn på dem og identificere dnll som fjender, der spærrer os vejen mod målet.

KRAFTEN I NAVNGIVNING

Da Gud havde skabt himlen, jorden, vandet, mennesker og andre væsener til at befolke jorden, gav han Adam en meget vigtig opgave. Han satte Adam til at navngive dyrene (1 Mos 2,19). Ved at navngive de dyr, der havde taget den nyskabte jord i besiddelse, indstiftede det første menneske en metode til kommunikation og genkendelse for ham selv og alle hans efterkommere. Han manifesterede også sit herredømme over alle verdens skabninger.

I dag bruger vi navne til at identificere alt fra kæledyr til sygdomme.

Hvor mange gange har du ikke hørt et lille barn spørge: "Hvad er det?" Lige fra vi er helt små, søger vi at forstå vores omgivelser. Navngivning  er en afgørende hjælp til at forstå og forbinde og forholde sig til verden omkring os.

Enhver, som har besøgt et fremmed land uden at kende sproget, ved hvor uduelig og magtesløs man kan føle sig, når man ikke kan sætte navn på steder, mennesker og ting, Når først vi får sat ord på det, der omgiver os, bliver vi mere frimodige. Det gælder også for vores tanker og følelser. Hvis, for eksempel, vores forhold til en af vores søskende undertiden nu kun er en tåget masse af vrede og smertelige minder, så vil disse minder dominere os resten af livet. Hvis vi derimod kan sætte navn på vores følelser ("Jeg har altid følt, at du var bedre end mig" eller ",det sårer mig, at du aldrig tager initiativ til, at vi skal mødes"), så kan vi bedre vinde kontrol over dem. Når vi sætter ord på, forstår vi bedre.

Når vi sætter ord på, får vi nemmere ved at takle situationer. Når vi sætter ord på det, der generer os, bliver vi bedre i stand til at kommunikere om det.

Et slående eksempel på dette finder vi i Markusevangeliets femte kapitel, hvor Jesus møder en navnløs, forpint mand i gerasenernes land.

Manden var besat af en ond ånd - mange ånder skulle det vise sig - og havde hårdt brug for udfrielse. Man havde lænket ham på hænder og fødder, men han havde brudt lænkerne og levede som en vild i nogle klippehuler, der blev brugt som grave. Nat og dag skreg og klagede han sig og slog sig selv med sten.

Da Jesus mødte manden, befalede han den onde ånd at forlade staklen. Manden fra gravene tiltalte Jesus med et af hans navne: "Lad mig være i fred, Jesus, du den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig." Jesus svarede ved at spørge: "Hvad er dit navn?" Den besatte mand svarede: "Legion" og afslørede derved, at mange dæmoner i fællesskab plagede manden (Mark 5,8-9). Derpå drev Jesus dæmonerne ud af ham.

Ved at finde frem til dæmonernes navn og væsen svækkede Jesus deres greb om manden. Nu var de ikke længere mystiske, almægtige væsner; de var dæmoner, som Jesus kunne kalde ved navn og underlægge sin autoritet. Da der var sat navn på dæmonerne, udvirkede Jesus en forvandling. Først da de falske navne blev vist bort, kunne manden fra gravene påtage sig sit sande navn: den elskede.

Så længe vi ikke får identificeret og navngivet den legion af holdningsmæssige og følelsesmæssige ligklæder, der indsvøber os, vil de begrænse vores hjerter og forhindre os i frit at bevæge os frem mod livet.

Hvis vi derimod lærer det, der binder os, at kende, så vil det sætte os fri.

FEM ALMINDELIGE LIGKLÆDER

Da jeg for få år siden mødte Peter, var han ved forsigtigt at stikke hovedet ud af graven. Peter blev kristen på college, hvor han læste økonom i som hovedfag. Hans omvendelse til kristendommen ændrede ham på

mange måder, men han bevarede en dyb, hemmelig spillelidenskab. Da de havde været gift i to år, opdagede Peters kone hans ødelæggende, hemmelige tilbøjelighed. Endelig blev der sat navn på de ligklæder, han havde båret i mange år. Klædernes vægt, anstrengelserne for at skjule dem, det brændende ønske om at beholde dem og skylden og skammen over at bære dem havde længe suget livskraften ud af Peter. Nu trådte han frem, kaldte sin synd ved navn, søgte hjælp og begyndte at bevæge sig frem mod Jesus.

