At overgive sig til kærligheden
Indledning
Overgivelse, kærlighed og spiritualitet
For et par år siden modtog jeg en e-mail fra en kvinde, som fortalte mig, at hun havde været meget glad for mine tidligere bøger, men var rasende over noget, hun havde opdaget i den seneste. "Jeg kan ikke fatte, at du kan anbefale overgivelse," skrev hun. "Som psykolog burde du - af alle - vide, hvor farligt det er at underkaste sig en anden." Desuden beskyldte hun mig for at være uansvarlig som åndelig vejleder og "en typisk mand", fordi jeg "ukritisk accepterede den måde, magt bliver misbrugt på mennesker imellem." Jeg havde åbenbart ramt et ømt punkt.
Jeg fortæller mere om denne kvindes historie på de følgende sider. Det er en historie, som på dramatisk vis illustrerer de forandrende muligheder, der ligger i overgivelse til guddommelig kærlighed. :Men den minder os også om, hvor skræmmende det kan være for nogle i det hele taget at tænke på overgivelse.
Begrebet ot'ergil'else har været udsat for meget kritik i de senere år. Nogle synes, at det minder for meget om underkastelse; andre får associationer i retning af usund afhængighed eller en fraskrivelse af den personlige handlekraft. Derfor er selve ideen om at overgive sig til nogen eller noget blevet mistænkeliggiort.
Hvor upopulært ordet end måtte være, er det dog ikke til at komme udenom, at overgivelse spiller en afgørende rolle på den åndelige rejse i de fleste store religioner og åndelige traditioner. Når vi overgiver os til nogen, som er større end os selv, er det langt fra et tegn på svaghed. Det er derimod et tegn på en styrke, der kan befri os fra selvoptagethedens fængsel. Kun overgivelse har den kraft, der skal til, for at overvinde vores isolation og fremmedgørelse.
Kristne har en tendens til at focusere mere på lydighed end på overgivelse. Men selvom de to begreber hænger sammen, adskiller de sig på væsentlige punkter. Overgivelse er fundamentet i kristen spiritualitet og den jord, som lydigheden skal vokse frem af Kristus ønsker ikke bare vores føjelighed. Han vil have vores hjerte. Han ønsker vores kærlighed, og tilbyder sin kærlighed til os. Han inviterer os til at overgive os til hans kærlighed.
Kristendommen opfatter overgivelse som noget meget centralt på den åndelige rejse. Kristus-efterfølgelse er at sige ja til Guds bekræftende ja til os. Hvis vi følger Kristus ud fra nogen anden motivation end kærlighed, er der ikke tale om efterfølgelse i kristen forstand.
Kristendom er verdens store kærlighedsreligion. Den kristne Gud kommer til os som kærlighed, i kærlighed, for kærlighed. Den kristne Gud frier til os med kærlighed, og udvirker vores forvandling gennem kærlighed.
På trods af den trivialiserende indflydelse fra de romantiske og sentimentale opfattelser af kærlighed i den vestlige kultur, så er kærlighed den stærkeste kraft i universet. Tyngdekraften holder planeter på plads i rummet, og kernekraften i et atom holder atomet sammen - men det er kun kærlighed, der kan forvandle mennesker.
Kun kærlighed kan blødgøre et hårdt hjerte. Kun kærlighed kan forny tilliden, efter at den er blevet ødelagt. Kun kærlighed kan inspirere til ægte selvopofrende handlinger. Kun kærlighed kan befri os fra frygtens tyranniserende virkninger.
Der er intet vigtigere i livet end at lære at elske og at blive elsket. Jesu ophøjede kærlighed er målet for åndelig forvandling. Psykoanalytikere anser kærlighed for at være kronen på værket i den psykiske udvikling. At give og modtage kærlighed er helt centralt for det at være menneske. Det er vores raison d'!Jtre.
Denne bog handler om kærlighed - ikke den bløde, sentimentale slags, men den stærke, åndsforvandlende slags. Den handler om de paradoksale måder, hvorpå vi ofte frygter kærligheden og om, hvordan kærlighedens unikke væsen kan sætte os fri fra vores dybeste frygt. Den handler om de konsekvenser, det kan få, at bygge den åndelige rejse på noget andet end overgivelse til kærlighed. Og den handler om at vide os selv højt elskede af Gud som det første skridt til i sandhed at blive store elskere af hinanden og af Gud.
:Men fordi denne bog handler om kærlighed, så handler den også om overgivelse og spiritualitet. Kærlighed inviterer til overgivelse, og overgivelse er noget helt centralt i spiritualiteten.
Sammenvævningen af kærlighed, overgivelse og spiritualitet flyder ud af både kærlighedens natur og menneskets natur.
