Nærhed.

Når mennesker længes efter venskaber, der er mere meningsfulde, vil de gerne have en, som de kan være kendt af med den frihed og ærlighed, jeg lige har beskrevet. Og de vilgerne kende det andet menneske på samme inderlige måde.

Kort sagt ønsker de nærhed eller intimitet.

Når Jesus tilbyder venskab, tilbyder han intimitet. Han vil tage del i vores liv og vores erfaring. Og endnu mere fantastisk: Han indbyder os til at tage del i hans liv og hans erfanng.

Tænk over, hvor forbløffende det var, at Jesus delte sin angst i Getsemane Have med sine disciple (Matt 26,36_46). Læg først mærke til, at han ikke gik hen i haven alene. Vi kunne måske antage, at hans venskab med sin Fader ville have været nok, og at han blot ville dele sine følelser med ham i bøn. Men nej, han tog tre af sine disciple med, da han gik hen i denne have for at forberede sig på det, som han vidste var hans nært forestående anholdelse og korsfæstelse.

Prøv så at lægge mærke til, hvad han delte med dem. Den ærlighed og intimitet, vi finder i samtalen, er helt utrolig. Han fortalte dem, at hans sjæl var ved at briste i ham, at han var overvældet af sorg. Og han sagde til dem, at han var lige ved ikke at h.'Llnne klare det længere; han stod på grænsen til døden. Så bad han dem våge sammen med sig _ at tage del i hans erfaring.

Intimitet er delt erfaring. Jesus delte sin oplevelse med dem, der var hans nærmeste venner. Og han indbød dem til at gå med ham gennem denne erfaring.

Intimitet kan opleves på mange måder. To mennesker er åndeligt intime, når de deler åndelige oplevelser; følelsesmæssigt intime, når de deler følelsesmæssige oplevelser; seksuelt intime, når de deler seksuelle oplevelser; og intellektuelt intime, når de deler intellektuelle oplevelser. Andre former for intimitet er blandt andet faglig intimitet (fælles arbejde), rekreativ intimitet (fælles glæde ved at lege), kreativ intimitet (en fælles oplevelse af at skabe noget), æstetisk intimitet (fælles glæde over skønhed) og social retfærdighed s_intimitet (at arbejde sammen på at gøre verden til et bedre sted at være).

De forskellige intimitetssfærer forstærker hinanden. Venner, som deler intellektuelle opdagelser, bliver nærmere forbundet, hvis de også deler oplevelser, som er politiske, åndelige eller æstetiske. iEgtepar, som mener, at intimitet hlln har med sex at gøre, oplever meget mindre ægte intimitet end de, der også deler intense oplevelser på en bred vifte af andre områder i livet. De dybeste åndelige venskaber bygger på en række forskellige intimitetssfærer, som hele tiden udvider sig.

Dette er mest afgørende i ægteskabet, hvor det er let at være intim med ens ægtefælle i en eller to dimensioner af livet, men uddelegere intimiteten på andre områder til venner. Mange par deler en seksuel og følelsesmæssig intimitet, men har hlln meget begrænset intellektuel, æstetisk eller åndelig intimitet. Dynamiske åndelige venskaber, især inden for et ægteskab, skaber en sult efter fælles oplevelser på stadig flere områder i livet. Den store fare ved at få opfyldt for mange af sine intimitetsbehov uden for ægteskabet er, at den ægteskabelige intimitet som konsekvens sygner hen.

Ligesom mange andre former for relationer er venskaber ikke statiske. De udvikler sig eller degenererer _ vokser eller krymper. Hvis et venskab bliver stærkere med tiden, vokser intimiteten både i bredden og i dybden. Faktisk er det at vokse i intimitet et af de bedste mål for vækst i et venskab. Modsat er dalende intimitet et sikkert tegn på døende venskab.

Andelige venner deler med hinanden, hvad der foregår i sjælen. Det betyder ikke, at de hlln taler om alvorlige, personlige eller åndelige ting. ?\len hvis de aldrig deler noget på dette niveau, fortjener forholdet ikke at blive kaldt et åndeligt venskab eller et sjælevenskab. At dele på sjælsniveau betyder, at deres intimitet ikke er begrænset til det, de oplever i den ydre verden. Husk på, at sjælen betegner hele mennesket, med særlig opmærksomhed på det indre liv. Sjæleintimitet bygger derfor på at dele det indre selv:

Venner, som oplever sjæleintimitet, slår sig aldrig til tåls med sladder eller udveksling af oplysninger. I stedet bruger de faktuelle begivenheder som springbræt for at dele følelser, opfattelser, værdier, ideer og holdninger. Sådanne venner taler aldrig bare sammen om, hvad der er sket i deres liv eller i verden, men går videre herfra til, hvordan de oplever, reagerer på eller forstår det, der er sket. Dialogen går hele tiden fra overfladen og ned i dybderne, fra det ydre til det indre. Det er det afgørende kendetegn for dialogen i åndelige venskaber.

Åndelig intimitet kræver denne opmærksomhed på den indre verden. Sjælesamtaler indbyder os til at tage den åndelige dimension af livet med, ved at man er opmærksom på indre oplevelser og ikke bare på den ydre verden. Vores spiritualitet udtrykkes tydeligst i de dybe længsler, der fylder os med liv:

Længsler kommer, i modsætning til mere overfladiske ønsker, fra vores inderste. Længsler er et udtryk for ånden, der bobler op til overfladen _ hvad vi teologisk hllnne beskrive som åndens reaktion på Anden. At åbne sig for det åndelige er at lytte til disse ting, der bevæger sig i vores indre.

Andelig intimitet er blandt andet at dele disse længsler. Det betyder også at dele andre aspekter af vores indre erfaring, som forsømmes i mere overfladiske samtaler _ ængstelse, håb, bekymringer, drømme (både i overført og helt konkret betydning), spekulationer og overvejelser. Ting, som nogle måske ville regne for banale, værdsættes og deles på grund af denne opmærksomhed på den indre verden.

Vigtigst af alt indebærer åndelig intimitet imidlertid, at vi deler vores erfaring af Gud. Jeg fortæller måske min ven om en periode med åndelig tørke, jeg har haft for nylig, hvor Gud virkede fraværende. Eller jeg udtrykker måske taknemlighed over et bønne svar. Eller jeg deler måske en usædvanlig stærk følelse af åndelig sult.

Det er ikke det samme som at diskutere teologi, kirkepolitik eller endog søndagsprædikenen. Ægte åndelig intimitet betyder at dele mine erfaringer og oplevelser; ikke bare mine tanker og holdninger. En af de ting, jeg deler, vil normalt være min erfaring af Gud.

Den intimitet, der findes mellem åndelige venner, er et fællesskab, der respekterer, at vi er to selvstændige individer. Jeg må aldrig betragte min ven som en forlængelse af mig selv min ejendom, min ejendel eller en, som kun lever for min skyld.

Det er grundlaget for den ikke_besidderiskhed, der bør kendetegne åndelige venskaber. Hvis man ikke respekterer den enkeltes selvstændighed, bliver venskabets intimitet symbiotisk på en ødelæggende måde.

Ved at respektere, at man er to selvstændige individer, fjerner man en del af den forpligtelse, der findes i andre relationer. Venner skylder ikke hinanden andet end kærlighed. De er enkeltstående, selvstændige mennesker. Børn og forældre skylder gensidigt hinanden en masse ting. Tilsvarende er der nogle helt centrale forpligtelser, der definerer forholdet i ægteskabet.

Venner har færre formelle forpligtelser. Bortset fra kærlighed shylder de ikke hinanden noget. Hvis de giver mere, end de shylder, så er det en gave, der gives af nåde.

Besiddertrang røber altid en destruktiv dynamik i en relation. Frugten af besiddertrang er jalousi. Jalousi er lige så nedbrydende i venskab, som den er i ægteskabet. Besiddertrang og den kontrol_ og manipulationsdynamik, der er nært forbundet med den, afspejler altid manglende respekt for den andens selvstændighed.