Den Gud, der kender os ved navn, ved alt om de særlige problemer, hver enkelt af os trænger til hjælp med. Jesus brugte Peters ustyrlige t temperament, Thomas' indgroede skepsis, Marias misforståede omsorg og Martas hemmelige lidenskaber til at hjælpe dem hver især videre i forvandlingsprocessen. Når vi selv lærer vores svagheder så vel som vores SI yrker at kende, giver det os en værdifuld indsigt i, hvordan Gud kunne tænkes at arbejde på bestemte områder af vores liv for at skabe frihed.

I det følgende vil vi se nærmere på fem af det åndelige livs mest almindelige ligklæder, som jeg møder dem i dag: selvforkastelse, frygt, skyld, skam og selvbebrejdelse samt skuffelse. Når jeg mener at ligge i Ilde med en vis forståelse for disse ligklæder, er det ikke mindst, fordi jeg også selv må kæmpe med dem. Kierkegaard definerede synd som "en stadig vægring ved at være sit eneste sande jeg". Vi er Kristi elskede; det er ” vores 'eneste sande jeg', og vores ligklæder forhindrer os i at søge ind i vores identitet som Kristi elskede. Ligklæderne begrænser og isolerer os; de blinde r os og binder os i vores bestræbelser på virkelig at leve et forvandlet liv.

Når vi søger at sætte navn på det, der binder os, skal vi være opmærksomme på, at vi kan være iført få så vel som mange ligklæder.

Nogle gange kan det være svært at afgøre, hvor det ene klæde ender, og det andet begynder. Kast et blik på Giottos maleri, så vil du forstå, hvad jeg mener. Ved hjælp af observation, overvejelse og bøn er det alligevel muligt at afgøre, hvad der binder og begrænser os. Det er første skridt på vejen til at vikle sig ud af sine ligklæder og begynde at bevæge sig frem mod Jesus -livets kilde.

Selv forkastelse

I forbindelse med en åndelig vejledning bekendte Julie for Gwen og mig: "Jeg hader mig selv." Da vi bad hende om at uddybe, kom hun med en opremsning, som virkede meget velforberedt. Hun begyndte med at forklare, hvad hun ikke kunne lide ved sin krop: Hun var ifølge sig selv" for lav, for tyk og for almindelig" til at vække nogen mands interesse. Hun fortsatte med at beskrive, hvordan hun følte sig uduelig på sit arbejde og usikker i sine venskaber.

Efter at have lyttet nogle minutter spurgte Gwen: "Julie, hvorfor tror du, Gud elsker dig?" Spørgsmålet satte en brat stopper for Julies detaljerede nedvurdering af sig selv. Vi snakkede videre og begyndte at finde frem til de løgne, der holdt hende fanget. Takket være de løgne om sig selv, Julie havde valgt at tro på, havde hun helt mistet fornemmelsen af at være Guds elskede. Løgnene var trængt ind i Julies hjerte og havde som et ligklæde af selvforkastelse kvalt hendes åndelige vitalitet. Hun følte sig ikke værdig til liv og frihed.

Efter en tid lærte Julie at lytte mere til Kærlighedens Stemme end til selvforkastelsens destruktive hvisken. Det krævede en stor indsats at luge mindreværdsfølelserne ud af hendes sjæl, men gennem bøn og hjælp og opmuntring fra venner lærte hun sin sande identitet at kende og begyndte at leve i den. I dag er Julie et helt andet menneske. Hendes smil er ægte. Hendes øjne er fulde af lys, og hun optræder med en ny selvtillid.

Når vi begynder at vikle os ud af selvforkastelsens rædselsfulde ligklæde, føler vi spændingen mellem at acceptere os selv, som Gud accepterer os, og de negative følelser, vi nærer mod os selv. Så længe vi ikke erkender og anerkender vores sande identitet som elskede - dem, som Gud finder behag i - kan vi aldrig for alvor gøre os fri af tvivlen på os selv, nederlagsfølelsen og den indre forvirring.2 I kapitel fire så vi, at når Jesus kalder på os, gør han det med Kærlighedens Stemme. Ved at identificere og navngive selvforkastelsens ligklæde kan vi løsne dens greb om os og begynde at bevæge os frem mod denne stemme. Vi bringer de hånlige tilråb til tavshed og siger ja til den Jesus, som siger: "Jeg elsker dig med en evig og uforanderlig kærlighed ... du er min" (Jer 31,3; Es 43,1).

Selvforkastelse er ofte en af det åndelige livs største fjender. Dette I~lflige ligklæde kan få en mand til at føle sig helt igennem utilstrækkelig og gøre en kvinde usikker på hendes sande identitet. Dette ligklæde berøver os glæden ved at leve som Guds elskede!