Carl Jung siger, at kærlighed og spiritualitet har mange fælles træk, og at overgivelse er det vigtigste af dem. Kærlighed "forlanger ubetinget tillid og forventer absolut overgivelse. Ligesom ingen anden end den troende, der overgiver sig selv totalt til Gud, kan få del i den guddommelige nåde, sådan afslører kærligheden kun sine dybeste mysterier og forunderlighed for dem, der er i stand til at hengive sig ubetinget."!
Overgivelse er lige så meget en del af ægte kærlighed, som det er en del af autentisk spiritualitet. Kærlighed inviterer til intimitet og hengivelse. Kærlighed taler til de dybder i vores sjæl, hvor vi længes efter udfrielse fra vores isolation og hungrer efter et tilhørsforhold, som vil forsikre os om, at vi endelig er hjemme. I<:ærlighed taler sjælens sprog, når den vækker vores sult efter fællesskab og samhørighed Sjælens dybeste længsel er den åndelige længsel efter fællesskab og samhørighed. Ingen blev skabt til isolation. "Intet i skabningen er nogensinde fuldt ud hjemme i sig selv," siger John O'Donohue. "Intet er ultimativt i harmoni med sig selv."2 Vi søger broer, der kan føre os væk fra vores isolation, i mennesker, besiddelser og bedrifter. Men intet af dette er i stand til fuldstændig at tilfredsstille hjertets rastløshed. At være menneske er at være skabt til et intimt fællesskab med det guddommelige. Det er derfor, længslen efter fællesskab er åndelig. Vores behov for kærlighed, fællesskab og overgivelse er med til at forme den åndelige kerne i vores personlighed.
For de fleste er der ikke noget mere skræmmende end følelsen af at være "Palle alene i verden". Omvendt er der intet, som giver mere liv til menneskets ånd end oplevelsen af et kærligt fællesskab - noget, der forsikrer os om, at vi ikke er alene, og at vi betyder noget for nogen.
Kærlighed er som limen, der forbinder os med hinanden.
Kærlighed er oprindelsen til de dybeste kilde spring i menneskets livskraft. Kærlighed er vores eneste håb for at komme ud af vores isolation. Kærlighed inviterer til overgivelse og tilbyder den intimitet og dybe relation, som vi længes efter.
I mit arbejde som psykolog og åndelig vejleder er det en velsignelse at kunne følges med mennesker, mens de lærer at give og modtage kærlighed. At rejse sammen med andre på vejen til psykisk og åndelig helhed har givet mig en fantastisk mulighed for at lære noget om kærlighed. Det meste af det følgende er et resultat af disse oplevelser.
Min egen rejse som menneske og som kristen har dog lært mig noget endnu vigtigere. Her opdager jeg, hvor nemt det er at vide, at jeg er højt og betingelsesløst elsket- og alligevel blive ved med at stræbe efter at fortjene kærligheden. Her lærer jeg, i hvor høj grad jeg undvige r den selv samme kærlighed, som bærer løftet i sig om at befri mig fra min stræben og min frygt. Her lærer jeg, hvor enormt svært det er at gøre ægte fremskridt i kærlighedens skole. Og her lærer jeg mest om, hvordan overgivelsen til Fuldkommen Kærlighed også giver løfter om helhed og hellighed.
Det følgende er primært skrevet til kristne på deres åndelige rejse. Min egen rejse er Kristus-efterfølgerens, og derfor er min forståelse af kærlighed rodfæstet i min oplevelse af at være elsket af den kristne Gud.
Men hvor vigtig en rolle kærligheden end spiller i den kristne tro, er oplevelsen af kærlighed jo ikke forbeholdt de kristne. Evnen til at elske andre er højdepunktet af tilfredsstillelse og sundhed for alle mennesker. Når vi modtager kærlighedens gave, bliver vi alle mindet om, hvad det er at være menneske.
Det følgende kan derfor ikke alene have interesse for kristne, men også for dem, der følger andre åndelige stier, og for dem, der ikke er bevidst om, at de er på en åndelig rejse af nogen art.
Overgivelse, kærlighed og spiritualitet - de store temaer i denne bog - er efter min opfattelse de store temaer i livet. Til trods for den vestlige kulturs focus på individets autonomi, er det fællesskab og samhørighed med andre, der gør et menneske helt. Spiritualitet er opdagelsen af det grundlæggende fællesskab, der er mellem os og Gud - et fællesskab, som for alvor kan sætte os i kontakt med andre, med verden og med vores inderste jeg. Kærlighed er den velkomst, som fortæller os, at det er her, vi i sandhed hører til; forsikringen om, at vi endelig har fundet hjem.
Alle Helgens dag Tao Fong Shan Christian Centre Hong Kong
David G. Benner
|
Her er forlægget til Niels Peder Nielsen undervisning ved LFG søndag den 21. oktober 2007 kl. 19,30:
1. Forvandling sådan lidt principielt set
Forvandling er i åndelig forstand ikke bare et stort ord, men et stort begreb.