Det er vigtigt at huske, at selv det mest intime venskab ikke kan fjerne det element af fremmedhed, der altid eksisterer mellem to mennesker. Vennen vil altid til en vis grad forblive en fremmed. Det er naivt at tro, at to mennesker nogensinde kan kende hinanden fuldt ud. Ægte venskaber anerkender den anden som et mysterium _ et mysterium, der nogle gange kan glæde og andre gange shllffe. Men det er denne fremmedhed, denne adskilthed, der holder lidenskaben i live i et venskab. Det styrker altid et ægte venskab at give plads.

Et sundt venskab respekterer således, at den anden skal have plads. Begge parter giver den anden masser af rum til venner, interesser og oplevelser, som ikke udgør en del af den fælles erfaring i venskabet. En sådan adskilthed bygger på bevidstheden om, at min vens liv ikke er mit liv. Hans rejse er måske knyttet sammen med min på nogle vigtige punkter, men fordi han er adskilt fra mig, har han sit eget kald og sin egen rejse. Som Thomas Moore skriver: "Sjælen... har lige så meget brug for flugt, som den har brug for omfavnelse."2 Selvom vi går side om side og sommetider hånd i hånd, så vandrer vi hver vores egen uafhængige vej. Det glemmer sande venner aldrig.

Gensidighed.

En vigtig forskel mellem venskab og andre omsorgsrelationer er, at der er en vis grad af gensidighed til stede. Man kan tilbyde en anden støtte og rådgivning eller hjælp til en, der ikke giver noget til gengæld, men man kan kun være ven med en, der giver det samme igen. Venner giver hinanden det samme, som de får fra hinanden. Venskabets gensidige natur adskiller det fra alle andre omsorgsrelationer.

Den gensidighed, der var til stede i Jesu venskab med sine disciple, er virkelig bemærkelsesværdig. Han indbød dem ikke bare til at være efterfølgere, men til at være venner. Og ud over det tilbød han ikke bare at være deres ven, men indbød dem også til at være hans.

Fordi vi erkender, at venskaber bør være gensidige, føler vi os svigtet og misbrugt, når det ikke er sådan. Vi beklager os, når det altid er os, der giver i et venskab, og vi aldrig modtager. En sådan relation kan have dybde og være betydningsfuld, og måske fortjener den at blive kaldt et omsorgsforhold. .Men vi lægger grundlaget for frustration, når vi betragter det som et venskab, for så forventer vi gensidighed. Det ville være meget bedre at se det som en tjeneste_ eller hjælperelation, hvor jeg giver omsorg, men ikke forventer noget til gengæld.

Hvis jeg betragter alle, jeg viser kristen næstekærlighed, som venner, udvande r det venskabet som begreb. Tilsvarende kommer der et element af uærlighed ind, hvis jeg betragter alle relationer, hvor jeg yder sjælesorg eller støtter en anden kristen i sin vækst, som venskaber. Gensidighed, i hvert fald på det niveau, som venner oplever og forventer, er ikke en del af de fleste relationer inden for kristent arbejde.

Gensidigheden i et venskab bygger på en rytme, hvor der vil være balance i parternes given og modtagen over en periode, ikke på en bestemt dag eller uge eller endog måned. Men venskaber er ikke primært omsorgsrelationer. Det er først og fremmest en nær relation mellem to sjæle. Venner har omsorg for hinanden, når det er nødvendigt, men den omsorg er ikke den eneste dimension i forholdet. Hvis den bliver det, er gensidigheden gået tabt, og hvis den fælles udforskning af verden, der oprindelig var motiveret af, at man var åndsbeslægtede, mangler, så har forholdet ændret sig fra et sjælevenskab til noget andet.

Gensidighed betyder ikke lighed. Det, Jesus tilbød sine disciple var forskelligt fra det, disciplene tilbød Jesus. Han var den åndelige lærer; de var hans elever. Og dog kaldte han dem sine venner. Det var en relation, hvor der var gensidighed, selv om det ikke var en relation med lighed. Noget tilsvarende forekommer i en relation med åndelig vejledning, den særlige form for åndeligt venskab, som vi skal se på i nogle senere kapitler.

Ledsagelse.

Dette bringer os videre til det sidste ideal for venskabet. Venner ledsager hinanden på livets rejse.

At ledsage eller dets latinske synonym akkompagnere giver dig måske musikalske associationer. Disse associationer er faktisk ganske relevante. En af mine musikervenner er akkompagnatør for nogle operasangere. Han fortæller mig, at udfordringen for en akkompagnatør er, at man ikke skal føre an eller komme i vejen, men blive i nær, støttende kontakt med det menneske, man akkompagnerer. Udfordringerne i åndelig ledsagelse er de samme.

Det første møde mellem Jesus og hans disciple, som omtales i Bibelen, var hans indbydelse til dem om at slutte sig til ham på hans rej se. Det fantastiske ved at tage imod denne invitation var, at han så ledsagede dem på dereJ rejse. Og på samme måde er det med os. Som Kristi efterfølgere tager vi del i hans liv, men han tager også del i vores. Det er, hvad sande venner gør. De ledsager hinanden på livets rejse.

Sommetider velsignes vi med en ven, som ledsager os gennem hele vores voksenliv. Ruth og No'omi var så heldige, at de hcmne blive sammen, og man bmne gætte på, at deres venskab fortsatte, selv efter at Ruth havde giftet sig med Boaz.

Andre gange er perioden, hvor man ledsager hinanden, kortere. David og Jonatan rejste kun sammen en lille del af Davids liv. Men uanset hvor længe man deler et venskab, så deler sande venner tilstrækkelig meget af deres individuelle rejser med hinanden til, at disse rejser bliver flettet sammen. Noget, der var adskilt, bliver forbundet. Min rejse bliver til vores rejse, og jeg er ikke længere alene.

Venner ledsager hinanden ved at vise aktiv interesse for hinandens rejse. Som tidligere nævnt lægges der særlig vægt på rejsens indre dimension. l\len fordi sjælen er hele mennesket, er venner også interesseret i de ydre aspekter af hin andens liv.

Jobfrustrationer, forholdet til familien og andre omstændigheder i livet deles og lyttes til med interesse, fordi sande venner har omsorg for hinanden på alle områder.

Fordi den ledsagelse, som sjælevenner giver hinanden, prioriterer det indre selvs rejse, kan de godt tåle fysisk adskillelse.

Selv hvis venner i en periode er langt væk fra hinanden, kan de blive ved med at være på bølgelængde og stadig fornemme flowet i hinanden s liv. De får hurtigt indhentet det forsømte, og det er, som om forbindelsen mellem dem aldrig har været afbrudt. Ledsagelse kræver ikke nødvendigvis, at man tilbringer megen tid sammen rent fysisk.

Venners liv blander sig med hinanden, og den intimitet, de oplever, breder sig ofte over en række erfaringssfærer. De bliver en vigtig del af hin andens historie, fordi de deler hin andens liv på vigtige måder. Dette fællesskab danner en vigtig streng i den ledsagende akkord, der binder deres liv sammen. Det er venskabet mellem Lynn og Angela et godt eksempel på.

Hvad åndelig vejledning er (side89-92)

 

HVAD  ÅNDELIG VEJLEDNING ER

 

Jeg foreslår at definere åndelig vejledning som følger:

Åndelig vejledning er en bønsproces, hvor et menneske, der søger hjælp til at opdyrke et dybere personligt forhold til Gud, møder et andet menneske til bøn og samtale, som er fokuseret på at øge bevidstheden om Gud midt i livets oplevelser og at fremme overgivelsen til Guds tilje.

Lad os kort undersøge de fire grundlæggende komponenter i denne definition, før vi overvejer, hvordan de hænger sammen i det virkelige liv.

 

Åndelig vejledning er en bønsproces.