Frygt

For nogle år siden mødte vi James, en midaldrende salgschef, til et af vores kurser. Allerede den første aften fortalte han os følgende: "Det, jeg har frygtet allermest, er endelig sket. I dag blev jeg fyret fra mit arbejde." Hans frygt havde ikke bare været en bekymring for at miste sin indkomst. Frygten havde taget bolig i hans hjerte og var blevet en del af selve hans identitet.

Da jeg den kølige aften i Colorado begyndte at tale om at afklæde sig sine ligklæder, sagde James: "Det er helt sikkert rigtigt. Jeg er blevet en slave af frygt, og jeg er nødt til at gøre mig fri." Da vi snakkede videre, fremgik det, at James' følelse af selvværd var nært forbundet med hans arbejde. At han således forvekslede en rolle med selve sin sjæl havde undergravet hans selvværd, hvad enten han var i arbejde eller ej. Da hans salgstal begyndte at falde, så han ikke kunne opfylde sin kvote, sank han hurtigt ned i elendigheden. Nu stod han uden arbejde og skulle til at vikle sig ud af et ligklæde, der i mange år havde holdt ham i et kvælergreb. Hvem er James i virkeligheden? Er han 'bare' en sælger, eller er han en anden? Hvem er du?

James er ikke alene. Frygtens ligklæde er ofte ubemærket til stede i menneskers liv. Du er måske tilbøjelig til at læse hurtigt hen over dette afsnit og sige: "Det gælder i hvert fald ikke mig. Jeg har ingen problemer' med frygt." Men lad os se lidt nærmere på det.

Når vi føler os sikre nok til at afsløre, hvad der gemmer sig i vores hjerter, åbner der sig en hel buffet af forskellige former for frygt.

. Helbred - Hvad hvis jeg bliver syg? Hvad hvis jeg bliver handicappet? Hvem skal så tage sig af mig? Kan jeg blive rask igen?

Mange af os frygter at miste vores uafhængighed og livskvalitet på grund af sygdom.

. Forhold - Er der nogen, der rigtig elsker mig? Bliver jeg nogensinde gift? Hvad hvis hun forlader mig? Hvad hvis han er mig utro? Frygten for at blive alene synes meget udbredt i dag.

. Penge - Har jeg nok til at klare mig? Hvad hvis jeg løber tør for penge? Hvordan kan jeg holde trit med alle de andre? Vi frygter at komme i økonomisk uføre.

. Åndelighed - Er Gud der virkelig? Har han omsorg for mig?

Eller står jeg alene? Vil han høre mine bønner? Frygten for at skulle klare sig uden Gud får hele fundamentet for vores liv til at ryste.

. Sår - Må jeg halte gennem resten af mit liv med dette sår på sjælen? Er der nogen reel udsigt til forvandling? Frygten for altid at skulle leve med den samme smerte eller skam eller 'mani' kan være invaliderende.

. Arbejde - Kan jeg klare denne stilling? Er jeg dygtig nok til overhovedet at få et arbejde? Hvor meget må jeg finde mig i for at beholde et godt arbejde? Vi frygter aldrig at finde en stilling, vi kan trives i, eller at sidde fast i et arbejde, vi hader.

Frygten kan på mange skjulte eller åbenlyse måder berøve os vores livs1)'.\1 og livsglæde. Selvom du ikke ligefrem lider af en eller anden fobi, kan en dybtliggende frygt hæmme og begrænse dig, uden at du egentlig ved af det det.

Når vi begynder at hive i et ligklæde som frygt, skal vi ikke regne med, at "det er hurtigt ordnet". Når vi har sat navn på frygten – noget, som i sig selv kan virke skræmmende - må vi gå et spadestik dybere Ipl at finde årsagerne til, at netop denne frygt plager os. Nogle af disse årsager kan lugte slemt, fordi de har fået lov at ligge og rådne inden i os i mange år.

For eksempel rådgav jeg på et tidspunkt en kvinde ved navn Becca, som frygtede nære forhold. Jeg spurgte hende hvorfor, og i første omgang svarede hun: "Ingen har længere tid til at lære andre mennesker at kende." I senere samtaler kom en dybereliggende smerte frem.

Da Becca voksede op, var hendes mor meget syg og røg ind og ud af hospitalet. Nogle år senere blev hendes storebror dræbt i Vietnam. I college blev hun svigtet og forladt af en af sine nærmeste venner. Efter disse oplevelser besluttede Becca ikke at risikere flere nære forhold til mennesker. Frygten havde grebet om hendes hjerte, hendes venskaber og hendes lyst til fællesskab. Nu tog hun dette gamle, mugne ligklæde frem i lyset. Hun begyndte at vriste sig fri af fortiden og opleve en frihed i forholdet til andre mennesker, som hun aldrig før havde kendt.