Der er tale om forandring i stor målestok - større end de fleste af os kender til personligt.
Vores erfaring med personlig forandring er typisk begrænset til små, gradvise ændringer, som især er synlige, når vi ser tilbage. Når jeg ser tilbage, kan det måske virke, som om jeg er blevet bedre til at beherske mit temperament, eller har lidt større disciplin i forhold til mad.
Men selvom den slags forandringer er vigtige, så blegner de i sammenligning med begrebet forvandling.
Faktisk har de nærmest en tendens til at få ideen om grundlæggende forandring til at virke fuldstændig urealistisk.
Men, hvis vi tør være ærlige, så kender vi alle vores behov for radikal forandring. Vi kender den umådelige forskel mellem vores ydre fremtræden og den indre virkelighed.
Her er nogle eksempler
Vores kærlighed er mere selvbetjenende, end det ser ud til. Vores sårbarhed er dybere end vi tror.
Vores selvbedrag mere ødelæggende end vi tror.
Vores mislykkethed, når det gælder at leve op til egne forventninger, er betydelig større end vi tror.
Og endnu større er mislykketheden, når det gælder at leve op til Guds forventninger.
Det vidste Jesus. Det er derfor, hans kald til at forlade alt, følge ham og erfare virkeligt liv er så bemærkelsesværdigt. Det bringer os i kontakt med vores indre verden og gør os bevidste om, hvor meget vi længes efter virkelig forandring.
Hvor selvhjælpsguruer tilbyder os en lille ekstra hjælp, som vi tror, vi behøver for at gøre vores indre renovationsprojekt færdigt, tilbyder Jesus os noget helt andet. Han taler om død og genfødsel.
Mere radikal bliver forandring ikke!
Forvandlingens sprog er for optimistisk for psykologien.
Engang vovede psykoterapeuter at tale om helbredelse. I dag er der større tilbageholdenhed, og de fleste taler nu om hjælp til udvikling og vækst. Nogle tænker i retning af blot at give hjælp til at tilpasse sig og til at kunne klare sig.
Ideen om forvandling er noget dybt kristent. Paulus minder os om, at målet med den åndelige rejse er at blive forvandlet efter det billede, vi ser af Gud - det billede, vi blev skabt til at afspejle (2 Kor 3,18).
Kristen forvandling slår sig aldrig til ro med kosmetiske ændringer. Den involverer en genfødsel - en genskabelse til det, vi helt fra evigheden af har været bestemt til.
Paulus?s eksempel
Men husk, hvem Paulus var, og med hvilken autoritet han taler om personlig forvandling Hans historie begynder, mens han var kendt under et andet navn.
Saulus stod i kirkens første tid i spidsen for et terrorregime, der var rettet mod de kristne. Med ubønhørlig nidkærhed havde han forpligtet sig til at jage og dræbe dem, der fulgte Jesus.
Op tændt af had og fanatisme var det hans mål at udrydde ethvert spor af kristendom fra det første århundredes Palæstina.
Han kunne ikke have gættet, hvad der ventede ham den dag, han tog af sted mod Damaskus, fnysende af raseri, mens han "truede Herrens disciple med mord" (ApG 9,1). Han var ikke ligefrem i gang med et selvforbedringsprogram, som en omvendelse til kristendommen kunne bidrage til.
I stedet var han stærkt optaget af sit eget had og fuldstændig overgivet til sin tyranniske stejlhed.
For ham var det en typisk dag.
"Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: 'Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?' Han svarede: 'Hvem er du, herre?' Han sagde: 'Jeg er Jesus, som du forfølger' " (ApG 9,3-5).
Det var kun begyndelsen på de forandringer, som førte til Saulus' død og fødslen af Paulus - en mand, som skulle blive lige så berømt for sin kærlighed til Kristus og hans disciple, som Saulus var berømt for sit had. Det var begyndelsen på enden for hans arrogance og selvoptagethed. Det skulle vise sig at blive den første dag, hvor han virkelig levede. Det var intet mindre end en omvendelse - en genfødsel.
Hvis Paulus har noget at sige om forvandling, bør vi lytte.
Han talte nemlig af personlig erfaring!
2. Et forvandlende møde.
Kristne har anvendt forskellige ord for dette forvandlende møde: omvendelse, renselse, anger for bare at nævne nogle få, men helt så enkelt er det ikke. (Det er også store ord, vi knap forstår og som let bliver hule og som regel har det meste af tyngden på os selv og vor afgørelse vor evne til at forandre os)
Jesus derimod brugte ret så forskellige udtryk om det første skridt.
Nogle gange opmuntrede han mennesker til at angre deres synder.
Andre gange bad han dem om at følge ham.
Og nogle gange spurgte han dem, om de ville lade sig helbrede af ham.