Bøn er central i åndelig vejledning, Jeg mener ikke, at man i åndelig vejledning taler om bøn, Jeg mener heller ikke, at det af og til helt konkret involverer bøn, Det, jeg mener, er, at åndelig vejledning er, eller bliver til, bøn, Jeg opfatter bøn som en åbenhed for og respons på Guds nærvær. Det er at blive bevidst om, at jeg er i Guds nærvær.

Det er at lære at være opmærksom på dette nærvær og reagere på det med og uden ord. Samtale med et andet menneske, som forsøger at øge opmærksomheden på Guds nærvær, er bøn.

Når Jesus lover, at hvor to eller flere mennesker er samlet i hans navn, er han til stede midt iblandt dem, så betyder det, at en samtale mellem to personer rent faktisk er en samtale mellem tre. Samtale bliver til bøn, når både vejlederen og den, der vejledes, er bevidst om, at de er i Guds nærvær.

Uanset om man har lukkede øjne, eller om man siger bestemte ord, så er åndelig vejledning bøn, når både vejlederen og den, som vejledes, forsøger at være bevidste om Guds nærvær og reagere på den bevidsthed. Bøn er central i åndelig vejledning, fordi den holder begge deltagerne fokuseret på Gud.

 

Åndelig vejledning er hjælp til at få et dybere personligt forhold til Gud.

Målet med åndelig vejledning er at komme dybere ind i forholdet til Gud. Andelige vejledere skaber ikke et forhold mellem den, der vejledes, og Gud. Men de forsøger at sætte udviklingen af et sådant forhold i gang.

Andelig vejledning består i nogle forhold mellem tre personer - vejlederen, den vejledte og Gud. Det centrale er ikke forholdet mellem vejlederen og den vejledte, men mellem den vejledte og Gud. Det er forskelligt fra sjælesorg, hvor forholdet mellem sjælesørgeren og den, der rådgives, er meget vigtigt.

Andelige vejledere må undgå at overvurdere deres forhold til dem, de forsøger at hjælpe. Det forhold, der er vigtigst, er forholdet mellem den, der søger åndelig vejledning, og Herren.

Næstvigtigst er forholdet mellem vejlederen og Gud.

Samlet set danner hver parts forhold til Gud det dobbelte grundlag for relationen mellem vejlederen og den vejledte. Disse to grundlæggende forhold muliggør mødet mellem vejlederen og den vejledte for at fremme den vejledtes personlige forhold til Gud.

Det er meget vigtigt. Hvis vejlederen mener, at hans eller hendes forhold til den vejledte er det centrale i åndelig vejledning, så har både vejlederen og den vejledte et alvorligt problem. Vejlederen bør glide i baggrunden. Det afgørende er Guds nærvær. Det afgørende forhold er hver af de to parters personlige forhold til Gud.

 

Åndelig vejledning er fokuseret på at øge bevidstheden om Gud midt i livet.
Det vigtigste fok-us for den åndelige vejledning er erfaring, ikke teologi. Selvom man prioriterer åndelig erfaring (det vil sige bevidsthed om Gud), så er det, man først fok-userer på, erfaring i al almindelighed. Grunden til det er, at menneskets søgen efter Gud midt i hverdagslivet er begyndelsen på et liv i opmærksomhed på hans nærvær. Opmærksomhed på Guds nærvær er

Åndelig ledsagelse i ægteskabet

 

For nylig holdt jeg en forelæsning om ægtefæller som sjælevenner og blev overrasket over at møde voldsomme protester mod denne tanke fra en kristen psykolog blandt publikum. Hun indvendte, at ægtepar i forvejen er udsat for et stort pres for at få deres ægteskab til at fungere, uden at man også skal tilføje den romantiske forventning om at være sjælevenner. Hun opfordrede mig indtrængende til at være realistisk og droppe den slags højtflyvende idealer.

Ikke overraskende afslørede den videre diskussion med denne kvinde, at hendes eget ægteskab led af en alvorlig mangel på intimitet. Endvidere havde hun for længst opgivet håbet om, at denne nærhed nogensinde ville vende tilbage. Det, hun betragtede som det ideelle ægteskab, var et pragmatisk partnerskab - et funktionelt forhold, der på bedste vis skulle støtte forældre skabet og styringen af husholdningen. Det synes jeg var en skræmmende forestilling.

Det er desværre ret almindeligt, at man på denne måde resignerer og reducerer sine forventninger. Det må imidlertid ikke stå i vejen for de enorme muligheder, der er for åndeligt venskab i ægteskabet.

Tag ikke fejl, åndeligt venskab mellem ægtefæller er et højt ideal. Inden for ægteskabet, med de mange niveauer af intimitet, der kan og bør findes, kan åndeligt venskab ikke eksistere isoleret fra et mere generelt sjælevenskab. .

Man bør imidlertid ikke opgive idealerne, bare fordi de er vanskelige eller endog sommetider umulige at opnå.

 

AT STØTTE UDVIKLINGEN AF ET SJÆLEVENSKAB MELLEM ÆGTEFÆLLER

 

Opnå er imidlertid ikke helt det rette ord at bruge for at beskrive udviklingen af et sjælevenskab. Et sådant forhold er altid en gave, man skal tage imod, ikke bare et mål, man skal nå. Det bedste, vi kan gøre, er at opmuntre udviklingen af det og takke Gud, hvis han i sin nåde velsigner os med et sådant venskab.

Bedre end at gifte sig i håbet om, at min ægtefælle vil blive min sjæleven, er det dog først at stimulere udviklingen af et ægte venskab og så gifte sig som en måde at videreudvikle venskabet på. Forelskelse kan ikke automatisk konverteres til venskab. Venskab kræver pleje. Par, som prøver at udvikle ægte nærhed på en række områder i livet - og ikke bare drages mod ægteskabet af deres lidenskaber - er godt på vej til at få en sjæleven, ikke bare en partner i et romantisk forhold eller en ægtefælle.

At man er tiltrukket af hinanden og umiddelbart på bølgelængde er ikke et tilstrækkeligt grundlag for ægteskabet. De første frugter af et ægte venskab er en langt bedre indikator for et ægteskabs fremtid end den brændende lidenskab.

Et ægteskab vil aldrig automatisk blive til et sjælevenskab.

Det nytter heller ikke noget at kræve, at min ægtefælle skal være min sjæleven. Alene følelsen af at have ret til et ægteskabeligt sjælevenskab kan modarbejde, at det rent faktisk opstår. Ganske enkelt er der ingenting, jeg kan gøre for at skabe et sjælevenskab. Men jeg kan nære den jord, som et sådant forhold kan vokse frem af. Det gør jeg ved at dyrke tre ting: respekt, fravær af kontrol og dialog.

 

Respekt

Det lyder enkelt at respektere min ægtefælle, og dog er det ekstremt krævende. Sommetider forveksler vi respekt med følelsen af kærlighed. Ægte kærlighed indebærer respekt, men det er skræmmende, hvor mange mennesker der føler en eller anden form for kærlighed til deres ægtefælle og dog kun udviser et ret lavt niveau af respekt.

Respekt for min ægtefælle begynder med respekt for hendes selvstændighed. Kærlighed, der bygger på sammensmeltning en form for udviskning af grænserne mellem min ægtefælle og mig - er ikke kærlighed, men narcissistisk selvtilfredsstillelse. Som allerede nævnt: Hvis jeg skal elske et andet menneske, må jeg først respektere, at han eller hun er adskilt fra mig.

Selv betegnelsen min mand eller min kone rummer potentielt farlige bibetydninger af et ejerforhold. Vores mænd og koner er ikke vores ejendele. De er heller ikke en forlængelse af os selv. Min kone er adskilt fra mig. Og før det står helt fast i min bevidsthed, kan jeg aldrig gå videre til at nyde frugterne af et ægte venskab.