Hvis vi tror, at Gud ikke vil eller ikke kan tale personligt til os, dømmer vi os selv til en tilværelse i frygtens grav. Det står i fuldstændig kontrast til Jesu løfter om overflod af liv (Joh 10,10), strømme af livgivende vand fra vores indre (Joh 7,38) og enhed med Gud (Joh 17,11).

Frygten suger det levende vand ud af vores hjerter og sjæle.

I Paulus' afskedsbrev til den unge Timoteus er der trøst at hente for den, som frygter. Paulus sad på dette tidspunkt i et rædselsfuldt fængsel.

Timoteus havde derved mistet en nær ven og vejleder. Det så ud til, at enden var nær. Paulus vidste godt, hvad der højst sandsynligt ventede ham, og prøvede i sit brev at forberede sin unge ven på det uundgåelige.

I mørket i sit gravlignende fængsel skrev apostlen: "Gud har ikke givet os en frygtsom ånd, der gør os modløse, men en ånd, der giver os kraft, kærlighed og sund fornuft" (2 Tim 1,7).

Paulus havde grund til at frygte, at han snart ville blive henrettet, men i sit fængsels kvælende mørke nærer han sig ved sandhedens lys.

Frygten kommer ikke fra Gud. Den kommer fra et skælvende hjerte, en rystende sjæl. Frygten fødes i mørke grave, hvor vi forestiller os det værste. Derefter næres den ved hemmeligheder, løgne og halve sandheder.

Da Paulus skrev til Timoteus, havde han måske disse ord af salmisten i baghovedet: "Der er magtfulde mænd, som angriber mig uden grund, IIICI1 jeg vil holde fast ved dit ord i mit hjerte" (51119,161).

Kærlighedens Stemme, der kalder os ud af graven, er mægtigere end frygtens stemme, der hvisker til os, at vi hellere må blive, hvor vi er.

Den minder os om, at Gud og ikke frygten er Herre i vores liv (se Rom H,J7-39). Vi blev ikke skabt til at leve i graven. Vi blev skabt til at få liv i Kristus.

Skyld

 Første gang jeg mødte David, spurgte jeg ham, hvorfor han havde bestilt ('II konsultation hos mig. Han sad tavs et øjeblik og tænkte tilbage på sit liv og svarede så: "Jeg søger tilgivelse for noget, der skete for enogtyve fJ I siden. Jeg gjorde en pige gravid, og hun blev bange og fik en abort. Det har ligget som en tung vægt på mine skuldre i enogtyve år. Det har berøvet mig min fred og min glæde ved livet. Jeg har brug for hjælp." Vi begyndte vores samtaler med at rejse tilbage og udforske Davids følelser af skyld, isolation, ensomhed og anger. Synd og skyld går hånd i hånd.

Når vi har syndet, kan skyldens ligklæde tynge vores skuldre i mange ~ I nogle gange hele resten af livet.

Carol kom med på et retræteophold, hvor vi skulle lære deltagerne at praktisere de åndelige 'øvelser' stilhed og enrum. Hun havde meget svært ved at finde sig til rette med disse øvelser, for de fik hende til at føle skyld over at spilde tiden. Hun sagde: "Burde jeg ikke hellere læse en bog eller føre dagbog eller gøre noget?" Da Carol blev opmærksom på,  a t Jesus selv ofte søgte stilheden og ensomheden, begyndte hun at slappe mere af. Jesu eget eksempel var med til at befri hende for en falsk følelse af skyld over ikke at 'gøre nok for Gud'.

Skyld er vel det ligklæde, som er tungest at bære gennem kirker, mindre kristne fællesskaber, ægteskaber, venskaber og på arbejdet. Det har Fredrick Buechner denne forklaring på:

Faren ved skyld, både personlig og kollektiv skyld, er ikke så meget, at vi ikke tager den til os, men at vi tager den alt for meget til os og lader den gære i vores hjerter på måder, som vi ofte ikke selv erkender ... Det er næsten lige så svært at løse sig selv fra ens egen skyld, som det er at sidde på sit eget skød.3

Skyldfølelsen efter en eller anden overtrædelse kan Gud bruge til at kalde os tilbage til fællesskabet med ham. Da kong David havde bedrevet hor med Batseba, klagede han: "Min skyld vokser mig over hovedet, min syndebyrde er ikke til at bære" (SI 38,5). I en anden salme beskriver David mere indgående, hvordan han må kæmpe med skylden: "Før jeg var villig til at indrømme min skyld, havde jeg det elendigt. Jeg sukkede dagen lang ... Så bekendte jeg omsider min synd for dig, søgte ikke længere at skjule mine forseelser. Jeg sagde: 'Jeg vil bekende mit oprør for Herren.' Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt" (SI 32,3.5).