Alt sammen syntes det at føre frem til det samme svar - død over det gamle, og en opvågnen og et møde med noget nyt, et møde med den levende Gud og hans kærlighed - fuldkomne kærlighed.
At begive sig af sted på den kristne åndelige forvandlings vej, kræver altid et møde med den levende Gud. Dette møde kan komme gradvist eller pludseligt.
Men det kræver at vi er tilstede og lader det ske.
3. Gud virker i svaghed og i sårbarhed
David Benner har i sin bog et afsnit han kalder: Det nøgne jeg, og her argumenterer han for at ægte overgivelse og forvandling forudsætter sårbarhed.
Det er ikke en viden om at være elsket ubetinget, der er livsforvandlende. Det er derimod den risikable oplevelse af at tillade mig at blive elsket ubetinget.
Paradoksalt nok er der ingen, som kan forandres, før de har accepteret sig selv, som de er. Selvbedrag og fraværet af virkelig sårbarhed blokerer for enhver meningsfuld forvandling. Det er først, når jeg accepterer, at jeg er den, jeg er, at jeg tør vise dig dette jeg i al dets sårbarhed og nøgenhed. Først da har jeg mulighed for at modtage din kærlighed på en måde, som gør en ægte forskel.
Det samme gælder for Guds kærlighed og andre menneskers kærlighed.
Psykoanalytikeren George Benson mener, at villighed til at modtage kærlighed fra Gud og andre uden at fortjene det er kernen i både psykisk og åndelig vækst.
Jeg tror, han har ret.
Når han taler om åbenhed for guddommelig kærlighed, som medfører forvandling, advarer Benson om, at "det er dumt at bevæge sig i denne farefulde retning, med mindre du er motiveret af en inderlig længsel efter Guds nærvær; med mindre du mærker det smertende underskud i dig, som ikke kan fikses med smarte manøvrer. Hvis du kan tro, at du har 'klaret det', eller at det 'gode liv' er lige om hjørnet, så glem alt om forvandling, og skrot den kristne tro."2
Så fik vi den!
At vove at acceptere mig selv og modtage kærlighed, som jeg er i min nøgenhed og sårbarhed, er den nødvendige forudsætning for ægte forvandling, siger David Benner.
3. "Kontemplativt kendskab"
Hvordan kan vi rent praktisk erfare Guds kærlighed på en måde, så den møder os dybest nede i vores sårbare jeg? Hvordan kan vi nogensinde komme til at erfare, at Guds kærlighed faktisk er virkelig ubetinget?
Det kendskab til Guds kærlighed, som de fleste kristne stiller sig tilfreds med, er det, som Benner kalder “objektivt kendskab” frem for en personlig erfaring.
Vi tror på Guds kærlighed, ligesom vi tror på andre tros artikler. Og fordi denne tro finder stærk støtte i Skriften, så antager vi ganske rigtigt, at det er troværdigt.
Og det er det. Men vi antager sikkert også, at det er tilstrækkeligt. Og det er det ikke.
Den type kendskab til kærligheden, som er central for overgivelse og forvandling, kalder Gerald May for "kontemplativt kendskab".
Vi kan også beskrive den som erfarende kendskab. Det er et kendskab, som har bevæget sig bag om troen til erfaringen. Det er et kendskab, som kan testes af både fornuften og troen, men det er ikke et produkt af nogen af dem. May siger, at det er:
"en erfaring, som vokser inde i ens hjerte og styrer selve ens livs væsen..3
Det, vi har brug for, er et kendskab, som er baseret på erfaring.
Grunden til, at May kalder den slags kendskab for "kontemplativ", er, at det udspringer af mødet med Gud i en kontemplativ, beskuende tilstand.
Det kommer af flere ting.
1. Mit eget eksempel om Guds kærligheds årsagsvirkning i naturen.
2. Attage sig tid til at sidde ved Jesu fødder og se ind i hans ansigt og lytte til hans forsikringer om hans kærlighed til mig.
Det kommer af at lade Guds kærlighed skylle over mig, ikke bare ved at forsøge at tro den. Det kommer af at indsuge Skriftens forsikringer om den slags kærlighed, ikke bare af at læse dem og forsøge at huske og tro dem.
Det kommer af at bruge tid sammen med Gud og lægge mærke til, hvordan han ser på mig.
Det kommer af at holde øje med, hvordan han passer på mig, og lytte til hans kærlighedserklæringer til mig.
1. Vi vil nu være stille og forsøge at skabe sådan en “kontemplativ kendskabstid”, hvor vi er stille overfor det, som Gud ønsker vi skal opfatte som hans kærlige udtryk overfor os.
(Papir og blyant)
2. Forbøn for hinanden på bænkene om, at den personlige overgivelse og forvandling må blive en naturlig del af mit liv.
|
|
|