En bevidsthed om selvstændighed er måske endnu mere vigtigt i et sjælevenskab med ens ægtefælle end for folk, der ikke er gift. Intimiteten i ægteskabet gør os mere tilbøjelige til at se vores ægtefælle som en forlængelse af os selv. Den bibelske metafor for ægteskabet med at være et kød betyder ikke en sammensmeltning af to mennesker, sådan at den ene eller de begge mister deres identitet. Billedet med at blive et kød bekræfter dybden i den fælles intimitet, som Gud har til hensigt, at vi skal have. Det skal imidlertid aldrig forstås sådan, at to mennesker bliver til et menneske. Sunde sjælevenskaber giver plads til hinanden midt i intimiteten. Grundlaget for et ægte åndeligt venskab er et fællesskab, der respekterer selvstændigheden.

Nært forbundet hermed har vi en anden dimension af den respekt, som er afgørende for udviklingen af et sjælevenskab, nemlig respekten for, at min ægtefælle er unik. Unik betyder mere end adskilt. Det betyder også anderledes. Respekt for denne status som unik er ikke en modstræbende indrømmelse af noget, jeg er kommet til at indse, at jeg ikke kan lave om på.

Det betyder at respektere og bekræfte denne særegenhed. Det betyder at opgive ethvert forsøg på at lave om på hende, så hun bliver ligesom mig. Dybest set betyder det at værdsætte hendes unikke personlighed ved at nære og støtte den.

Det er forbløffende, hvor ofte mænd er lykkeligt uvidende om deres kones unikke personlighed. De lægger ikke mærke til det mønster af personlig smag, holdninger og værdier, der ligger bag tilpasningen til deres egne. De ser heller ikke, at disse forskelle afspejler konturerne af et menneske, som er helt anderledes end dem. Undtagelsen er selvfølgelig, når en sådan mand skændes med sin kone. I det øjeblik er han bekymret over forskellene, bebrejder sin kone for, at hun er anderledes, og giver det skylden for alle deres problemer. Hustruer kan selvfølgelig gøre sig skyldige i det samme. Den udfordring, som både mænd og kvinder står overfor, er den samme - i kærlighed at være opmærksom på de måder, hvorpå vores ægtefælle er forskellig fra os, og dernæst respektere disse forskelle.

Det kristne grundlag for at respektere en ægtefælles selvstændighed og unikke personlighed er at se ham eller hende med Guds øjne. I kapitel 2 bemærkede vi vigtigheden af, at vi i dialogen ser et andet menneske med Guds øjne. Grunden er, at et sådant perspektiv tjener som grundlag for respekt. Så snart jeg ser min ægtefælle med Guds øjne, ser jeg hende som Guds enestående skabning, som fra evighed er kaldet til at være det ganske særlige udtryk af Guds ansigt, som hun er. Derfor er hun naturligvis også adskilt fra mig. Og naturligvis er hendes selvstændighed og unikke personlighed ting, jeg bør værdsætte. Hvis Gud værdsætter disse særlige træk, hvordan kan jeg så undlade at gøre det? Det er grundlaget for min respekt for hendes unikke personlighed.

Når jeg ser min kone med Guds øjne, ser jeg hende i Gud og Gud i hende. Det hjælper mig til at træde et skridt tilbage og giver os den plads, vi har brug for i vores fællesskab. Det beskytter mig også mod at se hende som en ting, jeg ejer. Hun er Guds særlige skabning, som midlertidigt er lånt ud til mig til den særlige form for nærhed, det er at være et kød i et ægteskabeligt sjælevenskab.

At se en ægtefælle med Guds øjne indebærer også følsomhed over for hans eller hendes åndelige rejse. At være opmærksom på denne rejse er grundlæggende i det åndelige venskab, eftersom det er det, der gør det muligt for ægtefæller at rejse sammen. At rejse sammen som sjælevenner betyder ikke bare at være fælles om forældrerollen eller andre ansvarsområder i hjemmet. Det betyder at støtte hinandens åndelige rejse. Og opmærksomhed på dette område kommer af at se ens ægtefælle, sådan som Gud ser ham eller hende.

Du spørger måske, hvordan du kan se din ægtefælle, som Gud gør det. Dette perspektiv kommer hm gennem bøn. Engagement i min kones åndelige rejse får mig til at bede regelmæssigt for hende om, at jeg vil hmne mærke Andens nærvær og aktivitet i hendes liv og dermed støtte og aldrig komme i vejen for Helligånden. Jo mere jeg beder for hende, jo mere ser jeg hende, sådan som Gud ser hende - med kærlighedens øjne og med omsorg for hendes åndelige vækst. Jeg begynder også at hllnne fornemme Guds vision for hende. Andeligt venskab er at gå ind i denne vision - at være opmærksom på at fremme den på enhver mulig måde.

Denne gave, at kunne se Helligånden virke, er en vigtig del af alle ægte åndelige venskaber. Sjælevenner er opmærksomme på Helligåndens aktivitet i hinandens liv. Ved hjælp af denne opmærksomhed hjælper de også hinanden til at være mere opmærksomme på Helligåndens nærvær og ledelse. Denne opmærksomhed på Andens nærvær udgør grundlaget i den kristnes respekt for sin ægtefælle som en selvstændig og unik person.

At se Gud i sin ægtefælle er et syn, der forvandler. En af de virkelig forbløffende tekster i Det Nye Testamente er Jesu påstand om, at når vi møder et andet menneske i nød, møder vi Kristus. I :Matt 25,31-46 lærer Jesus os, at hans vigtigste nærvær efter opstandelsen i verden i dag er i det menneske, som er i nød. At se sin kone med Guds øjne er en stærk måde ikke bare at se hendes værdi på, men også hendes behov. I det perspektiv ser jeg hendes sårbarhed, hendes knusthed og hendes behov. Det er Kristus i hende.

 

I modsætning til, hvad man skulle forvente, viser universets Herre sig ikke først og fremmest for os i oplevelser af succes og magt, men i knusthed og nød. At se min ægtefælle, sådan som Gud ser hende, er derfor at se Kristus i hende. Det danner grundlag for den respekt, jeg forsøger at vise hende som min åndelige ven.

 

Fravær af kontrol.

Et andet element, som er grundlæggende for udviklingen af et ægteskabeligt sjælevenskab, er fravær af kontrol. Det begynder med at opgive enhver dagsorden om at forandre den anden. Vi er ofte fristet til at tænke, at kærlighed giver os ret til at arbejde frem mod det, vi opfatter som en forbedring hos vores ægtefælle. ::\len det er manipulation. Det har ingen plads i et ægte sjælevenskab.

Ådelige venner elsker hinanden, som de er. At se hinanden med Guds øjne betyder, at man i stadig højere grad ser glimt af, hvad Gud gør i ens ægtefælle, når han kalder ham eller hende til helhed og hellighed. Min rolle er hverken at komme med en dagsorden om forandring eller at sikre, at den forandring sker. Ansvaret for de to ting ligger hos Helligånden. Fravær af kontrol betyder også fravær af ejerfornemmelser.

Hvis min ægtefælle ikke er en genstand, som jeg ejer, men et menneske, jeg deler en rejse med, hvilken plads har da ejerskabsfølelser? Sådanne følelser afspejler altid et behov for personligt sjælearbejde, fordi de afslører, at man har en nedbrydende dagsorden, der går ud på at kontrollere andre.

Et endnu tydeligere tegn på ønsket om at kontrollere er enhver form for tvang eller manipulation. Det forbløffer mig, at Gud, som har al magt til rådighed, nægter at bruge den magt til at få mig til at gøre det, han ønsker, jeg skal gøre. Guds selvbeherskelse er et glimrende forbillede for sjælevenner. Men mange af os går ofte ubevidst gennem hverdagen og flytter rundt med folk, som var de ting, og bruger den magt og indflydelse, vi har, til at få andre til at gøre det, vi mener, de bør gøre. Så er det ikke overraskende, at det også breder sig til ægteskabet.

 

Selv i gode ægteskaber opfører ægtefællerne sig ofte på en måde, der har til formål at lægge pres på den anden. Det er manipulation. U anset om det kommer til udtryk som følelsesmæssig manipulation eller fysisk tvang, er det altid nedbrydende. Ægte åndelige venskaber visner under tvang og manipulation. De blomstrer op, når man giver afkald på en sådan kontrol.

