Kirke & tro

Biskop gør op med den stilfærdige og fjerne folkekirke

07. jun 2008 00:00 Biskop vil have en langt mere udfarende folkekirke. Mission breder sig til hele kirken

Biskop Karsten Nissen ryddede mange forsider, efter han den 14. december 2007 orienterede pressen om synet på håndtryk ved ordinationer i Viborg Stift. Nu blæser biskoppen i en ny bog til kamp for en folkekirke, der på mange flere områder er udfarende i stedet for stilfærdig.– Scanpix.

 

Folkekirken skal missionere blandt danskerne. Hos ledende kirkefolk er der i dag bred enighed om, at de tider er ovre, hvor kirken puttede sig. I stedet er der på tværs af alle kirkeretninger en voksende erkendelse af behovet for en langt mere aggressiv og udfarende kirke.

I sin nye bog "En gammel folkekirke i en ny tid" gør biskop Karsten Nissen op med idéen om den fjerne og stilfærdige folkekirke, som helst kun skal være der ved festlige lejligheder som jul, bryllup, konfirmation og begravelser.

– Folkekirken er Guds, og mission er simpelthen kernen i kirkens opgave, fastslår Viborg-biskoppen.

På mandag mødes flere end 100 topfolk i folkekirken til missionskonference i Nyborg, hvor de skal drøfte, hvordan kirken bedre får fat i danskerne. Rektor for Pastoralseminariet i Århus, Henning Kjær Thomsen, henviser til nye kirkeministerielle betænkninger, hvor det understreges, at kirkens mål er at missionere og møde folket med evangeliet om Jesus Kristus.

– Det ville have været utænkeligt at udtrykke det på den måde for 15 år siden, men det kan man i dag blive enige om, og det bemærkelsesværdige er, at det nu ikke længere kun er de missionske eller aktivistiske, der siger det. Der står netop ikke, at det er kirkens opgave at stille bygninger til rådighed i livets overgangssituationer. Sådan ville man have skrevet tidligere.

Teologilektor Peter Lodberg, Aarhus Universitet, ser de nye signaler som udtryk for, at kirken i dag befinder sig i en helt ny konkurrencesituation med andre livsanskuelser.

– Man har opdaget, at kristendommen ikke længere er noget selvfølgeligt blandt danskerne.

Af Jørgen Steenssteens@kristeligt-dagblad.dk  7. juni 2008

 

 

Niels Peder Nielsen © 2008

Niels Peder Nielsen.dk