David taler her om en sund skyldfølelse, der ikke er noget ligklæde, men derimod et redskab for Helligånden. es. Lewis sagde, at Gud bruger den ægte skyldfølelse som et 'indre alarmsystem', der viser os, når vi er på gale veje. Ikke al skyldfølelse er dog sund, og ikke al skyldfølelse udspringer af synd.

Når andre mennesker dømmer, kritiserer og fordømmer os, kan det kaste os ud i et morads af falsk skyldfølelse. Den svejtsiske psykolog Paul Tournier sagde, at falsk skyld "er et resultat af menneskers bedømmelser 'Ig antydninger". En enogtyveårig collegestuderende har beskrevet sin kamp mod falsk skyldfølelse således: "Min far optræder som både dommer, jury og bøddel, når jeg gør noget forkert. Han får mig til at føle mig fuldstændig værdiløs." Falsk skyld får os til at sygne opgivende hen I stedet for at rejse os og træde ud af vores grav.

Den falske skyldfølelse rammer os, når vi tror, vi burde eller kunne havde gjort noget mere - gjort noget andet. En nagende fornemmelse af, at vi skulle have gjort det ene eller det andet i vores liv, på arbejdet eller i ægteskabet, berøver os vores liv og frihed. For nogle år siden kom en mand hen til mig på en retræte, efter jeg havde talt om skyldens ligklæde. Han betroede mig, at hans søn var død i en tragisk jagtulykke lem år før. Faderen følte sig ansvarlig. Han sagde: "Hvorfor kunne jeg  dog ikke gøre noget? Hvorfor tog jeg ikke selv den kugle?" Da vi talte tragedien igennem, fremgik det klart, at denne mand var lænket af skyld. Vi foldede hænderne og bad Gud om at løse hans skyldbundne Iljerte og give ham den fred, Skriften lover os. Vi bad om en fred, der "overgår al menneskelig forstand", som den der tales om i Fil 4,7. Senere betroede han mig, at han følte det, som om en tung byrde var faldet af hans  skuldre. Han må givetvis fortsætte en tid endnu med at vikle sig Ild af skyldens ligklæde, indtil han får fuldstændig fred med hensyn til  hans søns død, men et lag skyld er allerede fjernet.

Guds formål med skyldfølelse er at få os til at angre vores overtrædelser, men at gøre noget forkert er noget andet end at føle sig forkert. Vi føler os forkerte, når vores egne hjerter eller andre mennesker fordømmer os. Når vi føler os forkerte, føler vi os også værdiløse, og det undergraver Guds tilgivelse og vores evne til at stole på, at hvis Gud accepterer os, så må vi da også kunne acceptere os selv. Når vi føler os værdiløse, er det et klart tegn på, at ligklæderne stadig strammer.

Skriftens sandhed kan løsne det greb, skyldens ligklæde har om os, og bringe den falske skyIds grimme, plagsomme stemme til tavshed.

Læs, hvad Paulus skriver til menigheden i Rom:

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Krisrus. For gennem Kristus er jeg blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død.

(Rom 8,1-2)

Jesus sidder inde med den nye kraft, der kan rive skyldfølelsens ligklæde af vores krop, så vi i stedet som Guds sønner og døtre kan iføre os en let klædning, der ikke snærer og begrænser.4

Skam og selvbebrejdelse

Skam og selvbebrejdelse er nogle giftige og sammenfiltrede ligklæder, som er svære at fjerne, fordi de ofte omvikler os i det skjulte. De befinder sig på en måde inden under huden, hvor vi ikke kan se dem. Ofte hænger det sammen med en tildragelse i et menneskes fortid, der ligger som et sår, der aldrig er blevet behandlet. Skam og selvbebrejdelse forsøger så at dække såret og forhindrer derved hjertet i at slå frit og livskraftigt.