 

Dialog.

Dialog er det vigtigste, som sjælevenner rent faktisk gør sammen. Men alle ægtepar taler jo sammen og lytter - i det mindste til en vis grad - også til hinanden. Hvordan adskiller den dialog, der stimulerer åndeligt venskab, sig fra den samtale, som andre par har?

Dialog begynder med aktiv lytten. Det kræver en opmærksomhed og et engagement, der er forskelligt fra det, vi typisk giver hinanden, når vi påstår, at vi lytter. Vi er alt for gode til at lytte med et halvt øre, mens vi fortsætter med at være travlt optaget af andre ting. Vi falder alt for ofte tilbage i den dårlige vane med at "lytte" til hinanden, mens vi fortsætter med at læse avisen, arbejde på computeren eller være i gang med andre opgaver mentalt eller fysisk.

Par, som er på vej til at skabe et sjælevenskab, er indstillet på virkelig at lytte til hinanden. De kender vigtigheden af at tage tid til at sætte sig ned og se hinanden i øjnene under en vigtig samtale. De er begyndt at blive bedre til at lægge andre tanker fra sig, som tager opmærksomheden, og oprigtigt stille sig til rådighed for deres ægtefælle. Og de har lært, at det er hårdt arbejde, som vil kræve vedvarende engagement og disciplin.

Det andet kendetegn ved den dialog, der stimulerer sjælevenskaber, er, at det er en dialog, som parret inderligt værdsætter. ::\lens mange par gør en indsats for at opretholde kommunikationen, fordi de ved, det er vigtigt, taler og lytter de, der er på vej til at blive sjælevenner, med hinanden, simpelthen fordi de nyder den andens tilstedeværelse. Deres ægtefælle er så tiltrækkende, at de ønsker at lære ham eller hende bedre at kende.

 

De vil også gerne dele ting om sig selv og udforske livet sammen med deres partner.

Længsel, nysgerrighed og lidenskab driver dialogen. Det er vejen til nye steder, ny forståelse og nye perspektiver på en selv og verden. Ingen behøver fortælle et sådant par, at dialog er en god ting. De længes efter at bruge tid på at tale sammen på grund af den indbyggede belønning, der ligger i det. Det betyder ikke, at disse mennesker bruger al deres tid på at tale med hinanden eller bare på at være sammen. Ægteskabet kræver en rytme af samtale og stilhed, samvær og adskilthed. Ægtefæller, der dyrker åndeligt venskab, værdsætter alle disse ting.

Ægtefæller, som gør fremskridt mod åndeligt venskab, tager chancer i deres dialog. De deler deres virkelige følelser og holdninger. De holder ikke kortene tæt ind til kroppen. Fordi de stoler på deres ægtefælle og er ved at lære at føle sig stadig mere tryg i at være sårbar over for ham eller hende, deler de sider af sig selv, som de ellers ville skjule. Sommetider viser de den enorme tillid at fortælle om følelser af skam og skyld, som ellers giver dem mest lyst til at flygte og gemme sig. Når sjælevenner opdager, at afsløringen af sådanne følelser belønnes med større selvindsigt og nærhed, får det dem til at løbe risikoen ved at dele mere og mere af sig selv.

Det betyder ikke, at man fortæller alt. Husk på, at der er et privat sted, selv i de allernæreste menneskelige forhold. Forsøg på at dele alt overhovedet er naive og vil hurtigt overbelaste kredsløbet. Men sjælevenner tør lukke hinanden ind i de områder af sig selv, der normalt er så private, at vi vælger at ignorere dem.

En af de risici, der er forbundet med dialog, er risikoen for forandring. Ægte dialog kræver, at jeg skal være villig til at ændre mit synspunkt. Hvis jeg ikke er åben for den mulighed, så kan jeg højst gå ind i en samtale om mit synspunkt eller en debat eller diskussion som et forsøg på at overbevise den anden. Dialog kræver, at begge parter er villige til at se sig selv og verden på en ny måde.

Hver gang jeg går ind i en ægte dialog med min kone, er der noget i mig, der bliver forandret. Hun og hendes erfaring bliver en del af mig. Det kan føre til en forandring i mine holdninger eller følelser. Men på et dybere plan kan det også føre til en forandring i, hvordan jeg ser på verden, på hende, på de spørgsmål, vi arbejder med, og endog på mig selv. En sådan vækst og forandring er en del af rejsen.

Frygt for forandringens risiko får nogle mennesker til at gå i sikkerhed på en af de mange bekvemmelige stationer på rejsen. l\len det betyder, at de ikke er i stand til at opleve nærheden og de belønninger, der følger med et åndeligt venskab med deres ægtefælle.

 

EKSTASEN I DEN ÅNDELIGE FORENING

 

Jeg har allerede nævnt, hvordan intimitetssfærer naturligt breder sig, og når det sker, styrker de hinanden. Kristne singler, som prøver at leve inden for Bibelens etiske rammer, vil sætte grænser for deres seksuelle intimitet, eftersom dens fulde udtryk er begrænset til ægteskabet. Ægtefællers sjæleintimitet kræver ingen begrænsninger af den art og giver plads for den størst mulige udvikling af intimitet på alle den menneskelige erfarings områder.

Højsangen (eller som den undertiden kaldes: Salomos højsang) er en hyldest til den erotiske kærligheds udsøgte skønhed, særligt som den udtrykkes i ægteskabet. Højsangen er fyldt med rige hentydninger til længsler, lidenskab og ekstase. Den udgør et af alle tiders største kærlighedsdigte. Og den findes i Bibelen!

Seksualiteten er Guds gave, ligesom dialog og venskab. Og når disse ting mødes i ægteskabet, er resultatet en intimitet, som ikke har nogen lige. Med ordene fra Højsangen er den "dejligere end vin" (1,2) og "stærk som døden" (8,6); "dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand" (8,6). "Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort.

Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?" (8,7). Så umålelig værdi har kærligheden!

 

Det er meningen, at seksualiteten skal udgore en vigtig del af det ægteskabelige sjælevenskab. Høj sangen bør ikke bare betragtes som en allegorisk beskrivelse af forholdet mellem Kristus og kirken. Det er en poetisk hyldest til den erotiske kærlighed i den åndelige forening af to mennesker i et sjælevenskab i ægteskabet.

Men seksualiteten i ægteskabet kan aldrig gøre sig håb om at nå de højdepunkter af ekstase og lidenskab, der beskrives i Højsangen, med mindre den forenes med respekt og dialog.

Ægte seksuel intimitet kan ikke forekomme uden intimitet på en lang række andre områder i livet. Samleje rummer muligheden for ikke bare at være en forening af to kroppe, men foreningen af to sjæle. Er det ikke tilfældet, reduceres seksualiteten til sensualitet. Kun når den placeres i den rige sammenvævning af andre former for ikke-erotisk fællesskab, har den mulighed for at nå sit fulde potentiale.

Seksuel lidenskab er et fuldstændig utilstrækkeligt grundlag for et sjælevenskab mellem ægtefæller. Det er imidlertid en utrolig rig og livs forstærkende krone på værket.

 

ANDELIGT VENSKAB MELLEM ÆGTEFÆLLER

 

Jeg begyndte dette kapitel med at hævde, at ægteskabet giver enestående muligheder for åndeligt venskab. Susan og Pauls historie er en glimrende illustration af denne mulighed.

~fan kan let se, at Susan og Paul har et sjælevenskab og ikke bare et velfungerende ægteskab. Det er endda sådan, at de, der kender dem, ikke kan undgå at bemærke, hvor trygge de er i hinandens selskab, at der ikke er nogen form for fjendtlighed i deres samvær, dybden af deres gensidige kærlighed og respekt, og hvor meget de nyder at være sammen. En af grundene til, at disse ting er så tydelige hos dem, er, at Paul og Susan har været gift i næsten 40 år. De mange, lange år, hvor de har givet næring til udviklingen af et sjælevenskab, har haft masser af tid til at bære frugt, og denne frugt er blevet moden og tydeligvis noget ganske særligt.

 

Tidlige mønstre. Paul og Susan er nu henholdsvis 62 og 64, og de blev gift, da de var i starten af 20'erne, lige efter at han blev færdig med sin ingeniøruddannelse. Susan var allerede i gang med at arbejde som lærer, og i begyndelsen af deres ægteskab arbejdede de begge meget for at blive etableret i deres job. Venner, som kendte dem på det tidspunkt i deres ægteskab, beskriver dem som tydeligvis forelskede, men ikke nævneværdigt forskellige fra ethvert andet ungt par. Det passer også med, hvordan Paul og Susan selv husker denne periode i deres ægteskab.

N år de ser tilbage, mener de, at de begge formentlig var mere fokuserede på deres arbejde, end de burde have været, men de elskede hinanden højt og havde sat sig for at opbygge et ægteskab, der ville holde.

En af de ting, de gjorde for at opnå dette, blevet mønster i deres forhold, som varer ved endnu i dag. Fra de første år af deres ægteskab besluttede Susan og Paul at sætte kvalitetstid af hver uge til at arbejde videre på at lære hinanden at kende.

I de første år tog det form af en stille aften om ugen, hvor de rykkede telefonstikket ud, sad længe over aftensmaden og brugte flere timer på at blive opdateret om, hvad der skete i hinandens liv.

Da det første af deres tre børn kom til verden, blev det vanskeligere at gennemføre. :Men bortset fra nogle enkelte uger, hvor dage og nætter med hektiske krav flød over i hinanden uden ophold, indeholdt de fleste uger i de fleste måneder i de fleste år den ene hellige aften, hvor de var sammen om i hvert fald en times god dialog. Da børnene blev lidt større, og Susan og Pauls indkomst gjorde det muligt for dem at spise ude oftere, blev mønstret en ugentlig middag på en stille restaurant, de godt kunne lide. Det holder de stadig fast ved. Det vigtigste ved aftenen er imidlertid ikke middagen, men den mulighed for lang, afslappet sjælesamtale, som de får.

Jeg gætter på, at det mere end noget andet er det, der er grunden til, at Paul og Susan har et så trygt og afslappet forhold til hinanden. Bare det, at man overlever 40 års ægteskab, er ikke nok til at garantere, at man også udvikler et åndeligt venskab.

Mindre tid er på den anden side mere end tilstrækkeligt, hvis den tid er blevet investeret i at udvikle en sjælelig intimitet, der bygger på respekt og fravær af manipulation og kontrol.

Jeg nævnte, at Susan og Paul nyder hinandens selskab. Når det er så tydeligt for andre, skyldes det også, at de er sammen med andre meget af tiden. De har altid sat stor pris på deres venner og brugt masser af tid sammen med dem. Deres kærlighed til hinanden har aldrig været noget eksklusivt, der får dem til at trække sig tilbage fra andre. Den lader snarere til at give dem energi til at engagere sig i andre.

:Men i modsætning til nogle par, der er sammen med andre for at undgå at være alene sammen, elsker Susan og Paul også at bruge tid på hinanden. I mange år har de valgt at køre i bil, når de skulle andre steder hen i landet. Det giver dem lange, uafbrudte dage sammen på vejen; noget de begge sætter stor pris på. Disse ture er blevet deres sædvanlige ferieform - turen i sig selv er en del af ferien, ikke bare måden at komme et sted hen på.

Bilture er eventyr, og ethvert par, som har prøvet det, kender de mange mulige frustrationer på den slags rejser. Det, at Paul og Susan elsker at tage på sådanne ture sammen, har altid for mig været et vidunderligt tegn på deres venskab.

En anden bemærkelsesværdig egenskab ved deres venskab er deres fælles sans for humor. De har begge to et glimt i øjet, som afspejler, at de altid er parat til at tage sig selv og deres oplevelser let. Det gør, at de kan se det sjove i situationer, der ellers ville se alvorlige ud. De ler begge to let sammen med andre, og når de er sammen, er deres humor smittende. I modsætning til indforstået humor, der lukker andre ude, flyder deres humor over på en måde, der trækker andre med i den, i stedet for at skubbe dem væk.

 

Rigtige mennesker/ rigtige kampe.

Paul og Susan har ikke det perfekte ægteskab, og deres venskab er heller ikke som taget ud af en lægeroman. De er rigtige mennesker, og deres forhold har været udsat for udfordringer. Fordi de ikke har behov for at idealisere hinanden, sig selv eller deres forhold, kan de tale åbent om disse udfordringer med dem, de kender og har tillid til. Over for deres vennekreds har de ikke behov for at fremstå som perfekte.

Paul kan ærligt beskrive, hvor meget det krævede af ham ikke at lægge afstand til sin kone, efter at han havde den deprimerende oplevelse sent i livet at blive fyret fra sit job. I denne tid kæmpede han med depression og oplevede, at han for første gang i sit liv trak sig tilbage fra dem, han elskede, og som elskede ham. Det var nyt og forvirrende for både ham og Susan. :\Ien deres faste beslutning om at blive ved med at tale sammen om det, der foregik i deres liv, sikrede, at denne kamp i sidste ende bare styrkede deres ægteskab.

Susans største kamp var for nogle år siden, da man fandt en kræftsvulst i hendes ene bryst. Eftersom hun tilsyneladende klarede behandlingen, prøverne og uvisheden så godt, blev hendes venner overraskede, da hun fortalte os, hvor vred hun var på Paul uden nogen logisk grund. :\Ien igen betød hendes trofasthed i ægteskabet og hendes faste beslutning om at være ærlig og åben over for sin sjæleven, at også dette i sidste ende hLln styrkede deres forhold.

På mange måder fremstår Paul og Susan som et menneske.

De passer så godt sammen, at det er svært at forestille sig, at de kan være hver for sig. Men det mest sandsynlige er jo, at den ene af dem vil dø før den anden, og at de så vil blive skilt ad. Hvordan vil de klare det, især eftersom de har været så tæt sammen, og deres liv har været så tæt vævet ind i hinanden?

Jeg tror, de vil klare det godt. Selvom de oplever en intimitet, der ligger tæt op af det bibelske ideal om at være et kød, så er de jo rent faktisk to selvstændige mennesker. Det har de lært at respektere, ikke bare acceptere. Der er ingen ejerfornemmelser i deres forhold. Der er heller ingen kontrol. I stedet støtter hver af dem den andens personlige rejse og er afklaret omkring, at den er forskellig fra deres egen.

Af en mand af sin generation og kulturbaggrund at være har Paul klaret dette utrolig godt. Han har altid opmuntret Susan til at have sine egne venner, til at forblive aktiv i de organisationer, der knytter sig til hendes egne interesser, og at tage på åndelige retræter som en måde at arbejde med sin åndelige rejse på.

Selvom Susan opmuntrede Paul til at gøre det samme, havde han brug for, at der blev skubbet mere på, før han fulgte dette råd. Af natur er han tilfreds og forholdsvis passiv. Derfor har Susan altid været nødt til at opmuntre ham til at blive ved med at leve sit eget liv, adskilt fra deres fælles liv. I de senere år er han blevet bedre til det. l\iu deltager han i en mandegruppe i kirken, som han tidligere havde undladt at være med i til fordel for fælles aktiviteter med Susan. Efter at et helbredstjek viste, at han havde forhøjet kolesteroltal og for højt blodtryk, startede han også i et fitnesscenter og er begyndt at finde mandlige venner der.

Det venskab, som Paul og Susan har, er noget særligt, men ikke enestående. Denne form for venskab er heller ikke begrænset til folk, som har været gift i mange år. ~len deres venskab minder mig om, at et sjælevenskab ikke automatisk er en del af ægteskabet, selv ikke et godt ægteskab.