Skam og selvbebrejdelse kan forårsage en kronisk infektion, der uafladelig skyller rundt i hovedet og hjertet på den, der er blevet iført disse ildelugtende ligklæder. Skammens og selvbebrejdelsens ligklæder væves af følelser af utilstrækkelighed, forkerte handlinger, accept af løgne om vores sande identitet som Guds elskede sønner og døtre og mange andre destruktive følelser og overbevisninger. Hver eneste kilde til skammens og selvbebrejdelsens hårdknude må renses for den infektion, der forurener hjertet og forvirrer sindet på vores rejse frem mod Jesus.

Uden at vide af det blev Betsy viklet ind i skammens og selvbebrejdelsens ligklæder, da hun som barn blev mishandlet og misbrugt. Barndomsoplevelsen fik Betsy til at føle sig værdiløs og ussel. Ligklæderne blev synlige på hendes bryllupsnat, da hun bekendte over for sin nye mand, at tanken om seksuelt samvær skræmte hende.

Bill er et andet eksempel på, hvordan et menneske kommer til at bære skammens og selvbebrejdelsens ligklæder. For Bill begyndte det, da han lod sig skille fra sin kone - en utænkelig synd i hans kristne familie og slægt, hvor harmonien aldrig før var blevet brudt på den måde. Bill v:lr vokset op med, at sådan gjorde man bare ikke i hans familie, og nu blev han den første, der offentligt måtte erkende fiasko i sit ægteskab.

Han følte sig naturligvis som familiens sorte får eller nærmest som en : 'Frafalden'. Det blev hans ligklæder.

Skammens og selvbebrejdelsens ligklæder snører vores hjerte ind, når vi i nutiden plages af noget fra fortiden, der ikke føles rigtigt eller rent eller 'kristent'. Når vi føler os utilstrækkelige - 'ringere end alle andre' eller 'for elendig til det gode selskab' - saboterer vi vores sande identitet som Guds elskede i vores eget indre. Vi gør os selv til noget mindre, end vi i virkeligheden er.

Jerry blev født ind i en racistisk familie. Han blev simpelthen opfostret til at hade mennesker af andre racer. I en årrække deltog Jerry i møder, hvor mennesker med en anden hudfarve blev nedvurderet og lagt for had. For nogle år siden blev Jerry så kristen, og nu skammer han sig over at have deltaget i disse møder og medvirket til at fremme racehadet. Men dette ligger i hans fortid. Hvordan kan Jerry arbejde sig ud af den skam og selvbebrejdelse, han føler nu, hvor han er blevet kristen?

Det er et vigtigt spørgsmål, som vi må tage op til grundig overvejelse, for verden er fuld af Jerry'er, der kæmper med noget fra deres fortid, som de længes efter at gøre sig fri af.

Mary, en smuk ung kvinde, bar i sine år i high school og college en såkaldt 'Promise Ring' - en ring, der skulle signalere seksuel afholdenhed eller renhed. Den ring havde hendes forældre givet hende på hendes trettenårs fødselsdag. Hun blev glad for ringen og lovede sig selv at gemme det dyrebareste, hun ejede, til sin mand på bryllupsnatten. En dag kom hun hen til mig og betroede mig, at hun følte sig "helt indsnøret" i skam, fordi hun ikke havde været i stand til at holde det løfte, hun havde aflagt. I college havde hun mødt en ung mand, som hun havde forelsket sig i. Følelserne havde taget magten fra hende, og nu var hun ikke længere jomfru. Hendes skam over dette havde udviklet sig til en spændetrøje, der kvalte hendes glæde og røvede hendes frihed.

Jerrys og Marys ligklæder er ikke så enestående, når vi vover at se ind bag vores egen facade. Mange af os bærer rundt på noget, som vi ikke er stolte af, men tværtimod skammer os over. Listen over mulige årsager er nærmest uendelig, men blandt de ligklæder, der kan omvikle vores hjerter og vores liv, finder vi: fordomme, misundelse, fattigdom, økonomisk succes, manglende uddannelse eller færdigheder, fysiske skavanker som vi prøver at dække over, en religiøs arv med en stærkt fordømmende teologi og en fanatisk praksis eller deltagelse i mærkelige/ ekstreme sekter, som har grebet vores sind og/eller hjerte.

Skam og selvbebrejdelse er som et par tvillinger, der hele tiden hviskende minder os om vores gentagne fejltagelser, uheldige episoder i vores fortid og mislykkede forsøg på at forbedre os. De holder os fanget i fortiden. SelvbebrejdeIsen siger: "Jeg har gjort noget forkert." Skammen siger: "Jeg er forkert." Når vi lever med skammens og selvbebrejdelsens ligklæder, føler vi os diskvalificerede, allerede før vi tager hul på vores rejse mod Jesus. Med vores fødder lænket af selvbebrejdelse og vores hjerte indsnøret af skam vakler vi omkring uden rigtig at leve. Gentagne mislykkede forsøg på at ændre sig får bare ligklædet til at filtre sig tættere sammen, for nu skal vi også leve med skammen over aldrig at kunne bryde den onde cirkel og følelser af at være fanget for altid.