Alt for mange mennesker har et stabilt, men utilfredsstillende ægteskab. De stiller sig tilfreds med for lidt. Drømme om at være hinandens sjælevenner virker for idealistiske, så de stiller sig tilfreds med mere beskedne krav som at opretholde en pæn facade og have et rimeligt mål af nærhed. Ægteskabelige sjælevenskaber er krævende, men de er mulige. Som Susan og Paul er et eksempel på, kræver de ikke fuldkommenhed - bare hårdt arbejde, og at man satser på det.

Ægteskabet er på mange måder den ideelle sammenhæng til sjælevenskaber. Tragisk nok bliver muligheden bare sjældent realiseret. Folk stiller sig tilfreds med et ægteskab, der overlever, eller hvor de bare har mindst mulig konflikt og mest mulig lykke. Ægtepar, der er sjælevenner, nægter at stille sig tilfreds med det. De har muligheden for at opleve den ekstase, der følger med en åndelig forening, som kombinerer dialog og intimitet inden for en lang række af livets områder.

 

Det er ingredienserne i et sjælevenskab inden for ægteskabet.

Dets glæder og velsignelser er nogle af Guds bedste gaver.

 

ÅNDELIG VEJLEDNING I ÆGTESKABET

 

Jeg har ikke beskrevet detaljerne omkring de åndelige samtaler, der er mellem Susan og Paul, for jeg kender dem ikke. Der er imidlertid et ægteskab, hvor jeg kender detaljerne tilstrækkelig til at have noget at dele. Her kommer - skrevet i samarbejde med min kone - historien om vores eget forsøg på at kombinere åndeligt venskab og åndelig vejledning.

De fleste mennesker, som ved, at Juliet og jeg har prøvet at give hinanden åndelig vejledning, har reageret med en blanding af forbløffelse, bekymring og interesse. En typisk reaktion har været, at det lyder spændende, men at det afgjort ikke ville fungere i deres eget ægteskab. I\;ogle har udtrykt bekymring over, hvad de opfatter som uklare grænser og en risiko for at overbelaste det følelsesmæssige system. Mange har udtrykt stor interesse for det, vi forsøger at gøre.

Indtil for nylig har vi generelt været tøvende over for at dele ret meget af dette med andre. Til trods for, at vi begge er meget ude i offentligheden, har ingen af os det godt med at tiltrække os opmærksomhed. Vi ønsker langtfra at stille os op som nogen, der har det perfekte ægteskab, og vi er smerteligt bevidst om vores nederlag med hensyn til åndelig ledsagelse og intimitet.

~len vi nyder dog velsignelsen af et sjælevenskab. Juliet er og har i mange år været min nærmeste ven. Og jeg er så privilegeret at være det samme for hende. Det førte til, at vi begyndte at prøve at give hinanden åndelig vejledning. På opfordring fra nogle, som har lært af disse bestræbelser, og i håbet om, at det kan opmuntre andre til at gøre deres egne forsøg, når jeg fortæller dette til et bredere publikLlm, vil jeg fremlægge det følgende for at illustrere mulighederne for åndelig vejledning i ægteskabet.

 

AT OPBYGGE ET SJ'ELEVENSKAB

 

Ingen af os ville karakterisere de første år af vores ægteskab sådan, at vi havde et ægte sjælevenskab. Vi var dybt forelskede, og det var nogle skønne år af vores rejse sammen. Men selvom vi nok lagde grundlaget for et solidt ægteskab, ville det være vildledende at antyde, at vi rent faktisk oplevede sjælelig intimitet. Vi blev revet med af de tidlige stadier af familieudviklingen og sad fast i vores unge kærlighed og det pres, man oplever i begyndelsen af sin karriere. Vi var på vej til at udvikle mønstre med en større intimitet på en række områder af livet, men det var bestemt ikke noget, vi opnåede fra det ene øjeblik til det andet.

Rejsen mod åndelig intimitet gik ikke altid glat. I de første år fungerede det aldrig for os at holde andagt sammen - hverken som par eller senere som familie. Talrige forsøg gjorde os bare mere og mere frustrerede. Til sidst opgav vi at prøve. Det var sikkert fornuftigt, i hvert fald på det tidspunkt i vores fælles liv.

Vi opgav imidlertid aldrig dialogen. Og vores dialog rummede altid lange og givende drøftelser af vores indre verden og erfaring, altid med den åndelige erfaring i centrum. Vi arbejdede hårdt for at opdyrke en følelsesmæssig intimitet, fordi vi indså, at uden den ville vores åndelige intimitet altid være begrænset. Intellektuel intimitet kom let, da vi altid har været ivrige læsere, og vi diskuterede det meste af det, vi læste. Vi dyrkede også den vane regelmæssigt at se film og snakke om dem. At have gjort det gennem flere årtier har skabt en vidunderligt frugtbar grobund for åndelig dialog.

Jeg må imidlertid med skam indrømme, at vi først genoptog regelmæssig fælles bøn, da vi nærmede os det stadium i familielivet, hvor børnene var fløjet fra reden. Da vi kun havde et barn, kom vi forholdsvis hurtigt til dette punkt. Men det varede stadig længere, end det ideelt burde have gjort. På dette tidspunkt var vi begyndt at være fælles om at lede retræter for andre, og at lede disse retræter var vores første erfaring med gensidig åndelig vejledning.

 

Guidede retræter.

Juliet så værdien i regelmæssige personlige retræter, før jeg selv gjorde det. Hun bad mig om hjælp til at strukturere den første. Hun planlagde en uges ensomhed i omgivelser flere timers kørsel fra, hvor vi boede. Hun bad mig hjælpe med at finde noget læsestof og nogle områder til at reflektere over under bøn, som hLlnne hjælpe hende til at finde fOhLls i det, hun håbede at få arbejdet med rent åndeligt i de dage, hun var væk.

Vi drøftede dette og bad over det en tid, før denne første retræte. Jeg opfordrede hende til at lytte til Helligåndens ledelse i hendes liv. Jeg bad hende også om at pege på, hvad hun mest af alt ønskede fra Gud. På baggrund heraf fandt hun efterhånden frem til en bog, som hun ville gøre til en central del af sit fokus i ugen (Thomas Mertons New Seeds of Contemplation), et tema, som hun gerne ville arbejde med i sit bibelstudium og reflektere over under bøn (at kende Gud med sanserne og ikke kun med sin forstand), og en struktur (daglige vandreture og tider med læsning, bøn og åndelig dagbog). Vi blev enige om, at jeg ville slutte mig til hende den sidste dag, for at vi kunne bruge nogen tid på at bearbejde hendes oplevelser.

Dette første forsøg med åndelig vejledning gik udmærket, i betragtning af hvor lidt vi vidste om det, vi lavede. Det, vi gjorde rigtigt ved denne første erfaring, var at stole på Helligåndens vejledning. Helligånden, som man altid kan stole på i rollen som åndelig vejleder, ledte Juliet til og igennem en meget værdifuld erfaring af Gud i de fem dage. Og det privilegium, jeg havde ved at dele det med hende, styrkede vores åndelige venskab meget.

Snart blev det min tur. Jeg begyndte at planlægge en tredages sejltur alene på Lake Ontario. Men i modsætning til andre sejlture, jeg havde foretaget alene for udfordringens skyld, skulle denne struktureres som en åndelig retræte. Nu var det Juliets tur til at hjælpe mig med forberedelserne. Og da jeg kom tilbage, var det hendes tur til at hjælpe mig med at blive "debriefet", da jeg fortalte hende om mine oplevelser med Gud på denne første retræte.

 

.Mønsteret var nu på plads. Juliet foretog jævnlige retræter på land under en eller anden form, og jeg begyndte på det, der er blevet til en ti-årig tradition for sejlretræter på vandet - ankret op i en lagune på en ø om natten og alene med min Gud på vandet i løbet af dagen. Og vi blev ved med at give hinanden åndelig vejledning omkring disse erfaringer.

 

Vaner for sjælelivet.

I disse år fortsatte vi med jævnligt at tale sammen om det, der skete i vores indre verden. I årevis har vi begge haft for vane at slutte dagen med at sidde i sengen og skrive dagbog hver for sig. ~fens vi gør det, deler vi ofte opdagelser, ny indsigt og åndelige kampe. Vores dialog med Gud i vores dagbøger udvides ofte til dialog med hinanden. Vi giver aldrig den anden vores dagbog og respekterer altid, at de repræsenterer noget meget personligt, men vi fortæller ofte hinanden om noget af det, vi har skrevet i dem.

I flere år har vi også begge praktiseret den daglige bevidsthedsransagelse som en del af vores aftenritual. Når vi reflekterer over vores oplevelse af Guds nærvær hos os i løbet af dagen, taler vi ofte sammen om det. Af og til beder vi sammen som afslutning på dagen, men det er stadig ret sjældent.

Vi er ikke åndelige kæmper. Vi prøver bare at dyrke vaner, der stimulerer både vores åndelige venskab og vores egen og hinandens sjæl.

 

Strukturerede samtaler.

Den seneste udvikling har været, at vi har aftalt faste møder, hvor Juliet giver mig åndelig vejledning Hun havde allerede en anden åndelig vejleder, så hun havde ikke brug for mig til en sådan fast rølle. Hun fortæller mig imidlertid hyppigt om sine erfaringer med den åndelige vejledning, og vi beder sammen om ting, som hun arbejder med, som en del af den.

Jeg havde ikke haft en formel aftale med nogen om regelmæssig åndelig vejledning i en årrække. Jeg spurgte hende derfor, om vi kunne mødes en gang om måneden til åndelig vejledning. Efter sammen med mig at have fimdet ud af, hvad jeg gerne ville have fra Gud og håbede på at få ud af vejledningen, gik hun med til det. Vi har nu gjort det i næsten to år - med en vis frustration, men også med stort udbytte fra min side.

Den største frustration har også været på min side. Jeg er ofte usikker på, hvad jeg skal fortælle over aftensmaden, og hvad jeg skal gemme til vores faste månedlige møder. Nogle ting kræver, at man fortæller om det med det samme - både velsignelser og kampe. Andre ting er det bedre at gemme, til man har god tid i den time, som Juliet har sat af til under bøn at lytte til min erfaring af Guds And. Det har ikke altid været enkelt at finde ud af, hvad der var hvad. Til tider har det varet lidt Kunstigt at skulle skelne. Men frustrationen har været begrænset i sammenligning med velsignelserne.

Juliet begynder og slutter hvert af vores åndelige vejledningsmøder med at bede for mig. Så opfordrer hun mig til at fortælle hende noget om min erfaring af Gud i den seneste tid. Det gør jeg normalt ved at kigge i min dagbog og læse noget af det seneste, jeg har skrevet. Ved disse månedlige møder - i modsætning til vores daglige samtaler - har jeg mulighed for at reflektere over mine seneste åndelige oplevelser i et større perspektiv. Det giver rig lejlighed til at reflektere under bøn over, hvad jeg tror, Gud har været ved at lære mig, og hvordan jeg har reageret på det. Det er også en vidunderlig mulighed for at reflektere over mønstrene i mit åndelige liv.

Sommetider varer disse samtaler ikke længere end 20 minutter. Sjældent varer de mere end en time. Undertiden har jeg så meget at fortælle, at jeg er ved at revne. Andre gange holder jeg mere aftalen som en disciplin, der er god for min sjæl, end som en tid, jeg ser meget frem til. Jeg oplever imidlertid aldrig mindre end et varmt og velkomment møde med Gud og en påmindelse om min kones omsorg for min åndelige velfærd.

Indtil nu har vi modstået fristelsen til at gøre disse møder mere gensidige. Jeg beder ikke for hende, når vi har dem. Hun beder for mig. Denne tid er sat af til mig. Hun er der for mig og hLln for mig. Hvis og når hun gerne vil have mig til at give hende regelmæssig åndelig vejledning, vil vi gøre det på et andet tidspunkt. Selvom det virker muligt at give hinanden gensidig åndelig vejledning, er der ingen af os, der kan se, hvordan det h.'1mne undgå at blive alvorligt udvande t, hvis vi skulle kombinere vejledning af hinanden ved en enkelt lejlighed.

Det, vi gør, er ikke specielt enestående og bestemt ikke nogen illustration af et ideelt mønster.Mange par er utvivlsomt bedre til at give hinanden åndelig vejledning. Jeg kender et par, som har en "date" hver aften for at dele deres erfaring af Gud i dagens løb. Andre gør sikkert det samme på den ene eller den anden måde. Vores struktur fungerer godt for os lige nu, men det er ikke sikkert, at vi fortsætter sådan på ubestemt tid. Jeg håber, at vi kan opmuntre andre til at dele deres erfaringer ved selv at dele vores.

Forskellige stadier i ægteskabet byder på forskellige udfordringer og muligheder for åndeligt venskab og vejledning. De første år i ægteskabet er det perfekte tidspunkt til at lægge grunden for et ægte venskab. Hvis åndelig intimitet er vævet ind i stoffet af andre former for intimitet, er et ægtepar godt på vej til at udvikle et forhold, der burde være i stand til at styrke dem på deres fælles rejse gennem et helt liv: Forsøg på at lave formelle aftaler om at give hinanden åndelig vejledning er det dog formentlig for tidligt at begynde med i de første år.

Senere stadier i ægteskabet rummer udfordringer i sig selv, men generelt giver de bedre muligheder for åndelig vejledning.

Hvert par må selv finde frem til mønstret for, hvordan de kan gøre det. Det, som min kone og jeg har forsøgt, kræver formentlig et ægteskab, hvor man er lige. .Andre mønstre for ægteskabet vil nok kræve en vis modificering af det, vi har gjort. .i\fen åndelig intimitet kan forekomme i ethvert ægteskab, hvis begge parter ønsker det og er villige til at løbe de risici, den indebærer.

 

REFLEKSIONER OVER ÅNDELIG LEDSAGELSE I ÆGTESKABET

 

Ægteskabet giver rige og enestående muligheder for både åndeligt venskab og åndelig vejledning. Det grundlag, som disse muligheder altid må bygge på, er et sjælevenskab i ægteskabet.

 

* Hvis du er gift, så reflekter over det venskab, som er mellem dig og din ægtefælle. Hvordan har det ændret sig gennem de år, I har kendt hinanden? Hvad kunne I gøre for at styrke det? Overvej disse spørgsmål og skriv om dem i din dagbog, og prøv så at finde en lejlighed til at drøfte dem med din ægtefælle.

 

For par, som har et rimeligt grundlag af tryghed og modenhed, er der spændende muligheder i tanken om at udvikle et mere formelt åndeligt vejledningsforhold.

* Hvilke muligheder ser I for jer selv med hensyn til åndelig vejledning i ægteskabet - hvis I overhovedet ser nogen?

Drøft dette med din ægtefælle, og undersøg sammen, hvordan I hmne implementere i hvert fald nogle aspekter af åndelig vejledning i jeres forhold. Overvej at tale med et andet par om det og se, hvad I kunne gøre for at opmuntre hinanden til dette.

 

Ægteskabet er noget så intimt og personligt, at det ville være forkert i jeres venskab bare at efterligne det mønster, som I har set hos andre. I skal heller ikke forvente, at I bare kan tage noget, I læser i en bog - denne eller enhver anden - og bruge det. Hvert enkelt par må selv udarbejde et mønster for sjælelig intimitet, der passer til dem. Det skal bygge på deres personlighed, baggrund, åndelige længsler og en række andre faktorer.

:Men hvis noget i dette kapitel fænger dig, så vær dristig nok til at drøfte det med din mand eller kone. Løb den risiko at dele dine åndelige længsler, for når du gør det, deler du din ånd.

Løb den risiko at dele din frygt, for når du gør det, deler du din sjæl. Løb den risiko at dele dit indre jeg, for når du gør det, øger du mulighederne for et ægte åndeligt venskab.