Som humoristen Mark Twain så skarpt bemærkede: "Mennesket er det eneste dyr, der rødmer eller har brug for at gøre det." Jeg har ofte følt selvbebrejdeIsens eller skammens rødme stige op i kinderne. Selvbebrejdelsen piner mig, når jeg gør noget forkert. Hvis jeg for eksempel  råber ad en af mine sønner i stedet for at reagere passende, kommer selvbebrejdelsen og siger: "Han kommer til at hade dig for det, du har gjort, Steve. Du har bare gjort det hele meget værre." Skammen følger trop og siger: "Du er en dårlig far, Steve. Du bliver aldrig bedre!" SelvbebrejdeIsen og skammen træder nødig åbent frem, men gennemborer hellere i det skjulte vores hjerter med deres pile. Nogle af disse pile rammer lige ind i følelsesmæssige sår, som kan bløde i årevis. Det kan få os til at miste alt håb, men vi kan selv gøre noget for at bringe selvbebrejdelsens og skammens hvisken til tavshed:

. Vi kan dagligt minde os selvom vores sande identitet ved at læse centrale skriftsteder, der fortæller os sandheden om, hvem vi er. Vi er Guds elskede - uanset hvad!5 . Vi kan minde os selvom, at Guds kærlighed er fuldstændig betingelsesløs. Hans kærlighed afhænger ikke af vores evne til at være elskelige. Guds kærlighed baserer sig kun på det faktum, at Gud uigenkaldeligt har valgt at elske os.

. Vi kan bruge vores egen stemme til at bringe plageånderne til tavshed. Vi udvikler vores egen stemme ved at erhverve os den autoritet og selvtillid, det kræver at stemple selvbebrejdelse og skam som de løgnere, de er. Når vi får selvtillid, finder vi også lægedom og får nåde til at modvirke deres sabotage.

. Selvbebrejdelsens og skammens giftige affaldsprodukter må renses væk. Et aspekt ved at arbejde på vores frelse er at fjerne den forurening, der har invaderet vores hjerter. Her hjælper det at lære at lytte til Kærlighedens Stemme, gøre åndelige øvelser og tage imod råd og vejledning fra mennesker, der elsker os.

. I et sundt, kristent fællesskab lytter man til sandheden, praktiserer kærlighed og tilbyder accept. Bibelsk fællesskab i Jesu navn kan løsne de ligklæder, der holder os fanget. Ligesom Jesus selv var "fuld af nåde og sandhed" (Joh 1,14), kan åndelige fællesskaber også være det.

. Vi kan arbejde os igennem et bestemt ligklæde med hjælp fra en åndelig vejleder eller mentor eller en præst. Det kan løse op for meget og vække vores håb til live. Hvad mine egne ligklæder angår, har jeg måttet støtte mig til kærlige og pålidelige venner, som er meget klogere end mig, og som har vist mig, hvor jeg skulle begynde. Ved deres hjælp har jeg fundet ud af, hvilke ligklæder jeg kunne tilegne mig og gøre noget ved, og hvilke jeg bare måtte lægge for Jesu fødder og bede om guddommelig hjælp til at slippe af med.

Det er helt afgørende, at vi kalder selvbebrejdelsen og skammen ved I k:res rette navne, så vi kan forstå deres destruktive formål og virke11I;'ide. De er hæse, afskyelige stemmer, der søger at overdøve Kærlighedens Stemme ved at få os til at føle os utilstrækkelige, hjælpeløse, svage, II.~ikre, mindreværdige, uværdige og skræmte.

Skuffelse

Jeg spekulerer indimellem på, om Lazarus i sit nye liv måtte kæmpe mod en vis følelse af skuffelse over, at hans ven Jesus ikke var kommet ham til hjælp med det samme. Modvilje, vrede, bitterhed og skuffelse kan hæmme og holde os tilbage på vores vej frem. Hvad nu hvis Lazarus va r standset lige uden for graven for at svælge i selvmedlidenhed og nære sin modvilje mod den Gud, der var 'kommet for sent'? Vi kan selv være med til at lette vores byrde på vejen mod Jesus ved at opgive at bære nag I i I dem, der har såret eller skuffet os - inklusive Gud.

I kapitel to var vi inde på, hvordan vores forventninger til Gud og I i I andre mennesker påvirker os. Hvis vi føler os skuffet over Gud, eller hvis et andet menneske har svigtet os enten ved tankeløshed eller med fuldt forsæt, kan vores desillusionering hindre os i at fortsætte fremad.

Vi kan klamre os så krampagtigt til vores 'ret' til at føle os skuffet eller såret, at vores forventninger bliver en tung byrde.

For nogle år siden blev jeg forrådt af en nær ven. Det føltes nærmest som at få stukket en kniv i hjertet. Bagefter gik jeg og holdt såret åbent ved at tænke, at jeg havde al mulig grund til at føle mig forurettet. I mit hjerte havde jeg i virkeligheden brug for det modsatte: at slippe min 'ret' tiI at føle mig krænket. Da det gik op for mig, begyndte vreden mod min ven at smelte bort. Jeg fik øjnene op for, at han gerne ville forsones med mig, og til sidst lykkedes det mig at gøre mig fri af min 'retfærdige' harme. For at slippe af med dette ligklæde måtte jeg have hjælp af kloge og omsorgsfulde mænd og kvinder, der hjalp mig med at afdække lag på lag af sårede følelser og en indkapslet infektion i mit hjerte, der stammede fra. skuffelse, forurettelse og smerte over et ødelagt venskab.

Det har krævet tid, kærlighed og visdom at nå dertil, hvor jeg for alvor kunne gøre mig fri og slippe alt det negative. Det sår, jeg fik, var dybt, og derfor har det været en lang proces at gøre sig fri af dette ligklæde.

Når vi erkender, hvor skuffede vi ofte bliver over Gud, andre mennesker og os selv, gør det os fri til at analysere vores egne forventninger og finde kilden til vores smerte.

AT LETTE BYRDEN

Ægte forvandling er ofte en mere rodet og snavset proces, end vi forventer. Nogle gange kan det lukke op for lidt af hvert, hvis bare vi trækker lidt i et af vores ligklæder. Man kan hurtigt få en fornemmelse af, at man aldrig vil finde hoved og hale i det, og måske skal der mange flere hænder end dine egne til, hvis det skal hjælpe noget. Nogle gange kan man ligefrem føle, at det er spild af tid at gøre noget ved det. Da skal man tænke på, hvor meget bedre man kan blive til at elske sig selv, Gud og andre mennesker, hvis man bliver fri af det, der binder en. Det er umagen værd.

Måske kan det hjælpe at tænke på apostlen Paulus' forvandlingsrejse. Som farisæeren Saulus førte han an i forfølgelser og drab på de første af Jesu efterfølgere. Han så det som sin pligt at rense verden for en smitsom sygdom, der truede med at inficere den jødiske tro.

Efter sin omvendelse til kristendommen på vejen til Damaskus søgte Paulus ud i den arabiske ørken og levede der i tre år (se Gal 1,17-18).

Tre år i ørkenen! Her gennemførte Paulus skridt for skridt rejsen mod sin egen forvandling. Her bearbejdede han sine egne spørgsmål og fortrydelser og måske sin skam over det, han havde gjort. Stilheden blev den balsam, der kunne læge hans hjerte. Han søgte styrke i bønnen, og mange af de breve, han senere skrev til de første kristne menigheder, begyndte måske allerede at tage form i hans hjerte og hans sind.

Var det ikke bare spild af tid? Fik han overhovedet udrettet noget?

Ja, han gjorde, for hvis Paulus ikke havde taget sig tid til at sætte navn på sine ligklæder, ville han ikke have fået den vældige positive indflydelse på kirken og kristendommen, som han endte med at få. Paulus ofrede tid og kræfter på at sryrke sit hjerte, grundfæste sin tro og søge ind i et nært fællesskab med Jesus, før han begyndte sin offentlige tjeneste. Han var ikke perfekt, da han forlod ørkenen, men han var befriet for mange af de ligklæder, der før havde hæmmet ham.

Listen over de navne, vi kan sætte på vores ligklæder, virker næsten endeløs. Måske har mine eksempler fået dig til at tænke på andre ligklæder, som er helt særlige for dig eller for nogen, du kender. Fat mod!

Kærlighedens Stemme er stærkere end alt det, der kan binde dig. Mens du undersøger dine ligklæder, skal du hele tiden lytte efter Kærlighedens Stemme, som kalder dig til sig. Den kalder dig til at gøre dig fri af dine åndelige begrænsninger og iføre dig nådens klæder i klare, varme farver.